En stjernestund

Der er øjeblikke, der bliver skrevet ind i min indre historiebog med brændende bogstaver. Sådan et øjeblik havde jeg på en helt almindelig mandag aften. Nå ja, helt almindelig var den ikke.

Jeg sad bænket mellem mine døtre. Én på hver side. Mens Sebastian fyldte DR’s koncertsal med musik og magi. Han er blevet en ældre herre, og jeg havde ikke helt store forventninger til ham. Jeg har altid elsket musikken. Altid. Musikken blev spillet igen og igen gennem min ungdom. Og mit forældreskab. Men jeg havde hørt ham i Aftenshowet engang, og han virkede gammel og slidt.

Det var han ikke. Stemmen er ikke så stor som engang. Måske har han heller ikke helt den luft, han havde. Men for at sige det kort, så fik han hele koncertsalen op af stolene. Alle stod op. Alle klappede med. Alle sang.

Og jeg sad der. Mellem mine to piger. Og oplevede et sjældent strejf af noget. En lille bitte følelse af, at vi for fanden skulle have siddet der sammen. Ham og mig. Og pigerne, som elskede Sebastian. Og så var det væk igen, det lille strejf. Og det var så fint, at det var mig, der sad der i midten.

Da Sebastian startede aftenen med ‘Når lyset bryder frem’, myldrede en fedtet klump frem i halsen, og jeg blinkede hårdt og stædigt. Mens jeg så for mit indre øje, hvordan vi dansede rundt i stuen og sang med. Pigerne og mig. Eller sad ved det store spisebord i stuen og tegnede, mens vi sang. Okay, lidt sløret blev det så, mit blik. Og jeg fik en næsten ubændig lyst til at tage de små barnekroppe på skødet og vugge dem til melodien.

De var bare ikke barnekroppe. De var mine meget voksne døtre. Og de kan slet ikke være på mit skød samtidig. Så vi sad bare der, tæt sammen, mens vi huskede i takt. Og jublede lidt over Lis Sørensen, der sang hele salen op til stjernerne. Og Søren Huss, der listede ind på sin stille måde. Og Paul Banks, der stadig kunne trylle blues frem på guitaren.

De spillede de store numre. Med stor lyd og dyb guitar. Og de stille underfundige, som den om at en ko, er en ko, til den dør. Da Sebastian stille sluttede aftenen alene med sangen om Rose, måtte jeg alligevel holde tage en datter under hver arm. Når jeg nu ikke kunne tage dem på skødet.

Det var deres fødselsdagsgave til mig. Og her sidder jeg, alt for sent for en helt almindelig mandag og bobler stille for mig selv. Inden jeg trækker dynen op over næsen og sætter kursen mod tirsdag. Tak.

, ,

  1. #1 af ...på nye eventyr om 13. november 2012 - 08:43

    Lyder virkeligt som noget jeg gerne ville have været med til.
    Med en bror i stedet for en mor.

    De døtre ved da lige, hvordan sådan en gave til mor skal gives!

    • #2 af Helle om 13. november 2012 - 09:17

      De døtre der rocks. Nogen gange ved jeg virkelig ikke, hvordan jeg har gjort mig fortjent til dem. Nåja – og sønnen min skal jo heller ikke forbigås i mit store lovprisning af afkom. Han gav mig en billet til Agnes Obel i det kongelige – han kan jo ikke gøre for, at hun aflyser med tinnitus

  2. #3 af Katrine om 13. november 2012 - 21:13

    Lyder som en fantastisk aften. Både musikalsk og sådan mor-agtigt. :-) Gad jeg godt have oplevet. I hvert fald Sebastian og hans venner. ;-)

  3. #4 af Hulemor om 18. november 2012 - 18:14

    Åhh det lyder fantastisk Helle. For et par år siden hørte jeg Sebastian på et lille spillested i Århus, i forbindelse med festugen. Han sang selv, og så præsenterede han unge sangere, som han selv syntes, fortjente noget rampelys. Bla. færøske Eivør Pálsdóttir, som sang “Heksen” live. Det var magisk, overnaturligt og en af de største musikalske oplevelser i mit liv. Når jeg ser min kusine, som jeg hørte koncerten sammen med, taler vi altid om det. Det var stort. Det hører jeg også i dine ord, at din aften var ;-). Kram

    • #5 af Helle om 19. november 2012 - 23:01

      Det var en stor aften. Varm og blød og dejlig. Og de spillede virkelig musik. Og legede med lyden og hinanden. Og så fedt at sidde der med mine piger, altså.
      Og selvom Sebastian er ved at blive gammel, eller se gammel ud, og har en lidt slidt stemme, så kan han stadig holde en hel koncertsal fanget.
      Kram til dig også

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 41, der følger denne blog

%d bloggers like this: