Jeg lever mit liv på kanten

Jeg er bange for, at jeg aldrig bliver et rigtig voksent og ansvarligt menneske. Jeg hører ikke til dem, der føler sig upåklædt uden cykelhjelm. Og derfor ligger den rigtig tit, eller for det meste, i legetøjskurven på min terrasse. Jamen jeg lægger den næsten hver dag min cykelkurv, så den er parat. Men når jeg lægger tasken derned, er det at jeg kyler hjelmen ned i legetøjskurven. Eller lægger den på bordet. Det er sådan en lille hjernebrist, jeg må acceptere at leve med. Jeg kan have de bedste intentioner, og så glemmer jeg alt om den, når det gælder. Hvis bare jeg følte, jeg manglede den, når den ikke sad på mit hoved. Men jeg mangler ingenting. Og cykler glad ud i verden.

Sådan er det også med nøgler. Og den næste, der siger noget om, at jeg bare skal finde et fast sted til dem, får blikket. Der er én regel, når jeg skal ud af døren. Nej to. Jeg leder febrilsk og larmende rundt i lejligheden efter mine nøgler – og efter cykellygter. For jeg føler mig en smule nøgen uden, når det er mørkt. Og jeg kan prise mig lykkelig for, at jeg ikke har en smækdør. Jeg har forsøgt det der med et fast nøglested, lige siden jeg blev nøgleansvarlig. Det virker ikke. Jeg bliver med garanti optaget af et eller andet, når jeg kommer ind, og så kaster jeg nøglerne, lige der hvor de lander. Det er også sket, at jeg har fundet dem i låsen næste morgen. På den udvendige side.

I går eksploderede Facebook, aviserne og diverse løbehjemmesider i indignation over en kvinde, der var løbet hjemmefra uden identifikation på sig. Fordi hun segnede med et hjertestop i Nyhavn. Og der gik nogle timer, hvor ingen vidste, hvem hun var. Hun fik den lægehjælp, hun skulle have, selvfølgelig, men der gik et par timer, før hendes mand kunne underrettes. Tja, det kunne sagtens have været mig. Jeg går meget ofte udenfor min hoveddør uden papirer eller telefon. Og det sker uhyre sjældent, at jeg har nogen af delene med på mine løbeture på Amager Fælled. Jo, jeg kan godt se, at det er bedst for de pårørende og for politi og sundhedsvæsen, at de hurtigt kan se, hvem jeg er. Hvis jeg skulle falde hel eller halvdød om. Og jeg kunne også godt investere i sådan et armbånd med mine oplysninger. Men det ville gå som med cykelhjelmen og nøglerne.

Anderledes er det, når jeg bevæger mig rundt i fjerne egne. Der lægger jeg sjældent mit pas fra mig. I bjergene fortæller vi altid hinanden, hvor vi er på vej hen, og hvornår vi regner med at nå frem. I hytterne i de italienske bjerge er det god tone at skrive i gæstebogen. Jeg er mere end én gang blevet efterlyst og opsporet på den måde.

Men Amager Fælled? Jeg ved det bare. Det kommer aldrig til at fungere.

, ,

  1. #1 af Inger Anneberg om 26. november 2012 - 14:16

    Du skal “bare” finde et fast sted at lægge nøglerne =) Hvad med at få Verdens Mindste Vera til at lave en perfekt krog som skal hænge ude i gangen så du ser den når du træder ind ad døren og straks tænker “Vera og nøgler” og hvor er hun et hjælpsomt lille menneske ? og hvad angår cykelhjelm – så skal du bare opleve een gang at du står overfor et menneske hvor blodet løber ned af ansigtet fordi han/hun er styrtet uden cykelhjelm. Eller kende en som hjerneskades efter styrt uden cykelhjelm. Så sker der noget med selv de mærkeligste hukommelsesskader. Enig ? Jeg har stået overfor sådan en mand (min egen) som af princip ikke brugte cykelhjelm og kørt ham på skadestuen efter et styrt og vi vidste begge to at det var totalt held at han han slap med ydre skrammer. Så lærte vi det begge for jeg var ligesom dig – jeg huskede ikke hjelmen. Det gør jeg nu. Som regel. Ingen regler uden undtagelser, hader at køre med den hvis mit hår er vådt =)

    • #2 af Helle om 26. november 2012 - 14:20

      Jeg sagde det. Du fik blikket. ALT er prøvet. Jeg tænker ikke straks noget som helst planlagt, når jeg kommer hjem.
      Og jeg har desværre stået med mennesker med blodet løbende. Det der sygepleje, du ved. Og oplevet en kollega blive hjerneskadet. Jeg prøver. Og jeg har de bedste intentioner. Men jeg glemmer den. Jeg føler mig ikke nøgen uden. Jeg husker den også en gang imellem.

  2. #3 af ...på nye eventyr om 26. november 2012 - 14:37

    Du skal skisme bare have navn og data syet ind i dit løbetøj.. Vi kan også lave et stort banner med dit cpr nummer, som du kan løberundt med som fane. Jeg er fuld af gode ideer.
    Jeg har sådan et lille bitte pung hvor der kun er plads til kort, den har jeg altid med når jeg ruller. Jeg er åbenbart tilpas bange for at skvatte, så på den måde er det jo sådan set smart nok, at jeg ikke helt sikker på de der hjul endnu, så jeg ikke bliver ID kæphøj og glemsom.
    Hvis jeg drukner i svømmehallen må de til gengæld identificere mig på min hårfarve fx. Ja, vi lever på kanten i visse sammenhænge ;)

    • #4 af Helle om 26. november 2012 - 17:16

      Du drømmer ikke om bunkerne af løbetøj i mit skab. Og hvad med gå-tur-tøj, cykeltøj, svømmetøj?
      Lad os bare leve på kanten :-)

  3. #5 af Inger Anneberg om 26. november 2012 - 15:44

    Du kunne også få tatoveret dit cpr nr. på din arm =) Jeg mener, pyt med det med cykelhjelmen når bare du kan identificeres ! Får jeg nu blikket igen ?

    • #6 af Helle om 26. november 2012 - 16:43

      Hahaha – nej du gør ej. Men det ville jo ligne noget kz-fange-agtigt. Aj, jeg tror bare, jeg lever med det. Med min halvhjerne.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 40, der følger denne blog

%d bloggers like this: