Hvordan kan det være, at du er sådan brun i det? Spurgte Alma seks år forleden.
Brun? Spurgte jeg.
Ja, i huden. Sagde Alma.
Er jeg brun i huden? Spurgte jeg lidt dumt.
Ja, Ella og mig, vi er sådan hvide i det. Men du er brun i det. I huden. Sagde Alma.
Hmmm. Sagde jeg. Det har jeg ikke tænkt på, om jeg er. Måske bliver min hud mere brun, fordi jeg løber rundt ude på Amager Fælled næsten hver dag.
Måske. Sagde Alma.
Er det fordi du synes, det er grimt? Spurgte jeg.
Nej. Sagde Alma. Bare brunt.
#1 af Lene om 24. januar 2013 - 21:18
Jeg elsker simpelthen børn og deres bemærkninger – der er ikke noget omsvøb, men bare helt ligetil oplevelser og følelser
#2 af Anna Skyggebjerg om 24. januar 2013 - 22:30
Se, det er jo det jeg mener, når jeg siger, at børn er zen-mestre: Ting er, hvad ting er. Ingen bedømmelser og fordomme og dualisme.
#3 af Clarke om 24. januar 2013 - 22:57
Nårh…..dejlig!