Selverkendelse i skingerhedens tegn

Jeg blev så akut opfyldt af skingerhed forleden, at jeg har holdt fjernsynsfrie dage siden.

Den lader vi lige stå lidt.

For jeg er jo sådan en, der næsten aldrig ser fjernsyn, ikke? Sådan en, som slår en overbærende og klædeligt perlende latter op, når I fortæller mig om programmer om mad, indretning, håndbold, bortkomne slægtninge og blodtørstige mordere. For jeg har virkelig noget mere indholdsrigt at tage mig til.

Og så kan man jo ikke holde TV-pause, vel? For det er jo så sjældent tændt, apparatet.

Men – i ganske ubemærkethed. I ly af mørket og alt for meget arbejde. Og alt for sene aftenmåltider. Har mit TV sneget sig ind på mig. Langsomt og rødmende må jeg erkende, at jeg mere end lever op til et gennemsnitligt dansk TV-forbrug. Selvom jeg zapper forbi madprogrammerne og de fleste blodtørstige mordere, mens jeg forsøger at holde mit akademiske hoved højt på DR2 med Dokumania, Deadline, Debatten og intellektuelle satireprogrammer. Ja, så sniger jeg mig forbi både indretning, typer og bortløbne slægtninge.

Jeg kaster mig i sofaen med aftensmaden på tallerkenen og thekanden indenfor rækkevidde, så snart jeg har trukket løbetøjet af og sat de ildelugtende sko udenfor døren. Der ligger jeg så og tweeter med de andre om, hvad vi ser i fjernsynet. Indtil jeg slæber mig op ad trapperne, børster tænder og skraber dagen af mig. Og kravler under dynen.

Det er en aha-oplevelse af de værre. En selverkendelse, der kradser i den lak, jeg udstiller for hele verden. Jeg ved, hvordan nogen af de semikendte indretter deres hjem. Jeg ved, hvad huse kan sælges for på Rømø. Jeg er sådan en, der kan holde TV-pauser.

Jeg kravler lidt stille sammen på min pindestol ved spisebordet, mens jeg skam-nyder at genopdage stilhed. Hyggelige radioprogrammer. Spotify. Og at bøger ikke kun behøves at blive læst i toget, i sengen, på toilettet eller mens jeg laver mad.

Så alligevel lidt tak for skingerheden. Mens jeg kæmper min stille kamp mod unødvendig viden, vil jeg citere Omar Marzouk fra Twitter: “Ved i hvem jeg har mest ondt af lige nu, indvandrer postbude som bare prøver at passe deres arbejde.”

,

  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 47, der følger denne blog

%d bloggers like this: