Smukhed

Jeg skriver lidt sammen med Lene. Som lige nu strider sig gennem tungt vand til livet, modvind og op ad bakke. Lige inden jul blev Lene opereret for en tumor i hjernen, og det skriver hun om på sin blog. Hun skrev til mig, kort før hun startede 30 strålebehandlinger. Et brev hvor hun bad om gode historier. Om erfaringer med at holde røven oppe på sig selv i stormvejr. Midt i noget der kan have en lidt tåget slutning.

Jeg har ikke prøvet at få strålet min hjerne, men jeg har stået der. I tungt vand til livet. I modvind op ad bakke. Og hvad gjorde jeg? Dengang for snart seks år siden? Kræftbehandling er så fuld af grimhed. Grimme afdelinger, grimme maskiner, grimme tanker. Hår der falder af i totter. Kroppe der svulmer op og svinder ind. Blå mærker. Mad der smager grimt. Når det er overstået, må man få al den grimhed til at vende til noget smukkere. Fylde verden med smukhed.

Og det var, hvad jeg gjorde.

Jeg havde levet i en slags beskyttelsesisolation, mens min behandling stod på, fordi kemoterapien virkede direkte ind på mit immunforsvar. Som var ikke-eksisterende. Det smukkeste, jeg kunne tænke på, var at pakke mig helt ind i mine unger, som sad i København. Jeg fik derfor en aftale med SAS om at få en sæderække for mig selv på et fly, pakkede en kuffert og al min medicin, og så var jeg afsted. Jeg blev to uger på Frederiksberg i et langt knus med unger og en lille bitte Alma. Jeg kan ikke huske, at solen ikke skinnede i de to uger.

Mit immunforsvar lod vente på sig, og jeg var stadig isoleret det meste af sommeren. Det skulle ikke hindre mig i at tage imod en udfordring fra nogle venner i København. Om at cykle den lange rute af Sjælsø Rundt. Jeg pakkede simpelthen cykeltraileren, cyklede ned til færgen, parkerede cyklen på vogndækket og stod udenfor under hele overfarten. Og så cyklede jeg selvfølgelig fra Odden til Frederiksberg. Jeg cyklede i strålende solskin, og jeg kan  stadig høre, hvordan fuglene kvidrede. Jeg kan stadig lugte markerne, jorden og blomsterne. Jeg kan mærke fornemmelsen af solvarm vind på kinderne. Og der var usædvanligt mange blomstrende valmuer i vejkanten. Det var på den cykeltur, smukheden igen fik overtaget i mit liv.

Et par dage senere cyklede jeg Sjælsø Rundt med  mine venner og kom næsten grædende i mål. Bare fordi jeg kunne. Lidt senere fnes jeg lidt og kom i tanker om, at der var stort set lige så langt fra Odden til Frederiksberg. Og da jeg cyklede tilbage til Odden sang jeg pludselig højt. For første gang i et halvt år. Smukheden var tilbage.

Et par måneder senere tog jeg mit yngste barn, som havde været krøllet helt sammen af angst, med til Zanzibar. Misforstå mig ikke. Alle mine børn havde været krøllet fuldstændig sammen i angst over, hvordan det hele skulle gå. Det var sådan lidt Sophie’s-choice-agtigt: pick one only. Det blev min yngste. Denne gang. Og det blev to uger med varme, vilde dyr, stille aftener med hver sin bog, snorkling med delfiner på åbent vand, blomster, krydderier og lange gåture. Smukhed i lange baner.

Det har altsammen været med til at trænge plastikposer med kemoterapi, CT-scannere, blodtransfusioner og hospitalssenge tilbage til den hylde i hjernen, hvor den slags bør ligge.  Som gør de første vaklende skidt mod et nyt liv mulige.

IMG_1009

, ,

  1. #1 by Tina Hoeberg on 15. marts 2013 - 10:41

    Helle, jeg er ret ny paa din blog og i dag er foerste gang, jeg laeser om din kraeftsygsom og genrejsningsforloeb….Har selv har haft sygdommen taet inde paa livet og hvor ville jeg dog oenske, at mange flere, som du ville fortaelle om det, da erfaringen fra andre i samme baad er den bedste terapi:-) Tusinde tal for din aabenhed….

    • #2 by Helle on 18. marts 2013 - 23:20

      Velbekomme. Den bedste terapi er at være åben, uden at det kommer til at fylde hele sendefladen, tror jeg.

  2. #3 by Hulemor on 16. marts 2013 - 12:35

    Pyha Helle, sikke en sej og smuk fortælling. Kram hulemor

    • #4 by Helle on 18. marts 2013 - 23:20

      Tak. Og kram til dig

  3. #5 by Katrine on 17. marts 2013 - 08:27

    Jeg har jo hørt om din famøse cykeltur før, men den er så stærk og livsbekræftende, at den skal huskes, gentages og mærkes mange gange. For mig er den et billede på dig og din ukuelighed. :-)

    • #6 by Helle on 18. marts 2013 - 23:21

      Jeg fik ellers ikke ros af lægerne, der kunne se, hvordan mit immunforsvar styrtdykkede efter de mange anstrengelser :-)

  4. #7 by Lene on 18. marts 2013 - 10:00

    Jeg vil gerne skrive det her på din blog også: Dine mails og erfaringer har gjort en kæmpe forskel for mig, for jeg er ikke så alene i min måde at håndtere tingene på, når jeg læser dem. Jeg kan rigtigt godt bruge dine erfaringer med at leve med kræft som et grundvilkår og få det bedste ud af det – uden at blive jubelidiot og glemme angsten og de fortættede skygger. Tak, Helle. Også fordi du nævner mig her, det er jeg rørt over.

    • #8 by Helle on 18. marts 2013 - 23:22

      Kære Lene. Det er jeg simpelthen så glad for. Knus

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 49, der følger denne blog

%d bloggers like this: