Tæller ned og prøvepakker

Der er bare sammenlagt 5,5 arbejdsdage, til min sommer for alvor starter. Der er lidt mere end en uge, til jeg sætter mig tilbage i flysædet. Og lader sundhedsvæsen, patienter, sygeplejersker, læger, strategier og politikker, referater og dagsordner passe sig selv. I rigtig lang tid. Jeg er midt i det årlige feriehelvede. Inden der er gået lidt mere end en uge skal jeg skrive referat, skrive kommissorium for en styregruppe, lave planer for det næste år, holde oplæg for politikerne, forberede en konference, holde møder og rydde kalenderen. Og bruge weekenden i Århus, mens jeg hører dejlig musik og møder mennesker, jeg kender. Jeg skal gøre mit hus parat til nye indbyggere, fordi Verdens Mindste Vera flytter hele familien ud i vandkanten, mens jeg er væk. Og så har nogen lokket mig til et allersidste møde et par timer, før flyveren letter fra Kastrup i næste uge.

Åndenød? Nej, jeg skal jo bare nå at pakke rygsækken. Alligevel går jeg lidt rundt om den. Når nu mit hjem skal sidde på ryggen af mig i fire uger, er det ikke helt ligegyldigt, hvad der ligger i den. Så jeg har prøvepakket. Og pakket om. Og om igen. Et eller to par bukser? Tjaaaeee. Støvler eller sko? Støvler – fordi jeg risikerer sne undervejs. Sko med alligevel? Nej, nok ikke. Tyk eller tynd sovepose? Der bliver bidt til benet. Det letteste liggeunderlag af skum kommer med. Den tynde sommersovepose og en ekstra fleecepose i stedet for den tungere 3-sæsoners. Den lette all-in-one brænder kommer med. Jeg vejer. Alting. For jeg gider ikke slæbe, som jeg nogen gange har gjort på de længere ekspeditioner.

P6 Vincent og Helle

Det her er jo ikke bjergbestigning. Det er en nydningstur, og jeg kommer jævnligt i nærheden af små byer. Og den helt store luksusretreat kommer jo til mig i Nice.

Jeg lurer en anelse bekymret på det europæiske vejr. Det ser fredeligt ud omkring Geneve. Chamonix ser tilforladeligt ud. Snegrænsen er tæt på 2500-3000 meter. Det skal nok gå.

Jeg begynder at se på startruter for turen. Der er flere muligheder, og jeg hælder selvfølgelig nok til den, der hurtigst (og hårdest) fører mig op i bjergene. Jeg kan jo så let som ingenting bide den første etape over og slå teltet op, når dagen går på hæld. Og når jeg tænker mig igennem sådan et scenarie, glæder jeg mig ubeskriveligt til at sidde i teltåbningen og glo på skyer. Og glemme alt om sundhedsvæsen og alt det andet. Jeg glæder mig til at møde de andre, der vandrer over Alperne. Jeg glæder mig til at sidde med et glas fransk rødvin på en terasse ved en bjerghytte. Jeg glæder mig til at læse i ligeså mange timer, jeg gider. Jeg glæder mig til at tænke uforstyrret på ting, jeg selv vælger. Mens jeg nyder Alpe-udsigter.

IMG_3545 (1)

, ,

  1. #1 by ...på nye eventyr on 12. juni 2013 - 14:06

    Du er så sej, Helle. En dag tager jeg mod til mig og drager også ud i verden. Når jeg har fået et sted at bo. Og et s´fast job.
    Tænk at drøne derud af på rulleskøjter. Men det bliver nok ikke på bjerge.
    Glæder mig til at ses i weekenden!

    • #2 by Helle on 17. juni 2013 - 22:15

      Du skal ud og se på verden, Pille. Den er stor og fantastisk og fyldt med venlige mennesker

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 47, der følger denne blog

%d bloggers like this: