Lidt om ofre og helte – og alle os andre

Dengang jeg fik kræft, reagerede jeg voldsomt mod den stakkels-fløde, der væltede ud over mig. Som truede med at tøjre mig til lænestolen og fik folk til at tage mærkelige stemmer på, når de talte til mig. Det var okay i de første stivnede dage. At tale om, hvor synd det var. Hvor forfærdeligt. Hvor rædselsfuldt. Men så indfandt der sig en art hverdag. En anderledes hverdag, men en hverdag. Hvor jeg skulle bruge masser af energi på at finde de fødder, der på en eller anden måde var faldet af i farten.

Og man kan ikke finde fødder med arme vredet om på ryggen og stemmen låst i synd-for. Ja, ja det er synd og alt muligt, tænkte jeg. Men jeg må jo finde ud af det. Finde ud af at være i det her.

Pas nu på dig, sagde sygeplejerskerne. Du bliver forfærdelig træt, sagde lægerne. Hvil dig nu, sagde veninderne. Verden var fuld af trusler. Om infektioner. Om blødninger. Om træthed. Og om død. Men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke bare sætte mig forsigtigt og hvile mig, så jeg ikke fik blå mærker. Jeg måtte følge mit halvvilde hjerte. Komme ud og komme omkring. Jeg måtte leve midt i al den død. Og jeg var stærk som en bjørn.

Jeg trænede og trænede. Var hurtigt i arbejde efter det hele. Fem uger post kemo cyklede jeg til København og Sjælsø Rundt. Og hjem igen. Seks måneder post kemo løb jeg halvmaraton. Et år efter tog jeg to måneder på bjergbestigning i Nepal.

Jeg blev fejret som en helt. Gav interviews til højre og venstre og revsede sundhedsvæsenet for at tænke alt for meget død. Jeg ville have liv ind i kræftbehandlingen. Og måske fik jeg også sparket en smule liv derind.

Men en dag var det nok. En dag mærkede jeg, at helte-hjelmen strammede lige så hårdt som offer-kysen.

Jeg er ikke nogen helt. Jeg ved godt, at det hedder sejt, det jeg gjorde. Men det var det ikke. Det var bare noget, jeg gjorde. Og jeg holdt op med at fortælle min historie. Så meget. I må gerne kende den. Men det er bare en historie. Jeg vandt ikke. Jeg besejrede ikke noget. Jeg lever bare, og jeg lever bare, fordi jeg var heldig.

I eftermiddag hørte jeg et interview med Annette Fredsskov, som løb et maraton hver dag i et år. Og som tidligere havde fået diagnosticeret sclerose. Det har hun vist skrevet en bog om. I interviewet sagde hun, at alle selv bestemmer over sit liv. At man selv bestemmer, om det skal være en god dag.

Og jeg tænker på alle dem, der ikke var heldige. Jeg tror ikke, det var noget, de besluttede.

Verden tror måske, at den har brug for helte. Men helte har altid sin modsætning med sig.

Det var bare det, jeg løb og tænkte på, da jeg løb mørketur til aften.

  1. #1 by pernille on 9. november 2013 - 09:05

    Tak for gode tanker.
    Det er den sværeste balance i livet.
    Hvad er mit ansvar og hvad kan jeg ikke gøre for?

    Selvfølgelig er “man kan hvad man vil” noget vrøvl.
    Der er masser af ting man ikke kan, ligegyldigt hvor hårdt man prøver, og hvor brændende man ønsker.

    Jeg kan godt følge dig i at du “bare” var så smadder heldig at du ikke kunne andet end at gøre oprør mod medlidenhed og vatindpakning, og oven i hatten trak “overlevelses” loddet op af lives lykkepose.

    MEN

    For 90% af den modgang vi møder gælder det at hvordan vi tar’ det er medbestemmende for hvordan vi har det.

    Vi kan ikke bestemme om vi vil være syge eller raske. Men rigtig meget af tiden kan vi bestemme om vi vil lade os blæse omkuld.

    Og så er det godt at de der ikke er at heldige at være naturligt udstyret med heltegener og
    -baggrund kan blive inspireret af nogle seje kvinder. Nogen som, hvad enten det var svært eller let for dem, gjorde det rigtige.

    For det må vi vel godt kalde dig?

    Sej inspirator.

    Dem har verden brug for!

    • #2 by Helle on 10. november 2013 - 18:57

      Tak. ja det må du godt. Jeg vil gerne inspirere. Jeg er bare ikke mere rigtig end andre

  2. #3 by Katrine on 9. november 2013 - 10:09

    Så godt skrevet og udtrykt, Helle. Det sætter tanker i gang, når du inviterer ind på sådan en måde. :-) Jeg er med på Pernilles forslag; sej inspirator.

    • #4 by Helle on 10. november 2013 - 18:58

      Tak. Og det samme som jeg skrev til Pernille

  3. #5 by Lene on 9. november 2013 - 14:48

    Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal sige, for jeg er så enig og føler alligevel et behov for at supplere. Og de ord lader sig ikke finde lige nu.

    Midt i uheldigheden, heldigheden og sejheden er der også en afgrundsdyb kløft af angst og afmagt. Der er tidspunkter, hvor jeg fortvivles over at jeg ikke bare kan løbe en 20 km tur for at komme væk fra frygt og hjemmekaos, for bare at gøre noget.
    Plus en skam over at det ikke er ligetil at hoppe på en ketogendiæt, fordi kroppen er så medtaget. Eller spise cannabisolie eller graviola. Selv midt i sejheden (som også er det jeg gør, vist nok) er der afmagt og tvivl.

    De der stemmer, der ikke kan tale om alt det sorte uden at skulle lægge hovedet på skrå eller uddele medaljer bliver aldrig lette at have med at gøre.

    • #6 by Helle on 10. november 2013 - 18:59

      Lene, det er rigtigt, og det tror jeg nok, at jeg må skrive om lige om lidt også. Selvfølgelig er verden fuld af afmagt og tvivl. Og skam. Og nu siger jeg det alligevel – hold nu for pokker op med at skamme dig. Blev der sagt.

  4. #7 by Hulemor on 10. november 2013 - 11:44

    Tak for jeres tanker, det er svært for udenforstående at vide, hvad der er det rigtige at gøre og sige. Og måske afhænger det også af dagen og tidspunktet i forløbet osv.
    Jeg kan huske, mens min mor var syg, at jeg nogle gange tænkte om andres henvendelse og reaktioner – “hey, godt nok er hun syg, fordi hun HAR en sygdom. Hun ER ikke sin sygdom”. Det er svært at sige noget klogt om, så jeg siger bare god søndag…Kram

    • #8 by Helle on 10. november 2013 - 19:01

      Hmmm, jeg tror ikke, der er en opskrift på rigtigt eller forkert. Jeg tror, det handler om at kravle ud over sin egen forskrækkethed og se, at der midt i sygdom og angst og forfærdlighed også er et liv, der rummer alt mulig andet. Netop noget med, at man ikke ER sin sygdom, men det er et vilkår, man må deale med. På godt og ondt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 48, der følger denne blog

%d bloggers like this: