Psykopattræning

Fordi jeg har skullet andre ting, har jeg holdt et par ugers pause i psykopat-torsdagstræningen.

Og det er dumt. For i dag er det fredag. Og jeg har tillagt mig en gakket gangart og udstøder høje suk, når jeg skal ned i knæ. Krusene i opvaskemaskinen bliver først stillet på plads i overskabet i morgen. Når jeg igen kan løfte armene. Jeg har opdaget en muskel øverst bag på låret, som jeg aldrig har hilst på før. Sammen med en lille muskelfiber på indersiden af hvert lår.

Hold. Aldrig. Pause.

Jeg kan kun gisne om, hvad den unge kvinde, der kom fredeligt gående med sin barnevogn, tænkte, da hun fik øje på en flok voksne mennesker, der legede trillebør med hinanden i mørket. Frem og tilbage over broen.

Den arme taxachauffør, som troede, han havde fundet et fredeligt og mørkt hjørne i Sydhavnen, hvor han kunne læne sig tilbage i sædet og nappe en lur, fik en slem overraskelse. Da en flok voksne mennesker med ét kom spænende. De standsede ved siden af taxaen, snuppede hver en stor brosten fra bunken og begyndte at løfte stenen i mærkelige positurer. Mens de stønnede højlydt.

Og jeg har virkelig ingen anelse om, hvad fyren i den blå bil som havde problemer med at komme i sin parkeringskælder, forestillede sig. Da han måtte se sig konfronteret med en flok – voksne – mennesker i mørket, der bevægede sig ned ad den lange nedkørsel med lounge skridt. Hvorefter de kravlede hele vejen op med røven i vejret.

Hvad mon får dig til at gøre sådan noget, spurgte min veninde let undrende i aften, da hun et par gange havde hørt min stønnen over trappetrin og stolesæder. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal svare. Vi griner meget. Bagefter. Jeg kan virkelig mærke min krop. Selvom jeg gik død, som i helt død, på det sidste interval, førte jeg faktisk pænt på de andre. Svaret er vel ren barnlighed. Jeg gør det, fordi jeg er barnlig. Fordi jeg godt kan lide at konkurrere. Med mig selv, men også med de andre. Og måske fordi, det stadig fascinerer mig, hvad bevægelse i flok kan drive mig til?

Lige nu glæder jeg mig bare til i morgen. Hvor mine ben forhåbentlig igen vil være i stand til at løbe en tur på fælleden. Og armene igen kan komme op over hovedet.

  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 50, der følger denne blog

%d bloggers like this: