Hverdagsmagi

Når regeringen råber på større overlevelse og mindre ulighed i sundhed og synes, det er gjort med at lave flere helbredstjek og hurtigere diagnoser, glæder jeg mig i mit stille sind over mit eget job. Hver eneste dag møder jeg læger, sygeplejersker, terapeuter, socialrådgivere og mange andre, som arbejder hårdt med at gøre syge mennesker raske. De arbejder lige så hårdt for at gøre livet godt for dem, der ikke bliver raske. Og de knokler for at gøre de syge og raske stærke nok til at håndtere en hverdag med det, der nu skal håndteres. Det er nemlig det, der betyder noget i det regnestykke, der handler om overlevelse, livskvalitet, arbejdsevne og lighed, når de syge mennesker har fået den operation eller den medicin, der gør noget ved deres sygdom.

I dag mødtes jeg først med en sygeplejerske fra psykiatrisk gadeteam og en socialrådgiver fra herbeget på Sundholm. Psykiatrisk gadeteam, spørger du? Og Sundholm? De arbejder med dem, som de fleste af os helst ikke vil vide af. Samfundets bund, so to speak. Dem der hverken har hjem, arbejde eller godt helbred. De øser af deres viden og erfaring og giver de mennesker præcis den slags støtte, de har brug for, så de kan leve dagen igennem uden at gå i stykker. Og de elsker det, de gør. De elsker de mennesker, de gør det for og sammen med. Og jeg elsker at mødes med dem, fordi de oser af ren arbejdsglæde. Hverdagsmagi. Og jeg cyklede fuldstændig glad videre til Rigshospitalet. Fordi jeg vidste, at vi sammen ville gøre det bedste for en syg mand, der havde særligt brug for det.

Senere på dagen var jeg til møde på en afdeling, hvor de opererer mennesker med kræft. På mødet var der læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, diætister og så mig, som er den der kan trække nogle sammenhænge mellem det de kan på hospitalerne, og det de kan i kommunerne. Lægerne og sygeplejerskerne forklarede, hvordan operationerne og medicinen påvirkede patienternes liv, og hvordan de organiserede den støtte, der skulle til for at folk kunne leve et liv med de alvorlige gener, sygdom og behandling gav dem. Og igen sad jeg der på min stol og blev kisteglad over professionelle mennesker, der tænker meget længere end til diagnose, operation og medicin.

For det gør det ikke alene. Jeg råbte op om det, da jeg selv blev syg. Jeg skrev artikler om, at kræftbehandling skulle tænkes sammen med det liv, der skulle leves for at give mening. Og jeg råber stadigvæk. Nu er jeg bare så heldig, at jeg sidder i en stilling på landets største hospital, hvor mit råberi både bliver hørt og brugt. Så jeg kan godt sætte mig til rette for en stund og være en lille smule tilfreds over at kunne bevæge mig i et univers, der i den grad giver både mening og sammenhæng.