Helle

Skriver om løb, liv og rejser

Homepage: http://helle86x.wordpress.com

Hverdagsmagi

Når regeringen råber på større overlevelse og mindre ulighed i sundhed og synes, det er gjort med at lave flere helbredstjek og hurtigere diagnoser, glæder jeg mig i mit stille sind over mit eget job. Hver eneste dag møder jeg læger, sygeplejersker, terapeuter, socialrådgivere og mange andre, som arbejder hårdt med at gøre syge mennesker raske. De arbejder lige så hårdt for at gøre livet godt for dem, der ikke bliver raske. Og de knokler for at gøre de syge og raske stærke nok til at håndtere en hverdag med det, der nu skal håndteres. Det er nemlig det, der betyder noget i det regnestykke, der handler om overlevelse, livskvalitet, arbejdsevne og lighed, når de syge mennesker har fået den operation eller den medicin, der gør noget ved deres sygdom.

I dag mødtes jeg først med en sygeplejerske fra psykiatrisk gadeteam og en socialrådgiver fra herbeget på Sundholm. Psykiatrisk gadeteam, spørger du? Og Sundholm? De arbejder med dem, som de fleste af os helst ikke vil vide af. Samfundets bund, so to speak. Dem der hverken har hjem, arbejde eller godt helbred. De øser af deres viden og erfaring og giver de mennesker præcis den slags støtte, de har brug for, så de kan leve dagen igennem uden at gå i stykker. Og de elsker det, de gør. De elsker de mennesker, de gør det for og sammen med. Og jeg elsker at mødes med dem, fordi de oser af ren arbejdsglæde. Hverdagsmagi. Og jeg cyklede fuldstændig glad videre til Rigshospitalet. Fordi jeg vidste, at vi sammen ville gøre det bedste for en syg mand, der havde særligt brug for det.

Senere på dagen var jeg til møde på en afdeling, hvor de opererer mennesker med kræft. På mødet var der læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, diætister og så mig, som er den der kan trække nogle sammenhænge mellem det de kan på hospitalerne, og det de kan i kommunerne. Lægerne og sygeplejerskerne forklarede, hvordan operationerne og medicinen påvirkede patienternes liv, og hvordan de organiserede den støtte, der skulle til for at folk kunne leve et liv med de alvorlige gener, sygdom og behandling gav dem. Og igen sad jeg der på min stol og blev kisteglad over professionelle mennesker, der tænker meget længere end til diagnose, operation og medicin.

For det gør det ikke alene. Jeg råbte op om det, da jeg selv blev syg. Jeg skrev artikler om, at kræftbehandling skulle tænkes sammen med det liv, der skulle leves for at give mening. Og jeg råber stadigvæk. Nu er jeg bare så heldig, at jeg sidder i en stilling på landets største hospital, hvor mit råberi både bliver hørt og brugt. Så jeg kan godt sætte mig til rette for en stund og være en lille smule tilfreds over at kunne bevæge mig i et univers, der i den grad giver både mening og sammenhæng. 

, ,

En kommentar

Når ringen sluttes

Dengang min mor fødte mig, forærede min far hende en ring. Ringen er af guld med en stor og rund dybgrøn sten. Jeg har mærket den ring hele mit liv. Hver gang, jeg har taget min mors hånd. Fra jeg var ganske lille har mine fingre fundet den runde, glatte sten og aet den, mens jeg holdt min mors hånd. Alle babybørn i familien har suttet grådigt på den ring.

IMG_3755Jeg aner ikke, hvad den grønne sten kaldes. Den er glat og fin, og jeg husker, hvordan min mor tog ringen af og lagde den til side, når hun vaskede op. Nogle gange vendte hun ringen med stenen ind i håndfladen, så den ikke blev ridset af arbejde.

IMG_3756

Nu øver jeg mig i at gå med ring. Jeg har sjældent brugt fingerringe. Mine fingre er små, korte og tykke. Mine knoer buler ud og blokerer adgang for de fleste ringe. Men min mors grønne ring glider fint ind på min ringfinger. Og når den sidder på min finger, ser min finger så fin ud. Nej min hånd ser fin ud. Min hånd og ringen kan lide hinanden. Og jeg har min mor med mig hele tiden.

IMG_3743

Jeg øver mig i at huske at lægge ringen ved vasken. I at vende ringen, så stenen ikke bliver ridset, når jeg laver noget, der kan ridse. Men mest vandrer min tommeltot hen over guldringen. Mest finder min ringfinger og den grønne sten vej til mit ansigt, hvor den stiller stryger over mine læber.

Mine egne børn har kendt og mærket den grønne ring hele deres liv. Og nu ved jeg, at de for evigt vil finde min hånd og lade fingrene mærke den grønne sten. En ring er på en måde sluttet.

Og jeg? Jeg er så glad for min fine ring med den grønne sten. Jeg er så glad for, at ringen kan leve videre på min hånd. Og jeg er så glad for at mærke min mor, når mine fingre finder den glatte sten.

 

 

 

En kommentar

Pivende nødvendigheder

Når jeg er sammen med min far, krøller han med jævne mellemrum sammen. Når vi kører forbi bestemte steder, når vi finder en særlig bog, når vi rydder en hylde i et skab, eller bare uden videre. Efter en stund tørrer han sine øjne og siger, åh hvor jeg piver. Så slår jeg armene om ham, og siger, at han bare skal pive løs. At er der nogen i verden, der har noget at pive over, er det ham. Og jeg siger til ham, at jeg er glad for hans piveri. At jeg hellere vil slå armene om ham 1000 gange, end opdage at han holder tårer tilbage. At et langt liv sammen ikke kan afbrydes uden piv og tårer. Og savn og sorg.

Når jeg sætter mig ved bloggen, krøller jeg sammen og tænker, åh hvor jeg piver. Jeg må for fanden da snart kunne skrive om andet end sorg og savn og ulykke. Jeg tænker, at mange ikke orker at læse mere om, hvad jeg savner. At mange må tænke, at jeg må se at komme videre. Og – nå ja, jeg kommer da også videre med alt muligt, men det er det andet, der myldrer ud gennem fingrene, når jeg sætter mig ved tastaturet.

Når jeg så modtager en mail fra Inger, som både er min gamle gymnasiekammerat og studiekammerat fra antropologistudiet, hvor hun fortæller, at mine skriv om min mor og om Lene har været støttende for hende, sætter det mine ord fri. Så lader jeg alligevel ordene flyde fra fingerspidserne.

Når min far fortæller, at mine ord laver et lille hul i hans ensomhed, fordi han genkender sorgen og savnet, giver det mening at lade de ord flyde, som vil ud.

Det hele kan vel koges ned til noget ærlighed. At stå ved de følelser, der til stadighed tumler rundt og stadig kræver en dag i ny og næ med stikket trukket ud. Og når min far og jeg ikke kan lide at pive, er det fordi vi altid har klaret vores sager. Uden at pive. Men ligesom jeg synes, det er meget lettere, at min far piver, når han er ked af det, så er det også lettere for ham og for mange andre, at jeg piver. Når jeg er ked af det. Og mine fingre kan kun ked-af-det-hed for tiden. Åbenbart.

Resten af mig kan man sagtens møde med både smil og flyvende hår ude i den virkelige verden.

Inger har lavet en række interviews med ældre mennesker, der har mistet en ægtefælle for Palliativt Videncenter, som du kan læse her. Læs dem og hold op med at tænke, at det ikke er slemt at miste, når man er gammel.

IMG_3722

,

3 kommentarer

Liv

Jeg har det bedre. Det hjalp at tage en pause. Og faktisk hjalp det også at fortælle lidt om, hvordan jeg havde det. Fordi så ved folk det. Og så ringer de. Eller skriver eller sender tanker og ting til mig. Og det varmer og luner og stiver mit kollapsede stillads mere af, end I aner.

Det gør også godt at bo sådan, at hele familien tromler sammen og springer i vandet i timevis. Sammen.

IMG_3641

Der er noget med sol og vand og gummibåde, der spænder fuldstændig ben for tunge tanker. Og når familiens yngstemenneske hele tiden er på nippet til at kaste sig frygtløst ud på dybt vand, og må afledes med kildeture og på-hovedet-ture, er det umuligt ikke at grine.

IMG_3639

Første etape af min pause blev brugt på at indfri et Tivoli-løfte. Som var den eneste grund til, at Vera kunne se noget fornuft i, at jeg forlod Mols i sommer. Så jeg svingede mit Tivolikort, og vi prøvede både karruseller og ballongynge og fik is og balloner. Det er balsam for en jaget sjæl at være flere timer i Tivoli med to børn, der helt uden spørgsmålstegn nyder alting.

IMG_3659

Bagefter havde jeg en hel og uspoleret dag fuldstændig for mig selv. Sammen med en halvdårlig krimi, som ikke behøvede nogen form for koncentration. Og med sporadiske indfald på arbejdsmailen. Og det er det, jeg skal gøre. Tage en pause i ny og næ. En enkelt dag, når sorgen spasser ud. Bagefter er det fint at finde tilbage i verden igen. Og dele kram og andet hverdagsgodt med dem, man holder af.

IMG_3664

Og det er vel en måde at håndtere sorg på. At gå lidt ind i det, blive der og blive flænset. Og så tage en pause til at hele flængerne. En pause hvor der både er elskede mennesker og alenehed. For sorgen kan deles til en vis grad. Men en stor bid af den er min alene. Og pausebehovene skal jeg høre efter for at blive ved med at være hel.

Og jeg er et heldigt menneske med livet fyldt med mennesker, der vil mig det godt. For fanden da, hvor I gør mig glad.

Nu fejrer vi yngstemenneskets første fødselsdag i morgen. Og hele min enorme familie vil tromle sammen og springe i vandet igen. Når de har sat mange kilo kager til livs.

Og på så mange måder er alt godt. Alligevel.

IMG_3667

 

,

En kommentar

Break eller breakdown

Jeg er lidt stille.

Mit stillads er væltet, og jeg savner noget at læne mig op af. Pludselig er det hele for meget, for overvældende. Det tårner sig op: Lenes sygdom og død, mit eget sygdomsforløb, min mors sygdom og død. 2014 har ikke været blid. Og lige nu ramler det hele lidt for mig. Udløst af en blå plastikflaske.

Min mor havde en yndlingsdrikkedunk. Af helt blød plastik, som er god at holde i hånden. Efter min mors død gav min far mig drikkedunken i hånden og sagde: ‘den skal du have, for den kan du bruge på dine løbeture’. Og det kan jeg. Den er ideel at have med på de varme ture.

Forleden aften, da jeg løb ud langs Kalveboddybet med min mors flaske i hånden, ramte den mig pludselig i hjertekulen. Hårdt, pludseligt, overraskende. Den katapulterede sorg og afmagt rundt i hele min krop. Min mors blå plastikflaske. Som lå på hylden ved siden af hendes seng, mens hun levede sine sidste dage. Og måske derfor har den blå flaske kastet alle mine oplevelser med min egen sygdom, med Lene og med min mor lige lukt i mit hjertes smertecenter.

Der er sommerstille på direktionsgangen, og det bedste, jeg kan gøre for verden, er at tage en pause. For når det hele samler sig og laver en slags bundløst dynd omkring mig, bliver jeg både nærtagende og grumpy. Og ukoncentreret. Og grådlabil.

I morgen tidlig er det mig, der åbner direktionsgangen. Når jeg har gjort det og holdt det ene møde, dagen byder på, trækker jeg mig stille tilbage. Og holder en pause. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Ud over at være lidt stille, til det begynder at opløse sig selv igen.

IMG_3622

 

,

7 kommentarer

Tilbage til virkeligheden

Efter to uger i det enkle liv i bjergene, omgivet af smukhed og gode mennesker, er det ikke bare virkeligheden uden min mor, der overvælder mig. Det er også en langt værre virkelighed for mennesker rundt om i verden, der lider så meget voldsommere tab, end jeg har gjort. Og nu kommer jeg måske til at skrive om noget, der kan gøre nogen sure. Noget der kan sætte følelser i sving.

Mit hjerte bløder og bløder, når jeg hver morgen læser om, hvor mange børn og civile voksne, der er slået ihjel i Gaza. Jeg vil ikke forholde mig til, hvem det er rigtigst eller forkert at holde med i den konflikt, der har varet så længe og er låst i et virvar af religion, forurettethed, magt, våben og økonomi. Men der er intet – intet i hele universet, der retfærdiggør en krig mod børn og civile. Ingenting. Det er muligt, at Hamas sætter civile som kanonføde. Det er muligt. Det kan også handle om, at næsten to millioner mennesker er stuvet sammen på et område svarende til Langeland. Og at de ingen steder har at flygte hen. Selvom de modtager en sms fra det israelske militær ti minutter inden deres hus bliver bombet.

Det er ligegyldigt. Intet retfærdiggør de bombninger. Intet.

Stop det. Alle de døde børn er nogens børn. Nogens søskende. Alle de døde forældre er nogens forældre. Den slags krig løser aldrig noget. Den skaber frygt, rædsel, sorg – og hævntørst.

Jeg bliver slået af afmagt, når verden vil opdele os i pro eller imod Israel. Jeg bliver slået af afmagt, når jeg bliver karakteriseret som pro Hamas, når jeg taler imod tæppebombningerne af Gaza.

Det er mig helt, helt ubegribeligt, at voksne mennesker, som besidder ufattelig magt over våben og steder, ikke kan sætte sig sammen og finde en anden løsning end det fuldstændigt fejlslagne eksperiment med to stater i en. Når nu det hele er sovset ind i religion, forurettethed, magt, våben og økonomi.

Her er en slags indbildt balance i en smuk solnedgang over Sydhavnen, hvor børn lever fredeligt.

IMG_3605

(PS. Jeg er ikke modtagelig for argumenter for drab)

En kommentar

Reality check point

For to uger siden slyngede jeg rygsækken over skulderen og tog bussen mod lufthavnen med følelserne uden på tøjet. Jeg var i tvivl, men jeg kravlede alligevel ombord på flyet til Geneve. Jeg var virkelig i tvivl, om det var en god idé. Eller om jeg ville tumle alene rundt i ulykkelighed.

Og det gjorde jeg. Tumlede alene rundt i ulykkelighed. Men bjergenes skønhed gjorde ulykkeligheden anderledes, end den ville have været hjemme i København. For ulykkeligheden forsvinder ikke. Den kan ikke ignoreres, og det er ikke muligt at lade som om, den ikke er der. Den er der. Hele tiden.

Men, mens jeg var i Chamonix og i massivet omkring Mont Blanc, var en helt enkel virkelighed også meget nærværende. Jeg havde timer alene, mens jeg enten løb eller vandrede, og i den alenetid gik det langsomt op for mig, at vi havde taget en god afsked. Vi havde sagt de ting, der skulle siges, min mor og jeg. Vi havde holdt om hinanden, vi havde læst, og vi havde talt om det meste. Der var ikke noget, jeg manglede at sige til hende. Hun vidste, jeg elskede hende. Hun vidste, at vi ville tage os af min far. Jeg havde ikke usagte ting i maven. Jeg mangler hende, og jeg savner hende fordærdeligt. Og det kan intet lave om på. Det er prisen for at have elsket og have været elsket. De to er ikke mulige uden hinanden. Og jeg vil altid vælge kærligheden.

Min italienske uge med fuldt blus på solen og skønheden gjorde godt. Den bragte en fred med sig. Fordi jeg bare var, hvor jeg var. Med gode mennesker.

Jeg tænkte, at jeg ville modtage en virkelighedslussing af de hårde, når jeg landede i København. Fordi jeg ikke ville kunne ringe til min mor og fortælle. Fordi hun ville mangle. Fordi hun altid har været der, når jeg er kommet hjem. Men den er udeblevet, virkelighedslussingen. Det har været rart. Det har været dejligt at lade mig omslutte af mine børn. At dele god mad og historier. At svømme rundt i min sommerkanal. Og at tale med dem allesammen. Det er godt at være tilbage i min Sydhavn. Også selvom jeg savner og savner.

Måske falder virkelighedslussingen i morgen, når jeg lander på Mols. Uden min mor. Måske falder den, når vi gør ting sammen i det hus, der så meget har været hendes sted. Min virkelighed er stadig rystet. Og jeg har stadig ikke helt begrebet det aldrig, der er blevet en del af mit liv. Men min virkelighed er også rarhed og kærlighed og små runde glædebobler i maven.

IMG_3570

2 kommentarer

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 48, der følger denne blog

%d bloggers like this: