Helle

Skriver om løb, liv og rejser

Homepage: http://helle86x.wordpress.com

Skævheder og sidesving

Da jeg for 7-8 år siden fik kræft, ringede to venner fra Indien en dag, mens jeg var på vej over hospitalets område. Jeg var på det tidspunkt langsomt ved at vænne mig til de forskrækkede stemmer. Og næsten også til den klump i halsen, der lurede bagved hos de fleste. Men de to var rystede over meget andet end min eventuelt forestående død. De var rædselsslagne ved tanken om, hvordan jeg skulle klare mig, inden jeg døde. Nu ville jeg miste mit arbejde, min indtægt, min bolig. Alt. Og de vidste jo godt, hvor dyr sådan en kræftbehandling ville være. Hvordan kunne de hjælpe mig, spurgte de.

Langsomt og omhyggeligt forklarede jeg dem, at jeg nok ikke ville dø, og at jeg ville beholde både mit arbejde og min løn, mens jeg var syg. Og jeg ville have tag over hovedet. Og at i Danmark koster det ikke noget at blive behandlet for en kræftsygdom.

Jeg bliver stolt, hver gang jeg kan fortælle om vores sundhedsvæsen. Hvordan vi sådan helt genialt betaler til det allesammen. Hvordan det er en ret for alle – også dem uden penge – at få læge og sygeplejerskebehandling, når de har behov for det. Ingen skal ligge og dø på gaden. Jeg revner en lille smule inden i af en stormende fædrelandskærlighed. Mine venners kærlige bekymring satte hele min situation i perspektiv.

Jeg vil forsvare det for evigt. Jeg har aldrig mødt noget land, hvor private sundhedsvæsener har gjort noget godt.

Alligevel ved vi, at lige præcis sådan en som mig. Med alle mine universitetsgrader og en hæderlig løn. Sandsynligvis kommer betydeligt bedre igennem sådan et kemoforløb, end en jævnaldrende uuddannet kvinde med samme sygdom. Hvorfor?

Da jeg blev syg, var jeg ikke syg, men havde bare en blød bule på halsen. Den virkede næsten som en rar bule. Og jeg var helt rolig. Indtil en sur gammel røntgenlæge havde scannet den en dag i december og ville stikke mig i det bløde område nederst på halsen. Jeg ville ikke vente med svar på en mistænkelig prøve. Jeg lod mig ikke spise af. Jeg fik min læge til at tage affære, så jeg allerede dagen efter var i forbindelse med en læge med forstand på den slags. Jeg kendte systemet, jeg kendte behandlingerne, og jeg vidste, hvad jeg selv kunne gøre for at komme bedre igennem det. Hvis jeg ikke havde været mig, havde jeg nok ikke været stædig og påståelig og overbevisende. Og måske var jeg død. Det kan jeg ikke vide, men jeg har meget tit tænkt over det.

Ulighed i sundhed handler ikke kun om hospitalerne og behandlingen. Ulighed handler også om, hvad vi ved i forvejen. Det handler om uddannelse, og det handler om netværk. Om vi kender nogen i sundhedsvæsenet, og om vi ved, hvordan kroppen ser ud bag huden. Det handler om vaner og muligheder, om vi har mennesker, der kan støtte os, og det handler om robusthed og overskud – både i det fysiske grundlag og i vores mentale helbred.

Derfor, kære Nick Hækkerup, er det ikke gjort med at give mere tid i ambulatorierne til nogen – og mindre til andre. Hvis vi skal skabe mere sundhedsmæssig lighed for borgerne i Brøndby, Ishøj og Sydhavnen og de andre, der ikke lever så godt, som borgerne i Gentofte, Birkerød og Allerød, skal vi arbejde helt anderledes, end vi gør nu. Vi skal ikke skabe A og B patienter, sige Venstre. Nej? Skal vi afskaffe A og B patienter, spørger jeg? For de findes.

Hvis vi nøjes med at dele patienter i ‘højtuddannede’ og ‘kortuddannede’ skaber vi et nyt kontrolsystem. Med et nyt bureaukrati. Som måske kan komme til at tage tid fra det vigtige. Vi skal ikke lave kategorier. Vi skal skabe sunde bydele, let adgang til grønne områder, billigere sunde madvarer, gode boliger. Vi skal tage os af de mange unge, der har det skidt. Vi skal støtte uddannelsessystemerne. Vi skal se med alvor på den fattigdom, vi bygger op i de her år.

Vi skal spørge dem, det handler om. Dem der lever deres liv i vores land. Som bliver syge og skal have behandling. Og vi skal stole på, at de sundhedsfaglige kan lave faglige skøn og yde det, der er bedst for den enkelte. Hvis bare vi skaber mulighederne.

IMG_2996

,

3 kommentarer

Meningsløshed

Jeg ville egentlig have skrevet om noget helt andet i dag. Men så skrev Linda dette indlæg.

I den forgangne uge er Lene flyttet på hospice. At min fine, dejlige veninde nu bor på et hospice, er ikke til at fatte. Det giver ingen mening. Men det er virkeligheden, og jeg arbejder langsomt på at begribe den. I lørdags besøgte jeg hende. Jeg kan ikke skrive om det her. Men jeg kan gribe Lindas tanker om ‘at vinde over sygdom’, for det er noget, Lene og jeg har talt meget om i det sidste år.

Lene er ikke nogen taber. Hun er heller ikke en vinder. For livet – og døden – handler om helt andre ting.

Da jeg selv blev syg for 7-8 år siden, blev jeg konfronteret med den kamp-metafor, der knytter sig som en sugemalle til ordet, kræft. Jeg tænkte meget over det, mens kemoen og kræften kappedes om at lave ravage i min krop. Og jeg kunne ikke mærke, at jeg kæmpede. Jeg kunne mærke benhårdt koncentreret arbejde. Det hårdeste arbejde, jeg nogensinde har været kastet ud i. Men kamp? Det kunne jeg ikke genkende.

Senere, da jeg levede videre efter min sygdom og besteg bjerge i Himalaya, blev jeg kaldt en helt. Og folk sagde, at jeg havde vundet over kræften, besejret sygdommen. Jeg blev ked af det, når nogen brugte sådanne ord. Fordi jeg vidste, at det var et af universets store tilfældigheder, der havde betydet, at jeg ikke døde. Jeg kunne nogen gange dybt inde i mig selv opbygge en frygt for en slags nemesis, hvis nogen brugte den slags ord for meget. Som ville universet opdage det, og vælte dårligt karma over mig, hvis jeg blev for kæphøj. For havde der havde været en slags retfærdighed i, hvem der ‘vandt’, og hvis der havde været nogen form for fair play involveret her. Ja så ville det nok have været min studiekammerats unge søn, der havde fået den vinderkåring. I stedet døde han af sin leukæmi. Eller det ville have været min kollega, som døde fra fem små børn dengang. Eller Lene. I hvert fald ikke mig, der trods alt havde levet en god del år og taget godt for mig af livet.

Det er ikke et spil. Det er ikke hverken fodbold eller en gladiatorkamp. Det er en tragedie, og i en tragedie råder meningsløsheden. Jeg kan godt forstå, at folk har brug for at sætte den meningsløshed på plads. Og jeg kan måske ind imellem forstå, at de gør det ved at bilde sig selv ind, at de har vundet. Jeg kan bare ikke have det. For når der er vindere, er der tabere. Når der er helte, er der ofre. Og det holder ikke i den virkelige tragedie, hvor meningsløsheden råder, og hvor universets pegefinger rammer i blinde.

Jeg kørte med Lenes mor til Århus efter mit besøg. I mange timer var jeg ramt af stilhed inden i. I Århus gik jeg ned til et af mine yndlingssteder ved åen. Der hvor der tit er for vådt til, at man overhovedet kan sidde der. Men i lørdags var der tørt. Her sad jeg en times tid og så på åvandet, der langsomt flød afsted, som det altid har gjort. Bagefter tog jeg toget tilbage til København og krøllede mig sammen i min store sofa.

I dag har jeg krammet lidt ekstra på nogen af de små og store børn i min familie. Du er ikke ked af det, for jeg holder dig i hånden, sagde Vera på 3, da vi mødtes ved elefanterne i Frederiksberg Have.

Og sådan kan små sjæle tænke store tanker.

IMG_2978

8 kommentarer

Begyndelser

Jeg lever en slags dobbeltliv for tiden. For i mandags begyndte mit nye liv. Mit liv på Rigshospitalet. Med to timer ekstra om dagen, som ikke skal finde sted i et s-tog. Og det er ikke svært at være fuldstændig glad i låget, når jeg starter cyklen om morgenen. Jeg har udsøgt mig en rute, der giver en lille bitte omvej, men til gengæld kun har en ganske kort strækning med biler tæt på. Og jeg cykler langs søerne hver morgen. Morgentur ved søerne i København er livskvalitet helt ufiltreret. Midt i byen.

Jeg blev modtaget med knus og fælles morgenmad. Og den smukkeste buket tulipaner i alle farver. Og det bliver ved. Jeg bliver taget imod og budt velkommen. Rigshospitalet er et sted, der summer af energi og virkelyst. Der foregår alt muligt hele tiden. Der sker ting og sager for patienter og pårørende, og der er tusindvis af tilbud til personalet. Fælles idræt, træning, teater, musik, foredrag – alt muligt. Jeg er vild med den fornemmelse af aktivitet.

Der er højt til loftet og god plads til en sprællemand som mig. Og ganske langsomt begynder jeg at ane konturerne af mine første opgaver. Og det kan godt være, jeg er ansat som ene mand til at tage vare på hele mit område. Men det myldrer frem fra alle verdenshjørner med mennesker, der har ideer, vil samarbejde, vil sætte igang, vil bruge mig.

Og så kan jeg kun være glad og dimse rundt med en rigtig fornemmelse i maven. Og reservere eftermiddagene og aftenerne til ked-af-det-hed.

IMG_2969

Skriv en kommentar

Sorg

En klog mand sagde engang, at man hverken kan se direkte på solen – eller på sorgen uafbrudt. Ind imellem må man løfte blikket og se til siden. Det var nok det, jeg gjorde, mens jeg var på skiferie. Vendte blikket til siden. Væk fra sorgen over min gode venindes ulykkelige situation.

Jeg havde hende med hver eneste dag. Helt inde under den tynde uldtrøje sad hun, mens hun hjalp mig med ikke at lade vejret og det sure løg sejre. Mens hun hele tiden mindede mig om at værdsætte. Mens jeg fortalte hende om de smukkeste udsigter til fjeld og himmel. Og imens lod hun mig se den anden vej. Jeg lod for en stund som om alt var næsten godt. Etablerede min lille ferieboble, som gav plads til nydning.

Jeg er startet i mit nye arbejde. Og det gør mig glad. Eller gladere. Og jeg tænker hver dag på den smukke buket, der stod udenfor min dør dagen efter, jeg havde sms’et til hende om jobbet. Med et lille brev om at danse lidt indianerdans for hende også. For det var det, jeg gjorde, da jeg vidste, at jobbet var mit. Jeg har danset indianerdans med indlagte jubelhyl for både hende og mig selv. Jeg ved, hun synes, mit arbejde er vigtigt. Ikke bare for mig, men for så meget andet.

I de her dage græder jeg. Sorgen har kastet sig over mig med orkanstyrke. Jeg går på arbejde, men jeg klapper sammen, når jeg kommer hjem. Mens jeg cykler gennem byen, løber øjnene i vand og trækker mascaraen ud i sorte strimer. Når jeg lukker døren i Sydhavnen, græder jeg igen. Kroppen er tung som beton. Nogle dage gør det godt at løbe en tur i blæsten. I dag krøller jeg mig bare sammen.

Jeg har ikke så meget at skrive om. For det meste er uden betydning lige nu.

IMG_2965

8 kommentarer

Henning og Helle på tur #4

Vejret fik ikke lov at bestemme mere på den her tur. Ikke fordi det på nogen måde mildnede sig. Men vi gav det en fuckfinger og drog ud i blæsebælgen både i går og i dag.

I går var mest en tur, der kunne give vores skrammede selvfølelse et lille boost. For vi kunne ikke på noget tidspunkt se andet end hvidhed omkring os. Og mærke blæsten. Det startede dårligt for mig. Jeg var muggen fra morgenstunden, og hverken ski, stave eller balance opførte sig ordentligt. Jeg har på den anden side mere end svært ved at snerpe munden helt sammen og tage pivestemmen på for at vippe fornærmet ind i varmen. Så jeg fortsatte. Det er ikke muligt at være et surt løg i længere tid, så jeg bad til sidst løget om at klappe i. Og turen endte i fred og fordragelighed. Og tilfredshed med at trodse blæsevejret.

Som for at understrege sin pointe, havde universet denne morgen skruet yderligere op for blæsebælgen og kvitteret med en bunke nysne. Og sol. Vi var hurtige som ninjaer til at pakke og gøre værelse rent og var de allerførste, der trådte ud i jomfrusneen. Henning gik forrest og trådte spor hele vejen op ad løjpen. Med blæsten lige i hovedet. Og vi var i tvivl. Blæste det alligevel for meget? Skulle vi vende om? Men vi gav igen vejret en fuckfinger og fortsatte rundt på højfjeldet. Vi ville have vores allersidste dag på fjeldet.

Og det fik vi. Med sol, sne og blæst, så vi måtte bruge armene, også når bakkerne gik nedad.

Nu sidder vi med brugte kroppe og forsøger at piske tiden til at gå lidt hurtigere. Skiene er afleveret, og nu vil vi bare gerne hjem. Men tid tager den tid, tid tager, og jeg prøver at skrue op for tålmodighedsbarometeret. Inden vi skal klare 12 timers bustur endnu engang.

Og inden jeg skal pakke en helt ny slags hverdag ud, når jeg mandag morgen sætter kursen mod Rigshospitalet.

IMG_2964

Skriv en kommentar

Henning og Helle på tur #3

I dag sejrede vejret. Kort og godt. Det blæste 13-15 sekundmeter, og jeg er alt for lille til at være alene på bakker i sådan et vejr. Men selvfølgelig smurte vi ski og pakkede os ind i skitøjet. Og vi oksede op ad løjpen mod højfjeldet i strid modvind. Vi overgir os ikke, råbte vi i vinden. Men da den svarede igen med at sende en million mikro issyle lige i fjæset af os. Flere gange. Blev vi enige om, at det gjorde vi måske alligevel. Vi var nået et par kilometer op, og der var ikke meget spas over det.

Vi vendte om. Vendte skisnuderne nedad og havde pludselig blæsebælgen i ryggen. Og jeg er virkelig for lille. Jeg fik en eftertrykkelig lammer af det næste vindstød, så skiene lettede. Og jeg blæste af sporet. Endnu engang råbte jeg F-ord højt ud i æteren, skred ud af skiene og begyndte at ned.

Det var næsten okay, fordi vi havde så fin en tur i går, hvor vi gik på højfjeldet rundt om Bergsjö. Det blæste ganske vist temmelig meget i går også, men sneen var fin og blæsten mere konstant. Det betød også, at vi havde et langt stræk over søen med vinden i ryggen, hvor vi fløj afsted som sne-engle på lette fjed. Og så havde vi selvfølgelig hele hjemturen i modvind. Hvor stavene måtte i brug selv på de mere stejle nedture, og armene rystede, da vi nåede hjem. Det var en tur fyldt med smukhed og nydning.

IMG_2945Det er ferie. Jeg har min Kindle fyldt med bøger. Vi har rødvin. Og godt selskab. Alt er godt.

 

Skriv en kommentar

Henning og Helle på tur #2

Mye vanskelig forhold på fjellet – sagde nordmændene i dag. Men det startede perfekt. Solen bredte blå himmel ud over landskabet. Så vi smurte madpakker, smurte skiene med den perfekte voks og traskede op ad sporet til højfjeldet.

Der var perfekte forhold, og vi stornød udsigterne omkring os. På den første strækning opad, tænkte jeg med en smule ærgelse, at jeg slet ikke havde den samme optursoplevelse som sidste år. Sidste år gik alting bedre og bedre hver dag. Sådan var det ikke helt i år. Indtil det lige pludselig alligevel var sådan. Pludselig kørte det hele. Pludselig havde jeg fæste og kunne løbe op ad sporet uden bagglid. Ha – optur igen.

IMG_2935

Nå ja, her er temmelig meget mere kuperet end omkring Mysuseter. Og sneen er meget langt fra så perfekt, som den var for et år siden. Men jeg var ved at ‘get the hang of it’. Vi kørte en glad tur og smuttede ned på hotellet med vores madpakker. De smager bedst, madpakkerne, når de er blevet luftet.

Nu skinnede solen helt uden hæmninger, og vi snuppede igen skiene og smuttede afsted. Ned i dalen denne gang. For vi havde set en melding og vind på højfjeldet. Alt var godt. Vi gik glade afsted. Og pludselig var det hele is. Og det gik op og op og op. Vi knoklede. Og knoklede. Og svedte. Og bandede. Og så standsede vi for at putte en anden voks på skiene. Det hjalp. Lidt. For der var stadig ren is på de upræparerede løjper.

Men vi er cirka lige stædige, så vi fortsatte. Henning er både større og stærkere og hurtigere end mig. Så han nød solen lidt ekstra, mens han ventede, når jeg var langsom. Turen på tværs med udsigt over dalen var fantastisk. Solen bankede ned, sneen var fin humøret højt. Lige til det gik nedad igen. Det gik ned og ned, og farten accellerede hurtigt. Pludselig smuttede min venstre ski ud af sporet. Og med halvvild fart slog jeg en slags saltomortale og landede på højre balle. Av. Men når man er stædig, prøver man igen. Og det skete én gang til. Bang. Og av. Jeg var færdig med gamle spor og plovede afsted midt på løjpen. Som var ren is. Og jeg faldt og jeg faldt. Til jeg råbte et højt og arrigt FUCK og smed skiene.

Det var ren røvtur hele vejen hjem. Da vi endelig nåede ned i dalen, var der også is der. Og for at rette en særlig hilsen smed universet en stiv kuling imod os resten af vejen hjem.

I morgen har vi ondt over det hele.

Men vi kom hjem. Nu med blå mærker.

IMG_2944

2 kommentarer

Henning og Helle på tur

Vi er helt enige om, at 12 timers bustur er meget langt fra en ideel måde at bruge sin tid. På den anden side kaster det oplevelser af sig, som man ellers aldrig ville få mulighed for. Hvor tit er det, man sover sammen med 42 mennesker på relativt få kvadratmeter? Meget hurtigt vidste vi, at de nærmeste medpassagerer havde været med Ruby Rejser til Skarslia på fællesrejse mange gange tidligere. Nøjagtigt som Signe og jeg oplevede for et år siden, da vi tog på skiferie til Mysuseter.

Inden bussen havde været en time undervejs, faldt ordene mellem to mænd: “Sig mig, har du en af de her nymodens smartefoner?”. Og jeg fyldtes af en slags genkendelsens glæde. Eller undren. Denne gang var jeg bedre forberedt. Jeg var ikke i Kolding og holde foredrag. Jeg kunne i ro og mag tage afsted fra Herlev Station fredag aften. Vi havde spist aftensmad i forvejen og tørstede heller ikke halvt ihjel på vejen. Belært af sidste års bustur, havde jeg husket både hovedpude og sovepose til turen. Faktisk sov jeg.

Alligevel fik busturen skyld for både ømme ben og utallige styrt på førstedagen. Jeg går for lidt på ski til daglig og glemmer teknik og balance. Lidt efter lidt husker min vrangvillige krop alligevel, hvad det hele går ud på, og styrtfrekvensen aftager.

Fællesture er fællesture, og jeg bliver hver gang så optaget af de mange forskellige mennesker, der tager afsted på den her måde. Denne tur er ikke en singletur, og der er ret mange par. Og også ret mange par i en kategori, der får mig til at trække aldersgennemsnittet ned.

Den første dag blev vi lidt imponerede over Ulla, som er taget afsted, selvom hun har haft en hjerneblødning siden sidste år og er halvsidigt lammet. Hun er enormt indskrænket i sit råderum. Hun kan gå, men usikkert. Og bliver mere usikker, når der er mange mennesker og når noget går nedad. Men hun er fast besluttet på at få skiene på hver dag. Bare 5-10 minutter. Jeg kan så godt forstå hende. Men jeg bliver også lidt fyldt af bekymring, når jeg erfarer, hvordan hun glemmer ting.

Anders er driftchef på en svinebesætning et sted i Jylland. Han får ind imellem afbrudt sin ferie, når foderassistenten ringer om problemer. Så må Anders logge sig på foderanlægget og fjenstyre fodring af sine grise. Han kaster sig lystigt over vegetariske bymennesker. Fordi de slet, slet ikke forstår sig på griseproduktion. Og han er lidt sur på medierne, der ikke siger så meget godt om svineproduktion. I hans øjne. Når han fortæller, hvor billigt, han kan producere et kilo kød, vender jeg mine øjne indad og tier stille med, at jeg hellere vil have armene savet af end at leve af billigt grisekød. Men jeg er selvfølgelig også bybo og forstår mig slet ikke på griseproduktion.

Vi kommer ikke helt så meget på ski, som vi drømte om. I går tøede det, og det meste af natten med. I dag var alt is.IMG_2925

I morgen er det sikkert bedre. Jeg har ferie og bøger og rødvin. Det holder.

 

Skriv en kommentar

Til Lene

Jeg bliver ordlam, når nogen jeg holder meget af, er ude i ulykke. Alligevel trænger ordene sig på for at komme ud. De myldrer ud i en lille rodet bunke. Hvor de ligger og falder lidt sammen. Og de bliver forvirrede, ordene, fordi de ikke kan finde deres retning.

Ulykken er ikke min, den er Lenes. Og Mikkels og Axel Emils. Jeg er så fyldt af sorg over alt det, hun står i sammen med sin lille søn og sin mand. I dag løb jeg helt over. Det er umuligt at begribe, det er så meget lort, og det handler ikke en skid om mig og mine ord.

I dag, som jo er torsdag, hvor jeg altid har stævnemøde med Steffen og psykopattræningen, følte jeg mig udmattet af ked-af-det-hed. Sådan træt ind til benet. Og jeg overvejede at lægge mig tilrette på sofaen, pjække fra træningen og være alene og ked af det.

Lene ville elske den her monstertræning. Og det gav ikke mening for nogen at kravle i fosterstilling og græde ned i puden. Jeg trak vejret ind, løb over broen og mødte de andre. Og så gav jeg fuldstændig los i torsdagstræningen. Jeg havde Lene med inde bag mit hjerte og i hver en fiber, og det eneste, der gav mening var at træne igennem, til hele kroppen rystede. Min sorg forvandlede sig i en times tid til ubændigt raseri på universet. Hvad fanden bilder det sig ind? Jeg tæskede løs på kroppen, på de brosten vi svingede rundt med og på de seks etager i parkeringshuset, hvor vi spurtede op og ned.

Bagefter var jeg for træt til at mærke andet end mine rystende muskler. For en stund.

Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal sige.

IMG_2908

2 kommentarer

En stærk kvinde

Jeg har en temmelig sej nabo. Eller næsten nabo.

For et par uger siden, bemærkede jeg flyttekasser på hendes terasse og spurgte senere samme dag, om de skulle flytte.

Ja, sukkede hun lidt, min mand ville ikke mere, så han er flyttet. Det er kun mig og børnene, der skal flytte. Vi har fundet en lidt billigere lejlighed i den næste gård.

Dagen efter så jeg hende flere gange med flyttekasser og andet flyttegods. På ladcyklen. Senere standsede jeg hende og spurgte.

Jo da, hun flyttede det hele på ladcyklen. Alene.

Hun leder efter et job. Næsten hvad som helst. Receptionist. Lager. Anything. Men helst noget med udsatte unge. Hun har nogle planer og ideer.

Ansæt hende! En kvinde, der flytter sit hjem med to små børn på ladcykel. Helt alene. Må være en drøm på en arbejdsplads. Og så er hun ret sød.

IMG_2863

En kommentar

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 41, der følger denne blog

%d bloggers like this: