Helle

Skriver om løb, liv og rejser

Homepage: http://helle86x.wordpress.com

En mental pause – i løbeskoene

Jeg er stadig i Chamonix. Eller jeg er faktisk rykket en lille smule ud af byen. Til en fredelig plet midt i skoven, hvor jeg alligevel har udsigt til alt det smukke. Jeg har ikke den store trang til at tage på opdagelse eller på eventyr. Så det har passet så fint bare at være her og løbe ture op i bjergene. Når jeg ikke har løbet, har jeg læst i Stillidsen af Donna Tartt, som er tæt på at berøve mig enhver lyst til at løsrive mig. Læs den bare. Og når jeg ikke læser, eller øver mig på mit barnagtige fransk, prøver jeg at lægge planer.

Jeg har ikke trukket trumfkortet i vejrlotteriet. Det ligner faktisk en smule lort de næste dage. Men der er enkelte detaljer i vejrudsigten, der kunne antyde, at det kunne være bedre deroppe i højderne. Så i morgen river jeg mig løs fra mit hyggelige hotel i skoven og klatrer op til La Flegeret. Jaja, klatrer er måske så meget sagt. Jeg går derop. Og så ser jeg på det. Hvis vejret viser sig okay, går jeg lidt videre ad Tour de Mont Blanc ruten, og måske kommer jeg til at opleve en lille del af ruten fra sidste år uden sne? Og hvis vejret er dumt, går jeg bare ned igen og gør noget andet.

Inspireret af the landlady her på hotellet, som selv elsker at løbe i bjergene, har jeg løbet nogle ret fine ture. Og nu er mine forsømte lår så ømme, at de skriger lidt. Det har gjort mig godt at have en base og at løbe rundt i smukheden og få sved på panden.

Men når jeg på feriens andendag er nødt til at vaske løbetøj, må jeg have taget for lidt med. Derfor drog jeg til byen for at købe et par ekstra tights. Men hvad er den af? De var næsten ikke til at opdrive. Kvinder skal åbenbart løbe i nederdel. Det skal denne her kvinde bare ikke, og derfor fandt jeg mig et par mandetights. Basta.

Aner ikke, hvornår der igen dukker netforbindelse op, så her er en bunke billeder i spredt fægtning fra løbeturene. Den indskrumpede ismotorvej midt i billederne er Mer de Glace, som engang var en kæmpergletcher. Hvis man ser godt efter, kan man tydeligt se, hvor højt gletcheren har gået. Før menneskeheden begyndte at tage livet af den.

20140705-210129-75689576.jpg

20140705-210130-75690226.jpg

20140705-210129-75689285.jpg

20140705-210128-75688518.jpg

20140705-210310-75790874.jpg

20140705-210425-75865203.jpg

En kommentar

Chamonix

Jeg er taget derhen, hvor sjæle kan heles. Hvor det mentale overdrive kan falde lidt til ro. Hvor der er skønhed omkring mig hele døgnet.

Det har været den sværeste beslutning. Skulle jeg blive hjemme og kramme videre på min familie? Eller skulle jeg tage afsted? Jeg købte min flybillet for et par måneder siden, da først den ene plan og senere den næste plan med forskellige veninder blev skyllet ud med badevandet. Og mens min mor næsten overbeviste os om, at alt blev godt. Bare en billet. Så kunne jeg senere beslutte, hvad den skulle bruges til.

Nu er jeg her. I Chamonix med udsigt til Mont Blancmassivet til den ene side og Brevent til den anden. Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg skal med det. Men i morgen drysser jeg ud af byen. Bare for at starte et eller andet. Jeg rejser let, og kan måske spurte turen rundt om Mont Blanc. Eller jeg kan gå noget af den og lave baser på vejen. Så kan jeg enten løbe nogle ture eller klatre en lille bitte smule op på en lille bitte top. Bare lidt. Jeg lover at være forsigtig. Og jeg har ikke udstyr med til sne og is.

Men for nu er jeg tjekket ind på et rigtigt hotel med eget værelse og wifi. Jeg har spist omelet og salat og drukket lidt rødvin, mens jeg inhalerede udsigten. Som jeg aldrig, aldrig bliver træt af.

20140703-221449-80089740.jpg

En kommentar

Hverdagsbilleder

Midt i tågerne af savn og sorg sniger små hverdagsopture sig ind på mig. Godt bakket op af min by, der langsomt arbejder på at gøre det rart og tiltrækkende at cykle gennem byen. Som inkarneret trafikhader cykler jeg gerne en omvej for at slippe for larm, os og farlige steder, og nu har København gjort det både nemmere og smukkere for mig. Min vej på arbejde er en af de der små hverdagsopture.

Omvejen går over Slusebroen, så jeg kan cykle gennem Nokken langs vandet. Her er ingen biler.

IMG_3400

Jeg elsker Nokken, fordi den er sig selv. Og fordi den forstyrrer alt det pæne, polerede nybyggeri på sin helt nødvendige måde.

Jeg fortsætter til Islands Brygge og krydser havnen ad Bryggebroen.

IMG_3403

Efter Bryggebroen kommer Københavns største kærlighedserklæring til cyklister – den nye cykelslange. Hidtil har man været nødt til at slæbe sin cykel op af trapper for at komme videre til Dybbølsbro og Vesterbro. Men se nu her:

IMG_3405

Nu cykler man højt over havneløbet og slynger sig som en slange udenom Fisketorvet. Hvis ikke det er en lille omvej værd….?

IMG_3407

Så entrerer jeg Vesterbro. Jeg skyder genvej gennem Kødbyen. Ikke fordi det er hurtigere, fordi ofte hersker her kaos. Restauratører, kokke og butiksfolk suser rundt og køber ind til dagens arbejde. Her er en råben og regeren og en tung lugt af kød.

IMG_3410

Nu kommer jeg til den eneste rigtige trafik på min vej – gennem Gasværksvej, hvor der egentlig ikke er plads til cyklister. Men det lykkes alligevel at komme helskindet igennem. Det gælder bare om at være hurtig og en lille smule fræk.

Videre gennem Det Ny Teater og gennem fredelige Vodrofsvej til helvedeskrydset ved Åboulevarden, hvor jeg slipper over til søerne. Hvor der igen hersker fred. Jo, der er mange cykler, men ikke kaos. Folk løber morgenture, og børn cykler med deres forældre. Jeg elsker at cykle her.

IMG_3411

Efter Tagensvej svinger jeg væk fra søerne og gennem den fredeligste oase, Søpassagen. Her lever folk næsten uden trafik med blomster på fortovet.

IMG_3413

Og sådan starter mine dage på den gode måde. Derfor cykler jeg gerne en omvej og samler på små hverdagsbilleder.

 

 

2 kommentarer

Bårebuketten

Det var endnu en af de morgener, hvor jeg listede stille ud af sengen og trak løbeskoene på klokken lidt over seks. Der var stille hos min far, og jeg lukkede sagte hoveddøren efter mig. Solen skinnede allerede, og selvom luften stadig var nattekølig mod mine arme, fik jeg hurtigt varmen.

En uge tidligere gjorde jeg det samme. Det var dagen for min mors bisættelse, og alt hvad der betød noget denne dag, var at gøre den så god og så let for min far som muligt. Sorg kan ikke måles. Men min fars sorg opslugte ham på en måde, der efterlod ham næsten fortabt.

Vi havde bestilt en fælles krans fra hele familien til min mors båre. Og jeg kunne næsten høre hende fnyse oppe fra sin sky. Sådan en krans ligner på ingen måde den slags blomster, som hun elskede højest. Jeg havde besluttet, at det skulle hun have med. Den slags blomster. Hun elskede hele sit liv mere end noget andet markblomster, grøftekantsblomster, engblomster, ukrudt og vilde blomster drysset ud over landskabet. Og jeg vil altid huske vores blomsterture. Hun kendte navnene på dem. Allesammen.

Den morgen for en uge siden havde jeg en særlig mission med min tidlige morgenløbetur. Jeg løb først en tur rundt i skoven og hilste på de tidlige morgendyr. Så løb jeg videre til Gudenåen. Hvor jeg plukkede favnen fuld af forskellige blomster og græsser. Alt det der er strengt forbudt at gøre ved sådan en åbred. “Take nothing but pictures” Med armene omkring mit store blomsterbundt løb jeg videre til en mark, jeg havde set dagen før. Her groede himmelblå kornblomster i flok. Og jeg plukkede, til armene knapt kunne nå omkring dem.

Så løb jeg hjem og lagde alle blomsterne på havebordet. Mens solen strålede ned på mig, bandt jeg min bårebuket til min mor. Den smukkeste buket, der nogensinde er kommet fra mine hænder. Den var min helt særlige gave til min helt særlige mor, og jeg lagde den øverst ved kisten i kirken. Lige under de tegninger, de små børn i familien havde tegnet til hende.

I morges plukkede jeg ingen blomster. Men jeg løb den samme rute i skoven og ved åen, mens jeg tænkte på min mor. Og løb tilbage til min far og morgenteen.

20140629-155742-57462924.jpg

7 kommentarer

There’s a crack in everything, but…..

Jeg bevæger mig sådan lidt forsigtigt omkring for ikke at støde ind i noget hårdt. Jeg vil helst ikke slå mig. Jeg er et stort og ømt blåt mærke.

Men i morges væltede min verden lidt. Fordi mit toilet løb. Pludselig kunne mit liv ikke hænge sammen. Med et løbende toilet. Mit skjold mod den almindelige verdens hverdagsangreb er brudt. Det er fyldt med sprækker. Ikke af den slags, Leonard Cohen synger om, der lukker lyset ind. Men af den slags, der lader mørket trænge ud.

Hele natten drømte jeg om min mor. Hun blev ved med at vågne og sætte sig op i sengen. Hun faldt ud af sengen og ned på gulvet. Hver gang jeg faldt i søvn igen, rejste hun igen sit hovede.

Jeg blev hjemme. For udmattet til andet. Nogen havde alligevel aflyst alle dagens møder. Og jeg murede et værn omkring mig og lukkede verden lidt ude.

Senere kom et roligt og stort VVS-menneske, der havde forstand på løbende toiletter og reparerede mit. Mens han uden at vide det smurte balsam på min sjæl og viste, at verden omkring mig har et skær af normalitet.

En varm og hurtig rundtur på Amager Fælled og en kølende dukkert i kanalen bragte mig glimtvist i nærheden af noget hverdagsagtig almindelighed.

Men jeg har stadig ingen mor. Og jeg har aldrig prøvet ikke at have en mor før. Jeg ved ikke, hvordan man gør det. Jeg ved ikke, hvordan jeg lærer, at hun aldrig er her mere. Præsten forsøgte virkelig at trøste mig og forklare om genopstandelsen. Men jeg kan ikke rigtigt. Jeg trænger bare sådan til at ringe til hende og høre, hvordan hun har det.

Så I må bære over med mig, når jeg trisser stille rundt, lidt ved siden af mig selv.

Jeg tror på, jeg finder hjem i mig.

IMG_3331

6 kommentarer

Her er så stille nu

Jeg har ikke min mor mere. Jeg har ikke nogen mor. Verden har listet sig videre uden min mor i halvandet døgn nu.

Jeg vil gerne fortælle om min mors død engang. Ikke nu. Lige nu er det vores historie. Min historie. Min oplevelse. Den lever stille inde i mig. Mens jeg langsomt øver mig i at begribe, hvad aldrig betyder. Selvom jeg sad ved min mor de sidste dage. Selvom jeg holdt om hende, da hun drog sit sidste åndedrag. Og selvom jeg forstår, at hun ikke er her mere. Så begriber jeg det ikke. Aldrig og ikke mere er ubegribeligt.

Midt i vores ubegribelighed mødes vi af en hær af mennesker, der ved, hvad der skal gøres. Vi indtager nye vokabularier i vores samtaler. Om urnenedsættelse og båretale og udsyngning. I skal nok holde en ordentlig fest, sagde blomsterdamen, da vi købte rå mængder af kærlighedsrøde roser i små potter. Nja, nej, vi skal begrave vores mor, sagde vi. Og hun blev rød i kinderne og sagde undskyld.

Vi har lært om urnegravsteder og mindesammenkomst og hvor mange salmer, der hører til en bisættelse. Vi har lært, hvad alle andre plejer at gøre. Og valgt vores måde. Min mor gjorde ikke, som alle andre plejede at gøre.

Det er lindrende i vores ubegribelighed, at nogen tager sig helt professionelt af sognegårde, gravsteder og bisættelsesceremonier. Det er som kølig balsam, at bedemænd underretter myndigheder og tager sig af min mors legeme, indtil på lørdag. Hvor vi siger vores sidste farvel. Sammen. De laver en slags orden i vores rystede sind. Mens vi kan tage os af kagebagning og oprydning. Og bruger timer og timer på at tale om vores mor.

Sorgen og savnet sætter sig tonstungt i mine ben, og jeg løber stille helende ture langs den smukke Gudenå. Hvor jeg må ned og binde mig en bårebuket, når det bliver lørdag morgen.

IMG_3342

7 kommentarer

Sommerfugledalen

Min mor bad mig læse et digt af Inger Christensen, mens jeg sad ved siden af hende i sengen. Hun ønskede digtet “Sommerfugledalen”. Digtet er et requiem, og det er langt og smukt og grumt. Men mest smukt. Det gav en særlig tæthed at læse det sammen med min mor i aftes.

Den sidste sonet lyder sådan her:

De stiger op, planetens sommerfugle
i Brajčinodalens middagshede luft,
op fra den underjordisk bitre hule,
som bjergbuskadset dækker med sin duft.

Som blåfugl, admiral og sørgekåbe,
som påfugløje flagrer de omkring
og forgøgler universets tåbe
et liv der ikke dør som ingenting.

Hvem er det der fortryller dette møde
med et strejf af sjælefred og søde løgne
og sommersyner af forsvundne døde?

Mit øre svarer med sin døve ringen:
Det er døden som med egne øjne
ser dig an fra sommerfuglevingen.

IMG_3262

En kommentar

Længsler og eventyrtrang

I går havde jeg besøg af min veninde fra Buenos Aires. Som blev begejstret for Sluseholmen.

IMG_3277

Forleden dumpede denne film ind af cyberbrevsprækken. Og tog mig hele vejen til Sydamerika. Rundt og rundt til kendte steder og gamle oplevelser.

Nu vil jeg til Sydamerika. Igen.

Skriv en kommentar

Terapi og løbesko

Skal du ikke ud og rende, spørger min far. Jo, siger jeg og snører løbeskoene. Hvor render du hen, spørger han. Ned til åen, tror jeg, siger jeg mens jeg sætter håret i hestehale. Pas nu på, du ikke falder i åen, siger han. Jaja, siger jeg. Som døtre siger. Jeg løber ikke så langt, siger jeg. Nej nej, siger han. Som fædre siger. Han ved, at mine planlagte tre kvarter sagtens pludselig kan hedde halvanden time, fordi naturen, smukheden, vinden og mine tanker kan opsluge mig og ophæve tiden.

Derfor løb jeg igen sen eftermiddagstur ved Gudenåen og tog billeder med hjem til min far. For det har varet så længe, at han ikke har kunnet komme der. Og fordi det er ham, der har lært mig at sætte så stor pris på at løbe på de små spor helt ude ved åbredden. Han har vist mig, at tid bliver ophævet, når man bliver opslugt. Og det er ham, der har lært mig at stå helt stille og glo på vand, der langsomt glider forbi. Engang med en fiskestang. Nu kan jeg uden. Også mens jeg løber.

IMG_3256

IMG_3258

IMG_3260

2 kommentarer

Tanker om en mor

Min mor er syg. Meget syg. Og vi er kede af det. Jeg er igen på vej til hende og min far for bare at være der. Og for at hjælpe med det, jeg nu kan hjælpe dem med.

Min mor er ikke bare en mor. Hun er min mor. Hun er det første menneske, jeg har kendt. Hun er min første og længste kærlighed. Og fordi jeg har haft hende så længe, er det svært at forestille sig en verden, hun ikke er i. Min mor er en gammel dame. Og min fornuft kan sagtens sige højt, at når man bliver gammel, er det klart, at man dør på et tidspunkt. Det er det, folk siger til mig. At det ikke er så slemt at miste nogen, der er gammel. At det er meget værre at miste nogen, der er ung. Min hjerne har det bare ikke sådan. Den slags regnskaber fungerer ikke for mig, når nu noget kan blive virkeligt. Fordi jeg har haft min mor så længe, er hun sådan en, der er her. Altid.

Min mor har levet et godt og langt liv fyldt med kærlighed og mange børn. Hun har sat flere kilometer plaster på mine sårede knæ. Hun har brugt timer på at pille splinter ud af min krop. Hun har været der, hver gang livet satte knock outs ind og ramte mig. Hun var med til mit første barns fødsel og spillede canasta med mig i timevis, mens veerne tog til. Jeg har ikke tal på de gange, hun er stillet i en lufthavn for at tage imod mig, når jeg har været langt væk længe. Min mor var der også, da jeg selv blev syg, og hun var en af de få mennesker, der holdt mine efterdepressioner ud. Også når jeg skældede og smældede på universet eller krøllede sammen i angst.

Det var min mor, der slæbte mig med på tømrerkursus, mens mine veninder gik på ‘Martha’. Som var et husmoderforberedelseskursus, min mor nægtede mig adgang til. Jeg skulle fandme stile højere. Min mor var den, der lærte mig at rengøringskemi ikke kun virker på snavs. Sammen med min mor så jeg Hair, da den blev opført første gang i Danmark, og vi så Dødens Triumf på Det Kongelige, mens Savage Rose spillede til. Hun introducerede mig til kvindebevægelsen og sparkede mig til at mene noget politisk.

Selvfølgelig har vi haft oppetider og nedetider. Det har man, når man er mor og datter. For den første kærlighed i livet gør også sårbar. Og afklædt. Man kan ikke gemme sig. Eller fake.

Det gør ondt at se hende så syg. Det gør ondt, når jeg ikke kan tage den kærlighed, der altid har været, og gøre den godt. Og selvom jeg også er voksen og rationel og fornuftig og praktisk, ligger der en sammenkrøllet femårig henne i hjørnet og banker mine knyttede næver arrigt og afmægtigt ned i gulvet.

9 kommentarer

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 46, der følger denne blog

%d bloggers like this: