Helle

Skriver om løb, liv og rejser

Homepage: http://helle86x.wordpress.com

Ski og kærlighed

Jeg elsker det. Jeg er så glad for, at jeg tog langrend op for et par år siden. Ingenting i hele verden kommer op på siden af at knokle igennem omgivet af smukke fjelde og skove med snedrys. Jeg elsker fjeldsolen på kinderne og vinden i ansigtet. Jeg elsker, at vi er sammen om det. At det er noget, man gør sammen. Jeg elsker den måde, lyset skifter på i løbet af dagen, og jeg elsker den stille lyd af mine ski, der glider over sneen.

Jeg elsker, at jeg kan mærke, hvordan jeg bliver mere og mere sikker på skiene. At jeg ikke tumler ned af bakkerne. At jeg ikke bremser hele vejen ned. At vi bevæger os ud på ture uden præparerede spor. Jeg elsker, at jeg kan koncentrere mig om alt det smukke.

For når jeg er bedre på skiene, kommer der et særligt flow over bevægelserne. Og over min tur gennem landskabet. Imens kan jeg gå i et nærmest meditativt mode. Bare være til, mens jeg bevæger mig gennem fjeldet. Eller jeg kan tænke ting igennem uforstyrret.

Og når jeg er bedre på skiene, må jeg lære noget mere. Derfor bliver næste år en fjeldtur. På fjeldski. Uden fast base. Tænk en frihed – at kunne bevæge sig gennem et landskab på to brædder uden at være afhængig af andet end landskabet.

IMG_4336

Skriv en kommentar

Ski med udfordringer

Det var med en vis ærefrygt og bæven, jeg tog med Mogens og Marianne på skiferie. De har løbet Vasaløb to gange og skal løbe det igen om en god uges tid. Jeg er trods alt kun på min tredje sæson, siden jeg genoptog langrend. Og guderne skal vide, at jeg ikke er et stortalent. Men en god grundform kan klart rette op på en del.

Jeg har kendt de to i tæt på 25 år, og jeg kender ikke mange andre par, der i den grad kan tage en beslutning, sætte sig et mål – og gøre det. Vasaløbet startede vist over noget rødvin engang, længe før de overhovedet havde haft et par langrendsski på. Og så har de bare gjort det.

Men det går overraskende godt. Jeg hænger ikke i bremsen. Jeg følger med. Min form er helt okay. Jeg er glad for mine nye langrendsstøvler. Jeg bliver bedre og sikrere på bakkerne, når det går nedad. Og jeg har fået det rigtige tøj med, så jeg ikke dør af kulde hver dag. Jeg har ingen blå mærker. Og i morgen er der ny sne – og sol.

Alt er godt. Her er smukt. Vi er glade.

Mens vi har det virkelig mærkeligt med ikke at være i København.

IMG_4327

Skriv en kommentar

New normal

Der sker ting i mit liv for tiden. Ting som siger noget om et liv under forandring. Mit. Det er som endeløs dominoeffekt, og jeg har ingen idé om, hvad der startede den. Det er ikke dårligt. Faktisk helt utroligt godt. Men uventet.

Måske startede det hele, da jeg tog på skiferie forrige år og mødte hende, der havde en lille kolonihave i Musikbyen. Mød bare op en dag og snak med dem, sagde hun. Det gjorde jeg, da det blev forår, og så blev jeg skrevet op til en plads på ventelisten. Senere blev mit lod trukket ud, og nu havde jeg en ægte plads på ventelisten til en kolonihave. Mens jeg stod der på ventelisten, skete der så meget andet i mit liv, og en dag var der pludselig et hus, der kunne blive mit.

Huset var perfekt. Rødt og fint og lige ved vandet. Det var lidt dyrt, men jeg lånte penge og købte det. Det førte et bankskifte med sig. Farvel til den store stygge bank, der helst ville have erhvervskunder. Goddag til en bank, der hilste mig velkommen. Og pludselig havde jeg købt en lejlighed.

Et andet sted startede det hele med en slags forenklingsprojekt. Jeg havde for mange ting. Jeg havde udviklet mig til en gemmer. Jeg smed intet ud, og tingene var langsomt begyndt at kravle ud og tage kvælertag på mig. De åd luften. Kravlede frem som mider og formerede sig som møl. Jeg så på det omsiggribende kaos og begyndte halvhjertet igen at rydde ud i det. Det gik langsomt. Indtil en dag de uendeligt mange Ikeareoler gav mig kvalme. Jeg solgte dem. Og jeg solgte kommoden fra samme sted. Da jeg nu manglede plads, måtte jeg sende endnu flere ting i rotation ude i verden. Min verden var fyldt med overflødigt gods.

Med let blødende hjerte gik alle mine artikler fra antropologistudiet til genbrug. Bøger blev sendt ud i verden for at blive læst igen af andre. Gamle videofilm fandt nye seere. Min gamle transistorradio gjorde en dreng glad. Og min pladesamling blev kørt i Rikkes bil til en forhandler på Nørrebro. Tingene trak sig langsomt tilbage og mistede sit solide tag i mig og mit hjem.

Jeg kastede mine øjne på mit bjergudstyr. Det fyldte næsten pulterkammeret ud og rummede tøj og støvler til de rigtig høje bjerge. Som jeg jo havde lovet mine børn at holde mig væk fra. Hvormange år havde det ligget der i pulterkammeret? Sammen med alt det andet udstyr. Nu er det meste solgt. En kvinde, der skulle på bjergbestigning i Sydamerika, købte mit duntøj, og Evereststøvlerne er sendt afsted til en russisk fyr. En af isøkserne afleverede jeg i lufthavnen til en fyr på vej til Marokko. Jeg sender masser af god karma med alle tingene og håber, de kommer med på mange flere eventyr.

Nu er jeg så blevet sådan en med nye stole omkring spisebordet. Jeg er blevet sådan en, der skal i byen og købe vaskemaskine og køleskab og opvaskemaskine. Fordi jeg om nogle uger flytter ind i min nye lejlighed. Som er min. Jeg er sådan en, der holder sommerferie i mit kolonihavehus og laver planer. Og sådan en som en dag tager tilbage til Nepal for at arbejde, som jeg lovede kvinderne i Humla. Fordi jeg nu får råd til det.

IMG_0272

2 kommentarer

Hvem arbejder du egentlig for?

Engang havde jeg en kæreste, der var temmelig velhavende. Det var han blevet, fordi penge og økonomi for ham var det vigtigste i verden. Det gik naturligvis ikke. Med mig og ham.

Samme fornemmelse får jeg, når jeg er vidne til den politiske debat. Økonomi og penge er det vigtigste i verden. Og forleden kravlede dette billede ind i min Facebookstrøm.

10968590_10153696706992366_8078140254726447336_n

Det var postet af Anders Samuelsen og delt af en af mine venner. Billedet gjorde mig næsten modløs. Det gjorde mig ked af det, som når Joachim B Olsen fortæller verden, at jeg ikke tjener min løn. Men er på overførselsindkomst. Det gør mig næsten fortvivlet, at billedet forvrænger virkeligheden, og at folk tror på det.

Du arbejder ikke for Skat. Du arbejder for Danmark. For fællesskabet. Og det er kun de allerhøjest lønnede, der arbejder tre af de dage og kun af de sidst tjente kroner. Det fortvivler mig, at det samfund, som er bygget op gennem generationer, og som hviler på en solidaritet og en politik for de svageste, er ved at skride fra hinanden.

Arbejdsløse er dovne, langtidssygemeldte er snydere, og vækst er gud. Medierne og politikerne tegner billeder for hinanden for at underbygge en dagsorden om, at folk bare skal presses og straffes og rette ind. Men jeg bevæger mig på samfundets bund. Jeg ser de ægte fattige. Jeg ser, hvordan de har det sværere og sværere, og hvordan vi lukker øjnene for dem.

Jeg ser dem, når jeg arbejder i Røde Kors klinikken for de udokumenterede migranter, hvor samfundets absolutte bund kommer. At være hjemløs uden opholdstilladelse er det hårdeste liv i vores land. Vi vil ikke se dem; vi vil ikke hjælpe, når de er syge; vi vil ikke yde husly, når vinteren slår hårdt. De er ret flittige mennesker, der bruger alle deres vågne timer på at overleve, og de allerfleste har ingen interesse i at risikere synlighed med kriminalitet.

Jeg ser dem i mit arbejde, når hjemløse skal udskrives efter en behandling. Og vi ikke ved hvortil. Og jeg priser mig lykkelig for, at vi har et offentligt, fælles system, som – med lidt hjælp – godt kan tage sig af dem, mens de stadig er syge. Jeg ser også, hvordan de får det sværere. Hvordan vi ikke vil se dem og helst ikke have dem med i ambulancen, når de bliver syge på gaden.

Enhver hjemløs har en historie. Hver gang åbner der sig en historie om et liv, der er kuldsejlet. Eller også er det bare anderledes. Nogle liv har været dømt ude fra starten i en kærlighedsløs familie uden penge. Andre liv har haft en god start og er væltet ved tilværelsens tilfældigheder. Det kunne også være dig. Og som en god ven engang sagde: når livet virkelig smager af lort, er der al mulig grund til at stikke af fra det. Her kommer bajerne, vodkaen og stofferne ind og breder lidt tidsbegrænset barmhjertighed i lusede liv.

Vi skal tage os af det. Jeg vil have et samfund, der kan tage hånd om de historier, inden de vælter. Og det er ikke kun et sundhedsvæsen. Det er daginstitutioner, skoler, biblioteker, idrætsforeninger, offentlig transport, parker og alt det andet, vi langsomt har bygget op. Som dem med flest penge ikke længere vil betale til. Jeg vil have et samfund, hvor penge, økonomi og vækst ikke er det vigtigste. Men hvor mennesker er.

2 kommentarer

I ytringsfrihedens navn

For et par uger siden skrev jeg under overskriften ‘Je suis Charlie’. Det var min måde at vise sympati og solidaritet sammen med millioner af andre mennesker. Siden da har aviser flydt over med argumentation for, at vi ikke er Charlie. At vi ikke har ret til at kalde os det. Nej, jeg er sgu da ikke Charlie. Jeg er Helle, og jeg tegner ikke satiriske tegninger. Jeg har faktisk kun én eneste gang tegnet noget sjovt, og det var tegneserien til min søns bryllup. Jeg tror ikke, nogen blev sure, og den eneste magtfaktor, der blev udstillet, var kvindemagten overfor en lille skid, der voksede op med to søstre og en mor. Den var mest sjov, fordi jeg ikke kan tegne.

‘Je suis Carlie’ var verdens måde at skabe et fælles sorgudtryk. En fælleshed imod at slå ihjel for meninger, holdninger og udtryk. Det virkede, det var stærkt. Jeg synes ikke, I skal pille det ned.

Jeg har været stille siden. Fordi jeg har været rundtosset af verdens reaktioner på mordene i Paris. Mord på Ytringsfriheden, blev der råbt højt og skingrende. Aldrig har jeg da hørt og set så meget ytringsfrihed i fri dressur gennem de sociale medier. Politikere har stået i kø med verbale sværd i hånd.

Og aldrig har jeg selv følt mig så stækket. Hvorfor? Hver gang jeg har ytret mig, bliver jeg kaldt kujon eller halalhippie eller godhedsprofet. Eller dum eller naiv. Jeg bliver kaldt bange, fordi jeg mener noget andet end Det Store Skrål fra de sociale medier.

Jeg er ikke med på, hvorfor ytringsfrihed er det samme som at blive ved med at publicere tegninger af Mohammad i obskure situationer. Jeg forstod ikke Jyllandsposten, da de udskrev en slags konkurrence blandt danske bladtegnere. Og jeg forstår slet ikke, hvorfor det er vigtigt at genposte de tegninger nu. Igen i dag kaldte Hassan Preisler mig for bange på P1, fordi jeg ikke er enig i, at det er det vigtige i ytringsfriheden.

Jeg er ikke bange. Eller jo, jeg er lidt bange. Jeg er bange for den offentlige enighed. Mordene på tegnerne fra Charlie Hebdo afdækker en grum vækst i antidemokratiske bevægelser. Der er radikaliserede fundamentalistiske religiøse mennesker, der organiserer sig på forskellig vis, og så er der stærkt højreorienterede nationalistiske bevægelser. Begge spreder angst og undertrykkende tavshed. Og det skræmmer mig.

Jeg vil forbeholde mig ret til at være godhedsprofet. Jeg er stolt over at stå ved, at jeg tror på det gode i menneskeheden. Jeg vil forbeholde mig ret til at være naiv. Jeg er stolt af at være naiv. Når I kalder mig for politisk korrekt med spyttet hånligt i mundvigen, vil jeg forbeholde mig den ret også. At være politisk korrekt kan kun gøre mig stolt. Jeg vil forbeholde mig ret til at mene noget andet. Jeg vil forbeholde mig ret til at have min mening om Mohammedtegninger og ytringsfrihed, også når den afviger fra din.

I ytringsfrihedens navn.

IMG_4263

1 kommentar

Je suis Charlie

Henover årsskiftet 2005-2006 var jeg på en længere ekspedition i Argentina sammen med tre venner. Da vi kom ned fra bjergene i februar og tjekkede ind på vores hostel, tændte vi for fjernsynet. For første gang i 5-6 uger. Lige der, midt i Mendoza og det vidunderlige vinland så vi mennesker brænde det danske flag. Vi gloede målløse på hinanden. Hvad gik der af verden? Langsomt fik vi vævet historien sammen med de tegninger, Jyllandsposten havde publiceret, lige inden vi tog afsted.

Jeg blev lidt vred. Mest over at nogen havde brug for at provokere nogens religion.

Jeg tog hjem og fortsatte næsten med det samme videre til Tanzania, hvor jeg skulle lede en bestigning af Kilimanjaro. Det meste af gruppen skulle fortsætte deres ferie på Zanzibar, som er en stor ø ud for Tanzanias kyst. Zanzibar er præget af en ortodoks islamtro, og dagen for vores afrejse viste dansk tv billeder fra demonstrationer og flagafbrænding i Dar es Salaam. Jeg var selvfølgelig opmærksom og spurgte mig for, da jeg ankom til Tanzania med min gruppe. Tegninger? sagde de folk, jeg kendte i Moshi, det aner vi ikke noget om. Efter bjergbestigningen undersøgte jeg igen situationen for den del af gruppen, som skulle videre til Zanzibar. Svaret var det samme. Jeg spurgte til de demonstrationer i Dar es Salaam, som de danske medier fortsat skrev om. Og så satte Zainab sig ned. Hun så mig i øjnene og sagde: Helt ærligt, vi ved ikke noget om nogen tegninger. Vi har andet at tænke på. Vi har ikke haft regn i to år. Vi er ligeglade med tegninger i en dansk avis, og de billeder fra Dar es Salaam er fra en og samme demonstration, som bestod af ca 25 mennesker.

Jeg sendte med sindsro min gruppe på ferie på Zanzibar og vendte min egen næse hjem mod Danmark. Og jeg var stadig vred på Jyllandsposten over at provokere folks tro.

Senere kom jeg i tanker om, hvordan vi muntrede os over halshugningen af den lille havfrue. Og hvordan vi gysegrinede, da Bjørn Nørgaard ofrede en hest og konserverede den til senere udstilling på Aros. Jeg kom i tanker om, hvordan min far og jeg sprutgrinede over Jens Jørgen Thorsens Jesusfilm. Og det vi grinede mest af, var den vrede og fornærmede reaktion over at gøre grin med noget helligt.

Jeg huskede Monthy Python og Life of Brian, som jeg stadig kan gå i krampegrin over. Og vi læste Doonesbury, for hvem intet var helligt, med stor fornøjelse hver eneste dag i Information

Jeg er stadig i tvivl om Jyllandspostens hensigter med at poste en bunke billeder i deres avis. Der er stadig for meget hån og spot som grundidé. Tegningerne var uden sammenhæng og kontekst i øvrigt. Men det er uden betydning. For ingen tegning, intet digt eller artikel retfærdiggør vold. Ingen film eller tegneserier giver ret til at slå ihjel. Jeg savner 70’erne og 80’erne, fordi vi allesammen var bedre til at grine af hinanden og os selv. Peace, love & harmony blandet godt med god musik og John Cleese og de andre.

Vi skal ikke slå igen. Vi skal kæmpe for vores ret til at grine og vores ret til at skrive. Du må bekende dig til den gud, du vil, og til den politiske holdning, du vælger. Du må være rygende uenig med mig. Jeg vil kæmpe for retten til den uenighed. Jeg gider ikke gentage Stoltenbergs ord, som er gået som en steppebrand over internettet i dag. Men forfalder vi til dødstrusler og onde ønsker over gerningsmændene og verdens muslimer, er vi som dem. Så vinder de. Vi skal forsvare os med demokrati og ordentlig rettergang. Som min nabo skrev på Facebook i dag, skal vi sprede venlighed i verden. For det er det, der er vigtigt for os. Ikke?

Jeg har lånt dagens tegning fra @TheMagnusShaw fra Twitter

Charlie Brown

,

Skriv en kommentar

Adios 2014

Jeg sidder her på toppen af et helt nyt, uspist år og kigger mig tilbage. 2014 kalder på blandede følelser. Det fyldte sig med meget godt, og med meget virkelig ondt. Jeg har haft svært ved at tilgive, at både Lene og min mor skulle vristes ud af verden, men jeg kan ikke styre universets lammere.

Når jeg tænker på Lene og min mor, gør jeg det trods alt med en form for ro. Når jeg accepterer, at deres død er en slags vilkår, som universet tildelte dem og os, kan jeg på en anden måde se tilbage på alt det, der omgav dem. Så kan jeg se mennesker, der trådte sammen for at gøre det så godt som muligt. Mennesker som gjorde sig umage for hinanden. Og det er nok det, der giver mulighed for roen.

Universet stikker livslussinger ud i tilfældigt omfang og retning. Vi kan kun ruste os til at møde dem, så godt vi kan. Hvis jeg skal lære noget som helst af alt det meningsløse, der foregik i første halvdel af 2014, må det være det. At være der. Hele tiden. At have omtanke for hinanden. At blive der. At man bare behøver være der med det, man er.

Måske bliver døden mindre skræmmende. Savnet rammer stadig som bundløse sug i kroppen. Jeg har stadig ikke helt forstået, at de ikke er her. At jeg ikke ved, hvordan de har det. At de aldrig ser min kolonihave. Eller min nye lejlighed. Jeg forstår stadig ikke ‘aldrig’ helt.

Må man dele moraler ud her ved årsskiftet? Jeg må.

De vigtigste moraler har været at opleve mennesker vende opmærksomheden væk fra sig selv og gøre sig umage for andre. Både Lene og min mor var fokuserede på at efterlade deres elskede mennesker bedst muligt, med smertende bevidsthed om den sorg, der ville indtage deres liv. Jeg har oplevet Lenes familie og min egen familie træde sammen med brede favne. Vi var der, og vi trådte sammen for at give vores elskede mennesker de bedste muligheder for at slutte deres liv så ordentligt som muligt. Når nu det skulle være sådan. Min far er blevet båret og skærmet af hele familien og alle sine gamle venner.

Du har haft et hårdt år, siger folk. Jeg har haft et krævende år. Men jeg har lært, at svære vilkår bliver lidt lettere at løfte og bære igennem, når jeg gør mig umage for andre. Og ikke er så fokuseret på mig selv. Det hårde er at erkende et vilkår og sin magtesløshed. Efter det gør det bedst at blive der og dele de onde vilkår. At være der og blive der.

Så 2015, jeg ser kærligt på dig. Jeg aner ikke, hvad du vil bringe, men jeg skal nok være der. Farvel til 2014 med alt det, du gav og tog. Jeg har vist alligevel aldrig oplevet så meget kærlighed på ét år.

,

Skriv en kommentar

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 51, der følger denne blog

%d bloggers like this: