Helle

Skriver om løb, liv og rejser

Homepage: http://helle86x.wordpress.com

Sorg

En klog mand sagde engang, at man hverken kan se direkte på solen – eller på sorgen uafbrudt. Ind imellem må man løfte blikket og se til siden. Det var nok det, jeg gjorde, mens jeg var på skiferie. Vendte blikket til siden. Væk fra sorgen over min gode venindes ulykkelige situation.

Jeg havde hende med hver eneste dag. Helt inde under den tynde uldtrøje sad hun, mens hun hjalp mig med ikke at lade vejret og det sure løg sejre. Mens hun hele tiden mindede mig om at værdsætte. Mens jeg fortalte hende om de smukkeste udsigter til fjeld og himmel. Og imens lod hun mig se den anden vej. Jeg lod for en stund som om alt var næsten godt. Etablerede min lille ferieboble, som gav plads til nydning.

Jeg er startet i mit nye arbejde. Og det gør mig glad. Eller gladere. Og jeg tænker hver dag på den smukke buket, der stod udenfor min dør dagen efter, jeg havde sms’et til hende om jobbet. Med et lille brev om at danse lidt indianerdans for hende også. For det var det, jeg gjorde, da jeg vidste, at jobbet var mit. Jeg har danset indianerdans med indlagte jubelhyl for både hende og mig selv. Jeg ved, hun synes, mit arbejde er vigtigt. Ikke bare for mig, men for så meget andet.

I de her dage græder jeg. Sorgen har kastet sig over mig med orkanstyrke. Jeg går på arbejde, men jeg klapper sammen, når jeg kommer hjem. Mens jeg cykler gennem byen, løber øjnene i vand og trækker mascaraen ud i sorte strimer. Når jeg lukker døren i Sydhavnen, græder jeg igen. Kroppen er tung som beton. Nogle dage gør det godt at løbe en tur i blæsten. I dag krøller jeg mig bare sammen.

Jeg har ikke så meget at skrive om. For det meste er uden betydning lige nu.

IMG_2965

8 kommentarer

Henning og Helle på tur #4

Vejret fik ikke lov at bestemme mere på den her tur. Ikke fordi det på nogen måde mildnede sig. Men vi gav det en fuckfinger og drog ud i blæsebælgen både i går og i dag.

I går var mest en tur, der kunne give vores skrammede selvfølelse et lille boost. For vi kunne ikke på noget tidspunkt se andet end hvidhed omkring os. Og mærke blæsten. Det startede dårligt for mig. Jeg var muggen fra morgenstunden, og hverken ski, stave eller balance opførte sig ordentligt. Jeg har på den anden side mere end svært ved at snerpe munden helt sammen og tage pivestemmen på for at vippe fornærmet ind i varmen. Så jeg fortsatte. Det er ikke muligt at være et surt løg i længere tid, så jeg bad til sidst løget om at klappe i. Og turen endte i fred og fordragelighed. Og tilfredshed med at trodse blæsevejret.

Som for at understrege sin pointe, havde universet denne morgen skruet yderligere op for blæsebælgen og kvitteret med en bunke nysne. Og sol. Vi var hurtige som ninjaer til at pakke og gøre værelse rent og var de allerførste, der trådte ud i jomfrusneen. Henning gik forrest og trådte spor hele vejen op ad løjpen. Med blæsten lige i hovedet. Og vi var i tvivl. Blæste det alligevel for meget? Skulle vi vende om? Men vi gav igen vejret en fuckfinger og fortsatte rundt på højfjeldet. Vi ville have vores allersidste dag på fjeldet.

Og det fik vi. Med sol, sne og blæst, så vi måtte bruge armene, også når bakkerne gik nedad.

Nu sidder vi med brugte kroppe og forsøger at piske tiden til at gå lidt hurtigere. Skiene er afleveret, og nu vil vi bare gerne hjem. Men tid tager den tid, tid tager, og jeg prøver at skrue op for tålmodighedsbarometeret. Inden vi skal klare 12 timers bustur endnu engang.

Og inden jeg skal pakke en helt ny slags hverdag ud, når jeg mandag morgen sætter kursen mod Rigshospitalet.

IMG_2964

Skriv en kommentar

Henning og Helle på tur #3

I dag sejrede vejret. Kort og godt. Det blæste 13-15 sekundmeter, og jeg er alt for lille til at være alene på bakker i sådan et vejr. Men selvfølgelig smurte vi ski og pakkede os ind i skitøjet. Og vi oksede op ad løjpen mod højfjeldet i strid modvind. Vi overgir os ikke, råbte vi i vinden. Men da den svarede igen med at sende en million mikro issyle lige i fjæset af os. Flere gange. Blev vi enige om, at det gjorde vi måske alligevel. Vi var nået et par kilometer op, og der var ikke meget spas over det.

Vi vendte om. Vendte skisnuderne nedad og havde pludselig blæsebælgen i ryggen. Og jeg er virkelig for lille. Jeg fik en eftertrykkelig lammer af det næste vindstød, så skiene lettede. Og jeg blæste af sporet. Endnu engang råbte jeg F-ord højt ud i æteren, skred ud af skiene og begyndte at ned.

Det var næsten okay, fordi vi havde så fin en tur i går, hvor vi gik på højfjeldet rundt om Bergsjö. Det blæste ganske vist temmelig meget i går også, men sneen var fin og blæsten mere konstant. Det betød også, at vi havde et langt stræk over søen med vinden i ryggen, hvor vi fløj afsted som sne-engle på lette fjed. Og så havde vi selvfølgelig hele hjemturen i modvind. Hvor stavene måtte i brug selv på de mere stejle nedture, og armene rystede, da vi nåede hjem. Det var en tur fyldt med smukhed og nydning.

IMG_2945Det er ferie. Jeg har min Kindle fyldt med bøger. Vi har rødvin. Og godt selskab. Alt er godt.

 

Skriv en kommentar

Henning og Helle på tur #2

Mye vanskelig forhold på fjellet – sagde nordmændene i dag. Men det startede perfekt. Solen bredte blå himmel ud over landskabet. Så vi smurte madpakker, smurte skiene med den perfekte voks og traskede op ad sporet til højfjeldet.

Der var perfekte forhold, og vi stornød udsigterne omkring os. På den første strækning opad, tænkte jeg med en smule ærgelse, at jeg slet ikke havde den samme optursoplevelse som sidste år. Sidste år gik alting bedre og bedre hver dag. Sådan var det ikke helt i år. Indtil det lige pludselig alligevel var sådan. Pludselig kørte det hele. Pludselig havde jeg fæste og kunne løbe op ad sporet uden bagglid. Ha – optur igen.

IMG_2935

Nå ja, her er temmelig meget mere kuperet end omkring Mysuseter. Og sneen er meget langt fra så perfekt, som den var for et år siden. Men jeg var ved at ‘get the hang of it’. Vi kørte en glad tur og smuttede ned på hotellet med vores madpakker. De smager bedst, madpakkerne, når de er blevet luftet.

Nu skinnede solen helt uden hæmninger, og vi snuppede igen skiene og smuttede afsted. Ned i dalen denne gang. For vi havde set en melding og vind på højfjeldet. Alt var godt. Vi gik glade afsted. Og pludselig var det hele is. Og det gik op og op og op. Vi knoklede. Og knoklede. Og svedte. Og bandede. Og så standsede vi for at putte en anden voks på skiene. Det hjalp. Lidt. For der var stadig ren is på de upræparerede løjper.

Men vi er cirka lige stædige, så vi fortsatte. Henning er både større og stærkere og hurtigere end mig. Så han nød solen lidt ekstra, mens han ventede, når jeg var langsom. Turen på tværs med udsigt over dalen var fantastisk. Solen bankede ned, sneen var fin humøret højt. Lige til det gik nedad igen. Det gik ned og ned, og farten accellerede hurtigt. Pludselig smuttede min venstre ski ud af sporet. Og med halvvild fart slog jeg en slags saltomortale og landede på højre balle. Av. Men når man er stædig, prøver man igen. Og det skete én gang til. Bang. Og av. Jeg var færdig med gamle spor og plovede afsted midt på løjpen. Som var ren is. Og jeg faldt og jeg faldt. Til jeg råbte et højt og arrigt FUCK og smed skiene.

Det var ren røvtur hele vejen hjem. Da vi endelig nåede ned i dalen, var der også is der. Og for at rette en særlig hilsen smed universet en stiv kuling imod os resten af vejen hjem.

I morgen har vi ondt over det hele.

Men vi kom hjem. Nu med blå mærker.

IMG_2944

2 kommentarer

Henning og Helle på tur

Vi er helt enige om, at 12 timers bustur er meget langt fra en ideel måde at bruge sin tid. På den anden side kaster det oplevelser af sig, som man ellers aldrig ville få mulighed for. Hvor tit er det, man sover sammen med 42 mennesker på relativt få kvadratmeter? Meget hurtigt vidste vi, at de nærmeste medpassagerer havde været med Ruby Rejser til Skarslia på fællesrejse mange gange tidligere. Nøjagtigt som Signe og jeg oplevede for et år siden, da vi tog på skiferie til Mysuseter.

Inden bussen havde været en time undervejs, faldt ordene mellem to mænd: “Sig mig, har du en af de her nymodens smartefoner?”. Og jeg fyldtes af en slags genkendelsens glæde. Eller undren. Denne gang var jeg bedre forberedt. Jeg var ikke i Kolding og holde foredrag. Jeg kunne i ro og mag tage afsted fra Herlev Station fredag aften. Vi havde spist aftensmad i forvejen og tørstede heller ikke halvt ihjel på vejen. Belært af sidste års bustur, havde jeg husket både hovedpude og sovepose til turen. Faktisk sov jeg.

Alligevel fik busturen skyld for både ømme ben og utallige styrt på førstedagen. Jeg går for lidt på ski til daglig og glemmer teknik og balance. Lidt efter lidt husker min vrangvillige krop alligevel, hvad det hele går ud på, og styrtfrekvensen aftager.

Fællesture er fællesture, og jeg bliver hver gang så optaget af de mange forskellige mennesker, der tager afsted på den her måde. Denne tur er ikke en singletur, og der er ret mange par. Og også ret mange par i en kategori, der får mig til at trække aldersgennemsnittet ned.

Den første dag blev vi lidt imponerede over Ulla, som er taget afsted, selvom hun har haft en hjerneblødning siden sidste år og er halvsidigt lammet. Hun er enormt indskrænket i sit råderum. Hun kan gå, men usikkert. Og bliver mere usikker, når der er mange mennesker og når noget går nedad. Men hun er fast besluttet på at få skiene på hver dag. Bare 5-10 minutter. Jeg kan så godt forstå hende. Men jeg bliver også lidt fyldt af bekymring, når jeg erfarer, hvordan hun glemmer ting.

Anders er driftchef på en svinebesætning et sted i Jylland. Han får ind imellem afbrudt sin ferie, når foderassistenten ringer om problemer. Så må Anders logge sig på foderanlægget og fjenstyre fodring af sine grise. Han kaster sig lystigt over vegetariske bymennesker. Fordi de slet, slet ikke forstår sig på griseproduktion. Og han er lidt sur på medierne, der ikke siger så meget godt om svineproduktion. I hans øjne. Når han fortæller, hvor billigt, han kan producere et kilo kød, vender jeg mine øjne indad og tier stille med, at jeg hellere vil have armene savet af end at leve af billigt grisekød. Men jeg er selvfølgelig også bybo og forstår mig slet ikke på griseproduktion.

Vi kommer ikke helt så meget på ski, som vi drømte om. I går tøede det, og det meste af natten med. I dag var alt is.IMG_2925

I morgen er det sikkert bedre. Jeg har ferie og bøger og rødvin. Det holder.

 

Skriv en kommentar

Til Lene

Jeg bliver ordlam, når nogen jeg holder meget af, er ude i ulykke. Alligevel trænger ordene sig på for at komme ud. De myldrer ud i en lille rodet bunke. Hvor de ligger og falder lidt sammen. Og de bliver forvirrede, ordene, fordi de ikke kan finde deres retning.

Ulykken er ikke min, den er Lenes. Og Mikkels og Axel Emils. Jeg er så fyldt af sorg over alt det, hun står i sammen med sin lille søn og sin mand. I dag løb jeg helt over. Det er umuligt at begribe, det er så meget lort, og det handler ikke en skid om mig og mine ord.

I dag, som jo er torsdag, hvor jeg altid har stævnemøde med Steffen og psykopattræningen, følte jeg mig udmattet af ked-af-det-hed. Sådan træt ind til benet. Og jeg overvejede at lægge mig tilrette på sofaen, pjække fra træningen og være alene og ked af det.

Lene ville elske den her monstertræning. Og det gav ikke mening for nogen at kravle i fosterstilling og græde ned i puden. Jeg trak vejret ind, løb over broen og mødte de andre. Og så gav jeg fuldstændig los i torsdagstræningen. Jeg havde Lene med inde bag mit hjerte og i hver en fiber, og det eneste, der gav mening var at træne igennem, til hele kroppen rystede. Min sorg forvandlede sig i en times tid til ubændigt raseri på universet. Hvad fanden bilder det sig ind? Jeg tæskede løs på kroppen, på de brosten vi svingede rundt med og på de seks etager i parkeringshuset, hvor vi spurtede op og ned.

Bagefter var jeg for træt til at mærke andet end mine rystende muskler. For en stund.

Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal sige.

IMG_2908

2 kommentarer

En stærk kvinde

Jeg har en temmelig sej nabo. Eller næsten nabo.

For et par uger siden, bemærkede jeg flyttekasser på hendes terasse og spurgte senere samme dag, om de skulle flytte.

Ja, sukkede hun lidt, min mand ville ikke mere, så han er flyttet. Det er kun mig og børnene, der skal flytte. Vi har fundet en lidt billigere lejlighed i den næste gård.

Dagen efter så jeg hende flere gange med flyttekasser og andet flyttegods. På ladcyklen. Senere standsede jeg hende og spurgte.

Jo da, hun flyttede det hele på ladcyklen. Alene.

Hun leder efter et job. Næsten hvad som helst. Receptionist. Lager. Anything. Men helst noget med udsatte unge. Hun har nogle planer og ideer.

Ansæt hende! En kvinde, der flytter sit hjem med to små børn på ladcykel. Helt alene. Må være en drøm på en arbejdsplads. Og så er hun ret sød.

IMG_2863

En kommentar

Vinder af Stille død

Tusind tak for jeres kommentarer til Stille død. Flere af kommentarerne har rørt mig dybt. Og jeg tænkte længe over, hvordan jeg kunne finde en vinder. Når nu flere havde skrevet lidt hjerteblod ind i kommentarfeltet, blev jeg enig med mig selv om at droppe en tilfældig og retfærdig afgørelse. I stedet læste jeg alle kommentarerne igennem sammen med min far og min mor. Vi diskuterede det ret længe, læste alle kommentarer meget grundigt, og en gang til. Og det bragte os omkring nogle interessante betragtninger. Derfor har vi helt ureglementeret og helt uden tilfældigheder valgt en vinder af Mettes bog, Stille død.

Vinderen er kommentar nr #10, Birgitte. Og du får bogen, Birgitte, fordi mine forældre er helt enige om, at du har brug for den. Send mig din adresse, og jeg skipper den afsted på mandag.

Men jeg har en bog mere, som er min. Og den vil jeg gerne give videre. Mine forældre vil gerne låne den og læse den. Og både de og jeg hylder et princip om at dele bøger. Så når mine forældre har læst bogen, vil de gerne sende den videre til kommentar nr #2, Lene Damtoft, fordi de godt kunne lide tanken om at gå ned til havet og indse, hvad du så.

Tak for alle jeres bidrag. Til vinderne: send jeres postadresser, og bøgerne vil på et eller andet tidspunkt lande i jeres postkasse.

IMG_2874

4 kommentarer

Sidsterne

De sidste uger har været mere præget af afslutninger end af begyndelser. Jeg har sagt farvel og farvel og en masse på gensyn. I går drak vi de bobler, jeg i løbet af ugen havde transporteret fra Sydhavnen, bit by bit, i min cykelkurv. Jeg kommer til at savne dem, mine verdens bedste kolleger. Meget. Belæsset med gaver og kort, der fik mig til at småtude på vejen, drejede min cykel for sidste gang væk fra Hillerød og rullede til Birkerød. Før jeg tog toget resten af vejen. Den vej, jeg har trampet afsted på så mange gange, jeg slet ikke har talt på det. Jeg kender hvert et bump på den cykelsti.

Jeg har taget afsked med mine chefer og med folk, jeg har samarbejdet med. Har sagt farvel til Hillerød Station på en tåget morgen. Og siddet for sidste gang og balanceret med computeren i stillekupeen. Jeg har sendt de sidste onde øjne til folk med for høj musik i ørerne og vredet min cykel fri af det almindelige morgenkaos for sidste gang. Jeg har lidt møder tilbage i næste uge og et projekt, der skal skrives færdigt. Før jeg sætter mig i bussen mod Norge fredag aften.

Og når jeg kommer hjem, er jeg ansat på Rigshospitalet.

Jeg løb min sidste tur i St. Dyrehave en diset eftermiddag og samlede lidt sidste indtryk. Fælledparken har ikke helt det samme over sig.

IMG_2877IMG_2878IMG_2882IMG_2883

Husk – jeg trækker lod om Mettes bog, Stille død, senere i dag. Du kan nå det endnu.

 

4 kommentarer

Stille død

Døden har altid fascineret mig. Ikke på den dødsforagtende måde. Eller den morbide. Døden har bare interesseret mig. Måske fordi døden er det eneste helt sikre i vores tilværelse. Vi kommer til at miste, og vi kommer til at dø. Ligegyldigt hvor smukke, tjekkede og velhavende vi er, kommer vi til at krakellere og visne med tiden. Døden er det vilkår, alle må leve med. Høj og lav, rig og fattig, modig og bange, smuk og grim. Der er noget ensartet over døden, og alligevel vil vi aldrig vide, hvordan det er. Før vi er der. Måske derfor har jeg altid været nysgerrig.

På de fleste af mine rejser, lægger jeg vejen forbi en lokal kirkegård. Fordi de fortæller mig så meget om livet og om de ritualer, der bliver skabt omkring det at dø. På universitetet skrev jeg om døden og de ting vi gør, når nogen dør. Om dødens betydning for de liv, der bliver levet. Hvordan døden giver mening til livet, og livet giver mening til døden. Alligevel.

Engang overværede jeg en festival i et stort buddhistisk kloster i det nordlige Indien. Blandt andre sammen med en ung munk. Han forklarede mig, at de store masker skulle vise menneskene alt det grimme og skræmmende ved døden, så de ikke skulle blive rædselsslagne, når døden kom efter dem. Folk skulle se direkte på maskerne og blive bange. Når de havde set frygten, ville den ikke være skræmmende senere. For når man er rædselsslagen kan man miste orienteringen, sagde han. Jeg har selvfølgelig en maske stående på reolen i Sydhavnen. Og vi kigger hinanden hyggeligt i øjnene og tænker på Ladakh og buddhisterne.

Jeg har set mange mennesker dø. Holdt mange hænder. Strøget mange kolde kinder. Siddet ved siden af sørgende familier. Døden pustede mig koldt i nakken, da jeg fik kræft for noget, der nærmer sig 100 år siden. Jeg har altid vidst, døden var der. Altid vidst at døden også kommer til mig og mine på et tidspunkt. Pustet i nakken lærte mig, at det er sikkert og vist. Også for mig og min familie.

Døden er ubegribelig. Jeg kan ikke helt fatte, at verden en dag skal gå videre uden mig. Eller uden alle de mennesker, jeg kender og elsker. Og som er med til at definere min verden. Men det skal den, og det gør den.

Mette Ziemendorf Ringsted har skrevet en lille bog om, hvordan døden sparkede døren ind hos hendes familie, da svigerfar pludselig blev syg af kræft. Hun fortæller på sin stille hverdagsagtige måde om valg, hun aldrig havde forestillet sig at stå overfor. Om grænser der blev brudt og overskredet. Om nærhed og ægte omsorg. Om alle de absurditeter og meget fysiske udfordringer døden giver til en familie, der langsomt lader sig omfavne.

Bogen er en dansk version af min tibetanske maske. Når du læser bogen, kan du se nogle af de ting i øjnene, som er skræmmende, når nogen dør. Og måske er du mindre bange, når det møder dig engang. Mette fortæller helt usentimentalt om hvordan hendes og familiens angst hele tiden flytter sig. Mette og hendes mand flytter sig helt tæt på døden. Tættere end de nogensinde havde forestillet sig. Og får skabt en afslutning for dem og for svigerfar, som ikke kunne være smukkere. Og som gav så meget mening til det hele.

Bogen hedder Stille død, og forlaget har sendt et eksemplar, som du kan få i hænderne, hvis du lægger en kommentar. Jeg trækker lod eller vælger blandt kommentarerne på lørdag.

IMG_2857

13 kommentarer

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 40, der følger denne blog

%d bloggers like this: