Helle

Skriver om løb, liv og rejser

Homepage: http://helle86x.wordpress.com

Forkæl

Jeg hænger ret meget ud herhjemme i de her dage. Med et øje, der imploderede af hævelse i går og fik mig til at gå til læge. Og ondt i halsen. Og snot. Jeg regner med, at jeg har taget tørnen lige om lidt, så jeg kan holde jul i fred.

Mens jeg lå og lå på min sofa, lyttede jeg til P1, som af og til gør mig meget klogere på verden. I går morges talte nogen om forkælelse. Jeg hørte ikke efter i en grad, så jeg kan huske, hvem der talte, men siden har jeg tænkt en del over det. En pointerne i radioudsendelsen var, at vi til hører en eksklusiv art, der har en trang til at forkæle. En trang, der hører med til artens overlevelse. Vi vil gerne gøre det godt for andre mennesker. En anden pointe var, at det skal vi selvfølgelig gøre, forkæle hinanden.

Faktisk er det derfor, jeg elsker julen. Og siden internettet blev opfundet, og jeg kunne købe julegaver på nettet, har jeg elsket den endnu højere. Der er nemlig et par ting ved julen, som jeg ikke elsker. Det ene er hysterisk forbrug, og det andet er juletrange butikker med alt for mange mennesker. De senere år har jeg siddet mageligt tilbagelænet og købt ting og sager til at forkæle mine mennesker med. Jeg elsker at se dem pakke gaver ud og flække i et dybt smil. Jeg elsker at forære ting, der betyder noget. Og når jeg slipper for julebutikker, tager jeg mig virkelig god tid til at finde de bedste gaver.

Vi har aldrig haft store gavebudgetter i min familie. Klart fordi vi aldrig har haft penge. Men faktisk holder jeg meget mere af at forkæle med omtanke til små priser. Jeg elsker at finde på. Gå på opdagelse på internettet efter ting, der kan gøre mine mennesker glade.

Jul er så meget mere. Det er at finde min mormors gamle sønderjyske opskrifter på brunkager, serenakager og pumpernikler frem. Det er at sørge for, at alle kan få lidt af de gamle kager. Jul er også at tage i teateret med de små og drikke gløgg. Jul er at tænde for varmen og krybe sammen, mens det kolde vejr slår om sig derude. Jul er at gøre noget godt for nogen hver dag. Måske er det mørket og kulden, der giver mig ekstra lyst til at forkæle?

Forleden modtog jeg en forkælelsesgave. Jeg fik den fra en pige, jeg slet ikke kender. Nogen på Twitter fandt på en juleleg, der skulle handle om at skabe glæde og nye bekendtskaber. Opgaven var at melde sig til, skrive tre juleønsker, tre ting man virkelig sætter pris på – og noget man ikke har fortalt på Twitter før. Hashtagget var #mindreendtre, og man fik så tildelt en modtager. Alt er hemmeligt, til man afleverer sin gave. Det er altså virkelig ægte gavegiveri. Man må gå på opdagelse hos sin hemmelige modtager, finde ud af, hvad hun kan lide og er optaget af og finde på. Når man modtager sin #mindreendtre-gave, skal man selvfølgelig tweete om det. Gerne med billeder. Så nu er der en fest på Twitter med glade mennesker, der bliver overraskede af folk, de slet ikke kender.

Mig? Jeg fik alskens lækkerier – badehåndklæde, fodbadesalt, sæbe, bobler, flere bobler, fyldte chokolader – og en fin æske af træ, der passer perfekt i kolonihaven. Og selvom jeg kendte legen, selvom jeg vidste, at nogen på et tidspunkt ville sende mig en gave, blev jeg rørt helt ind i hjertet over, at nogen var gået på opdagelse hos mig. Havde fulgt mine tweets og læst min blog og fundet på noget, der kunne forkæle mig.

Forkæl derude, alt hvad I kan. Det bedste ved at forkæle er den glæde, der vokser omkring dig.

IMG_4176

, ,

Skriv en kommentar

Cykelhviskeren

I anledning af fredagen overtager jeg verdensherredømmet over cykelstierne, og derfor er I allesammen nødt til at stramme op. Jeg fører nultolerancepolitik, og der bliver slået hårdt ned.

Du, der kører i den forkerte retning på cykelstien, imod mig, – det holder du bare op med nu. Ikke flere kalendergaver til dig i år. Og har du ikke lys på, ryger de første to julegaver også. Og er du på ladcykel med børn dømmer jeg dig skam og hjemmehæklede grydelapper og mormortrusser i julegaver de næste tre år.

Du har aldrig så travlt, at du ikke kan vente på, at trafiklyset bliver grønt. Aldrig. Og er du en af dem, jeg allerede har overhalet, som navigerer udenom den ventende flok for at komme først over krydset, bliver du tvangsindlagt til ‘Last Christmas’ som lydtæppe i resten af december. På repeat.

Stramt cykeltøj og dyr cykel giver ikke ret til at køre, som om morgentrafikken var et seksdagesløb. Du er ikke smart – du er en pain, og du er latterlig. Du får fem timer i Illums Bolighus i myldretiden.

Jeg er evigt imponeret over, hvor langsomt nogen kan cykle uden at vælte. Fint du kommer afsted. Men bliver du ved med at ligge midt på cykelstien, kommer du til at klippe kravlenisser ud til hele Christiansborg. Og hænge dem op.

Af alle lyskrydsfacister er de højresvingende, der kommer bagfra, de værste. I fuld fart slår de et herresving over de 15, der holder stille og skærer ind foran. Ikke sjældent når lyset netop at skifte, og så har vi balladen. Du får gløgg og fryseæbleskiver fra Aldi, til du kaster op. tre dage i træk.

Alle biler i sidesporet på Blegdamsvej får startspærre i morgentimerne. Det kan godt være, du skal parkere, men vi er ca 10.000 cyklister, der skal frem lige der. Alle bilerne i sidesporet får rensdyrgevirer monteret ved forruderne. Og de kan ikke afmonteres før julen er slut. Til påske.

Og så har jeg stadig færdiglavet risengrød fra Lidl, tre sammenhængende timer i Bilka den 23. om eftermiddagen, “Do They Know It’s Christmas”, “Søren Banjomus”, “White Christmas” og “Rockin’ Around The Christmastree”, “All I Want For Christmas Is You” og mange andre ulideligheder i lommen til random uddeling i morgentrafikken.

Så – watch out – og kør for pokker ordentligt. En verdenshersker i herredårligt humør med et bullent øje og en stiv ryg er ikke at spøge med. Og så travlt har du ikke.

IMG_0197

6 kommentarer

Erkendelser

For to uger siden var jeg til fest hos min søster, og efter at have indtaget bobler i sofaen mellem min far og min søsters veninde rejste jeg mig for at gå til bords. Åh, du har stadig ondt i ryggen, sagde min søster. Arh, jeg er vist bare lidt stiv, sagde jeg. Har du dårlig ryg, spurgte veninden, der er fysioterapeut. Hvad? Dårlig ryg, sagde jeg, nehej da, jeg har bare haft lidt hold i ryggen. Så har du dårlig ryg, sagde hun, og så skal du ikke sidde i en sofa uden puder i ryggen. Naarj, sagde jeg, jeg har altså ikke dårlig ryg, det går jo over.

Det er tre uger siden, jeg blev jeg skudt i ryggen af en heks. I dagene efter krabbede jeg rundt som Klokkeren fra Notre Dame og lod alt i nærheden af gulvhøjde ligge til bedre tider. Det er blevet samlet op, men jeg har erkendt, at fysioterapiveninden havde ret. Jeg havde dårlig ryg. Selv Betty Bomstærk med baller og ryg af stål kan lamme ryggen af et enkelt forkert træk. Og så har også Betty Bomstærk en dårlig ryg.

Den dårlige ryg har sat både min tirsdagstræning og min torsdagstræning på pause. Der er ikke meget ninja over mig for tiden. Jeg har lavet øvelser og ligget på gulvet, og lavet yoga, når jeg huskede det. Og jeg har løbet næsten daglige småture på 30-45 minutter henover fælleden. Og det går langsomt, men sikkert fremad. Min ryg holder langsomt op med at være en dårlig ryg og vender tilbage til sin vante vante form som bomstærk.

I dag løb jeg en længere tur i mørket på Amager Fælled. Jeg mødte en ræv og et rådyr og en enkelt cyklist, og det gør mig glad langt ind i maven, at ryggen holder op med at være dårlig. Og at jeg igen kan genoptage både tirsdagstræning og torsdagstræning og de lange løbeture.

Og måske må min erkendelse være, at jeg ikke nødvendigvis skal give fuldstændig los om tirsdagen og torsdagen. Måske skulle jeg overveje uger med én træning. Måske skal jeg forsøge at lære, at jeg ikke er overmenneskelig.

IMG_4161

,

1 kommentar

Drengeliv

Vi har en lille Grand-biografklub, mine veninder og jeg. Tidligere var vi Biografklub Danmark, men vi gad faktisk ikke se de film, de hostede op med. Derfor blev det en Grandklub. Fordi der altid går suverænt gode film. Vi skiftes til at bestemme film, og for det meste spiser vi lige sammen først. I aftes var vi en amputeret klub i de bløde sæder, bare fordi det kun var os to der kunne. Og fordi det var sidste chance for at se Boyhood.

Jeg bookede billetterne, og først et par dage før filmen gik det op for mig, at den varede tre timer. Og altså ville slutte til midnat. Og to gamle tilbagelænede koner kan nok være lidt stive i betrækket dagen derpå. Men det var sidste chance.

Den film varede ikke ét minut for længe. Simpelthen. Jeg gennemlevede synkront hele mit liv med min søn. Jeg vil se den igen. Sammen med ham.

Hvad er det med den film? Den handler jo bare om en dreng, der bliver større. Den samme dreng hele filmen igennem. Som starter som lille og slutter som ung gut på college. Filmen, altså.  Den er fyldt med små og større hverdagsdrama, fra skænderier med søsteren til sammenstød med moderens fordrukne og manipulerende mand. Den fjerne far indtager scenen som det legende, eksperimenterende og skæve element. Han udfordrer børnene på nærhed og ærlighed, og de tilbringer tid hos ham hulter til bulter i sofaer og på madrasser. Mens moderen tager sine universitetsstudier op, bliver gift, skrider dramatisk fra sin fordrukne mand, starter nyt liv med børnene, bliver gift, bygger hus, skrider fra sin fordrukne mand – og sender sine børn ud i verden. Spændingen i filmen er ikke i handlingsplottet. Den er i relationerne.

Aner vi et genkendelsens mønster her til en anden drengs mor? Mens drengen pakker sine ting for at tage på college i de sidste scener, bryder moderen sammen i gråd. Hun hikster rækken af livsbegivenheder op for den måbende dreng, og slutter med at det næste bliver hendes begravelse, indtil han let henkastet spørger, om ikke hun er ca 40 år for tidligt ude. Hun tager hænderne fra ansigtet og siger: Jeg troede bare, der var mere til det, livet.

Drengen kører afsted, videre i sit liv, og på min cykeltur hjem, er et pludselig mig. Mig der husker de gange, jeg selv har siddet og tænkt, at der måtte være mere.

Og hver gang, hver eneste gang har der været mere. Det kan hun jo ikke vide, den mor i filmen. For hun var jo midt i det der med at slippe ham ud af sit liv. Men hver gang den følelse er dukket op i mit liv, har der vist sig så meget mere. Så meget, at da jeg pludselig stod der, konfronteret med noget, der kunne være blevet en slutning, da jeg blev syg. Ja så var det rigdommen, mangfoldigheden, eventyrene og alle de børneliv, der havde fyldt mit liv, som rammede fornemmelsen af endelighed ind.

Måske lignede vi hinanden lidt, den mor og mig. Hun gik i hvert fald rent ind. Eller drengelivet, der udfoldede sig omkring hende, gik rent ind. Nu må jeg finde den i en streamingudgave og invitere min søn på vin.

IMG_4115

,

Skriv en kommentar

Hekseskud

Der er uger, der er stille. Med meditativ stirren på vandet udenfor mit vindue. Og så er der uger, der er så pakkede med action, at jeg lander lidt fortumlet, når den slutter. Og småsavner nogle refleksive stunder undervejs. Mens jeg hygger mig over alle de mennesker, jeg har krammet, og alle de visdomsord der har krydset min vej. På en uge.

Nu sidder jeg meget stille i Sydhavnen med et hævngerrigt hekseskud nederst i ryggen. Jeg pakker mig ind i en sandwich af Panodil og Ipren, mens jeg krabber mig rundt og lader ting ligge på gulvet til bedre tider. Nej, det er ikke nemesis over en for aktiv uge. Det er min sædvanlige overentusiasme til ninjatræningen. Jeg gik for hårdt til makronerne i tirsdags. Jeg lærer det aldrig. Det var slemt onsdag og torsdag morgen. Så blev det bedre. Chokket ved morgenbadningen var åbenbart for meget for min sure ryg, selvom jeg også forkælede den med en varm sauna. Nu har den låst mig inde.

Jeg har været i Randers hos min far. Jeg har været i Odense og undervise. Jeg har været til venindes phd-forsvar i Århus og mødt 100 gamle studiekammerater, kolleger og veninder i samme ombæring. Jeg har besøgt min søster og Anne. Jeg har spist ude flere gange end hjemme. Jeg har løbet langs Gudenåen og i Hans Broges Bakker. Og altså ninjatrænet tirsdag aften.

Torsdag var jeg for første gang til forestilling med det kongelige i Skuespilhuset. Min fødselsdagsgave fra søn og svigerdatter var forestillingen Hedda Gabler i Det Røde Rum. Og jeg kan kun kaste mig ud i hæmningsløs reklame. Se den! Se fantastisk skuespil og få lidt at tænke over med hjem. Ibsen holder stadig. En anden hæmningskløs reklame ryger ud til Den Vandrette Vinbar, der serverede perfekt naturvin til vores ligeså perfekte fiskeret. En himmerigsaften på en helt almindelig torsdag sammen med to yndlingsmennesker.

I sommer, da jeg var på North Side, og det var blevet klart, at min mor nu ikke levede længe, sluttede jeg festivalen med en morgenkoncert med Ane Brun. Jeg elsker hendes stemme, og på en eller anden måde trøstede den korte morgenkoncert lidt i forhold til det, der skulle ske. Så da jeg så, at hun skulle komme i DRs Koncertsal, købte jeg omgående billetter til mig selv og min veninde. At skæbnen ville, at en anden veninde havde købt billet ved siden af vores sæder, gjorde det hele endnu bedre. Ane Brun var ganske alene på scenen og fortalte, at hun godt kunne lide at gå tilbage til udgangspunktet. Og hun spillede og sang hele salen op. Greb os allesammen. Og jeg blev fuldstændig glad indeni over at musikalitet, kreativitet, talent og ægte norsk styrke kan samles i ét menneske sådan en lørdag aften.

Men denne søndag bliver tilbragt i fred og ro med mit hekseskud. Skudt i ryggen af heks, der er mig. Mens jeg hygger mig over, hvor meget godt, der kan fyldes ind i en ret almindelig uge.

IMG_4122

8 kommentarer

Underbukser og kontoudtog

I dag var alle prøvelsers dag. Det lyder slemt, og jeg havde det, som skulle jeg til gynækologisk undersøgelse og derefter have tjekket hele min samlede trussebeholdning.

Jeg skulle til møde i min nye bank.

Jeg har det stramt med mennesker, der kigger min allerinderste økonomi efter i sømmene. Fordi jeg på den måde aldrig er blevet den rigtige slags voksen. Sådan en med penge på bogen og investeringer. Mine penge flintrer ud i universet og giver mig liv. Og eventyr. Og jeg har stadig en slags automatisk reaktion fra dengang, da jeg overlevede tre børn på en sygeplejeløn. Der var aldrig penge nok, og jeg levede i konstant frygt for, at kortet blev spærret. Det blev det aldrig, og børnene blev både store og voksne. Og verden er en anden.

Men jeg havde besluttet at skifte bank. Min gamle bank, som jeg har været i symbiose med siden min pure ungdom, havde skiftet stil og havde kun hån tilovers for en finansiel undermåler som mig. Og det kan jeg ikke bruge til noget. Ikke fra dem, der forvalter mine penge, og som ind imellem skal hjælpe mig fra undergang.

Så efter mange tilløb havde jeg samlet alle papirer, lavet budget (jo, det havde jeg virkelig), sendt det ind til banken og aftalt et rigtigt møde. Med et levende bankmenneske. Og det pressede mig og stressede mig, så jeg var ganske ved siden af mig selv hele dagen. Jeg kom for tidligt. Og tænkte lidt, at jeg bare kunne snige mig ud af døren igen. Men jeg blev.

Og så åbenbarede der sig et venligt menneske. Som sagde ‘fedt’ til mit job og ‘fedt’ til min måde at tænke om penge. Som sagde rigtige ting, som at ‘du har jo sparet en masse liv op, og det er da mere værd end penge’. Og som sagtens forstod mit behov for fleksibilitet. Og som gerne ville have mig som kunde.

Mine skuldre sank helt ned igen, og kløerne forsvandt bag neglene. Og så var det bare det. Nu har jeg skiftet bank. Det gjorde ikke ondt.

Og jeg følte mig en lille smule rigtig fornuftig på voksenmåden.

Og så cyklede jeg til Bellacenteret til bogmesse og mødtes med Anne. Og nød nogle særligt herlige stunder, mens vi lyttede til Maren og senere kværnede et par sodavand i en café, der kun var hyggelig, fordi vi var der.

Da jeg senere løb mørketur på Amager Fælled, mens den aftagende fuldmåne sendte magiske stråler mellem træerne, mærkede jeg lettelsen. Over ikke at være dumpet i kontoudskrifter. At mine finansielle ‘underbukser’ stod for et gennemsyn.

Og over at Anne og jeg allerede ses igen i næste uge.

Skriv en kommentar

Forfald

Jeg startede dagen med at spytte en kindtand fra venstre side af min overmund ud i min højre hånd, mens jeg børstede tænder. Den lå hel og fin i min hule hånd.

Der er noget særligt over tænder, der falder ud. På en eller anden måde er de vidner om det forfald, der langsomt breder sig, mens årene går. De er det synlige tegn på, at kroppen med tiden går til. Jeg hader, når mine tænder holder op med at sidde pænt i munden og gøre det, tænder skal.

Denne særlige tand var min kunstige tand. Den blev til for længe siden, da en anden tand udåndede. Og vi har en historie sammen.

Jeg arbejdede i mange år som chef for Informationen på Danmarks Smukkeste Festival. Jeg var Danmarks Smukkeste Informationsformand. For 14 år siden, efter den forfærdelige tragedie på Roskilde Festival, kom Oasis til Skanderborg på et afbud. De havde aflyst deres optræden i Roskilde men ville alligevel gerne optræde i Danmark. Vores dengang lille og lidt nuttede festival var ikke helt forberedt på den virak, Oasis’ komme betød. Der var run på billetter, på vagter, på Informationen – på alt. Der kom trusler om at vælte hegnene, fordi mange ikke havde fået billetter til koncerten. Vi forberedte os, så godt vi kunne.

Stemningen blev anderledes. Sådan lidt rå i det, midt i alt det smukke, vi altid talte om i Bøgeskoven. Folk forsøgte at klatre over vores Informationsvogn, andre prøvede at mave sig under. Men alt i alt gik det rimeligt fredeligt med alle mand udkommanderet.

Så kom der en ung gut til lugen på ydersiden af festivalen. Han var blevet smidt ud. Havde fået klippet sit armbånd af en vagt. Han følte sig uretfærdigt behandlet og ville ind igen sammen med sin store brandert. Det kunne jeg jo af alle gode grunde ikke give ham, og efter lidt diskussion sprang han pludselig ind og langede en hård knytnæve på min kæbe.

Han blev dømt for vold. Jeg ruskede kæben på plads, fejlede ingenting og fraskrev mig erstatning. Nogle uger senere viste der sig alligevel en lille bitte revne i knoglen, som gav infektion i tandroden. Der startede det store tandcirkus. Først med rodbehandling og nogle rimeligt midlertidige løsninger. Senere måtte hele roden ud, og jeg fik lavet implantat og krone. Jeg husker det som en uendelighed af operationer og infektioner. Og selvfølgelig betalte festivalens forsikring.

I næsten 14 år har vi levet fredeligt sammen, min keramiske tandkrone og jeg. Men i morges skred den altså. Slog op med mig midt i tandbørstningen. Og jeg stod igen der med følelsen af anmasende forfald.

Nu er den sat fast igen med ny cement, og jeg blev kun semiruineret. Jeg har lavet en klar aftale med keramiktanden om mindst 14 år mere på samme adresse i min mund.

IMG_3991

1 kommentar

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 50, der følger denne blog

%d bloggers like this: