Og hvad så?

Jeg landede direkte i noget hverdag. Med storrumskontor, møder og referater. Og patienter der skulle hjælpes videre i det kommunale sundhedsvæsen fra hospitalet.

Jeg har krammet på de første børn og modtaget et smækkys fra Vera med en dybfølt erklæring: Det er dejligt, du er færdig med at være i Grækenland. Veninder arrangerer suppe og rødvin, og min mentale undtagelsestilstand ophæver sig langsomt. Og jeg har flere børn, der skal krammes.

Så jeg er i fuld gang med at spørge – Og hvad så? Jeg skal jo ikke bare tage på besøg i Grækenland og agere katastrofeturist. Indsigt forpligter. Og indsigt forpligter i en særlig grad i det politiske debatklima, der hersker i vores land. Den her tur til Lesbos handler så lidt om mig, og så meget om mange andre mennesker. Så ud over rødvin, kram, løbeture og julenedpakning er weekenden afsat til at skrive. Fordi det er det, jeg kan. Jeg kan skrive og håbe på, at en eller flere aviser vil trykke det. Jeg er inviteret med i et radioprogram – og deltager hjertens gerne i flere. Jeg kan fortsætte fortællinger på bloggen. For jeg er ret overvældet over, hvor mange der har læst med i de sidste uger. Tak for det.

Jeg håber, jeg kan være med til at skubbe blidt til en mere nuanceret debat og fortælling om flygtninge.

Tager jeg afsted igen? Det gør jeg måske. Eller – det gør jeg nok. Hvis jeg kan finde penge til det. Og det plejer jeg at være ret god til. Lesbos kan godt bruge frivillige, som allerede har erfaring. Som kender lidt til den måde organiseringen af frivilligheden udvikler sig.

Så jeg overvejer også at tilbyde foredrag om situationen på Lesbos. Jeg har holdt mange foredrag om forskellige ting gennem tiden. Og måske kunne det være med til at finansiere endnu et ophold på Lesbos.

For der er ingenting, der tyder på, at strømmen af bådflygtninge vil aftage indenfor en overskuelig fremtid. Mit håb er, at EU vil komme til fornuft og finde løsninger, så mennesker på flugt kan rejse på sikre måder. At vi i hele Europa kan begynde at tale om de her problemer på en saglig, værdig og moralsk måde.

Sådan at børn ikke behøver at udsættes for farlige flugtruter over bjerge, gennem kugleregn, over vande. Vi skal passe på dem, børnene.

IMG_5845

Fra Lesbos til Sydhavnen

Jeg er landet i Sydhavnen. Efter godt to uger som jeg slet ikke kan sætte ord på endnu. Det eneste, jeg er helt sikker på, er at jeg ikke er færdig. Fordi jeg nu ved ting, jeg ikke vidste før. Jeg ved ting, som mange vil have godt af at lære om. Og fordi jeg har oplevet, hvordan et sammensurium af nationaliteter, kulturbaggrunde, seksualiteter, køn og kompetencer kan skabe noget virkelig fantastisk sammen. For andre. Hold nu kæft, hvor har det været en bekræftende oplevelse.

Og hold nu op, hvor er det deprimerende at opleve dansk politik. Er I klar over, hvor dårligt Danmarks rygte er ude i verden? Folk fra andre lande måber. Hvad sker der i dit land, spørger de.

Mens jeg satte mig til rette på sidste etape af turen hjem på vejen til København, begyndte jeg at spekulere på, hvordan jeg skulle få aftensmad uden at bevæge mig, når jeg kom hjem. Og erfarede i samme øjeblik, at jeg var blevet opgraderet til Business Class. Og så får man mad og drikke i flyet. Det ramte mig lige i klumpen i halsen. Pludselig væltede tårerne ned af kinderne. Mens jeg kiggede ud på de solbeskinnede skylag. Jeg græd, da stewarden satte min bakke foran mig. Jeg græd, mens jeg spiste. Jeg græd stadig, da han fjernede bakken. Og så spørgende omsorgsfuldt på mig, mens jeg signalerede, at jeg var okay.

Og så landede jeg i København. I metroen blev jeg budt velkommen af en hjemløs mand og hans hund. Han viste mig hundens månedskort. Hundens, ja. For hunde skal åbenbart betale børnebillet. Ha’ det godt, sagde han, da de stod af på Nørreport. Chaufføren på linje 3A var i festligt humør. Han fortalte vittigheder, som ingen forstod. Men vi grinede. Og så sang han med på popsangene i radioen. Og jeg elskede København hele vejen hjem.

Og så ringede Vera og spurgte, om jeg var færdig med at være i Grækenland. Jeg er hjemme hos mine. Og det hele er fint.

image

Strange day

Lige nu burde jeg sidde i min seng i Sydhavnen og se begejstret ud på min nye altan. Men jeg er stadig på Lesbos. Jeg har fået en hel lille lejlighed i et hotel tæt på lufthavnen. Med køkken og alting. Så jeg har faktisk lavet mad i dag.

Men jeg ville ønske, jeg var hjemme i Sydhavnen. Hvad har jeg lavet i dag? Absolut ingenting. Min flybillet er ombooket fire gange. Og imellem ombookningerne har jeg kun en enkelt gang nået udenfor lufthavnen. Som virkelig ikke er ret stor. Jeg mener, den betjener kun fly til og fra Lesbos. Så den opdagelsestur er hurtigt overstået.

Det har stormet ubeskriveligt. De danske medier ville have haft journalister i vandkanten med advarsler mod at gå ud. Og heldigvis forlyder det, at ingen både har krydset.

Jeg har brugt min dag til at forsøge at få styr på, hvornår jeg egentlig kan komme hjem. Kan jeg mon nogensinde finde de ben, jeg havde engang? Hvordan kommer jeg videre uden David Bowie i verden? Hvordan omstiller jeg mig fra spørgsmål om liv og død til spørgsmål om topskattelettelser? Eller fodboldmål? Eller hvem der føler sig krænket i en twitterdebat? Eller hvor hurtigt nogen har løbet en tur et sted i København?

Jeg må minde mig om, at det er det, livet også handler om. Det er det, de syriske og irakiske og afghanske flygtninge savner i deres liv. At det ikke hele tiden handler om liv eller død. Det er det, vi arbejder for. Lad de små ting fylde.

Men da Alma, som er mit barnebarn på ni, spurgte om jeg ville sende billeder og fortælle lidt om hvad jeg har lavet. Fordi hun har emneuge i skolen om følelser og gerne vil fortælle om det, jeg har lavet på Lesbos. Så kom jeg til at tude fuldstændig uhæmmet, mens jeg gik en lang tur i stormvejret. Hun er så god. Og hvor er verden galt på den, at børn skal forholde sig til den slags følelser. Og tudede jeg ikke også lidt over, at Alma synes, det her er vigtigt at fortælle?

Men der røg min fridag. Min bufferdag. Min overgang til almindelighed. Jeg prøver om en dagsrejse kan føles som en fridag. Så jeg er klar til Rigshospitalet på torsdag.

Det har været den mærkeligste dag. Vi ses i København.

image

Afskedsblogning

Jeg er tjekket ud af Skala Sykemineas og Pension Niki og er tjekket ind på Hotel Orfeas i Mytilini. For i morgen tidlig starter min rejse hjem. Temmelig fraktioneret med flere mellemlandinger. Men sådan er det, når man booker billigt.

Jeg er lidt tom for tanker, selvom de myldrer. Tankerne. Jeg har verdens langsomste internetforbindelse. Jeg vælter rundt i sprog. Tænker mest på engelsk, og taler dansk med danskere, nordmænd og svenskere. Mens jeg siger salaam til de arabiske, hola til de spanske, kali mera til de græske og good morning til resten. Når jeg ikke bytter rundt på det hele og snakker dansk til min amerikanske kollega.

Jeg er træt. Jeg glæder mig til at komme hjem. Og jeg vil blive her. Jeg har sagt så meget farvel i dag, at klumpen i halsen kom ud som tårer til sidst. Jeg er blevet krammet, så varmen gik under min hud. De fine, fine mennesker, jeg har delt hverdag med i mere end to uger, vil jeg savne langt ind i sjælen. Og jeg er glad og taknemmelig over at have været her sammen med dem. Måske er det derfor, jeg mangler ord. Kan jeg beskrive det samarbejde, de mennesker på en måde, der er dem værdig? Og på en måde der er rig nok? Det skal jeg have nogle dage til at tygge på.

Jeg har hørt historier om mennesker, jeg ikke troede muligt. Så meget ondskab i verden. Og jeg har så svært ved at begribe det. Men det trænger sig på, når det er virkelige mennekser med virkelige oplevelser, der står foran mig. Jeg har set ulykke i menneskers øjne. Jeg har hørt børn græde på måder, børn aldrig skal græde. Jeg har set voksne mænd bryde sammen på måder, voksne mænd ikke skal bryde sammen på. Jeg har holdt om mennesker, der hulkede længere, end jeg troede mennesker kunne hulke. Jeg har mærket de koldeste barnekroppe, og jeg har taget tonsvis af gennemblødt tøj af bange mennesker.

Jeg har set skudsår, og jeg har set, hvordan mennesker ser ud, når de har fået flere bank, end nogen mennesker nogensinde skulle have. Jeg har set mennesker, der har spist for lidt for længe. Og jeg har set flere frostskader, end jeg nogensinde har set i bjergene.

Jeg har også set kærlighed. Kærlighed der holder over bjerge og i en gummibåd over havet. Kærlighed der har tålt tortur og forfølgelse og bomber.Kærlighed der tror på mennesker. Jeg har set håb i menneskers øjne. Som jeg ved vil komme på prøve på deres videre færd. Jeg tror også, de ved det. Men de har overlevet det, de flygtede fra, og de har overlevet flugten over bjergene og over vandet.

Jeg vil ønske dem allesammen det bedste. Og jeg håber, at vi, de rige lande i Europa, vil begynde at tale om, hvordan vi hjælper dem bedst til det bedste. På en ordentlig, anstændig måde. Som ikke begynder med vores egen modvilje mod at bidrage. Når bidrag måske kan betyde, at vi må bruge lidt færre penge på os selv. Jeg håber, at vi vil begynde at tale om det etiske i at en del af verden lider så meget. Og at vi har det så godt. Og at det ikke er farligt at dele.

Men lige nu er jeg træt.

image

 

Lidt om unge mænd

Jeg har lagt ører og øjne til utroligt mange, der fra deres trygge sæde i verden mener noget om unge mænd fra krigsområder. Som en indforstået selvfølgelighed udtrykker de, at de unge mænd skal blive hjemme og kæmpe for deres land. At Irak, Afghanistan og Syrien bliver tømt for unge stærke mænd, som skal være med til at bygge samfundet op. Jeg har endda set dem blive betegnet som krystere og tøsedrenge.

Jeg har mødt så mange af dem. De unge mænd. De er meget forskellige. Og alligevel ligner de unge mænd fra resten af verden. De har smartphones. Håret skal sidde rigtigt. De spørger efter wifi. De lytter til rapmusik eller heavy metal.

Men dykker man en smule under overfladen hos de unge mænd, der har taget turen først fra deres hjemland og senere over uroligt vand i en lille gummibåd, afslører de en modenhed, ingen vestlige unge mænd besidder. De er modige, de er stærke og de gør, hvad de gør, for deres familie og deres land.

En af de unge mænd forklarede mig, at hvis han blev i Syrien, blev han nødt til at vælge mellem at kæmpe for regimet eller kæmpe for en af de mange islamistiske fraktioner. Som fx Islamisk Stat. Ingen af valgene kunne han stå inde for. Det er ikke en mulighed at blive uden at tage et af de valg. Det dør man af. Det andet dør man måske også af. Og det er måske det værste i verden – at dø i en kamp, der ikke er ens egen. For et regime der næsten har udryddet sit eget land. Eller for en islamistisk fraktion, som også udrydder sin egen befolkning. Nej. vel? Det er de to valg, de syriske unge mænd er konfronteret med. Flere af dem har støttet det arabiske forår. De tror og håber på demokrati og lighed. Det bliver man slået ihjel for.

De irakiske og afghanske unge mænd er konfronteret med lignende valg. Her handler det både om Taleban, Al Qaida og Islamisk Stat. Plus et par andre. De valg dør man også af.

Sagen er, at hvis der overhovedet skal være nogen unge mænd til at bygge de lande op, hvis der engang kommer fred, så må vi være med til at passe på, de ikke dør. Vi må tage del i at sørge for, at der er nogen unge mænd tilbage til at tage sig af resterne af deres familier. Og resterne af deres land.

Skal vi ikke forsøge at lytte til de unge mænd og deres historier? Vi kunne måske endda lære noget af dem?

IMG_5785

IMG_5698

Fremtidshåb

Det lakker hurtigt mod enden for mig på Lesbos. Tiden er hastet afsted, og jeg har kun to dage tilbage. Der er dog stadig meget at gøre, så jeg holder ikke fri.

Jeg startede dagen på smukkeste vis. Fordi Lesbos er ufatteligt smuk, og jeg aldrig holder op med at måbe henført over en solopgang.

IMG_5784

I vores lejr overnattede en stor gruppe mænd, kvinder og børn, der var ankommet sent om aftenen. Og det varede ikke længe, før der ankom både i en lind strøm. De fleste var relativt tørre, men i en af bådene var en lille pige på et årstid. Hun var bleg og alt for stille, som hun lå i armene af en frivillig. Øjnene stirrede ud i luften på ingenting. På en måde som et-årige slet ikke skal stirre på. Jeg tog mor og datter med i klinikken. Og det varede længe, før der endelig kom protestgråd fra den lille krop. For tiden vil jeg gerne have grædende børn.

Hun kom sig hurtigt. Langede flasken med sukkervand en lige højre og protesterede højlydt over at få viklet de små tykke arme ind i det varme tæppe. Hun var helt opslugt af mit lyse hår. Blev ved og ved med at tage godt fat i lokkerne og studere det intenst. Og vi blev ganske gode venner.

Jeg havde et oprindeligt løfte til mig selv om ikke at poste billeder af flygtningebørn. Jeg gør det alligevel. For de små skæbner fortæller særlige historier om alt det, der sker og ikke sker i vores verden for tiden. De er en del af verdens børn, der har været igennem alt for meget. De er også det, der får verden videre. De bryder sammen, og de rejser sig. De er nysgerrige, glade og fulde af fis, som børn også er det i Danmark. Det er de børn, der er med til at give mig håb for verden.

IMG_5791

Et så fint moment fanget af en af mine kolleger i klinikken

Men vi er nødt til at hjælpe dem. Ja, Europa, jeg kigger på dig. Vi kan ikke blive ved med at lade Syrien, Irak, Afghanistan, Tyrkiet, Grækenland og de højt besungne nærområder klare det her alene.

Når jeg bliver ked af det. For det bliver jeg ind imellem her på Lesbos. Så går jeg en tur ned på vores lille legeplads, hvor der altid er børn med den rigtige slags glimt i øjet. Sammen med voksne som går gennem ild og vand for at hjælpe deres børn til en fremtid.

IMG_5806

En ensom lille barnestøvle på stranden gør mig altid ked af det

IMG_5772

Lille bitte Mohamad, som jeg skrev om forleden. Med de glade øjne

IMG_5793

En helt almindelig legeplads, et helt ualmindeligt sted i verden

Solskin

To ting fik min dag til at blive fyldt med solskin. Nej tre. For selve solen var der også i dag. I en grad så vi kunne sidde i det fri med kaffen uden jakker på.

Jeg facetimede med mine fire små piger i København. Fire små piger i hjem med fjernvarme og fredagsslik. Alma spurgte, om nogen døde på vandet. Og det er der jo. Heldigvis er alle dem, jeg har mødt levende. Mit største mareridt i det her er at finde døde børn i strandkanten. Men det ved Alma ikke. ‘Det bliver aldrig sådan i vores land, at jeg skal flygte til et andet land’, sagde Alma, der lige er blevet ni år. Og det tror vi heldigvis heller ikke.

Vera på fire blev optaget af, at børnene får en slikkepind og æblejuice allerede på stranden, når de kommer ud af båden. For så bliver de glade igen, som hun sagde. Det var balsam for min sjæl at få de glimt af en tryg verden, hvor forudsigeligheden på så mange plan lever. Fredagsslik holder. For de små børn på stranden får ikke kun slikkepinde for at blive glade. De får det, fordi de har brug for sukker og væske, når de er så afkølede.

Formiddagen bød på mere solskin. I en af de mange både, der ankom i dag, sad en kvinde, gravid i syvende måned med sit første barn. Hun var ligbleg og opløst i gråd, som hun sad der på en bænk på stranden i sit våde tøj. Hun pegede på maven og havde tydelige smerter, mens hun trak vejret i hårde stød. Med en hånd på hendes mave kunne jeg mærke, at der ikke var en fødsel på vej på den stenede strand på Lesbos. Hendes mand dukkede op og kunne en smule engelsk. Jeg tog dem med til klinikken, og da jeg er den eneste, der kan det der med at finde et fosters hjertelyd, var det klart min opgave. Det er altid min opgave. Jeg fandt dopleren frem og trykkede lidt gel på den. Forklarede kvinden og manden, at jeg ville undersøge hende og lytte efter hjertet. Kvindens livmoder var helt afslappet, og jeg mærkede efter, hvordan barnet lå.

Og så kom mit yndlingsøjeblik. Det sekund, hvor dopleren sender barnets hjertelyd ud i den lille højttaler. Jeg gemmer de kvinders ansigter langt inde i mit hjerte. Lige i det øjeblik hører de, at det lille barn i deres skød lever og har det godt. Ansigtet opløses i lettelse. Bekymringsrynkerne eksploderer i smil. Øjnene, – jeg har ikke ord for at beskrive dem. Lykketårer sprøjter. Og hun hulker højt, mens hænderne søger ansigtet. Jeg elsker det sekund. Og hver gang en gravid kvinde kommer bekymret til vores klinik, takker jeg for den praktik, jeg havde på Rigshospitalets fødegang for år tilbage.

Smerterne i maven forsvandt, og hun kyssede og kyssede mig på kinderne. Og kunne gå til kvindernes tøjtelt og blive tør og varm.

Hun kom fra Syrien. Fra Aleppo, hvor vi modtager mange rædselsslagne mennesker fra hver eneste dag. Da båden fra Tyrkiet lagde fra land, begyndte det tyrkiske politi pludselig at skyde mod båden. Nok ikke for at ramme. For så havde de nok gjort det. Men en ustabil gummibåd  er et farligt sted at være, når mere end 60 børn, kvinder og mænd bliver livrædde.

Jeg bliver ved med at spørge mig selv, hvorfor.

image