Helle

Skriver om løb, liv og rejser

Homepage: http://helle86x.wordpress.com

Bårebuketten

Det var endnu en af de morgener, hvor jeg listede stille ud af sengen og trak løbeskoene på klokken lidt over seks. Der var stille hos min far, og jeg lukkede sagte hoveddøren efter mig. Solen skinnede allerede, og selvom luften stadig var nattekølig mod mine arme, fik jeg hurtigt varmen.

En uge tidligere gjorde jeg det samme. Det var dagen for min mors bisættelse, og alt hvad der betød noget denne dag, var at gøre den så god og så let for min far som muligt. Sorg kan ikke måles. Men min fars sorg opslugte ham på en måde, der efterlod ham næsten fortabt.

Vi havde bestilt en fælles krans fra hele familien til min mors båre. Og jeg kunne næsten høre hende fnyse oppe fra sin sky. Sådan en krans ligner på ingen måde den slags blomster, som hun elskede højest. Jeg havde besluttet, at det skulle hun have med. Den slags blomster. Hun elskede hele sit liv mere end noget andet markblomster, grøftekantsblomster, engblomster, ukrudt og vilde blomster drysset ud over landskabet. Og jeg vil altid huske vores blomsterture. Hun kendte navnene på dem. Allesammen.

Den morgen for en uge siden havde jeg en særlig mission med min tidlige morgenløbetur. Jeg løb først en tur rundt i skoven og hilste på de tidlige morgendyr. Så løb jeg videre til Gudenåen. Hvor jeg plukkede favnen fuld af forskellige blomster og græsser. Alt det der er strengt forbudt at gøre ved sådan en åbred. “Take nothing but pictures” Med armene omkring mit store blomsterbundt løb jeg videre til en mark, jeg havde set dagen før. Her groede himmelblå kornblomster i flok. Og jeg plukkede, til armene knapt kunne nå omkring dem.

Så løb jeg hjem og lagde alle blomsterne på havebordet. Mens solen strålede ned på mig, bandt jeg min bårebuket til min mor. Den smukkeste buket, der nogensinde er kommet fra mine hænder. Den var min helt særlige gave til min helt særlige mor, og jeg lagde den øverst ved kisten i kirken. Lige under de tegninger, de små børn i familien havde tegnet til hende.

I morges plukkede jeg ingen blomster. Men jeg løb den samme rute i skoven og ved åen, mens jeg tænkte på min mor. Og løb tilbage til min far og morgenteen.

20140629-155742-57462924.jpg

7 kommentarer

There’s a crack in everything, but…..

Jeg bevæger mig sådan lidt forsigtigt omkring for ikke at støde ind i noget hårdt. Jeg vil helst ikke slå mig. Jeg er et stort og ømt blåt mærke.

Men i morges væltede min verden lidt. Fordi mit toilet løb. Pludselig kunne mit liv ikke hænge sammen. Med et løbende toilet. Mit skjold mod den almindelige verdens hverdagsangreb er brudt. Det er fyldt med sprækker. Ikke af den slags, Leonard Cohen synger om, der lukker lyset ind. Men af den slags, der lader mørket trænge ud.

Hele natten drømte jeg om min mor. Hun blev ved med at vågne og sætte sig op i sengen. Hun faldt ud af sengen og ned på gulvet. Hver gang jeg faldt i søvn igen, rejste hun igen sit hovede.

Jeg blev hjemme. For udmattet til andet. Nogen havde alligevel aflyst alle dagens møder. Og jeg murede et værn omkring mig og lukkede verden lidt ude.

Senere kom et roligt og stort VVS-menneske, der havde forstand på løbende toiletter og reparerede mit. Mens han uden at vide det smurte balsam på min sjæl og viste, at verden omkring mig har et skær af normalitet.

En varm og hurtig rundtur på Amager Fælled og en kølende dukkert i kanalen bragte mig glimtvist i nærheden af noget hverdagsagtig almindelighed.

Men jeg har stadig ingen mor. Og jeg har aldrig prøvet ikke at have en mor før. Jeg ved ikke, hvordan man gør det. Jeg ved ikke, hvordan jeg lærer, at hun aldrig er her mere. Præsten forsøgte virkelig at trøste mig og forklare om genopstandelsen. Men jeg kan ikke rigtigt. Jeg trænger bare sådan til at ringe til hende og høre, hvordan hun har det.

Så I må bære over med mig, når jeg trisser stille rundt, lidt ved siden af mig selv.

Jeg tror på, jeg finder hjem i mig.

IMG_3331

6 kommentarer

Her er så stille nu

Jeg har ikke min mor mere. Jeg har ikke nogen mor. Verden har listet sig videre uden min mor i halvandet døgn nu.

Jeg vil gerne fortælle om min mors død engang. Ikke nu. Lige nu er det vores historie. Min historie. Min oplevelse. Den lever stille inde i mig. Mens jeg langsomt øver mig i at begribe, hvad aldrig betyder. Selvom jeg sad ved min mor de sidste dage. Selvom jeg holdt om hende, da hun drog sit sidste åndedrag. Og selvom jeg forstår, at hun ikke er her mere. Så begriber jeg det ikke. Aldrig og ikke mere er ubegribeligt.

Midt i vores ubegribelighed mødes vi af en hær af mennesker, der ved, hvad der skal gøres. Vi indtager nye vokabularier i vores samtaler. Om urnenedsættelse og båretale og udsyngning. I skal nok holde en ordentlig fest, sagde blomsterdamen, da vi købte rå mængder af kærlighedsrøde roser i små potter. Nja, nej, vi skal begrave vores mor, sagde vi. Og hun blev rød i kinderne og sagde undskyld.

Vi har lært om urnegravsteder og mindesammenkomst og hvor mange salmer, der hører til en bisættelse. Vi har lært, hvad alle andre plejer at gøre. Og valgt vores måde. Min mor gjorde ikke, som alle andre plejede at gøre.

Det er lindrende i vores ubegribelighed, at nogen tager sig helt professionelt af sognegårde, gravsteder og bisættelsesceremonier. Det er som kølig balsam, at bedemænd underretter myndigheder og tager sig af min mors legeme, indtil på lørdag. Hvor vi siger vores sidste farvel. Sammen. De laver en slags orden i vores rystede sind. Mens vi kan tage os af kagebagning og oprydning. Og bruger timer og timer på at tale om vores mor.

Sorgen og savnet sætter sig tonstungt i mine ben, og jeg løber stille helende ture langs den smukke Gudenå. Hvor jeg må ned og binde mig en bårebuket, når det bliver lørdag morgen.

IMG_3342

7 kommentarer

Sommerfugledalen

Min mor bad mig læse et digt af Inger Christensen, mens jeg sad ved siden af hende i sengen. Hun ønskede digtet “Sommerfugledalen”. Digtet er et requiem, og det er langt og smukt og grumt. Men mest smukt. Det gav en særlig tæthed at læse det sammen med min mor i aftes.

Den sidste sonet lyder sådan her:

De stiger op, planetens sommerfugle
i Brajčinodalens middagshede luft,
op fra den underjordisk bitre hule,
som bjergbuskadset dækker med sin duft.

Som blåfugl, admiral og sørgekåbe,
som påfugløje flagrer de omkring
og forgøgler universets tåbe
et liv der ikke dør som ingenting.

Hvem er det der fortryller dette møde
med et strejf af sjælefred og søde løgne
og sommersyner af forsvundne døde?

Mit øre svarer med sin døve ringen:
Det er døden som med egne øjne
ser dig an fra sommerfuglevingen.

IMG_3262

En kommentar

Længsler og eventyrtrang

I går havde jeg besøg af min veninde fra Buenos Aires. Som blev begejstret for Sluseholmen.

IMG_3277

Forleden dumpede denne film ind af cyberbrevsprækken. Og tog mig hele vejen til Sydamerika. Rundt og rundt til kendte steder og gamle oplevelser.

Nu vil jeg til Sydamerika. Igen.

Skriv en kommentar

Terapi og løbesko

Skal du ikke ud og rende, spørger min far. Jo, siger jeg og snører løbeskoene. Hvor render du hen, spørger han. Ned til åen, tror jeg, siger jeg mens jeg sætter håret i hestehale. Pas nu på, du ikke falder i åen, siger han. Jaja, siger jeg. Som døtre siger. Jeg løber ikke så langt, siger jeg. Nej nej, siger han. Som fædre siger. Han ved, at mine planlagte tre kvarter sagtens pludselig kan hedde halvanden time, fordi naturen, smukheden, vinden og mine tanker kan opsluge mig og ophæve tiden.

Derfor løb jeg igen sen eftermiddagstur ved Gudenåen og tog billeder med hjem til min far. For det har varet så længe, at han ikke har kunnet komme der. Og fordi det er ham, der har lært mig at sætte så stor pris på at løbe på de små spor helt ude ved åbredden. Han har vist mig, at tid bliver ophævet, når man bliver opslugt. Og det er ham, der har lært mig at stå helt stille og glo på vand, der langsomt glider forbi. Engang med en fiskestang. Nu kan jeg uden. Også mens jeg løber.

IMG_3256

IMG_3258

IMG_3260

2 kommentarer

Tanker om en mor

Min mor er syg. Meget syg. Og vi er kede af det. Jeg er igen på vej til hende og min far for bare at være der. Og for at hjælpe med det, jeg nu kan hjælpe dem med.

Min mor er ikke bare en mor. Hun er min mor. Hun er det første menneske, jeg har kendt. Hun er min første og længste kærlighed. Og fordi jeg har haft hende så længe, er det svært at forestille sig en verden, hun ikke er i. Min mor er en gammel dame. Og min fornuft kan sagtens sige højt, at når man bliver gammel, er det klart, at man dør på et tidspunkt. Det er det, folk siger til mig. At det ikke er så slemt at miste nogen, der er gammel. At det er meget værre at miste nogen, der er ung. Min hjerne har det bare ikke sådan. Den slags regnskaber fungerer ikke for mig, når nu noget kan blive virkeligt. Fordi jeg har haft min mor så længe, er hun sådan en, der er her. Altid.

Min mor har levet et godt og langt liv fyldt med kærlighed og mange børn. Hun har sat flere kilometer plaster på mine sårede knæ. Hun har brugt timer på at pille splinter ud af min krop. Hun har været der, hver gang livet satte knock outs ind og ramte mig. Hun var med til mit første barns fødsel og spillede canasta med mig i timevis, mens veerne tog til. Jeg har ikke tal på de gange, hun er stillet i en lufthavn for at tage imod mig, når jeg har været langt væk længe. Min mor var der også, da jeg selv blev syg, og hun var en af de få mennesker, der holdt mine efterdepressioner ud. Også når jeg skældede og smældede på universet eller krøllede sammen i angst.

Det var min mor, der slæbte mig med på tømrerkursus, mens mine veninder gik på ‘Martha’. Som var et husmoderforberedelseskursus, min mor nægtede mig adgang til. Jeg skulle fandme stile højere. Min mor var den, der lærte mig at rengøringskemi ikke kun virker på snavs. Sammen med min mor så jeg Hair, da den blev opført første gang i Danmark, og vi så Dødens Triumf på Det Kongelige, mens Savage Rose spillede til. Hun introducerede mig til kvindebevægelsen og sparkede mig til at mene noget politisk.

Selvfølgelig har vi haft oppetider og nedetider. Det har man, når man er mor og datter. For den første kærlighed i livet gør også sårbar. Og afklædt. Man kan ikke gemme sig. Eller fake.

Det gør ondt at se hende så syg. Det gør ondt, når jeg ikke kan tage den kærlighed, der altid har været, og gøre den godt. Og selvom jeg også er voksen og rationel og fornuftig og praktisk, ligger der en sammenkrøllet femårig henne i hjørnet og banker mine knyttede næver arrigt og afmægtigt ned i gulvet.

9 kommentarer

Lørdagstyveri

Forleden dag lykkedes det to veninder helt uafhængigt af hinanden at få mig til at tabe mælet. De spurgte sådan lidt ud af det blå: Hvem tager sig egentlig af dig, Helle?

Nåmn, det… øh, det….øøøhh, det gør jeg vel selv. Eller..øøhh…. jeg har jo mine børn og de bedste veninder og….. Jamn, det…. øh…, det tænker jeg vel ikke sådan over, vel?

For jeg har da drømt om, på de der hårde dage, som 2014 allerede har serveret lidt for mange af, at der sprang en lækker, klog og sød mand frem og serverede lækker mad, når jeg igen lidt for sent kom hjem efter arbejde og løbetur. Eller at samme slags lækre, søde og kloge mand lagde sig ved siden af mig om aftenen og holdt sine arme blidt beskyttende og måske lidt trøstende omkring mig. Mens jeg langsomt faldt i søvn.

Men ingen har opfundet den datingservice endnu. Og jeg er på alle måder så vant til at falde i søvn uden. Og klare min mad og alt det der.

That’s the deal i mit liv, og jeg har så mange mennesker, der er mine på den gode måde. Det er ikke en klagesang. Jeg har så mange, at det har været svært at nå rundt om dem allesammen. Og jeg har det bedst, når jeg når dem ordenligt. Derfor sidder der ind imellem en lille uvenlig orm og kradser bag mit øre. Den fortæller mig, om alt det, jeg ikke har nået. Alt det jeg heller ikke fik gjort godt nok den dag. Og sender ilinger længere ned i mit hjerte. Lige der hvor den samvittighed er placeret, som kan have hang til at blive dårlig.

Den samvittighed er besværlig. Den har sine gode sider, for den sparker mig i røven, så jeg gør mig umage. Men den får mig også til at dukke hovedet og næsten skamme mig, når jeg ikke evner det hele.

I dag stjal jeg en hel lang lørdag uden mennesker. Jeg sov, til jeg vågnede. Jeg vaskede mange måneders saltvandslag af mine enorme vinduer, mens jeg legede akrobat ud over kanalen. Jeg fandt film og bøger til min mor. Jeg læste avisen langsomt og læste videre i min bog, mens lørdagen flød afsted. Jeg løb selvfølgelig en lang tur i aftensolen og svømmede ture i kanalen. Og jeg genoptog mit stoleprojekt, som har været sat på pause de sidste uger. Jeg har fået malingen af de fire stole, og nu fik den første af dem også den olie, den har trængt til. Måske bliver de allesammen færdige en dag. Hvem ved?

Jeg burde måske have gjort noget andet. Taget mig af nogen børn. Taget med nogen andre børn til Middelaldermarked i Valbyparken. Kørt på loppemarked. Ringet til nogen, jeg ikke har ringet til længe.

Men jeg gjorde det ikke. Jeg stjal den her lørdag og tog mig lidt af mig. Og i morgen tager jeg igen over til min mor.

IMG_3250

2 kommentarer

Den gamle hud

I går var jeg til danseforestilling. Den handlede om det, vi kan tro, der kan ske, når vi dør. Det lyder trist, synes du? Det var det ikke. Det var en fuldstændig forrygende blanding af koreansk musik blandet med nordisk melankoli, færøsk sang og en lille gruppe smukke, stærke dansere. Plum Wine, Highway, Lemon, hedder forestillingen. Det hele blev sat i scene i Dansekapellet, som ligger på Bispebjerg Kirkegård. Og som er den smukkeste kulisse for næsten hvad som helst.

Forestillingen startede med en kort og stemningsfuld vandring på kirkegården sammen med den færøske sanger, Anna Katrin Egilstrøð. Som sang gudesmukt. Hun førte os til ‘urtegården’ og anbragte os rundt om det store vandbassin. Omkring os på græsset lå farvestrålende plastikfisk og sprællede med halerne. Og så sang hun.

Stille førte hun os ind i kuppelsalen, hvor de koreanske musikere spillede os videre ind i stemningen. Bagefter gik vi ned i teatersalen, og dansen begyndte. Det var kraftfuldt, hjerteskærende, smukt, grimt, betagende. Jeg var helt opslugt af, hvor kraftfuldt de kunne danse, og hvor stor kontrol de havde over kroppene. Dansere er smukke mennesker.

Inden alt det, mens det stadig var eftermiddag, var der foredrag med Michael Rothstein. Han er religionshistoriker, og jeg kan godt lide lidt højpandet akademikersnak på en onsdag eftermiddag. Hans foredrag hed “MENNESKER ER UMÅDELIG DÅRLIGE TIL AT DØ – om døden som rituelt produkt”. Jeg sagde, det var højpandet akademisk. Og så alligevel ikke, fordi han er sådan en forsker, som laver feltarbejde i Borneo og bevæger sig ud mellem levende mennesker og studerer religion. Jeg skal spare jer for det højpandede og bare genfortælle en lille legende om dødelighed, som gav en helt speciel mening til mig. Som lige har opdaget, hvor gammel huden på mine lår er blevet. Legenden stammede vist fra Canada.

Blandt et indiansk folk var det sådan, at menneskenes hud med tiden blev rynket at se på. Den blev slap, ligesom huden på mine lår. Når de syntes, den var blevet for rynket, kunne de blot krænge den af sig, og – vupti – var de unge, stramme og smækre igen. Således var der en mor med et lille barn. Hendes hud var blevet rynket, og hun gjorde, som så mange gange før det, at hun krængede den af og gik tilbage til sit lille barn. Barnet blev rædselsslagent. Det skreg og græd utrøsteligt. Moderen prøvede det ene og det andet for at trøste barnet. Men det græd og græd. For det kunne ikke kende sin mor igen med den smækre stramme hud. Da barnet havde grædt utrøsteligt og afvist hende i flere timer, var der kun én ting at gøre. Hun gik ind ved siden af og trak den gamle hud på igen. Og barnet faldt til ro og kendte hende igen. Men nu sad huden fast. Den gamle hud. Og således gik det til, at menneskene herefter blev ældre og døde til sidst.

Nå ja okay. Det ville ikke være rart, hvis de små børn i familien ikke kunne kende mig igen. Eller hvis mine børn kunne gå forbi mig på gaden. Eller mine forældre ikke ville være sikre på, at jeg var mig. Så jeg og min gamle hud hænger bare videre ud sammen. Det er okay.

, ,

2 kommentarer

Smukhedspauser i Randers

Jeg er i Randers. Her tøffer jeg rundt og forsøger at lokke små lækre måltider i min mor. Og pakke tæppet godt omkring hende, så hun har det rart. Jeg forsøger at trylle lidt i køkkenet til min far og mig selv. Og jeg går til hånde med dit og dat. Jeg har fx gjort køleskabet skinnende rent og smidt forældede fødevarer i skraldespanden. Og ladet køleskabet stå utændt i et døgn bagefter.

Og ind imellem alt det, sætter jeg stor pris på at smutte afsted i løbeskoene til Gudenåen. Hvis man tror, Randers er en grim taberby, skal man lægge vejen der forbi. Randers har nemlig forvandlet tidligere tiders grimhed til noget, der laver begejstrede spjæt i mit hjerte. Den ældgamle Pramdragersti blev shinet op for nogle år siden, så folk let kan gå, løbe eller cykle fra byen til Fladbro. Og nu har byen sat en gangbro op ved motorvejen, så jeg let kan smutte over på den anden side af åen. Til Vorupenge, som har fået præg af en slags nationalpark. Her er smukt og spændende. Sporene snor sig rundt om vand og siv og bisonkvæg. Her græsser dansk nationalkvæg, som nærmest er udryddelsestruet, og jeg mødte en lille flok geder på min vej. Til sidst kan jeg krydse åen igen ved jernbanen og løbe tilbage til Fladbro og mine forældre. Og sådan går der næsten et par timer med smukhed omkring mig.

IMG_3223

IMG_3225

IMG_3226

IMG_3231

IMG_3233

 

,

3 kommentarer

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 45, der følger denne blog

%d bloggers like this: