Helle

Skriver om løb, liv og rejser

Homepage: http://helle86x.wordpress.com

Make my day

Vejrudsigten lovede overskyet med lette byger ind imellem. Men København valgte at samle dem i to timers intensiv regn. Det var på sit højeste, da jeg gik turen til cykelsmeden efter min cykel, der var blevet belønnet med ny kurv og skærm. På høje tid, for skærmen faldt af på vejen, og cykelkurven hang i en enkelt tynd tråd.

Kæden har det ikke godt, sagde min cykelsmed, men jeg ville jo ikke bare skifte den, når du kun sagde kurv og skærm. Arh, mon ikke den holder lidt endnu, sagde jeg. Ja, den har det ikke godt, sagde han, pludselig springer den. Ja ja, sagde jeg, jeg kigger ind i næste uge.

Bagefter cyklede jeg mig vådere end våd mod Frederiksberg for at hente de mindste piger i mit liv. Da jeg nærmede mig krydset ved Sjælør station, passerede jeg en mand, der lignede en gammel søulk, med fuldskæg, træben og rollator. Sammen ventede vi på grønt lys.

Jeg kommer først over, sagde han med et grin. Så er du sej, sagde jeg. Og du har smukke øjne, sagde han, de smiler. Tak, sagde jeg og mente det. Ja, det dér kan ikke slå sådan nogen som os ud, sagde han om regnen. Nej, sagde jeg, det er bare vand.

God tur, råbte jeg, da lyset skiftede og havde lyst til at give den gamle søulk et knus. På sådan en dag, hvor selv det mindste kompliment røg direkte i maven. Og mine øjne virkelig føltes smukke.

Jeg håber aldrig, Sydhavnen bliver affolket for gamle søulke, der spadserer på cykelstien med rollator og et glimt i øjet.

IMG_4539

1 kommentar

Skovkrokodiller og komfurmonstre

Den her går ud til Anne Bredahl. Og det gør den, fordi hun har begået en bog. Til børn. Mens jeg løber rundt i København og krammer blidt på nogle vigtige mennesker, der trænger hårdt til blide kram. Og holder alle de vilde tøjler på mit job, der konstant er ved at blæse ud af mine hænder. Ja, så ville jeg ønske, at jeg fik skrevet mere til Anne og smuttede fordi i Århus noget oftere. Nu blæser jeg i stedet Veras anmeldelse af bogen “Min mormor og skovkrokodillen” ud på det samlede internet.

Da Anne og Ole sendte besked rundt, at børnebogen var klar og opfordrede til crowdfunding, sikrede jeg mig selvklart et eksemplar længe før den lå der trykt og færdig. Og efter måneders åndeløs venten lå den pludselig en dag der i postkassen. Og jeg har glædet mig som en fjollet sommersild til at introducere den for børnene i mit liv. Faktisk har jeg pisket lidt en stemning op. Om Anne, som jeg kender, som har skrevet en børnebog om en mormor, som næsten kunne være mig.

Veras dom var klar:

IMG_4566

Billedet er taget mellem anden og tredje højtlæsning. Og hun kunne let have snuppet en gang mere. Hun kunne lide billederne og blev ved med at opdage detaljer. Især var hun glad for de små lilla detaljer i næsten alle billeder. Fordi det er en særlig yndlingsfarve. Hun var vild med mormoren, med skovkrokodillerne og lillesøsteren, der låste sig inde i huset. Hun var en anelse forbeholden for komfurmonstre, og vi måtte lige sikkerhedstjekke det lokale gaskomfur. Hun kunne tilgive edderkopper under bladene, og blev lidt lun på at gemme insekter i æsker (må man det for forældrepolitiet?). Bogen er hyggelig og sjov med den helt rigtige grad af spænding og uhyggelighed – på den hyggelige måde. Og så fuld af detaljer, at vi aldrig bliver færdige.

Efter anden gennemlæsning placerede hun figurerne. Jeg vil være mormoren, sagde hun, så kan du være lillesøsteren. Jamen, er lillesøsteren ikke Esther? Og så kunne du være Marius, foreslog jeg. Nej, sagde hun med fast stemme, jeg er mormoren. Jeg vil ikke være Marius, du kan være Marius, for du er ikke bange for noget.

Og så var det på plads.

Vera havde en ultimativ anke. Hver gang vi kom til det med, at mormoren kunne løbe hurtigere end alle andre mormødre i verden, så Vera indforstået op på mig. Nej vel, sagde hun, der er ingen mormor, der kan løbe hurtigere end dig. Vel? Det ved vi jo.

Og så må det jo også være på plads.

Lige om lidt kan du købe bogen her. Og jeg kan kun sige – GØR det! Det er en af den slags bøger, som vi kan blive ved med at læse og blive ved med at snakke om. Det ultimative kvalitetsstempel kom, da jeg troede jeg var på vej hjem og troede, at jeg bare kunne pakke bogen i min taske igen. Den gik ikke. Bogen er blevet hos Vera på Frederiksberg.

Tillykke, Anne. Med den fine, fine bog.

2 kommentarer

At begribe en katastrofe

I dag har jeg blødt indeni, siden jeg så det første tweet fra Anders Ladekarl om jordskælvet i Nepal. Jeg har ikke kunnet koncentrere mig om andre opdateringer. Alle forårsblomsterne og løbeturene. Alle de nuttede babybørn. Jeg har kun kunnet prøve at forholde mig til, at mennesker er døde og sårede af en rasende jord.

Selvfølgelig betyder Nepal noget særligt. Jeg har rejst der, vandret i bjergene, klatret, gået og gået og gået i Kathmandu, og jeg har arbejdet der. Jeg har venner i Kathmandu og andre steder i Nepal, og jeg har grædt lidt, hver gang jeg har set en opdatering fra en af dem. Fordi det betyder, at de lever. Jeg savner stadig at se opdateringer fra flere. Min gode ven, Bo, er på Everest og har det godt.

Langsomt forsøger jeg at begribe de billeder, jeg ser fra Kathmandu. Og jeg gruer for, hvor mange landsbyer, der er forsvundet fra bjergsider, når rystelserne har sat jordskred og stenskred i gang. Hvordan forstår man, at en by ikke er der længere?

For nogle år siden tog jeg et par dage til Bhaktapur, som ligger i Kathmandu-dalen et stykke vej fra hovedstaden. Jeg trængte til at sidde stille og se på noget smukt efter at have arbejdet langt ude i bjergene. Bhaktapur var fyldt med fred og smukke templer. Jeg havde et par vidunderlige og fredelige dage. Og jeg tænker altid på Bhaktapur som et helle i verden. Et yndlingssted. Jeg tog det her billede fra tagterrassen på mit hotel.

Nu er det hele pulveriseret.

IMG_4304

,

4 kommentarer

Når drømme sker

For et par måneder siden sad Rikke og jeg i mit gamle køkken over noget take-away fra Claus Meyer og en sjat vin.

“Det er nu tankevækkende,” sagde Rikke, “for halvandet år siden sad vi her og drømte og lavede planer. Og du drømte om et job i København på et hospital, en andelslejlighed i det gamle Sydhavn, der var billigere end din husleje og en kolonihave. Og hvad skete der? Nu arbejder du på Rigshospitalet, har købt andelslejlighed og kolonihave.”

Der var et par pinde mere på min liste, men de kommer sikkert. Noget med at få råd til at rejse langt igen. Og noget med at tage tilbage til Nepal og arbejde.

Og nu sidder jeg her. I min nye og hyggelige lejlighed. Hvor jeg alligevel undrer mig en smule over, at det betyder så meget, at den er min. Men det gør det. Den er min, og jeg kan male den grimt, hvis jeg vil.

Og Rikke sidder i Sydsudan, sådan som hun faktisk også drømte om.

Om morgenen buldrer solen ind i min stue, og eftermiddagen fylder mit køkken med lys. Jeg har så meget himmel omkring mig.

Det er nu, du finder ud af, hvor meget håndværker, der er i dig. Sagde Rikke også den aften med Meyer. Jeg er stadig lige dårlig til at bore pæne huller i en væg. Men det har jeg heldigvis svigersønner til. Jeg er på den anden side hamrende god til at rive ned. Og det gør jeg i kolonihaven. Der er alt for mange vægge, alt for mange fliser, og alt for lidt have. Jeg bryder ned og åbner op. Skaber lys og rum og grønhed. Jeg lærer om solceller og sivebrønd. Jeg sår og planter. Og jeg taler med naboerne over hækken, som man gør i en kolonihave. Jeg laver bål og drikker kaffe i solen. Og jeg elsker at få gæster i min have.

Jeg bytter planter og får aflæggere, og jeg deler ud i haveforeningen af det, jeg river ned. Kolonihave er rendyrket bytteøkonomi. Og når man bytter falder man i snak. Og bytter videre.

Så når jeg ikke får skrevet så meget her, er det fordi jeg har så travlt ude i min virkelighed. Med en masse sjovt. Og der er aldrig langt til kaffe på kanden, hvis du lægger vejen forbi mit lille havehus.

Sådan kan det gå, når man drømmer drømme og lægger planer.

IMG_4537

,

3 kommentarer

Om at lande

Langsomt, langsomt finder mine ting og sager deres plads i vores nye univers. Langsomt, langsomt bliver det her mere og mere hjem. Flyttekasserne er væk, og min stue folder sig ud med plads til at danse fjollet. Lyset vælter ind fra hjørnevinduerne. Jeg har hilst på underboerne, der har inviteret på kaffe og øl. Viceværten har budt mig velkommen.

Fridagene har gjort godt. Og jeg har flere tilbage.

Mens jeg rumsterede i kolonihaven og slæbte borde ud på terrasserne, og nød de få varme solstråler, så jeg pludselig, hvad andre ser i min have. De, der smutter ind gennem havelågen for bare lige at se, hvad jeg nu har fundet på. Som løber hurtigt gennem haven og det lille hus. Uden at sætte sig ned og give tid. De ser et lille rødt hus, bygget af billigt materiale, uden komfort. Et primitivt skur i en have fyldt med rod. Det var som om et slør faldt fra mine øjne. Men kun kortvarigt. Fordi det hus og den have og det sted er mit hav af muligheder. Her er have, himmel og vand, og jeg er langsomt igang med at rive ned og bygge op, så stedet og jeg kommer til at passe perfekt sammen. Jeg ser, hvad det bliver. Mens det sker.

Det samme sker i min nye lejlighed. Når forelskelsens slør trækker sig til side, ser jeg en gammel lejlighed på fjerde sal i Københavns absolutte understed, Kongens Enghave/Sydhavnen. Hvor gennemsnitslevetiden er 7 år lavere end i resten af København. Hvor andelen af lavtuddannede og folk på overførselsindkomst topper. Og hvor der eksisterer en helt særlig selvbevidsthed og stolthed over området. Den smitter, stoltheden.

Bottomline er, at jeg befinder mig godt. Jeg befinder mig bedre her end noget andet sted, jeg har boet i de sidste mange år. Jeg har længe levet i en slags midlertidighed, og jeg tror, jeg er kommet til noget, der kan betegnes som hjem. Etablerer min base.

For lidt over otte år siden blev jeg syg. Det var forudgået af nogle alvorlige brud med mennesker, der betød noget i mit liv, og en flytning. Siden har jeg tumlet rundt for at finde mine ben igen. Få efterskælvene efter sygdom og kemoterapi ud af mit system, og tøjle vildskaben nok til at kaste anker. Nu føles det, som om jeg har fundet dem, benene. Og benene har fundet deres base. Jeg føler mig hjemme i verden igen.

Så til jer, der løber igennem mine nye steder. Åbner døre og kaster blikke rundt. Og ser en gammel lejlighed på fjerde sal i Sydhavnen og et primitivt hus i en rodet have. Sæt jer ned, tag en frokost eller en kaffe. Se solen spille gennem skyerne og mærk varmen på terrassen. Og se så, hvordan stedet og jeg hænger sammen. Når du ser det, glemmer du skrammerne, rodet, ridserne og den afskaldede maling. Og hvis du ser godt efter, ser du et hjem.

IMG_4486

1 kommentar

Mor

Savner du din mor? Spurgte Vera, mens hun så mig fast i øjnene. Ja, sagde jeg, jeg savner hende meget. Ikke hele tiden, men jeg savner tit at fortælle hende små ting.

Ja, for hun er jo død, sagde Vera, og så har du ingen mor mere. Og oldemorfar er helt alene.

Ja, sagde jeg, men vi har jo allesammen hinanden. Oldefar har alle os, og jeg har også jer.

Det er bare ikke en mor, sagde Vera. Og så fortsatte hun med at give en lille legetøjskanin tøj på. Efter lidt fumlen rakte hun kaninen ud mod Sofie: Vil du lige hjælpe mig?

Jeg vil gerne, sagde jeg.

Nej, sagde Vera, det skal jo være min mor.

Og det rammer vist meget godt ind, hvordan en mor altid vil mangle i universet, når hun forsvinder.

IMG_4466

4 kommentarer

Flyttebrokker #3

Der kommer et tidspunkt i enhver flytning, hvor man bliver ramt af følelsen ‘hjem’. Når de nye vægge bliver til dit hjem, din base.

Det skete i går, da jeg hang mit nyvaskede tøj til tørre i køkkenet. Mit nyvaskede tøj, vasket i min nye vaskemaskine. Det velkendte løbetøj, de slidte jeans, en ordentlig bunke underbukser. Pludselig boede jeg her. For alvor.

Måske er det, når hverdagshandlinger tager over fra alt ualmindelige med kasser og papir allevegne. Når almindeligheden flytter ind i det ualmindeligt nye.

Så nu bor jeg her. Nu siver jeg stille ud i alle de mange hjørner af mit nye hjem og sætter mine aftryk. Det tager sin tid, for det er et gammelt hus. Og det gamle hus har ingen skabe. Så jeg udvikler kreative ideer til opbevaring af alt mit gods. Letvægts kreative ideer, for der er langt til fjerde sal med tunge skabe. Så sidder du derude med ideer, skal du ikke brænde inde med dem. Jeg tager imod.

Selv med et tårnhøjt flyttekassemonument midt i stuen, kan jeg lide at være her. Og jeg bliver glad, når de forsvinder.

Jeg har hilst på Elitekøbmanden på den anden side af gaden. I den tætpakkede butik med varer til loftet og buddreng, der løber op med øl og sodavand til dem, der er blevet for gamle til at slæbe selv. Jeg har købt pizza lidt længere nede af gaden, hvor tre mænd sprang begejstrede frem bag disken. Og leverede en helt okay pizza. Jeg har endnu det brune værtshus til gode. Folk hilser venligt, når jeg sprinter afsted på min morgentur. Mens de lufter deres små hunde i græsset midt på gaden. Udenfor Elitekøbmanden står en sort plastikkasse, der fungerer som bænk, når nogen trænger til en øl. Og det gør nogen jævnligt.

IMG_4454

1 kommentar

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 52, der følger denne blog

%d bloggers like this: