For nogen tid siden var jeg sammen med en god ven, som spurgte: Helle, hvordan kan det være, du altid vil på toppen? Hvad kommer det af? Det affødte en længere snak om vandretraditioner, spadsereture, rejser og klatring. Han forsikrede mig, at han elsker at spadsere, men ikke kunne drømme om at klatre op på en fjeldtop. Eller få for meget sved på panden undervejs. Det blev en længere diskussion om historiske og kulturelle baggrunde for det ene og det andet. Sådan som jeg elsker at tale med netop ham.

Og i denne uge har jeg spadseret. Også løbet, selvfølgelig, men spadseret på den langsomme måde, sammen med kloge og dejlige mennesker, hvor man får det meste med.

Ugen startede med et par timer i selskab med Anna på Amager Fælled. Det er noget, vi gør med jævne mellemrum. Mødes på Amager Fælled og går sammen, mens vi taler om ting, der er vigtige indeni os for tiden. Lige før påske udgav Anna sin bog om at være introvert, og jeg har været velsignet med flere timer i hendes selskab, mens bogen blev til. Jeg har endnu ikke læst den, men jeg er blevet meget klogere på det at være introvert og ekstrovert, mens vi har travet rundt på den fælled, vi begge to elsker ret højt. Jeg har altid tænkt, at introverte mennesker er sådan nogle lukkede, stille og generte noget, der helst holder sig for sig selv. Den opfattelse har Anna ændret på. Hendes perspektiv handler primært om, hvordan man henter sin energi. Er det bedst, når man lukker sin dør og er stille i sit eget selskab? Eller henter man bedst energi ved at være sammen med andre? Og jeg er klart et mudret mix af begge dele. I denne uge har jeg solet mig i glæden ved at være sammen med det ene dejlige menneske efter det andet. Om et par måneder går jeg ud i bjergene alene i flere uger, og elsker det. Kan kun sige – læs Annas bog og bliv lidt klogere.

Senere på ugen var jeg til møde i Århus, og efter måneders mailudveksling havde Lene og jeg sat hinanden stævne. Vi gik et par timer rundt om Egå Engsø i strålende sol og talte sammen om kræft, om muligheden for at dø, om bizarre erfaringer fra sygdomsoverdrevet, om familie, om fremtid, og om hvordan vores liv på underfundig vis havde fælles tråde. Sådan som to mennesker kun kan tale sammen, når de har en ganske særlig rygsæk med. Og bærer den lidt på samme måde. Vi grinede, var alvorlige, ind i mellem sørgmodige, men mest glade, tror jeg.  Fordi det er rart at møde nogen, man kan være lidt i samklang med, om det der kan være så svært at dele.

De sidste par dage har jeg spadseret med en to-årig tumling, som jeg passede, mens hendes mor var på arbejde og hendes far i USA. Vi taler dybt på vores egen måde. Jeg er henrykt over hendes måde at gå på opdagelse i verden. Hun lytter med alvorlige øjne, når jeg viser hende noget nyt. Og hun gentager det. Og gentager det. Og gentager det. Mens hele det lille fjæs eksploderer i fryd. Vi har travet timer gennem København. Vi har udforsket samtlige dyr i Københavns Zoo og været opslugt af svømmende isbjørne gennem glas. Vi har været i Musikbyen og skrive mig op til en have. Som Vera også vil have. Vi har travet igennem den gamle fiskerihavn og set på både. Og svaner. Og vi har sejlet med havnebussen og travet hele vejen hjem til Frederiksberg, mens den ene af os faldt i søvn.