Helle

Skriver om løb, liv og rejser

Homepage: http://helle86x.wordpress.com

Navnekonkurrence

Søndag indtog jeg endelig kolonihaven. Da jeg havde lastet cyklen med et bjerg foran i cykelkurven, en monsterbunke i kurven på bagagebæreren og en fyldt rygsæk – væltede regnen pludselig ned. Jamen klart, selvfølgelig, tænkte jeg en smule bistert, mens jeg trak i regntøjet. Selvfølgelig måtte det starte med en skylle. Skyllen indstillede dog snart skydningen, og jeg fik skrevet under, inden jeg, spændt som et barn en juleeftermiddag, stak nøglen i hængelåsen og trådte ind. En surrealistisk fornemmelse bredte sig i mig. Virkelig? Var det mit? Nu?

Med mig havde jeg Thomas, den tidligere ejer. Og opfinder af en række sindrige systemer for vand, toilet, skibsovn, solceller og meget andet, som jeg må rette mine hjernefolder ind til at fatte. Jeg tænkte stille, at jeg må prøve mig frem med vandsystemerne for at lære det at kende. StormP kunne ikke have tegnet det bedre. Kort fortalt er der en slange, der forsyner huset med vand efter ét system til en stor vandtank bag huset. Herfra kan der komme vand til toilettet, til køkkenbeholderen, til vandhaner for og bagved huset og en hane inde i huset. Han viste mig hurtigt, hvordan jeg skulle dreje på den ene hane, lukke for noget og lukke op for noget andet. Og det krydsclinchede i min matte hjerne. Det virker. En dag ved jeg måske også hvordan.

Hele familien hjalp med at indtage det nye hood. Vi havde noget fælles fødselsdag at fejre og transporterede bobler, kaffe, kakao, kager, boller og hele udstyret på cykler til haven. Vejret skruede op for charmen, og de små mennesker i familien byggede huler og legede gemmeleg, mens vi andre boblede over af ideer og husglæde og dejlige gaver.

Og jeg har gået og tænkt, at sådan et hus må have et navn. Mit lille fine røde hus på landet midt i byen. Så hvorfor ikke lave en navnekonkurrence? Og den der kommer op med det bedste navn vinder….hvad? Jeg er sådan en blogger, der afviser alle reklametilbud ved døren, så jeg kan ikke hoste op med en fancy præmie. Og dog! Den der kommer op med det bedste navn vinder aflæggere af nogle af de eksotiske myntesorter i mit nye myntebed. Og en aflægger, der kan slå rødder i vand, af den vietnamesiske koriander, der gror gavmildt i det ene højbed. Det bedste navn afgøres suverænt af mig sammen med Alma, Ella og Vera, som må være verdens bedste dommere. Hvis de kan blive enige. Ellers bliver jeg sikkert enig. Og de kan sendes, aflæggerne.

Så byd ind!

IMG_3961

IMG_3965

IMG_3966

IMG_3967

IMG_3968

12 kommentarer

Trafikale øjeblikke

Så kør dog for fanden frem og blokér for de lortecyklister! – brølede det fra en bil på Vodroffsvej i morges. På vejen holdt 5-6 biler og ventede på at køre ud på Rolighedsvej, hvor Vodroffsvej ender i et t-kryds. Og det var cyklisterne, der kom ad Rolighedsvej mod søerne, den sure mand mente.

Forleden kom jeg fra et møde på Demensklinikken på Rigshospitalet, der ligger i matriklens øverste ende på Henrik Harpestrengsvej. Da jeg når ud til vejen, står en tydeligt forvirret ældre kvinde på modsatte fortov og får venlige vejvisninger af en sygeplejerske. Sygeplejersken peger over mod Demensklinikken og det tydelige skilt ved vejen og forklarer, at hun skal den vej. Den ældre kvinde vender sig og begynder at krydse vejen. Pludselig kommer en kvinde i høj fart på cykel og råber vredt efter kvinden: Er du fuldstændig fatsvag, åndssvage kælling – det her er en vej!

En morgen i sidste uge cyklede jeg i morgentrafikken ind ad cykelstien på Vasbygade. Jeg indhentede en cyklist, der kørte væsentligt langsommere end mig, kiggede mig bagud og trak ud til overhaling. Midt i mandøvren lyder der et ‘møp-møp’ i venstre øre, og jeg får et ikke venligt skub på venstre skulder. Jeg råber ret højt af forskrækkelse, og forbi mig hvisler en MAMIL (middle aged man in lycra) på en dyr cykel. Mens han på charmerende vis retter en fuckfinger bagud.

Kære mennesker, er det her virkelig nødvendigt? Hvad er det, der får os til at behandle hinanden som lort på vejene? Hvad er det, der får os til hele tiden at spytte nedad på de trafikanter, der er blødere eller langsommere? Og hvorfor den vrede? Hvad koster to minutters ventetid på Vodroffsvej i dit liv? Eller fem?

Fatsvag? Ja, det var jo ret præcist, hvad den ældre kvinde tilsyneladende var, men er det virkelig nødvendigt at kaste sådan en sviner i hendes ansigt? Når man cykler på et hospitalsareal, må man i et eller andet omfang forvente folk, der er langsomme, svage eller måske bare forvirrede. Og i særdeleshed uden for en klinik for mennesker med demens.

Og MAMILs dyre cykel og stramme trikot har måske ændret hans liv i positiv retning. Og måske kan hans cykel løbe meget hurtigere end alle andres. Men kære mænd i stramt tøj, I skal stadig køre efter forholdene, og det betyder, at man ind imellem må klemme en smule på bremsen for ikke at ramme andre.

Jeg gad godt vide, hvor al den trafikvrede kommer fra? Måske er det bare blevet alt for vigtigt for os at være effektive? At komme hurtigt frem? Jeg gad godt vide, hvordan vi kan ændre det? For i den sidste ende, i det store regnestykke – betyder det ikke en skid, om du bruger 5,10 eller 30 minutter mere på at komme frem. Du er strengt taget overhovedet ikke vigtigere end alle de andre på vejene og cykelstierne.

Men det gjorde mig bange i morges, da den aggressive mand stak hovedet ud af bilvinduet og råbte hadefuldt. Den ældre forvirrede kvinde blev endnu mere forvirret og glemte øjeblikkeligt, hvor hun skulle hen. Hun mistede sit greb i verden. Og da manden i stramt tøj skubbede til mig, fordi han skulle forbi og ikke havde et sekund at spilde, blev jeg bange for at falde ind i den cyklist, jeg var ved at overhale – og jeg følte mig ydmyget og set ned på.

Hvad kan vi gøre for at ændre på den vrede, der har frit spil i trafikken?

,

7 kommentarer

Bryllupstale

For lidt over et år siden gik jeg hænder – og hjernevridende rundt i Sydhavnen og spekulerede over, hvordan jeg bedst kunne lave en tale, når min søn skulle giftes med sin Nina. For det er ikke ligegyldigt, hvad man siger til et bryllup. Og slet ikke når man er brudgommens mor. Vi er ikke en familie af store ord. Vi går ikke rundt og fortæller hinanden, at vi elsker dem. Vi gør det bare. Elsker hinanden. Men når nogen gifter sig, er det faktisk en rigtig god anledning til at stikke hånden ned i posen med de store ord. En anledning til at sige noget af det, som vi ikke går rundt og siger til dagligt. En anledning til at få ting sagt, så verden også kan høre det. For også i en familie uden store ord, er det vigtigt at vide sig elsket.

Men man kan så let falde i gryden med svulmeord. Og de er stærkt kvalmefremkaldende. Særligt når de kommer fra nogen, der er mor til en brudgom. Man kan også let snuble hen på stien for ironiske vittigheder. Og det er ikke helt heldigt, når man gerne vil fortælle to mennesker noget om, hvor glad de gør mig. Jeg var udfordret. Jeg besluttede mig for at gøre noget, jeg aldrig havde gjort før. Jeg lavede en tegneserie. Det er i sig selv sjovt. For jeg kan ikke tegne.

For præcist et år siden fortalte jeg historien om den lille rødhårede drengebaby, der blev født i Randers.

Slide02

Og jeg fortalte, hvordan han voksede op og var en glad og ubekymret lille dreng, der langsomt skiftede hårfarve til noget kridende hvidt.

Slide09

Og hvordan den lille dreng måtte stå så grueligt meget igennem i den flok skrappe damemennesker, han voksede op sammen med.

Slide10

Men den lille dreng voksede videre og slap ud af kløerne på de skrappe damer. Han brugte nogle år på det, drenge bruger år på, mens de bliver ældre. Og så begyndte han igen at gå i skole. Her var det, at han kastede varme øjne på den sødeste pige i klassen

Slide18

Heldigvis virkede det. De varme øjne fik hjerter til at svulme og bryde ud i sød musik.

Slide23

Men helt var drengen jo ikke sluppet af med de skrappe damer. Som hele tiden frittede ham for alt muligt. Og især for noget med hjerter i brand. Men han ville ikke fortælle dem noget.

Slide27

For at gøre en lang historie kort, så slap det jo ud til sidst. Og den sødeste pige var jo simpelthen lige sådan en, der havde manglet i familien. Lige sådan en, som kunne gøre alle de skrappe damer bløde og som de sammen med alle de små børn bare elskede.

Slide29

Og det hele endte så fint med det fineste bryllup i den smukkeste kirke med de bedste mennesker. Og de festede allesammen til den lyse morgen derude i Rådvad.

Slide30

Og levede de lykkeligt? Ja, de har i det første år som ægtefolk redet gennem verden på en bølge af lykke, der drysser små flige af på alle os andre, når vi møder dem. Og når nogen bare gør min søn eller mine døtre så glade og fulde af lykkedrys, så kan jeg kun sige et stort og rungende tak, fordi den sødeste pige i klassen fandt vej ind i vores familie.

Talen var selvfølgelig meget længere og fyldt med fotografier af det lille rødhårede drengebarn. Men resten er vores og hans og klassens sødeste piges.

Skriv en kommentar

Huller i min skal

Tirsdag eftermiddag ramte det mig, at det ikke var nogen ubetinget god idé at være på to dages konference om kræftrehabilitering og senfølger. Der gik hul i min professionalisme. Jeg var en klump blød dej, der langsomt boblede over og flød ud på gulvet. Jeg var reduceret til sådan en, som engang havde haft lymfom. Som havde fået monsterhøje doser kemoterapi i et hidsigt, intensivt forløb.

Fra talerstolen talte forskerne pludselig kun til mig. En fortalte mig med alvorlig stemme, at risikoen for depression og angst er lige så høj otte år efter min diagnose som for fem år siden. En anden fortalte mig, at jeg måske har en stor risiko for at få hjertesvigt eller forhøjet blodtryk eller blodpropper som en følge af nogle af de stoffer, der piskede ind i mine årer dengang. At jeg konstant går på en ‘pude’ og med ild i fødderne, deler jeg åbenbart med nogle af de kvinder, der har haft brystkræft. Og at det aldrig bliver bedre, har jeg forlængst lært at leve med. Men at jeg oven i hatten har trukket et lod, der giver en større risiko for kræft efter kemoterapi, er en erkendelse, der almindeligvis bliver lukket ned i bunden af tasken. Rummet fyldtes af elendighed og dårlige liv.

Jeg blev ramt. Og trist. Og sur. Og trak hovedet helt ind i mig selv. Indtil jeg stak det ud igen og tænkte på, om der er sket så meget, siden jeg råbte op for snart otte år siden. Jeg råbte op, fordi jeg tænkte over, hvordan alting var gået, hvis ikke jeg havde været mig. Hvis ikke jeg havde kendt til lymfom og kemoterapi og immunsystemet. Eller til rehabilitering og motion under kemoterapi. Hvis jeg ikke havde kendt til hospitalssystemer, eller hvis jeg ikke havde haft min store kæft. Jeg hører stadig ikke så meget om, hvordan det går dem, der ikke kender til det. Dem der ikke har netværk eller job eller penge. Nå, det er stadig min mission i livet at sparke gang i den slags forskning. At sørge for, at vi støtter og holder hånden under dem, der virkelig, virkelig har brug for det, når vi har skåret i deres kroppe, strålet dem med radioaktive stråler og spulet indvendigt med kemoterapi. For det handler ikke kun om at opdage kræft i tide. Det handler også om at støtte det liv, der leves imens. Og efter.

Men tirsdag aften krøllede jeg mig sammen som skamskudt råvildt.

I dag kan jeg se, at det faktisk er lykkedes mig en stor del af tiden at leve mit liv uden forbehold igen. Ellers havde forskerne nok ikke ramt mig i solar plexus. For jeg er jo bare sådan en, som har haft lymfom engang. Og som egentlig slet ikke lever det dårlige liv, der fyldte rummet til konferencen. Men som alligevel arbejder ihærdigt med at skabe nogle rammer for sammenhæng for dem, der bliver syge. Også for kræftpatienter.

Og jeg blev på en eller anden måde endnu gladere for den poster, vi havde med. Om det projekt vi har lavet sammen i det sidste år.

IMG_3893

, ,

5 kommentarer

Pride Parade

Vera og jeg havde en aftale om Pride Parade i lørdags, så ved middagstid mødte jeg op på Frederiksberg efter hende. Hun var helt klar i tyl, glimmer og bling-bling, og jeg var klar med regntøj og løbevogn.

IMG_3847Pride Parade markerer afslutningen på Gay Pride ugen og er et farverigt mangfoldighedshorn af mennesker, fest og musik. Jeg elsker det. Og det gør mig glad langt ind i sjælen hvert år. Det gør mig glad, at Frederiksberg Rådhus klæder sig i striber og åbner sine døre. Det gør mig glad, at så mange mennesker går med i paraden. Det gør mig glad at se den ene fremtrædende politiker efter den anden i optoget. Men det gør allermest glad at opleve de tusindevis af tilskuere, der står langs hele ruten. Jeg får lidt af min tro på verden igen. Den er god. Den er fuld af kærlighed. Og den er fuld af plads og rum til os allesammen med al vores forskellighed.

Vi pløjede os gennem menneskemængden på rådhuspladsen på Fredeiksberg og fandt Dansk Sygeplejeråd, der havde sin egen opstilling i optoget. Min veninde kom grinende tilbage og fortalte, at hun havde mødt en, der spurgte om hun var blevet homo. Ja i dag er jeg, havde hun svaret. Og måske ville flere deltage, hvis de holdt op med at være bange for, at nogen kunne tro, de var homoseksuelle? Optoget handler jo ikke om sex. Optoget handler om mangfoldighed og rummelighed. Og det handler om retten til at være forskellig. Den ret bliver konstant udfordret. Og i andre egne af verden bliver mennesker slået ihjel for at være anderledes. Der er alle grunde til at fejre retten til forskellighed hvert år.

IMG_3848Et par dage efter Pride Parade postede min veninde billeder fra optoget på Facebook. Og igen dukkede spørgsmålet op: Er du blevet homo? Folk spørger ikke mig. Måske fordi de er bange for pinligheder? Jeg er jo en gammel evighedssingle, og man kan ikke vide, om der gemmer sig en gammel homo bag facaden.

Men jeg er straight og almindeligvis vild med mænd. Men jeg rejser gerne panden og retter ryggen for alle menneskers ret til at være den, de er. Og jeg fester gerne over, at vi vil forsvare den ret i mit land.

Og Vera havde en fest.

 

 

 

En kommentar

Mulen

Mulen er mig. Jeg har mulet i en uges tid nu. For oven på sådan et år, som har budt på langt mere lort end lagkage. Som har røvet liv fra to mennesker, jeg elskede. Og har stjålet vores tid sammen. Ja, så fortjente jeg et plaster af den virkelig smukke slags. Derfor bestemte jeg mig for noget, jeg har drømt om i mange år og inviterede mig selv på en tur til Grønland i september. Det var sådan helt udenfor almindelig feriestemning, så jeg stod på hovedet og fik folk til at slå kolbøtter for at flytte møder og deadlines, så jeg kunne holde fri. Og de gjorde det.

Og så aflyste de turen. 

Rejsebureauet havde ingen problemer med at sende mig en mail og aflyse. Men jeg vover ikke at kravle tilbage til alle dem, der bandt knuder og sløjfer, så jeg kunne få min ferie. I stedet blev jeg smækfornærmet. Skød underlæben længere frem end en tallerkenneger og grumpede iltert rundt på kontoret. Jeg trådte i ‘jeg-nægter-at-være-positiv’-karakter og skummede rundt i ulidelighed.

Men fik man øje på et væsen klædt i sort løbetøj, der hujede hen over Kalvebod Fælled allersidst på dagen, mens det lettede i kiksede jubelhop. Ja, så kunne det være mig. For netop som jeg snørede løbeskoen, ringede min telefon. Som jeg først gloede lidt olmt på for at blive i stemningen, men alligevel svarede. Og det var Flemming fra Haveforeningen. Det kan måske være svært at forestille sig, at en Flemming fra en haveforening kunne få mig til at springe badut hen over fælleden, men når han ringer og fortæller mig, at jeg lige om lidt er indehaver af det lille røde træhus, der har rammet mine drømme ind de sidste par uger, så kan han. 

Det sker! Jeg får det fineste hus i den fineste have. Og nu har jeg jo den fineste lille ferie, der passer perfekt til at flytte ind i det fineste røde hus.

IMG_3784

4 kommentarer

Plys og kanel

Hej mormor, kommer du ikke herover og passer Esther, så vi kan komme ud og købe ind, råbte Vera ivrigt i telefonen i går eftermiddag.

Joe, sagde jeg, det kan jeg da godt.

Nej, nej, råbte Sofie i baggrunden, det var ikke det, du skulle spørge om.

Nå nej, sagde Vera.

Mormor, vil du ikke komme og besøge mig – vi har KANELKNÆKBRØD!

Ingen i verden kan modstå et tilbud om kanelknækbrød en torsdag eftermiddag, så selvfølgelig kom jeg.

Imens jeg pakkede sammen og cyklede fra Rigshospitalet, sad Vera tålmodigt med to runde skiver kanelknækbrød foran sig. En til mig og en til hende. Men det tog lang tid, og hun måtte tage en bid af sin skive kanelknækbrød. Og så måtte hun tage en bid af min for at mærke, om de smagte ens. Og så måtte hun tage en bid mere. Og skiverne skulle jo gerne være lige store. Så derfor tog hun en bid mere.

Da jeg endelig trådte ind ad døren, rakte Vera begejstret et meget lille trekantet stykke kanelknækbrød frem. Det er til dig, mormor, råbte hun glad.

Peter Plys har ikke levet forgæves.

Og vi gik på legepladsen

IMG_3835

Skriv en kommentar

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 48, der følger denne blog

%d bloggers like this: