På sådan en fredag, hvor jeg fik lumret det meste af feberen af i løbet af natten. Og hvor jeg alligevel fik min dag til at gå med hele to af den slags møder, hvor kreativiteten simrede i luften. Ja så virkede det helt, helt rigtigt at sige skide til både træning og vinterbadning. Og i stedet lægge vejen forbi et nyslået vuggestuebarn og dele the wonders of Lille Peter Edderkop, eller hvordan-man-narrer-voksne-til-at-tro-man-ikke-er-træt-legen.

Men selv standhaftige superbabyer taber luft efter den første lange dag i vuggestuen. Øjnene klapper i, og søvnen overmander det lille væsen.

Og jeg cykler bare hjem og regner med, at det var sygdom nok for denne gang.

I dag er jeg på en måde rykket ind i en anden liga. Jeg har ikke længere nogen børn under 30. Jamen fuck da, hvordan gik det til? Hende, der lige for lidt siden, var min mindste troldeunge, fyldte i dag 30 år. Hun synes selv, det er oldgammelt og er allerede begyndt at have de der aldersting, som mange kvinder har, hver gang de runder et nyt årti. Jamen så bare vent, til du bliver MOR til nogen på 30. Jeg fatter det faktisk ikke rigtigt. På den anden side, så HAR vi jo haft alle 30 fucking fantastiske år sammen. Og jeg har glædet mig over hvert eneste et af dem.

Hun kom ellers en smule skidt fra start, den lille troldeunge. Allerede få uger inde i graviditeten fik jeg ondt som i noget blærebetændelsesagtigt. Og det blev ved. Og ved. Og ved. Så vi tog selvfølgelig på cykelferie, så jeg kunne arbejde de muskelspændinger væk. Det var ikke verdens bedste idé.  Da jeg var hjemme igen, havde det onde bredt sig, og jeg gik lidt modvilligt til læge. Altså jeg havde seriøst ondt. Kunne nærmest ikke cykle, eller sidde, eller køre bil, eller gå – eller bukke mig ned i nærheden af mine snørebånd. Og det blev værre endnu. Efter et par uger raslede mine bækkenknogler nærmest løst rundt og mistede langsomt forbindelsen til hinanden. Så jeg var slået hjem og endte i en hospitalsseng med hjælp til det hele. Alles!

Fem uger før vi havde tænkt os, sivede vandet, og mit lille bitte barn ankom som kejserinden af Randers Centralsygehus få minutter inde i den 8.oktober. Og så er du helt rask, sagde overlægen. Alt det med dine løse bækkenknogler har kun noget med hormonerne i graviditeten at gøre. Det havde det så ikke. I meget lang tid var der et par centimeters gab mellem knoglerne i symfysen og over lænden, og det varede selvsagt en rum tid, før jeg igen kunne gå normalt. Eller cykle og svømme for den sags skyld. Faktisk var kejsersnitten 4 år, før jeg igen kunne  løbe en lille tur.

Derfor fik hun et drømmebabyliv. Vi boede i et hus i tre etager, og jeg havde en seng på hver etage. Jeg kunne ikke selv stå op og samle det lille barn op af vuggen, så hun sov altid hos mig. Altid i tæt kontakt. Altid med mor’en og mælken inden for rækkevidde. Hun var verdens mest harmoniske baby.

Og mit lille bitte seje barn voksede og blev større og viklede os allesammen ind i sin eventyrverden. Og om sin lillefinger. Og nu sidder hun så der og er mor og alting. Til sin egen troldeunge. Som vist nok slægter hende en lille smule på med noget gammelkendt stædighed. Som nogen i vores familie er berygtede for.

Og jeg kan kun sige af hjertet tak for alle vores fælles historier, alle sangene og musikken, bøgerne, billederne, kunsten og vores fælles fagverden. Mere af det de næste 30, ik?

Så blev hun 80, min mor. Vi har ind imellem haft vores tvivl, fordi hun har haft nogle dramatiske hjerteproblemer i de sidste år. Men hun er sej, min mor. Og det forsøgte jeg at fortælle hende og alle gæsterne i lørdags. I mit livs nok korteste tale. Vi skulle jo for pokker have noget mad også. Og køen i talerækken er lang, når et sejt menneske runder 80 år, skal jeg hilse og sige. Men hun sad der, midt i det hele, og strålede så jeg helt fik en klump i halsen.

80 år er meget. Og en 80-års fødselsdag er både festlig og en lille smule trist. Festlig fordi det er en gave at have hinanden. Og fordi det er min mor, der sad der og strålede om kap med solen udenfor. Og fordi det er værd at fejre. Det er også lidt trist, fordi det bliver så tydelig, at der mangler nogen i selskabet. Når man bliver 80, er vennerne begyndt at dø. Så der var nogle pladser, som ikke kunne fyldes ud i lørdags. Mennesker som stadig er elsket og savnet, og som vi også talte om og mindedes.

Min mor har været gift med min far lidt længere, end jeg har været til. Ikke meget længere, men jeg er født inde i deres ægteskab som den ældste af en perlerække af fem børn.Vi fylder godt, vores familie. Med små og store mennesker, som allesammen har en rod hos hende, min mor.

Og de har venskaber, som har varet endnu længere. Der var venner med til festen, som havde kendt mine forældre i mere end 60 år. Og jeg bliver helt varm i hjertet, når de fortæller om, hvordan min mor kom ind i deres liv. Hvordan min far havde haft stærkt kvindetække, og pludselig ikke snakkede om kvinder længere. Kun om min mor.

Min mor er ikke bare sej, fordi hun ikke lader det hjerte slå sig ud. Hun har vist sin sejhed gennem sin historie. Og derfor er un også blevet et forbillede for mig. Min mor er læge. Hun var ikke helt færdig med at blive læge, da hun begyndte at få alle os børn. Og på et tidspunkt besluttede hun sig for at stoppe uddannelsen og bruge sin tid med os. Og så var hun der bare. Altid. Indtil hun en dag mange år senere besluttede sig for at blive færdig og at blive læge igen. Det gjorde hun. Og hun blev psykiater. Hun nåede både at blive speciallæge og overlæge i psykiatri. Det er sejt. Og det har lært mig, at det meste er muligt. Eller i hvert fald et forsøg værd. Og at det aldrig er for sent. Og det har været godt for sådan en som mig, som vil alting.

Jeg ville være mor. Sådan ordentligt. Og jeg ville også udrette noget, gøre noget for min verden. Jeg ville også eventyret. Jeg ville også på universitetet. Og have karriere. At jeg så altid har været familiens tumling og stadig er hende, der møder alene til festerne, ja det er noget andet.

Hvad jeg gav hende? Jeg gav hende selvfølgelig et par vandrestave, sådan at hun kan blive ved med at komme på gåture. Og jeg tror, hun blev glad.

Jeg sidder hos DSB med to småpiger, der næsten har glædet sig ihjel til at sidde her i fire stive timer. Mens vi er på vej til at fejre min mors 80 år. Sådan er det at vokse op i en bilfamilie. Vi tager nemlig ikke til Randers. Vi rejser. Siger Ella med stjerner i øjnene.

Den ene småpige er drattet om på sædet af bar udmattelse og sover fast. Den anden ser Tornerose på compueteren. En nærmest hverdagsagtig tur bliver til et eventyr, når man ser det med en to-årigs eller en fire-årigs øjne.

Allerede på hovedbanegården bliver man ramt af en snert af panik, når man kun er en meters penge. Folk haster frem og tilbagekufferter, der kan slå enhver fire-årig omkuld. Hvorfor er de ikke på arbejde?? På perronen er der tæt af store mennesker, og en fire-årig har ingen idé om køreplaner og numre på togvogne. Hun ved bare, at hun skal med toget. Sammen med sine voksne. Så hun hager sig lidt febrilsk fat i klapvognen. Lidt skræmt af skoven af store mennesker og det store spørgsmål om, hvordan man får sig selv og klapvogn og kufferter inden i toget. Inden det sætter igang. Og den største rædsel – at blive efterladt på perronen uden sine egne voksne.

Men det lykkes. Klapvogn, kufferter, voksne og børn kommer trygt ind i vogn 72, og vi flytter ind på sæderne omkring vores bord. Af med støvlerne, frem med tegnepapir og madpakker. Off we go. Mens vi sidder med øjnene klistrede til vinduet og får øje på traktorer, fugle, heste, køer og andre eventyrlige sager. Det er en fest at være tæt på andre mennesker. Tisseturen bliver en ekspedition. En opdagelsesrejse i ukendt land. Storebæltsbroen er magi, og tunnelen næsten ubegribelig. Så meget vand.

Og vi snakker Oldemormor og Oldemorfar. Og om den store fest i morgen. Og om alle gaverne, vi har med. Mens toget langsomt æder sig gennem landet. Og vi glæder os til at være sammen med vores monsterstore familie et par dage.  Og jeg glæder mig til at løbe på Pramdragerstien langs Gudenåen, når jeg vågner i morgen.

Lørdag morgen stod jeg fælt tidligt på et tog vestover for at være med til at fejre min søsters fødselsdag. Og svogers med. De har planlagt alting så fint, at de rundede halvtreds med en lille måned imellem. Og det lagde grunden til en seriøs fest i udkanten af Århus. Med festlig mad og live-band og silkekjoler og høje sko.

Århus er festugeramt, og jeg har en ordentlig bunke blandede festuge-erindringer i baglommen. Lidt nostalgisk er man vel, så derfor den fælt tidlige start, så jeg kunne nå en smule festuge-udforskning.

Jeg blev spyttet ud af hovedbanegården og satte glad – og lidt søvnig – afsted nedad Strøget, mens jeg kiggede vinduer og spejdede efter festligheder. Jamen okay, – klokken var selvfølgelig kun knapt ti, og byen var stadig lidt slumrende. Og pludselig blev jeg smerteligt mindet om, hvorfor man ikke kigger vinduer, mens man går, om morgenen i festugen. B R Æ K og T I S. I lange baner. Og gå aldrig, aldrig i klipklapper.

Det var svært at finde festlighederne. Der var lidt sand spredt ud på Klostertorv, og et ufærdigt flisemaleri på Store Torv. Aflyst p.gr.af regnen, sagde et skilt. Univers på Bispetorv er ikke længere, og jeg mødte ingen formiddagsmusik på sådan en lørdag. Derfor kom jeg til at købe et par sko. Hvis nu der havde været festligt, var det aldrig sket. Og det var ikke løbesko. Og slet ikke af den fornuftige slags.

Jeg blev sulten og så mig rundt efter en frokostmulighed. Altså, Århus, det må du kunne gøre bedre. Selvfølgelig kunne jeg  have sat mig på en café ved åen. Men jeg ville have noget frokost, som kunne nydes på en bænk, mens jeg kiggede på Århus. Jeg trissede til sidst tilbage til Banegårds Plads og købte en sandwich. Og spiste mig af med en bænk bagved rådhuset. Skulle nok have valgt åen alligevel.

Således faldt nogle slør fra mine øjne om Århus midtby’s fortræffeligheder. Jeg siger det ganske stille, men det er fandme sjovere at købe sandwich med til en bænk i København. Udvalget af både sandwich og bænke er bare større. Sorry, Århus, jeg ved, jeg er svigefuld.

Og så følte jeg mig mættet med jysk midtby og gav mig udi at lede efter en bybus til min søster. Og hvad f……. Den 18′er, som plejer at køre til Hans Broges Bakker, kører nu til Elev. Som er noget ganske andet. Jeg så mig en anelse febrilsk omkring. Ale busser hed noget andet, end sidst jeg var der. Et oversigtskort for svagtsynede ville have været på sin plads. Efter at have snurret lidt fortvivlet rundt om mig selv en tid, fik jeg øje på en bus, der hed ‘Brabrand Nord’. Jeg spurgte chaufføren, om han kørte i nærheden af Hans Broges Bakker? “De’r ingen, der kører op a’ bakkern’, sagde han. Nej, nej, men bare i nærheden? Han kastede sig ud i en lang og lettere vanvittig forklaring, og jeg resignerede og steg på. Jeg kunne da for fanden selv gå op ad den bakke, ik?

Altså, Århus. Du virker sådan lidt slidt og forsømt. Tænkte jeg en anelse vemodigt, mens bussen sneglede sig afsted mod Branbrand. Er jeg bare blevet af-århusianiseret?

Men festen, venner, festen var der ikke noget i vejen med. Altså fødselsdagsfesten.

Og hvis I venter utålmodigt på billeder fra Alperne, så smut hen på Jespers blog en tur. Mens I venter på, at jeg får skrevet lidt om turen.