Archive for category Hverdagsliv og alt det andet
Morgenluft?
Posted by Helle in Hverdagsliv og alt det andet on 24. februar 2012
Mens jeg venter på, at feber tågerne lægger sig, så jeg igen kan poste blogindlæg, der handler om andet end mig og min selvynk, kan jeg benytte lejligheden til lidt reklame. For noget af det, jeg slår mine folder i og omkring.
På en eller anden måde er jeg, it-superignorant, havnet på en bane, der handler ret meget om internettet, og hvordan det kan understøtte folk, når det gør ondt i helbredet . Jeg kan jo ikke prale af at have meget forstand på, hvordan ord, billeder og film bliver tryllet frem på skærmen. Eller hvordan et magisk lille klik kan blive til en forunderlig cyber rundtur, hvor man lander på sider med lige den viden, man savner. Men jeg kan mene rigtig meget om, hvad der er godt at trylle frem. Og hvilke slags rejser og rundture i cyberspace, godtfolk kan have glæde af, når de har brug for at håndtere noget helbred.
Lykkeligvis er jeg også havnet i noget samarbejde med ufatteligt kloge mennesker, som både kan tegne og fortælle og trylle mine ideer ind i det der internet. Og jeg bliver hele tiden fuldstændig tryllebundet af, hvor kloge de er. No shit, altså. Tænk at have styr på alle de koder og sammenhænge og funktionaliteter! Jeg ville aldrig kunne gøre det. Jeg ville lave katastrofe på katastrofe. Få Amanda til at ligne en succes. Jeg er simpelthen for sjusket til at kunne sådan noget.
Nogen af de mennesker holder til på sundhed.dk. Portalen har fået et facelift og en botox indsprøjtning, der virkelig tager kegler. Den blev relanceret for få uger siden. Jeg var ikke pjattet med den gamle udgave. Brugte ufatteligt meget tid med at lede, når jeg skulle bruge den professionelt, og brugte den vist ellers kun, når jeg skulle vælge ny læge. Men tag og kig engang. Nu er det en lækker og indbydende portal, som jeg faktisk får lyst til at surfe rundt på. Og jeg kan finde det, jeg leder efter. Thumbs i den grad op. Tag en rundtur og gå på opdagelse.
Mit projekt, – det jeg stod op af graven for at holde møde om i dag, kommer til at flytte ind på det, der hedder min side. Når altså det er blevet voksent. Min side på sundhed.dk skal blive meget mere, end den er i dag. Den skal ikke bare være et sted, hvor sundhedsvæsenet smider informationer ud. Den skal være et sted, hvor folk kan kommunikere med det sundhedsvæsen. Hvor folk kan gøre noget. Bruge siden aktivt. Fordi det ikke kun handler om, hvad sundhedsvæsenet kan fortælle, men lige så meget om, hvad patienter kan fortælle sundhedsvæsenet. Og hinanden. Fordi det kan gøre det hele til en bedre og meget mere sikker oplevelse at være syg.
En af mine gode kolleger har netop lanceret denne side, Patientportalen Grib om Livet. Og hvis du kender nogen, som har sukkersyge eller KOL, så stik dem lige det link. Eller kig selv ind og bliv lidt klogere på, hvad din moster/mor/nabo eller andre lever med. Her ligger 10 små film, der fortæller om livet med sygdom. Fortalt af nogen, der selv lever med det. Der kommer flere sygdomsgrupper, så snart filmene er lavet.
Og ellers må jeg jo bare konstatere, at mens jeg har ligget på sofaen og hadet på Virus fra Helvede, har verden haft gang i en forårseksplosion. Ørstedsparken var dækket af et gult erantistæppe, fuglene virkede forårskåde, og havnebussen er begyndt at sejle igen. Sagde vi morgenluft?
Ynk og jammer fra gulvspanden
Posted by Helle in Hverdagsliv og alt det andet on 23. februar 2012
Tak for alle jeres gode ønsker. Desværre er Oververdensherredømmet ikke lydhørt. Med andre ord – i morges var jeg mør. Med stadig høj feber ringede jeg til min læge på Vesterbro. Og var tæt på at græde, da hun på min lillebitte forespørgsel om en lillebitte akuttid til at få lyttet på mine onde lunger, bare svarede: Det kan du tro, kom herind klokken ni. Og var igen lige ved at græde, da sygeplejersken kiggede bekymret på mig og sagde: hold da op, du har det da skidt.
Nåmen jeg blev podet og lyttet på og podet igen og fik taget blodprøver. Og så kiggede hende lægen på mig og sagde: Jeg er ikke helt sikker på, at du har lungebetændelse, men du er jo rigtig sløj, så nu får du altså noget antibiotika. Og god bedring, da jeg gik. Så nu ligger jeg her. Og vil faktisk egentlig gerne have en lille smule ynk. Bare lidt. I afmålte doser.
For det der i morgen, det er jeg altså nødt til at stille op til alligevel. Det er det allerførste styregruppemøde i mit store, nye projekt med sundhed.dk, og det kan bare ikke afholdes uden mig. Og det er ikke en mulighed at aflyse. Så eftermiddagen bliver på sofaen med computeren i skødet, mens jeg laver slides til tre timers møde. Og i morgen? Ja så må panodil-ipren blandingen holde mig kørende, mens det varer. Det bliver ikke verdens bedste performance, men alternativet er værre.
Vera-musen? Hun er på vej på sygehuset. For hun bliver ved med at kaste op og har næsten ingenting taget til sig siden lørdag aften.
Virus fra Helvede, siger jeg jo.
Rapport fra en gulvspand
Posted by Helle in Hverdagsliv og alt det andet on 22. februar 2012
Nej, jeg kaster ikke op. Jeg føler mig bare som bunden af en gulvspand.
Og så mangler jeg en tidsmaskine. Bare sådan at i dag kunne være i morgen eller i næste uge i stedet for. Fordi jeg i dag går glip af herrevigtigt møde. På Restaurant Sult. Og af premieren på Patientportalen, Grib om Livet i Cinemateket.
I stedet kan jeg så sidde under dynen og fnyse. Min plan i går var jo at mætte min krop med Panodil og få det hele med. Men min krop mente noget andet, da den vågnede til live i morges. Sparket til hjørne. Og en sød kollega fortalte, at hendes mor lå med 39 på femte døgn efter at have passet børnebørn. Lillemusen Vera er også stadig hærget af tårnhøje temperaturer. Virus fra Helvede, siger jeg bare.
Jeg har ingen tålmodighed med den slags, når det handler om mig. Måske fordi jeg er vokset op som barn af to læger. Og lægebørn får ingen credit for almindelige febersygdomme.
Alligevel husker jeg engang i min barndom, da jeg var omkring ti år. Jeg havde haft feber i en hel uge og var efterhånden dirrende af utålmodighed. Jeg ville ud. I skole. Ud på fodboldbanen. På vejen og lege. Men helt usædvanligt formanede min far mig strengt om ugelang rekonvalescens efter så lang feber. What? Han havde altid bakket mig op i at stryge i skole hurtigst muligt. Og nu stod han der og pylrede mig? Så jeg stak af, selvfølgelig. Ud på vejen og hænge ud med de unger, jeg ikke havde set en hel uge. Og måtte lide den tort at blive hentet. Taget i kraven. Og eskorteret hjem. I fuld offentlighed.
Jeg husker ikke, hvor længe jeg måtte forblive indespærret. Sikkert ikke længe. For der er ikke noget så ulideligt som at være i selskab med mig mod min vilje.
Så skal vi ikke bare aftale, at jeg tager imorgen med? Og så er helt klar fredag? For fredag er jeg uerstattelig. Og kom ikke med det der med, at ingen er uerstattelig. Nogen gange er det sådan. Så fredag? Ingen feber? Okay?
Watch out
Posted by Helle in Hverdagsliv og alt det andet on 21. februar 2012
Smittefare!
Ligger med dynen på sofaen og er slået til tælling. Af en lille snus på ikke engang et år. Natten mellem lørdag og søndag blev Vera-barnet sygt. Og hele natten lå hun i midten i min seng og emmede af febervarme. Når hun ikke kastede op. Eller græd hjerteskærende, mens hun lavede flitsbue og baskede med de små arme og ben. I går var hun stadig syg med høj feber, og jeg passede hende nogle timer om eftermiddagen. Mens mor’en modstræbende gik på arbejde.
Og nu ligger jeg her og sprøjter virus ud i omgivelserne. Og ser crap tv. Og vånder mig lidt over slet ikke at have tid til det. Så jeg har sat turbo på helingen. Imorgen SKAL jeg være klar. Og torsdag. Og fredag. Jamen det skal jeg bare.
Derfor er der ikke meget her fra.
Men jeg glæder mig stort over, at der nu flyder vand helt frit gennem kanalen udenfor mit vindue. Isen er væk. Måske er der forår lige om hjørnet?
Fucking fredag
Posted by Helle in Hverdagsliv og alt det andet, Løb on 17. februar 2012
Jeg burde have anet det. Denne fredag var forbandet fra sin tidlige begyndelse. Eller forstyrret, i hvert fald. Som nogle fredage kan være det. Jeg vågnede forvirret. Smeltet ind i en drøm, der luftigt forsvandt i morgenduggen. Og jeg måtte vriste mig fri af en dyne, der føltes lige så sammensmeltet.
Ledte på vanlig morgenvis rundt efter nøgler, løbesko, den vigtige notesbog, klippekort, mig selv (?). Bussen gav mig en lang næse, og jeg tænkte okay så, jeg venter da bare. Og vente kom jeg til. For s-toget måtte holde i kø til Hovedbanegården i mere end tyve minutter.
Men jeg var stadig god og mild. Og luskede mig til at nyde endnu flere sider i Murakamis mesterværk, 1Q84.
Men så startede fredagsforbandelserne. På en dag, hvor der bare skulle skrives, ikke i metermål, men i kilovis. Inden weekenden. Og med ca tre minutters mellemrum poppede en grå firkant frem midt på skærmen. Og fortalte, at Windows var holdt op med at fungere. Send fejlrapport. Genstartede mildt. Og opdagede, at intet var gemt. Nu var det ikke bare irriterende. Nu var det spild af min fredagstid. Og sparkede faretruende til mit blodtryk. Vi fandt en slags rytme, computeren og jeg. En sætning, ctrl s, en sætning, – grå firkant: windows holdt op med at fungere – forfra. Jo, det gik mere end langsomt. Kun afbrudt af telefoner og kolleger der kiggede ind på kontoret.
Jeg besluttede mig for en pause og trak i løbetøjet. Jeg kunne lige nå tre kvarter i Dyrehaven. Troede jeg. Jeg slap helskindet over Overdrevsvejen, og reddede balancen med mere held end forstand. Dyrehaven var smurt ind i is. Skovstierne var skøjtebaner. Jeg listede ud igen. Overvejede et splitsekund at lave en ren retræte til Regionsgården. I stedet løb jeg mod byen på rene fortove og fik rystet alle de løse ord og bogstaver, som flød rundt i mit hoved, lidt bedre på plads.
Men så let slap jeg ikke. I morgen kommer Sofie og overnatter med turbobabyen, Vera. Som, siden hun sidst var her, spæner rundt på to ben. Og når man ikke engang er et helt år endnu, har man ikke meget hjerne med sig. Og jeg hader lyden af baby ned ad trappen. Derfor indledte jeg en ekspedition til Ikea i Gentofte. På jagt efter et gitter til min trappe. For at gøre en lang historie kort, så lader det sig gøre med s-tog og bus fra Lyngby station. Det er den lette part. Bagefter lader det sig også gøre. Med 80 X 80 cm stor pakke. Og jobtaske. Og træningstaske. Og den store blå pose med alle de andre ting, som Ikea kaster efter dig, inden du bliver lukket ud af butikken. Med bus til Ryparken og videre med s-tog for til sidst at tage bus 30 resten af vejen hjem.
Nåmen jeg fik arbejdet færdig. Fik sendt alt, hvad jeg skulle. Overholdt mine deadlines. Og nu sidder jeg stille her og fejrer, at selv fucking fredage får ende og bliver til weekender. Som er helt fredede for både arbejde og for Ikea.
Manden
Posted by Helle in Hverdagsliv og alt det andet on 16. februar 2012
Sidder og arbejder koncentreret (nå ja – det GJORDE jeg) ved spisebordet med Leonard Cohen i ørerne. Han kan stadig forføre mig i sin høje alder. Leonard Cohen er som et gammelt ægteskab. Jeg har lyttet til ham altid. Så er det ham eller mig, der er gammel?
I gymnasiet spillede vi Songs of Leonard Cohen og lyttede henførte til Suzanne og So long, Marianne og havde lange dybe samtaler om teksterne. Jeg blev skyllet med af hans dybe stemme og langsomme toner. Og vi var med videre på Songs from a room og Songs of love and hate.
Leonard var med mig, da jeg fik kæreste og børn. Og han var med, når kærligheden ramlede. Der er ingen, ingen overhovedet, der kan lave hjertesmertemusik, som Leonard. Med musikken slår han armene om mig, tager mig i sin varme favn og forsikrer mig, at verden stadig er okay. At jeg kan regne med ham.
Og så kom I’m your man pludselig. Og var anderledes. Jeg elskede den. Og spillede den. Hele tiden. Så meget, at Sofie 4 år hev mig i bukserne, når jeg spillede noget andet. Jeg vil høre Manden, sagde hun. Spil Manden. Og jeg spillede Manden, og vi lyttede sammen, mens jeg spekulerede over, hvordan Leonard også kunne fortrylle en lille bitte musikmus.
Men fortryllet blev hun. I en grad så hun stadig går rundt og hygger sig til tonerne af Leonard Cohen. Akkurat som jeg selv gør nu med hans gamle ideer i ørerne.
Og der er altid noget særligt over at dele noget særligt musik med mine børn.
Mandag med muligheder
Posted by Helle in Hverdagsliv og alt det andet, Løb on 13. februar 2012
Man kan tilgive en mandag morgen meget, når den folder sig ud med blå himmel og pudder på træerne. Selvom termomeret sagde minus 8 grader på en dag, hvor DMI havde flashet klare forventninger om plusgrader.
Man kunne endda næsten glemme, at det var mandag. Efter en weekend der sagtens kunne have udvidet sig med et par ekstra dage. Den var for hurtigt slut. Jeg ville have mere.
Måske er jeg bare i det overbærende hjørne. Fordi det er lyst. Og fordi jeg løb en god tur i går. Som ikke kværnede min hæl i smadder.
Måske er min krop blevet glad. Fordi jeg har lovet aldrig at stikke fødderne i de gamle vinterstøvler igen? Og fødderne der har kvitteret med at fjerne de glasskår, som har kværnet rundt i hæl og akillessene.
Måske har weekenden bare virket? Ladet de flade batterier op og pustet ny energi i mit system?
Måske er det bare godt at være i dejligt selskab. I timer der uden problemer kunne være meget længere.
Måske er livet bare helt grundlæggende godt nok.
Og måske er det bare godt at vide, at man ikke er en fugl. Alt taget i betragtning.
John Lennon på Crown Plaza
Posted by Helle in Hverdagsliv og alt det andet, Løb on 12. februar 2012
Yoko Ono har samlet en del af John Lennons tegninger og gjort det til en udstilling, som man kan skynde sig ud til Ørestaden og se i morgen. På mandag er den nemlig væk. Og der er gratis adgang.
Jeg elsker – eller – elskede John Lennon. Jeg bliver aldrig træt af hans musik. Imagine er en af de plader, jeg næsten har slidt op. Han var genial og han var modig og nytænkende. Og ret skør. Men okay. At samle hans ret private skriblerier og lave en hel udstilling ud af det, holder måske ikke helt i byretten. En del af tegningerne var fine. Jeg kunne godt lide hans helt enkle streg. Og hans evne til at antyde med sin streg. Don’t tell it, show it, er en gylden regel. I al kunst. Og det forstod John Lennon til fulde. Andre var farvelagt af Yoko Ono, og det skulle hun måske bare have undladt. Det gjorde ikke nødvendigvis noget godt for tegningerne. Men all things considered – var det en fin lille udstilling. Hvor man for en mindre formue kan hænge en ægte Lennon tegning på væggen hjemme i alrummet. Men hyggeligt var det at tøffe rundt og se tegningerne til tonerne fra Imagine.
Vejret var fantastisk, og vi gik hele vejen til Ørestaden over Amager Fælled. En iskold tur over en dybfrosset fælled. Som jeg et par timer tidligere havde udfordret med en lille bitte løbetur. Pludselig fik jeg for voldsom lufthunger. Hælen føltes afgjort bedre, og jeg måtte teste den. Imorgen ved vi så, om det var knald eller fald. Under alle omstændigheder afslørede vores gåtur, at mine vinterstøvler ryger på pension. Pronto. Og måske er de skyld i hele hælmiséren. Ud med dem. Jeg skider på forfængeligheden og trækker i de stive læderstøvler resten af vinteren.
Og i øvrigt er Crown Plaza et ret fedt sted. Og det var en i øvrigt helt fortryllende tur.
Frosne fristelser
Posted by Helle in Hverdagsliv og alt det andet, Løb on 8. februar 2012
Man skulle ikke have troet det muligt. Jeg er stadig ikke helt kommet mig over vinterens største overraskelse. Min nye fritidskarriere. Da jeg kom fra arbejde, hentede jeg håndklæde og badetøj og tøffede ned til havnebadet. Jeg gik resolut ind og kravlede ind i blå Adidasbadedragt. Med fartstriber. Jeg hilste gennem glasdøren på de to, som sad og lunede sig i saunaen. Det føles stadig lidt sært at træde udenfor med bare tæer og arme. Når man nu lige har lagt pelsen i skabet. Men til min store overraskelse, gør jeg det helt uden tøven.
Vandet er dækket af tyk is. Ti centimeter, vil jeg tro. Og vi havde egentlig slet ikke forventet is i havnebadet. Nogen havde fortalt om turbiner, som ville holde badet isfrit. Ikke helt, altså. Ved foden af trappen ned i bassinet var allerede hakket hul i isen. Ikke noget med svømmetag der. Vandet indbyder heller ikke til længere ophold. Ned ad trappen og under med det hele. Og hurtigt op igen.
Lånt fra Facebook
Efter dukkerten var det dejligt at smutte i saunaen, få varmen og smutte ud til endnu en dukkert. Anden gang var vandet mærkbart mindre koldt. Mærkeligt fænomen. Tre dukkerter i alt, og pauserne i saunaen fik varmen i kroppen til at slå ud i lys lue. Og så kommer man på en eller anden måde hinanden lidt anderledes ved, når man sidder der i badetøj på hver sit håndklæde. Ja, badetøj. I vores badeklub må man ikke være nøgne. Det er der nok for meget by over det til. Metropolisbeboerne vil vist betakke sig for nøgne mennesker i deres baghave. Personligt har jeg heller ikke behov for at flashe mit private maveflæsk.
Men jeg synes, det er skidehyggeligt. Når jeg nu er seriøst grounded fra mine løbesko (jo, det er jeg), så kan ishavet skubbe på humørbarometeret.
Og så kan man jo stilfærdigt hygge sig ved tanken om, at Ole Henriksen him self anbefaler fruerne at stikke ansigtet i en balje med is. Det her er hyggeligere. Og jeg sidder her med den mest afslappede energi flydende i kroppen.
Ja-hatten på banen
Posted by Helle in Hverdagsliv og alt det andet on 6. februar 2012
Sørme om ikke jeg sidder her i min lune sofa og får lyst til at skrive et pænt indlæg om DSB. Muligvis inspireret af de timer, jeg tilbragte i toget. Måske fordi jeg var lidt vranten i mit sidste skriv her på siden. Måske fordi brok i for store koncentrationer, sparker liv i en indre Rasmus Modsat. Hvis I bliver ved med at brokke jer så meget, så falder jeg over mine egne tæer i min store ja-hat. Og det er let at drukne i brok-mosen. Blablabla… vejarbejde. Blablabla…fem minutter forsinket. Blablablabla… umuligt at køre forbi Nørreport. Blablablabla…ikke plads i toget. Blablabla…dårlig kaffe. Fortsæt selv.
I dag stod jeg på bussen lige udenfor vores gård, kørte uden svinkeærinder til Hovedbanegården, hvor jeg gik direkte ned og satte mig i toget, som transporterede mig helt uproblematisk til Odense, hvor jeg ankom i tide til mit møde. Gab, tænker du. Hvor er det kedeligt at høre om. Ja det er. Og derfor er der aldrig nogen, der skriver noget pænt om DSB. Fordi vi glemmer de uproblematiske ture med det samme. De er simpelthen for kedelige. Men vi husker dem, der gik galt. Dem kan vi sammen sidde fællesfnyse over. Vi bryder ud i sort raseri, når s-toget kommer for sent. Pludselig bliver det til altid i vores indre hjernegrød.
Med ja-hatten godt nede om de kolde ører kan jeg faktisk huske allerflest gode togture. Og når jeg tænker på, hvor mange tog, der spyes ud over vores lille land hver eneste dag, kan jeg blive næsten imponeret. Vi kommer jo frem. Og de fleste gange til den tid, vi havde tænkt os.
Jeg har rejst rigtig meget med tog i rigtig mange lande. Og vores baner er ret gode. De ville klart komme i en top tre. Overgået af de tyske baner og måske de schweiziske. Jeg sværger. Alle de andre er dårligere end DSB. Når man har kørt rundt i Italien i tog, er gensynet med DSB dejligt. Når man har futtet rundt i Indien, kan man næsten lægge sig på knæ og kysse den første DSB-vogn, man møder. Og sådan kan alting sættes i relief. Hvis man gider.
Så egentlig vil jeg vist bare sige tusind tak for endnu en begivenhedsløs togtur mellem Sydhavnen og Odense. Mens månen stråler på livet løs. Lige ned på min hovedpude.
-
Du kigger på arkiverne for kategorien Hverdagsliv og alt det andet.
Seneste kommentarer