Archive for category Løb
I skovens dybe stille ro
Pinsen har indhentet mig. Computeren gløder, og bogstaverne sprøjter fra mine fingre. Det betyder monsterlange arbejdsdage. Fordi alting nu er presset imellem vidunderlige forårsfridage og en sommerferie, der kravler tættere på for hver dag. Og al den gode frihed ændrer ikke på, at ting skal være færdige.
Så er det godt at have en skov lige ved hånden. Lige uden for kontoret, hvor jeg kan stikke af en times tid og spurte rundt i bakkerne. For en stund holder ordene pause, og jeg fortaber mig i grønheden og skovens dufte.
Verden er sjov, udbrød min kollega, da jeg gik forbi hendes kontor, jeg arbejder på at få energi til en løbetur, du løber for at få mere energi.
Svedende og tilfreds kan jeg vende tilbage til arbejdet og give det en time eller to mere.
Husk eventyret
Posted by Helle in Løb, Rejseliv, Udenfor kategori on 14. maj 2013
Se, Kylling, mormor og Vera er på tur. Og Kylling er med, sagde Vera forleden. I vogn 32, et sted mellem Århus og København. Hun løftede Kylling op til ruden. Se, Kylling, det er et træ. Og det er en hest. Vi er på tur.
Sådan kan en ret almindelig tur hjem fra Århus få sin helt egen magi. Ved hjælp af en to-årig, der begejstret går på opdagelse i verden. Og tager Kylling med. Lige til Høje Tåstrup, hvor hun spurgte, om vi snart var færdige med toget. Ja, sagde jeg, nu skal vi kun køre en gang. Næste gang toget standser, skal vi af. Hvorpå den to-årige rejste sig op og bankede på ruden med sine små knyttede hænder. Stands, stop, råbte hun. Vera skal af. Stop, Vera skal af. Og jeg opgav at forklare hende om togstationer og køreplaner. Og opdagede at der alligevel kan være langt fra Høje Tåstrup til Hovedbanegården.
Alt det tænkte jeg på, da jeg igen i går kørte til lufthavnen for at kravle ombord på et fly mod Oslo. Jeg følte mig mættet med flyveture, hotelværelser og fremmede mennesker. Men jeg havde en aftale. Og prøvede ihærdigt at fremkalde en slags eventyrstemning omkring mig. Det gik ikke godt, så i stedet gik jeg til gaten, tændte computeren og arbejdede lidt videre.
I Oslo købte jeg billet til toget og kørte videre til Hamar. Som jeg ikke forventede mig meget af. Togturen greb mig. Den var gribende smuk. Med vand og bjerge hele vejen.
Da jeg stod af i Hamar, blev jeg mødt af Torkel på 87. Som var kørt til stationen for at hente mig i sin bil. Han tog varmt imod. Som var jeg en ventet ven. Han kørte mig til hotellet og insisterede på, at jeg fik lidt mad, mens han fortalte om sin studietid i København. Og spurgte interesseret til de hospitaler, han havde kendt dengang. Og han fortalte mig, hvordan jeg kunne finde vej til vandet på min morgenløbetur.
Derfor løb jeg den smukkeste tur. Og derfor er der også eventyr. Selv når man er på tur uden helt at have hjertet med. Og derfor står jeg måske op klokken fem i morgen tidlig for at få det sidste eventyr med.
Yrsa og vilkårene
Ynke-Yrsa er pakket tilbage i skuffen i pulterkammeret, hvor hun må leve sit hengemte skyggeliv. Så jeg kan fortsætte for mig selv, og løbe videre ud i verden med fingre og fødder, som jeg hele tiden har gjort.
Jeg kan ikke gøre så meget ved dem. Vi har langsomt vænnet os til hinanden og lever i en slags fredelig sameksistens. Med jubelhyl når de i perioder næsten forsvinder, dog. Jeg er ikke masochist. Jeg kunne måske tage noget epilepsimedicin for den slags smerter, siger min datter, som ved noget om det. Vil jeg have epilepsimedicin? Nej? Så vi må finde ud af det sammen, fingrene, fødderne og jeg. Det er en slags lynkursus i mindfulness, som jeg har lært det i Nepal. Livet er hele tiden fyldt med vilkår, som man må finde sin måde at leve med. Så de ikke bliver barrierer. Når man nu ikke kan ændre væsentligt på dem.
Når Ynke-Yrsa stikker sit jammerfjæs for langt frem, kommer fingrene og fødderne for meget i fokus. De tager fokus fra resten af mit liv. Fra de mennesker, jeg omgiver mig med. Fra det arbejde, jeg helst vil bruge en masse energi på. Jeg mister koncentrationen og mærker det onde for meget. Jeg bliver dum og kedelig. Og meget lidt rummelig. Ligegyldige opdateringer på Facebook om hø-hø eller ti-hi, billeder af katte eller fade med mad, løberapporter og sejhedshyldester…. kunne udløse et hidsigt tryk på unfriendknappen. Farvel og tak. Det gør mig ikke til et godt menneske. Det er bedst, når jeg lader andre have deres katte, mad, løb og hø-hø i fred.
Jeg lever altså bedst med fingre og fødder uden for meget opmærksomhed. Når jeg så alligevel lader Yrsa stikke fjæset frem fra tid til anden, er det mest for at advare om lammere i farvandet. En slags blanco-undskyldning, fordi jeg ved, jeg hvæser.
Så til den veninde, der skrev på Facebook, at Yrsa skal have lov at være der: Nej, det skal hun ikke. Hun tager simpelthen for meget energi. Energi jeg skal bruge på andre mennesker og verden omkring mig. Fordi de har meget mere brug for det end Yrsa. Og jeg har meget mere brug for dem end for hende.
Yrsa på overlevelsestur
Det er længe siden, min indre Ynke-Yrsa har stukket sit grimme fjæs frem her i mit lille urtebed. Men nu er hun her. Opmærksomhedskrævende, som altid, når hun bryder igennem. Det er også ret præcist et år siden, jeg sidst skrev om hende, og om at stikke lammere.
Hun piver over alle de tæsk, min krop har fået. Af så mange kemobehandlinger, så de fleste ville tro, det var løgn. Og kroppen piver, så jeg lover den skiftevis lammere og spabehandling for at holde kæft. Når Ynke-Yrsa har held til at bryde igennem, er det fordi jeg bliver bekymret. Eller jeg bliver bekymret, når det lykkes hende. En del af prisen for at leve har været at føle mig virkelig meget i live på den kedelige måde. Også på den fede måde. Utroligt meget på den fede måde, men i live på måden hvor jeg har ondt næsten hele tiden. Jeg kan sagtens leve med det. Fordi det ligger nogenlunde konstant. Og fordi det fordufter ind imellem. Og fordi en af gevinsterne har været en veludviklet evne til at håndtere smerte. Min smertehåndtering handler ikke om at dele oplevelsen.
Men når det ligner noget, der bliver værre. Og hyppigere. Og længerevarende. Bliver jeg lidt bekymret. Er det forvarsler om noget dalende førlighed på sigt? Er det bare en periode, eller er det en stigende kurve fra nu? Er der krøllede, stive led længere fremme?
Jeg kan leve med nerveskaderne. Som giver en følelse af at vandre på luftpuder på ulmende gløder. Som giver sovende og brændende fingre. Vi har nærmest vænnet os til hinanden.
De hidsige angreb på mine fingerled og tæer kan jeg også tilgive kroppen og universet. Selvom de får mig til at pive lidt på dårlige dage. Men når jeg i ugevis har roterende rundsave i fingre, tæer, håndled og fodled. Og når knæ og albuer ømmer på den påtrængende måde. Og særligt når hofter og skuldre begynder at brumme med på en stille baggrundsbas. Bliver jeg bekymret. Og arrig. Og ikke særligt overbærende.
Når mine løbeture bliver overlevelsesture, og jeg hele vejen hvæser af kroppen, bliver jeg grundsur. Og så er det, at jeg let kommer til at stikke verbale lammere. Også til helt uskyldige, velmenende mennesker, som bare klapper Ynke-Yrsa på skulderen. På forhånd, undskyld.
Og, ja, jeg skal nok. Aflægge min nye læge et besøg, hvis jeg bliver bekymret nok.
Tak, fordi jeg fik luft. Og pil så af, Yrsa.
Påskebilleder
Jeg elsker lidt at gå i mine gamle fodspor, når jeg hænger ud med familien og vennerne i Jylland. Jeg springer i løbeskoene og genoplever ældgamle spor. Jeg snuser til gammelkendte naturområder. Jeg går langsomt rundt i Århus, mens jeg jagter påskeæg til trængende børn. Mens jeg indånder luften af den by, der har huset mig i flest år. Jeg drikker kaffe på kendte steder, mens jeg genser gammelkendte venner. Jeg græmmes i hemmelighed over byens forandringer og lukkede forretninger.
Jeg oplever i billeder uden mange ord. Løbeturene langs Gudenåen og Brabrand Sø minder næsten om en slags forår.
Gudenåen revisited
Nu laver jeg helt undtagelsesvist en slags reklame. Jeg fandt nemlig et nyt busselskab, Rød Billet, som kører til Århus for næsten ingen penge. Så billigt var det, at jeg tog bussen til Århus og smuttede på banegården for at tage toget resten af vejen til Randers. Hvor mine forældre ventede. Jeg nåede lige at kramme en lille smule på Århus. Mens jeg glædede mig over at have sparet en bunke penge.
Et besøg hos mine forældre kræver mindst én løbetur langs Gudenåen. Det blev til to, men den ene var nærmest mørk. Min formiddagstur gennem Fladbro Skov og videre langs Pramdragerstien var tæt på at slå mig fordærvet. Det var den glatteste tur denne vinter, og jeg slog en elegant saltormortale på et sted, hvor det kunne se tilforladeligt ud. Og landede hårdt på den balde, der var ømmest efter onsdagsyogaen.
Nogen i en bus fik et gyldent øjeblik.
Gamle nyheder
Nå ja. Jeg har helt glemt, at jeg er kommet på glittet papir i denne uge. Bare et lille hjørne. Og i sidste uge. Men alligevel. Så gammel er jeg nemlig. Hende her skriver i Magasinet Liv:
Weekendbilleder
Posted by Helle in Løb, Udenfor kategori on 3. februar 2013
Det går sløjt ved tastaturet. Det beklager jeg. Jeg jonglerer med så mange ord på mine arbejdsdage, så jeg hungrer efter noget virkeligt liv med rigtige mennesker og luft på kinderne. Og bøger fulde af andres ord.
Så kravler jeg lidt ud af internettet. Jeg svinger en lille tur forbi Twitter og Facebook, får skimmet et par blogs og lammetævet nogen af mine børn i Quizz Battle. Eller får det selv. Tæv.
Men jeg får ikke skrevet. Ikke på bloggen. Og ikke på andres. For tiden.
Så det har jeg heller ikke gjort i weekenden. Jeg har pakket mig ind i dejlige mennesker. Drukket en lille smule rødvin. Fået serveret forfærdelig lækker mad. Grinet. Krammet. Nydt.
Jeg har løbet lange ture og brudt nogle kilometerforbandelser. Travet Amager Fælled tynd med Anna, mens vi satte verden omkring os på plads.
Derfor kommer der ikke ord. Men billeder fra en weekend, der gjorde det godt, og som uden problemer kunne have varet længere.
Den forheksede skov
Jeg pakkede løbetøjet i morges og bimlede højt belæsset til Hillerød. Med papirer, iPad, overtrækstøj, madpakke og løbetøj. Plus det løse, der altid bor i bunden af en taske. Efter at have turboarbejdet i mange timer, trak jeg så løbetøjet på. Sådan lidt balret i benene af yoga og løbeture og med rødvin i sigte hos min veninde skulle det selvfølgelig bare være en kort tur i skoven.
Jeg havde helt glemt, hvor meget jeg elsker at løbe i skoven. De bløde bakker. Puddersneen på grenene.
Og jeg havde næsten glemt, hvordan jeg kan blive helt væk i selvforglemmelse, når jeg løber. Jeg glemmer alt om tid og sted. Kommer nærmest i et zen agtigt mode. Sådan noget oplever man kun, når man ikke har en hæl, der skriger ved hvert afsæt.
Og det har jeg ikke mere. Den piver en lille smule. Mindre og mindre dag for dag. Og jeg glemte mig selv, mens jeg lod mig pakke ind i skoven.
Men jeg havde også glemt, at St. Dyrehave er forhekset. Den er fyldt med alfer og skovtrolde, der drysser glemmepulver på mig. Jeg har løbet i skoven gennem fire år. Og gang på gang sker det. Jeg bliver væk.
Pludselig er jeg et sted, jeg ikke kender. Og pludselig igen er jeg et sted, jeg kender. I den helt forkerte ende af skoven. Langt, langt fra mit lille bitte kontor.
Og her er ingen smutveje. Sådan bliver en lille bitte tur med et lang. Forunderligt nok holder benene op med at være balrede, og jeg løber gennem skoven på lette fjed. Op og ned. Og ned og op. Helt sikkert til højre her. Nå nej, det skulle nok have været til venstre. Og nu tror jeg, jeg ved, hvor jeg er. De her træer kender jeg jo. Helt sikkert.
Og først efter lang tid. Som en god time. Dribler jeg med lettelse hen til mit eneste sikre pejlemærke i den skov. Femstjernen.
Endnu engang har den snydt mig. Den forheksede skov. Og min korte fredagstur varede pludselig halvanden time.
Så hej til den uge og hurra for forheksede skove. Hav en fantastisk weekend.
Hverdagen vinker
Mens jeg begynder at forberede mig på noget hverdag, forsøger jeg af alle kræfter at lade være med at række tunge af juleferien. Jeg fik set de fleste af de mennesker, jeg havde planlagt. Undtagen dem som også lagde sig med influenza. Jeg fik holdt jul. Næsten uden julefrokoster. Fik set en masse film og læst bøger. Og slidt urimeligt meget på sofaen.
Nu ligger de bunker, jeg kastede bag lænestolen før jul, sorteret på gulvet. Klar til nyt liv. Og jeg har forsigtigt åbnet min arbejdsmail. Og kan se, at jeg nok må afsætte nogle timer i morgen. Selvom ferien ikke helt officielt er slut.
Til gengæld belønnede min næstsidste feriedag mig med noget, der lignede forårsvejr. Jeg blev grebet af stemningen og var pludselig på vej mod Kalvebod Fælled. Hvor jeg fortsatte langs vandet og over motorvejen. Og så ved jeg ikke helt, hvad der skete, men jeg fandt mig selv på vej ad et af de virkelig små spor. Ud over fælleden. Hvor jeg ikke har været i næsten et år, fordi min venstre hæl har sat markante begrænsninger. I dag var ren nydning, og jeg kom længere væk, end jeg har været meget længe. 16-17 kilometer alene på savannen helt uden hælbrok kunne næsten få tårerne frem.
Noget er alligevel gået godt i den juleferie.
-
Du kigger på arkiverne for kategorien Løb.
Seneste kommentarer