På en eller anden måde er jeg, it-superignorant, havnet på en bane, der handler ret meget om internettet, og hvordan det kan understøtte folk, når det gør ondt i helbredet . Jeg kan jo ikke prale af at have meget forstand på, hvordan ord, billeder og film bliver tryllet frem på skærmen. Eller hvordan et magisk lille klik kan blive til en forunderlig cyber rundtur, hvor man lander på sider med lige den viden, man savner. Men jeg kan mene rigtig meget om, hvad der er godt at trylle frem. Og hvilke slags rejser og rundture i cyberspace, godtfolk kan have glæde af, når de har brug for at håndtere noget helbred.

Lykkeligvis er jeg også havnet i noget samarbejde med ufatteligt kloge mennesker, som både kan tegne og fortælle og trylle mine ideer ind i det der internet. Og jeg bliver hele tiden fuldstændig tryllebundet af, hvor kloge de er. No shit, altså. Tænk at have styr på alle de koder og sammenhænge og funktionaliteter! Jeg ville aldrig kunne gøre det. Jeg ville lave katastrofe på katastrofe. Få Amanda til at ligne en succes. Jeg er simpelthen for sjusket til at kunne sådan noget.

Nogen af de mennesker holder til på sundhed.dk. Portalen har fået et facelift og en botox indsprøjtning, der virkelig tager kegler. Den blev relanceret for få uger siden. Jeg var ikke pjattet med den gamle udgave. Brugte ufatteligt meget tid med at lede, når jeg skulle bruge den professionelt, og brugte den vist ellers kun, når jeg skulle vælge ny læge. Men tag og kig engang. Nu er det en lækker og indbydende portal, som jeg faktisk får lyst til at surfe rundt på. Og jeg kan finde det, jeg leder efter. Thumbs i den grad op. Tag en rundtur og gå på opdagelse.

Mit projekt, – det jeg stod op af graven for at holde møde om i dag, kommer til at flytte ind på det, der hedder min side. Når altså det er blevet voksent. Min side på  sundhed.dk skal blive meget mere, end den er i dag. Den skal ikke bare være et sted, hvor sundhedsvæsenet smider informationer ud. Den skal være et sted, hvor folk kan kommunikere med det sundhedsvæsen. Hvor folk kan gøre noget. Bruge siden aktivt. Fordi det ikke kun handler om, hvad sundhedsvæsenet kan fortælle, men lige så meget om, hvad patienter kan fortælle sundhedsvæsenet. Og hinanden. Fordi det kan gøre det hele til en bedre og meget mere sikker oplevelse at være syg.

En af mine gode kolleger har netop lanceret denne side, Patientportalen Grib om Livet. Og hvis du kender nogen, som har sukkersyge eller KOL, så stik dem lige det link. Eller kig selv ind og bliv lidt klogere på, hvad din moster/mor/nabo eller andre lever med. Her ligger 10 små film, der fortæller om livet med sygdom. Fortalt af nogen, der selv lever med det. Der kommer flere sygdomsgrupper, så snart filmene er lavet.

Og ellers må jeg jo bare konstatere, at mens jeg har ligget på sofaen og hadet på Virus fra Helvede, har verden haft gang i en forårseksplosion. Ørstedsparken var dækket af et gult erantistæppe, fuglene virkede forårskåde, og havnebussen er begyndt at sejle igen. Sagde vi morgenluft?

Nåmen jeg blev podet og lyttet på og podet igen og fik taget blodprøver. Og så kiggede hende lægen på mig og sagde: Jeg er ikke helt sikker på, at du har lungebetændelse, men du er jo rigtig sløj, så nu får du altså noget antibiotika. Og god bedring, da jeg gik. Så nu ligger jeg her. Og vil faktisk egentlig gerne have en lille smule ynk. Bare lidt. I afmålte doser.

For det der i morgen, det er jeg altså nødt til at stille op til alligevel. Det er det allerførste styregruppemøde i mit store, nye projekt med sundhed.dk, og det kan bare ikke afholdes uden mig. Og det er ikke en mulighed at aflyse. Så eftermiddagen bliver på sofaen med computeren i skødet, mens jeg laver slides til tre timers møde. Og i morgen? Ja så må panodil-ipren blandingen holde mig kørende, mens det varer. Det bliver ikke verdens bedste performance, men alternativet er værre.

Vera-musen? Hun er på vej på sygehuset. For hun bliver ved med at kaste op og har næsten ingenting taget til sig siden lørdag aften.

Virus fra Helvede, siger jeg jo.

Og så mangler jeg en tidsmaskine. Bare sådan at i dag kunne være i morgen eller i næste uge i stedet for. Fordi jeg i dag går glip af herrevigtigt møde. På Restaurant Sult. Og af premieren på Patientportalen, Grib om Livet i Cinemateket.

I stedet kan jeg så sidde under dynen og fnyse. Min plan i går var jo at mætte min krop med Panodil og få det hele med. Men min krop mente noget andet, da den vågnede til live i morges. Sparket til hjørne. Og en sød kollega fortalte, at hendes mor lå med 39 på femte døgn efter at have passet børnebørn. Lillemusen Vera er også stadig hærget af tårnhøje temperaturer. Virus fra Helvede, siger jeg bare.

Jeg har ingen tålmodighed med den slags, når det handler om mig. Måske fordi jeg er vokset op som barn af to læger. Og lægebørn får ingen credit for almindelige febersygdomme.

Alligevel husker jeg engang i min barndom, da jeg var omkring ti år. Jeg havde haft feber i en hel uge og var efterhånden dirrende af utålmodighed. Jeg ville ud. I skole. Ud på fodboldbanen. På vejen og lege. Men helt usædvanligt formanede min far mig strengt om ugelang rekonvalescens efter så lang feber. What? Han havde altid bakket mig op i at stryge i skole hurtigst muligt. Og nu stod han der og pylrede mig? Så jeg stak af, selvfølgelig. Ud på vejen og hænge ud med de unger, jeg ikke havde set en hel uge. Og måtte lide den tort at blive hentet. Taget i kraven. Og eskorteret hjem. I fuld offentlighed.

Jeg husker ikke, hvor længe jeg måtte forblive indespærret. Sikkert ikke længe. For der er ikke noget så ulideligt som at være i selskab med mig mod min vilje.

Så skal vi ikke bare aftale, at jeg tager imorgen med? Og så er helt klar fredag? For fredag er jeg uerstattelig. Og kom ikke med det der med, at ingen er uerstattelig. Nogen gange er det sådan. Så fredag? Ingen feber? Okay?

Ligger med dynen på sofaen og er slået til tælling. Af en lille snus på ikke engang et år. Natten mellem lørdag og søndag blev Vera-barnet sygt. Og hele natten lå hun i midten i min seng og emmede af febervarme. Når hun ikke kastede op. Eller græd hjerteskærende, mens hun lavede flitsbue og baskede med de små arme og ben. I går var hun stadig syg med høj feber, og jeg passede hende nogle timer om eftermiddagen. Mens mor’en modstræbende gik på arbejde.

Og nu ligger jeg her og sprøjter virus ud i omgivelserne. Og ser crap tv. Og vånder mig lidt over slet ikke at have tid til det. Så jeg har sat turbo på helingen. Imorgen SKAL jeg være klar. Og torsdag. Og fredag. Jamen det skal jeg bare.

Derfor er der ikke meget her fra.

Men jeg glæder mig stort over, at der nu flyder vand helt frit gennem kanalen udenfor mit vindue. Isen er væk. Måske er der forår lige om hjørnet?

Vi var ikke veninder, men vi havde en periode. Fordi vi lignede hinanden lidt i vores måder at håndtere det at få en kræftsygdom. Hun reagerede, ligesom mig selv, ved at spamme hele netværket. Hjælp mig lige med at komme igennem det her på en ordentlig måde. Hjælp mig, så jeg ikke keder mig ihjel undervejs. Bliv ved med at være der, sådan som I har været, mens jeg var rask. Og vi kom begge i alvorlige tvivl. Om vi skulle have holdt vores kæft og tøffet os igennem uden store armbevægelser.

Men vi var (og er) kvinder med store armbevægelser. Og vi havde nok en naiv forestilling om, at folk kunne håndtere det der med at holde fast. Også med kræft indover. Eller en ligeså naiv forestilling om, at vi kunne holde fast i livet, som det var. Uden kræft.

Vi havde begge en ubetvingelig trang til at mosle ud i verden med endnu større armbevægelser, da tilværelsen med kemoterapi og skaldepander var ovre. Og vi gjorde det. Og delte bagefter vores tvivl. Var det rigtigt? Skulle vi bare have tøffet livet stille igang post cancer? Men vi måtte give efter for de kræfter, som skød os ud i verden med fyrværkeri og bulderbrag. Vi slog igen og grinede højt. Og hylede ligeså højt, når lussingerne ramte os.

Og vi landede begge to på en slags ben og knoklede afsted med nye udfordringer. Vi måtte have forandring, og vi måtte hage os fast i den raske verden. Os var det fandme ikke synd for. Og derfor fandt vi en stærk fælles forståelse. Og vi kunne dele vores sorg. Uden den blev en lammer. Vi flyttede begge to til nye job og havde i den grad brug for at flytte fokus fra det klister af sygdom og død, der klæber til kræft. Til noget nu. Og noget liv. Og væk fra vores små navler.

Hun delte mit lettere vanvids-come back til Sjælsøløbet, hvor vi cyklede 125 km. Seks uger efter min sidste kemoterapi. Og efter jeg havde cyklet fra Odden. Fordi jeg stadig var i isolation efter kemoterapien og ikke kunne rejse med tog. Og hun var ikke imponeret. Sådan noget gør man bare.

Hun var sjov, sej og fuld af kærlighed. Til sine drenge. Til sin mand. Og til verden. Og nu må de undvære hende. Verden, det her kan du ikke være bekendt.

Så husk det nu. Lev det liv for fuld udblæsning. Der er ingen retfærdig udvælgelse. Fyld det med fest og farver. Fyld det med nærvær og ærlighed. Elsk for fanden. Mangler du nogen, så find nogen. Gør noget godt i verden. Flyt det fokus fra dig selv. Verden har brug for os.

Så nu vil jeg løbe en rasende tur og bagefter tæske nogle maskiner i træningscenteret. Så jeg kan fylde Vers lille liv med fest i aften. Og drikke en skål for Mette.

Ledte på vanlig morgenvis rundt efter nøgler, løbesko, den vigtige notesbog, klippekort, mig selv (?). Bussen gav mig en lang næse, og jeg tænkte okay så, jeg venter da bare. Og vente kom jeg til. For s-toget måtte holde i kø til Hovedbanegården i mere end tyve minutter.

Men jeg var stadig god og mild. Og luskede mig til at nyde endnu flere sider i Murakamis mesterværk, 1Q84.

Men så startede fredagsforbandelserne. På en dag, hvor der bare skulle skrives, ikke i metermål, men i kilovis. Inden weekenden. Og med ca tre minutters mellemrum poppede en grå firkant frem midt på skærmen. Og fortalte, at Windows var holdt op med at fungere. Send fejlrapport. Genstartede mildt. Og opdagede, at intet var gemt. Nu var det ikke bare irriterende. Nu var det spild af min fredagstid. Og sparkede faretruende til mit blodtryk. Vi fandt en slags rytme, computeren og jeg. En sætning, ctrl s, en sætning, – grå firkant: windows holdt op med at fungere – forfra. Jo, det gik mere end langsomt. Kun afbrudt af telefoner og kolleger der kiggede ind på kontoret.

Jeg besluttede mig for en pause og trak i løbetøjet. Jeg kunne lige nå tre kvarter i Dyrehaven. Troede jeg. Jeg slap helskindet over Overdrevsvejen, og reddede balancen med mere held end forstand. Dyrehaven var smurt ind i is. Skovstierne var skøjtebaner. Jeg listede ud igen. Overvejede et splitsekund at lave en ren retræte til Regionsgården. I stedet løb jeg mod byen på rene fortove og fik rystet alle de løse ord og bogstaver, som flød rundt i mit hoved, lidt bedre på plads.

Men så let slap jeg ikke. I morgen kommer Sofie og overnatter med turbobabyen, Vera. Som, siden hun sidst var her, spæner rundt på to ben. Og når man ikke engang er et helt år endnu, har man ikke meget hjerne med sig. Og jeg hader lyden af baby ned ad trappen. Derfor indledte jeg en ekspedition til Ikea i Gentofte. På jagt efter et gitter til min trappe. For at gøre en lang historie kort, så lader det sig gøre med s-tog og bus fra Lyngby station. Det er den lette part. Bagefter lader det sig også gøre. Med 80 X 80 cm stor pakke. Og jobtaske. Og træningstaske. Og den store blå pose med alle de andre ting, som Ikea kaster efter dig, inden du bliver lukket ud af butikken. Med bus til Ryparken og videre med s-tog for til sidst at tage bus 30 resten af vejen hjem.

Nåmen jeg fik arbejdet færdig. Fik sendt alt, hvad jeg skulle. Overholdt mine deadlines. Og nu sidder jeg stille her og fejrer, at selv fucking fredage får ende og bliver til weekender. Som er helt fredede for både arbejde og for Ikea.

I gymnasiet spillede vi Songs of Leonard Cohen og lyttede henførte til Suzanne og So long, Marianne og havde lange dybe samtaler om teksterne. Jeg blev skyllet med af hans dybe stemme og langsomme toner. Og vi var med videre på Songs from a room og Songs of love and hate.

Leonard var med mig, da jeg fik kæreste og børn. Og han var med, når kærligheden ramlede. Der er ingen, ingen overhovedet, der kan lave hjertesmertemusik, som Leonard. Med musikken slår han armene om mig, tager mig i sin varme favn og forsikrer mig, at verden stadig er okay. At jeg kan regne med ham.

Og så kom I’m your man pludselig. Og var anderledes. Jeg elskede den. Og spillede den. Hele tiden. Så meget, at Sofie 4 år hev mig i bukserne, når jeg spillede noget andet. Jeg vil høre Manden, sagde hun. Spil Manden. Og jeg spillede Manden, og vi lyttede sammen, mens jeg spekulerede over, hvordan Leonard også kunne fortrylle en lille bitte musikmus.

Men fortryllet blev hun. I en grad så hun stadig går rundt og hygger sig til tonerne af Leonard Cohen. Akkurat som jeg selv gør nu med hans gamle ideer i ørerne.

Og der er altid noget særligt over at dele noget særligt musik med mine børn.

For tusind år siden, da jeg kunne løbe et mere hæderligt tempo, havde jeg en periode en ilter træner fra Mexico. En del af dealen var massage to gange om ugen. Han var nemlig også uddannet idrætsmassør, og alt hvad jeg ved om udstrækning, ved jeg fra ham. Han svor til styrke og smidighed. Anden del af dealen var benhård styrketræning to gange om ugen. Og jeg mener hård. Vi trænede to timer hver gang, hård vægttræning og koordination. Ikke i træningscenter, men i en hal, hvor vi arbejdede med tunge medicinbolde og hinanden som modvægt. Adskillige runder med gakkede gang/løbearter var et fast indslag, ligesom bensving i højt tempo over en lang række hække. Nå ja, så var der to gange interval, to gange tempotur, et par restitutionsture og en lang. Og så var den uge lissom gået. Han var en hård mand, var han.  Måske lidt præget af en opvækst, der ikke fra starten havde indbudt til internationale resultater. Derfor var der no mercy.

Men massagen…. Det er jo noget rart og afslappende, ikke? Ikke hos Felix. Jeg kunne kun holde til hans massage, fordi jeg gjorde det to gange om ugen. Han var berygtet blandt atleterne i Århus. Selv fyrene barberede ben, når de skulle til massage. Og han har engang masseret mig til en fibersprængning. På den anden side har han også engang masseret mit ben med fibersprængning til rekordhurtig heling. Han havde en sjælden evne til at spore knudrede forkrampede muskler til deres grundlæggende problem. Et problem i en læg kunne stamme fra et andet problem et bestemt sted på ryggen. Og der tog han fat. Og kunne kurere hvad som helst. Næsten.

Jeg havde et bækken, som ind imellem pludselig lavede et vrid og ‘gik af led’. Det blev låst i en fuldstændig skæv og meget smertefuld position. Som gjorde det ganske umuligt at bevæge sig fremad uden virkelig gakket gangart. Hver gang låste Felix det op. Jeg kom krabbende ind ad døren med hele fjæset lukket i smertekramper. Og gik derfra. Nå ja, det tog flere gange og en masse koordinationstræning og udstrækning. Men efter kort tid kunne jeg gå og løbe igen.

Men han var mexicaner. Og ilter som få. Og gudnådeogtrøste, hvis man faldt i hans kløer på en dårlig dag. Han kunne stå bøjet over mig, med fingrene dybt begravet i mine smadrede muskler, mens han rasede over pengemangel, racisme, kvinder og andre verdensuretfærdigheder. Jo mere han rasede, jo hårdere tog kløerne fat. Og jo mere jeg jamrede, jo hårdere blev det.

Lige nu savner min højre læg hans kradse hænder. Han ville i løbet af 2-3 omgange have løst det hele op. Han ville sikkert have stillet mig ved siden af briksen og gået hele min rygsøjle og bækken igennem for at finde uregelmæssigheder. Og han ville have pisket mig rundt i manegen med sære kombinationer af koordinationsøvelser. Og han ville have beordret timelange udstrækninger af de forpinte muskler og sener.

Nu nøjes jeg med de koordinationsøvelser og udstrækninger, han har lært mig. Og det virker lige så stille.

Man kunne endda næsten glemme, at det var mandag. Efter en weekend der sagtens kunne have udvidet sig med et par ekstra dage. Den var for hurtigt slut. Jeg ville have mere.

Måske er jeg bare i det overbærende hjørne. Fordi det er lyst. Og fordi jeg løb en god tur i går. Som ikke kværnede min hæl i smadder.

Måske er min krop blevet glad. Fordi jeg har lovet aldrig at stikke fødderne i de gamle vinterstøvler igen? Og fødderne der har kvitteret med at fjerne de glasskår, som har kværnet rundt i hæl og akillessene.

Måske har weekenden bare virket? Ladet de flade batterier op og pustet ny energi i mit system?

Måske er det bare godt at være i dejligt selskab. I timer der uden problemer kunne være meget længere.

Måske er livet bare helt grundlæggende godt nok.

Og måske er det bare godt at vide, at man ikke er en fugl. Alt taget i betragtning.