Jeg har flere gange i mit stille sind bandet lidt over at satse på en weeekend i musikkens tegn. Bare tre dage før afgang. Når nu jeg også skulle nå at arbejde mig ihjel også. Men det var så fint. Og selvfølgelig skulle jeg være der.

Jeg har også endevendt mit kreative hjørne i hjernen for, hvordan jeg skulle nå at sige farvel til alle mine børn. Og så inviterede jeg jo bare på pølser og cremant i aftes. <og lå i ske med verdens mindste Vera hele natten. Hun klistrede på mine ben hele morgenen. Fordi hun selvfølgelig kunne mærke, at jeg var seriøst ved at skride.

Jeg var inviteret til møde i formiddag. Af nogen som flyttede det møde fra eftermiddag og fra Hillerød til København. Bare så jeg kunne være med. Så siger man ligesom ikke nej tak. Det var fint og jeg nåede det.

Nu sidder jeg i lufthavnen og venter på et forsinket fly. Og er skideligeglad. For jeg har ferie. Jeg har ikke travlt i de næste fire uger. So long. Hav det godt. Jeg prøver at poste lidt rejseindtryk og billeder undervejs, når jeg falder over noget wifi.

Pas på hinanden. Pas på København. Og hav en fantastisk sommer.

Men jeg blev syg. Og for lidt i vild i alting. Kunne ikke overskue mængder af mennesker, larm og skøre krav. Var på festival en gang eller to og havde den helt mærkelige oplevelse at kunne gå anonymt omkring. Ingen kunne længere kende mig. Så jeg flygtede og gemte mig lidt bagved gardinerne. Voksede måske på en måde fra festivalen. Troede jeg.

Lige til jeg så programmet for årets Northside Festival i Århus. Og havde hørt på Amarorama, som endeløst og åndeløst kunne fortælle om den nye festival i Århus. Men musikprogrammet…. indeholdt næsten alt, hvad jeg kunne drømme om. Så i verdens hurtigste dankort-snuptag havde jeg købt en billet. Der kom med posten et par dage senere. Og indtog hæderspladsen i klemmen på reolen.

Selvom jeg alligevel måtte gå glip af koncerter, som jeg havde drømt om, fordi arbejdet sparkede mandagsmorgenmøder ind, var det en festival, jeg nok aldrig glemmer. Jeg hyggehangud med Amarorama, Pille og Signe. Havde dejlige gensyn med gamle venner. Hilste på Stine. Krammede Hulemor, som lige har scoret den bedste eksamen. Og nåede aldrig at finde Anne. Jeg hørte musik, der løftede mig ind i himlen, og musik der sparkede energi i mit gamle skrog. Jeg græd næsten til Nick Cave, fordi han gjorde noget, der var mere og større og vildere, end jeg havde håbet. Jeg mødte ny musik, jeg ikke kendte. Tegan and Sara f. eks., som jeg aldrig har lyttet til. Hørte Kings of Convenience, mens vi lå i græsset og nød solstrålerne og drømte om cava. Som vi glemte, da det pludselig var efterår senere samme dag.

Og så er jeg alligevel sådan en, som Amarorama må råbe spejdersvin efter. Fordi jeg står op og løber gennem gamle løbeture fyldt med nostalgi. Tog Signe med på løbesightseeing i Risskov langs stranden. Hvor jeg har fået så mange bank gennem årene. Løbebank, forstås. Fordi jeg løb sammen med en flok ugalante mænd, der med største fornøjelse trak mig gennem løst sand og sten. Men så dejligt at gense. Dufte til de massive ramsløg i skoven. Smutte forbi den Permanente med Danmarks bedste badeklub. Forbi min gamle roklub og forbi børnenes gamle skole. Og endelig gennem mit gamle sygehus på Nørrebrogade, gennem Universitetsparken og forbi mit gamle institut.

Og nu har jeg fået en lørdagsbillet til min gamle festival. Fordi vi alligevel ikke er vokset helt fra hinanden.

Åndenød? Nej, jeg skal jo bare nå at pakke rygsækken. Alligevel går jeg lidt rundt om den. Når nu mit hjem skal sidde på ryggen af mig i fire uger, er det ikke helt ligegyldigt, hvad der ligger i den. Så jeg har prøvepakket. Og pakket om. Og om igen. Et eller to par bukser? Tjaaaeee. Støvler eller sko? Støvler – fordi jeg risikerer sne undervejs. Sko med alligevel? Nej, nok ikke. Tyk eller tynd sovepose? Der bliver bidt til benet. Det letteste liggeunderlag af skum kommer med. Den tynde sommersovepose og en ekstra fleecepose i stedet for den tungere 3-sæsoners. Den lette all-in-one brænder kommer med. Jeg vejer. Alting. For jeg gider ikke slæbe, som jeg nogen gange har gjort på de længere ekspeditioner.

Det her er jo ikke bjergbestigning. Det er en nydningstur, og jeg kommer jævnligt i nærheden af små byer. Og den helt store luksusretreat kommer jo til mig i Nice.

Jeg lurer en anelse bekymret på det europæiske vejr. Det ser fredeligt ud omkring Geneve. Chamonix ser tilforladeligt ud. Snegrænsen er tæt på 2500-3000 meter. Det skal nok gå.

Jeg begynder at se på startruter for turen. Der er flere muligheder, og jeg hælder selvfølgelig nok til den, der hurtigst (og hårdest) fører mig op i bjergene. Jeg kan jo så let som ingenting bide den første etape over og slå teltet op, når dagen går på hæld. Og når jeg tænker mig igennem sådan et scenarie, glæder jeg mig ubeskriveligt til at sidde i teltåbningen og glo på skyer. Og glemme alt om sundhedsvæsen og alt det andet. Jeg glæder mig til at møde de andre, der vandrer over Alperne. Jeg glæder mig til at sidde med et glas fransk rødvin på en terasse ved en bjerghytte. Jeg glæder mig til at læse i ligeså mange timer, jeg gider. Jeg glæder mig til at tænke uforstyrret på ting, jeg selv vælger. Mens jeg nyder Alpe-udsigter.

Farum kan noget. Allerede inden den bliver til by, hilser den mig velkommen. Med jævne, brede cykelstier. Som siger den, – kom bare, cyklist, her passer vi på dig. Det er en lettelse fra Birkerøds hullede cykelasfalt. Når vejen bliver for smal til både biler og cykler, fører stien mig blidt under vejen på en lille detour langs markerne. Hvor jeg endnu aldrig har mødt en bil. Og da den lille vej slutter, bliver jeg igen ledt under vejen til en Rolls Royce model af en cykelsti, der løber hele vejen igennem Farum. Ingen biler. Ingen huller i asfalten. Det kan godt være, at Farum havde en skør borgmester. Men han havde visioner for byen, der virker. Det gør noget godt, at man kan cykle hele vejen gennem byen, helt skærmet fra biler og tung trafik. Det gør noget godt, at der hele vejen langs cykelstien er børnehaver, skoler, fodboldbaner, idrætshal – og en million børn, der bevæger sig. I tryg afstand fra biler. Det gør tryg. Jeg er aldrig bange for at fare vild i Farum. Den er heller ikke stor, men man kunne let komme til at tage et forkert drej. Hvis altså ikke Farum tog sådan vare på mig, når jeg kommer cyklende.

Jeg glædede mig lidt til at se, om den nye supercykelsti nu også er så super. Jeg mener, jeg har jo cyklet den vej så mange gange, før den blev omdøbt til supercykelsti.

Jeg kan kun sige “alle thumbs up”! Det er den samme vej som før. Samme fede tur i kanten af Hareskoven og langs Utterslev Mose. Nu har den en orange stribe i højre side. Hele vejen fra Farum til Kongens Nytorv. Og der er sket ting og sager. Nu snor cykelstien sig over bilerne og under motorvejen. En stor del af tiden cykler man ved siden af bilerne. Men i behørig afstand og beskyttet. Fra jeg forlod Farum til jeg ramte København, stoppede jeg 2 gange. Ellers var det gerade aus på fin asfalt. Og jeg blev helt blød inden i, da jeg opdagede, at der med jævne mellemrum var placeret standere med trykluft til flade dæk.

Der er ingen grund til at køre i bil mellem Farum og København. Overhovedet. Den supercykelsti er den bedste opfindelse. Det er sjældent, jeg oplever at blive kræset for som cyklist. Men det gør den cykelsti. Og hvor er det godt, at der er afsat penge til flere af den slags.

Det er skelsættende, fordi jeg siden forrige jul har haft en skade i min ene lægmuskel, der har sat en solid stopper for lange løbeture. Det er skelsættende, fordi jeg pludselig med hele min krop kunne mærke, hvor meget jeg har savnet det. Jamen hun har jo løbet hele tiden, tænker du sikkert i dit stille sind. Jeg har løbet hele tiden, ja. Men i går mærkede jeg, hvordan to timer i løbeskoene gør godt i mit sind. Hvordan to timer i løbesko sparker til min kreativitet og virkesans. Og hvordan to timer i løbeskoene gjorde mig helt klar til at sætte mig til tasterne og skrive noget færdigt, som længe har drillet.

I omkring tyve år har jeg hver eneste weekend løbet lange to-timers-ture. I de fleste år har det været både lørdage og søndage. Og så har jeg haft et år uden. Hvor har jeg savnet det.

Det er som om savannen på Kalvebod Fælled dufter anderledes, når jeg løber længe. Fuglene synger højere. Og himlens blå bliver endnu mere blåt. Mine tanker flyder uforstyrret, til jeg driver ind i en slags meditativ kropslig ro.

Det var godt at hilse på mine gamle venner yderst på Fælleden. De stod der endnu, som de har gjort hver sommer. Og de lod mig igen løbe uforstyrret, men nedstirret, gennem de små spor på deres mark.

For skråt over for Kræftens Bekæmpelses hovedkvarter ligger en lille bitte tøjbutik, der hedder Rosa. Og Rosa har en trillion kjoler af lige den slags, som jeg er nødt til at eje, når det bliver sommer. Så snart aftenerne bliver lyse, og der kommer is i butikkerne, smider jeg strømperne og trækker i skørter. Solen kalder på farver og lette stoffer. Væk med det sorte og støvlerne og cowboybukserne. På med neglelak og håret op til ballade.

Hver gang jeg er til møde i Kræftens Bekæmpelse kommer jeg til at komme i god tid. Og så er jeg jo nødt til at kigge ind af vinduet hos Rosa. Og når jeg har kigget ind, bliver min hånd nærmest trukket hen til døren. Og pludselig står jeg derinde med syv kjoler i favnen. Og hun kan noget. Med at rose den måde, kjolen smyger sig om min krop. Eller den måde farverne står til min teint. Som jeg sluger råt.

Så jeg kom altså ud med to nye kjoler i posen i dag.

Men hej, – for en måneds tid siden fik jeg min årlige varmeopgørelse. Og den lød på merbetaling. 2500 kr. Øv, tænkte jeg. Men jeg havde jo hørt om prisstigninger på fjernvarme og vand og sådan. Så det var ærgerligt, men måske forventeligt. Lang vinter også. Brevet blev kastet hen i et hjørne for at skamme sig. Flere dage senere fiskede jeg det frem fra skammekrogen. Og opdagede Signes og Mikkels navne. Det er mine naboer. Det var en forbytning. Og mit rigtige brev gav mig 1100 kr tilbage. Jamen scorede jeg ikke lige over 3000 der?

Sparet varme direkte over i sommerkjoler? Det er en deal.

Allerede i efteråret mærkede jeg trangen til natur og stilhed trænge sig på. En trang der handler ligeså meget om tid til eftertanker og ro. Den slags gør jeg jo bedst i bevægelse.

Der er store ting i gære i familien, og omkring 1. august holder en ny lillesøster sit indtog. At rejse langt væk var derfor udelukket. Jeg skal hjem og sørge for, at Veras forældre kan føde og tage imod lillesøsteren i fred og ro, mens jeg tager mig af den kommende storesøster. Som har lidt svært ved at fatte det der med lillesøster og storesøster. Sidst min datter gav sig til at føde, sad jeg låst fast i Esbjerg. Denne gang er der ingen bånd. Jeg kan fanges på telefon og internet og være hjemme på en dag eller to. Men min ferie er selvfølgelig planlagt, så jeg når hjem i god tid.

Jeg flyver til Geneve og har genoplivet en gammel rute over Alperne, som fører mig til Nice. Gennem de smukkeste områder. Over alpetoppe og høje pas. Gennem små yndlingsalpebyer. Ruten hedder GR5, og jeg håber inderligt, at de vinterstorme, der lige nu hærger Norditalien, Frankrig og Spanien stopper nu. Nu, så sneen kan nå at lægge sig og tø, inden jeg begiver mig over de høje pas. Tak, siger jeg bare. Og hvis ikke, må jeg enten få kolde tæer eller tage en rute nedenom.

Turen kommer til at tage 3-4 uger. Hvis jeg går hurtigt nok, venter nogle venner i et lejet hus udenfor Nice med croissanter og rødvin. Måske støder en veninde til undervejs og følges noget af turen. Og ellers er det fede ved at vandre i Alperne, at jeg ikke er den eneste. Jeg møder med garanti nogen at slå følge med ind i mellem. Og resten af tiden er der kun mig selv, min rygsæk, mit telt og min notesbog. Og det er faktisk ikke det værste selskab på sådan en sommertur.

Bo’s historie fortæller en hel masse om, hvordan bjergbestigning er fyldt med risiko. Og den fortæller, hvordan man som en klog bjergbestiger kalkulerer med den risiko. Jeg har aldrig været på Everest. Eller drømt om det. Der er ikke noget imponerende over mine meritter i bjerge rundt om i verden. Men også på knapt så høje bjerge, kalkulerer vi med risiko. Når en risiko er kalkuleret, kan den meget lettere kommes i møde. Der vil altid være en lille risiko for uforudsete ting, som pludselige vejrskift, sneskred og stenskred. De sidste to er de helt store jokere, men heldigvis sker det sjældent, at mennesker er involveret.

Jeg har aldrig været en dare-devil med behov for adrenalinrush. Jeg er altid taget afsted  med en klar målsætning om at komme hjem. Ellers giver det jo ingen mening. Derfor kan jeg også bedst lide at være afsted på egne ekspeditioner med mennesker, jeg kender. Jeg har set guider på kommercielle bjergbestigninger skubbe udmattede klienter videre. Som lader sig skubbe, fordi de ikke selv kan tage ansvar for noget, de måske ikke rigtigt ved, hvad er. Jeg har været på ekspedition med en, som manglede filteret for kalkuleret risiko. Og fortsatte alene i dårligt vejr, fordi toppen var vigtigst. Og satte os andre i en ulidelig situation, fordi vi kun kunne sidde tilbage i vores forblæste telte og håbe på, at alt gik godt. Det gjorde det heldigvis.

Jeg elsker det meditative og det enkle i bjergene. Jeg elsker at løse de problemer, som giver os en sikker færd. Jeg elsker at sidde i teltåbningen og glo på skyer. Og jeg elsker at være sammen om beslutninger. Jeg elsker skønheden, og jeg elsker de fysiske udfordringer. Jeg er en bedre projektleder, fordi jeg har lært af problemløsninger på vejen i bjergene. Jeg er bedre til at se muligheder, fordi jeg har lært at finde muligheder i bjergene. Jeg tror også, jeg bliver et lidt bedre menneske, fordi jeg har lært betydningen af samarbejde og omsorg i bjergene. Og fordi jeg lærer en grad af nærvær, der ikke er mulig at finde andre steder.

Den risiko, jeg udsætter mig for, når jeg tager ud i bjergene, er altså langt mindre, end når jeg bevæger mig rundt på cykel i trafikken. Her bliver den kalkulerede risiko meget sværere at håndtere. Fordi der kører forskellige slags mennesker rundt i bil. Nogle er måske sure på konen, andre måske stressede over at holde i kø, endnu andre har måske sovet for lidt. Statistisk set er det meget farligere at ride, for slet ikke at tale om lystfiskeri. Ridning og lystfiskeri kræver langt flere menneskeliv end bjergbestigning. Og hvis vi tæller Mount Everest og K2 ude, ser statistikken helt anderledes og endnu bedre ud.

Den slags forskellig risiko og forskelle på angst for, hvad der kan ske, har vi snakket rigtig meget om i min familie. Og der vil selvfølgelig altid være noget symbolsk ‘farligere’ ved at tage på bjergbestigning, end ved at cykle fra Hillerød til Sydhavnen. Der er en risiko for at forsvinde og dø alene langt fra hjemmet. Men – hånden på hjertet – jeg kunne i teorien ligge en uge i min seng, hvis jeg skulle ligge der og få hjertestop helt alene. Min familie ved, at jeg optræder fornuftigt. De ved, at jeg hellere undværer en bjergtop end at sætte liv og helbred på spil. De ved, at de er de vigtigste i verden, og at jeg vil hjem til dem igen.

Det er ikke nogen ny beslutning at droppe de rigtig høje bjerge. Den har vi taget for længe siden, mine unger og jeg. Jeg finder aldrig ud af, hvordan det er at være mig i 8000 meters højde. Og det er fint med mig. Der er andre og vigtigere ting at finde ud af.

Jeg har kendt Bo længe. Vi har begge arbejdet i Kiplingtravel som rejseledere i bjergene, og da jeg fik job i Hillerød, tilbød Bo generøst, at jeg kunne flytte ind i hans og Helles hus i Holte. Jeg boede i et hyggeligt bofællesskab med dem i det første år på Sjælland. Så fik de endelig solgt deres store hus, og vi flyttede hver til sit. Efter adskillige forgæves forsøg på at få noget økonomi til at hænge sammen, så vi kunne blive i vores bofællesskab.

Kærlighed til store bjerge og trang til eventyr er en svær størrelse. Det er svært at forklare, hvordan man kan tage på eventyr og efterlade sine kære i en tidslomme, som let bliver fyldt med angst. Sådan helt kuglet om sig selv. Jeg ved det, for jeg har gjort det selv så mange gange. Taget afsked med forældre med kontrollerede grådklare stemmer. Klemt munden stramt sammen, når min datters blik undveg mit i afskeden. Ingen kunne drømme om at forbyde mig det. De har kendt mig længe. De kender min nysgerrighed og min hang til udfordringer. Og jeg? Jeg lukkede lidt omkring mig selv og tog afsted.

Jeg har skrevet om at komme hjem. Hvordan min store kærlige flok tropper sammen i lufthavnen, når jeg lander. Hvordan vi forenes i et endeløst kram. Jeg har ikke skrevet om de gange, jeg er blevet mødt af rasende ild fra min datter, når jeg er hjemvendt med brækkede knogler. Eller er blevet slået hjem af højdereaktioner. Den rasende ild skyder direkte ud af det bål af angst, som hun har levet i de uger eller måneder, jeg har været væk.

Noget i mig har ændret sig. Langsomt har jeg fattet lidt af dybden i deres angst. Eller måske har jeg langsomt lært at lytte. Langsomt har jeg måske fattet, at livet og verden ikke handler om mig alene. Måske hænger det sammen med de mange små nye mennesker i familien. Måske hænger det bare sammen med, at jeg på mange måder har leveret den mængde angst og rædsel i deres liv, som de kan tage. Mine ture til høje bjerge har kun lagt til det hav af angst, min sygdom oversvømmede mine børn med. På en eller anden måde larmer det inden i mig. Så det ikke længere er muligt ikke at lytte. Og så er det ikke længere muligt bare at lukke mig længere. Jeg tager ikke til høje bjerge mere. Jeg tager stadig på eventyr. Også i bjergene. Og helst hvert år. Der er så meget af verden, jeg ikke har set endnu.

Det skal de ikke bestemme, vil nogen sige. Det skal de måske ikke. Men jeg har mærket, hvor bange mine børn er. Og det skal de ikke være. Bare fordi. Det. Skal. De. Ikke. Det har de været nok.

Tilbage til Bo. Dette er ikke et moralsk opstød på familiens vegne. Bo har deres fulde opbakning, og hele familien deler hans kærlighed til natur og bjerge. Han er så uendeligt meget dygtigere end mig og optræder altid klogt i bjergene. Man er klog, når man kan vende om 450 meter fra toppen af Everest, som Bo har gjort tidligere.

Jeg sidder i min stue og hepper. Sender den bedste karma med vinden over bjegene til Everest. Og glæder mig til at give ham et velkommen-hjem-kram.