Posts Tagged jul
Juleflu
Posted by Helle in Udenfor kategori on 27. december 2012
På næsten forudsigelig vis har jeg siddet mig igennem febertåger siden juleaften. Forudsigeligt? Ja, for jeg kan se, at det næsten ligner et mønster, når jeg bladrer tilbage i bloggen. Sidste år snød jeg den og smuttede til Lissabon. Hvor man jo ikke kan lægge sig med influenza.
Nårh, sagde min mor i telefonen, så har du haft en rigtig dårlig jul. Men det har jeg faktisk ikke. Slet ikke. Min krop var venlig at vente til sidst på aftenen med at implodere. Pludselig undrede det selskabet, at jeg kravlede ind i flere og flere trøjer, mens de svedte i julevarmen. Så gik jeg i seng.
Inden da havde vi tussehygget os igennem dagen, mens min svigersøn næsten helteagtigt jonglerede med ænder, brunede kartofler og rødkålssalat. Jeg løb tur i det yderste Hvidovre og Avedøre. Mens nogen forsøgte at få børn med på en plan om middagslur. Jeg fik helt undtagelsesvist lov til at pynte juletræ sammen med alle børnene. Som passende blev hængt ud for de utjekkede elementer. Som alle ved er mig. Og jeg pakkede mig bare ind i mine yndlingsmennesker og nød det hele.
Og selv om jeg gik glip af julefrokoster og andre yndlingsmennesker, er der klare fordele ved at sidde her i sofaen under dynen med spandevis af te.
- Jeg er helt udenfor den forædthed, som alle skriver om på Twitter og Facebook
- Jeg tager med garanti ikke på i denne jul
- Jeg drikker ikke for meget øl/snaps/rødvin
- Jeg har ikke haft tømmermænd
- Jeg får læst alle mine aviser
- Jeg har slugt et par bøger
- Jeg har set et par fine film
Jeg tror, febertågerne er ved at lægge sig en smule. Jeg mærker en snigende utålmodighed og ulyst til at blive liggende under dynen. Jeg begynder at tænke igen. Og glæder mig lidt over al den julefrokostmad, der stadig ligger i køleskabet.
Rend mig i traditionerne – nogen gange
Posted by Helle in Familieliv, Rejseliv on 28. december 2011
Jeg elsker traditioner af den gode slags. Som dem vi har i min familie omkring jul. Vi har det rasende hyggeligt, på sådan en måde at alle faktisk får det hyggeligt. Men traditioner er hele tiden til forhandling. Ellers bliver de stive og intetsigende. Og jeg får åndenød og kløe under fødderne.
Da jeg blev skilt for 3000 år siden og blev singlemor for mine tre unger, begyndte vi at holde jul hos mine forældre. Jeg følte på en eller anden måde, at vi ikke længere var en rigtig familie. Fordi der manglede en far. Eller fordi jeg ikke var voksenhed nok til sådan en julemenage. Og det var fint og hyggeligt, indtil jeg pludselig et år syntes, det handlede alt for lidt om mine børn. Jeg slog hælene i og groede noget voksenhed og meddelte mine måbende børn, at jeg nu ville holde jul hjemme. Hos os. – Jamen mormor og morfar ….., sagde mit ældste barn. Og jeg lod hende nådigt (men ærligt) vide, at hun naturligvis gerne måtte holde jul hos mormor. Men at jeg ville holde jul hos os. Og sådan blev det. Og så skulle alle have deres livret, og vi satte os omkring det runde spisebord og lavede en juleforhandling. Vi etablerede simpelthen vores helt egen tradition med præcist den mad, vi helst ville have. Med julefrokost og det hele. Sofie og jeg ville i kirke, Mia ville pynte juletræ uden indblanden, og Morten ville se Disneyshow i fjernsynet. Sådan blev rollerne fordelt, så alle gjorde det, der var mest rigtigt for dem på sådan en juleaftensdag. Vi har haft gæster, og vi har gået i byen efter gaverne, som vi havde lyst til. Og vi har skabt en jul, der passer til os.
Men traditioner skal brydes. Og nu er der kommet kærester og svigerfamilier ind på arenaen, og pludselig er vi ikke bare automatisk sammen. Hver jul. Og det skaber jo anledning til at sprælle lidt i juletraditionerne. Så mens I andre svedte for at sprøde anden og dække julebordet, gakkede min søn og jeg omkring i solen i de stejle gader i Lissabon.
Mens I strakte jer på tæer og satte stjernen i toppen af juletræet, var vi på opdagelse i et gammelt slot højt hævet over byen.
Mens I åbnede rødvinen,så den kunne ilte godt inden middagen, valgte vi portvin i butikken. Efter de pæneste flasker. For hvad ved vi om portvin?
Og mens I kæmpede med andefedtet, nød vi en oksebøf med salat, inden vi slentrede til den længste julemesse ved midnatstid. Mens I måske var ved at overveje noget med dyner hjemme i Danmark.
Og sammen drak vi os behageligt berusede i portugisisk rødvin og vores udvalg af portvine. Og havde samtaler, som kun min søn og jeg kan have sammen, når vi er uforstyrrede. Det er derfor, det er vigtigt at bryde traditioner ned fra tid til anden. Så man husker de vigtige og betydningsfulde ting, man kan have sammen. Og som aldrig skal være automatik.
Og så glæder man sig til næste år, når der igen er samling på hele menageriet. Og juletraditionerne kan herske. På vores måde, altså.
Jamen så glædelig jul, der…
Posted by Helle in Familieliv, Rejseliv on 22. december 2011
Kufferten er næsten pakket. Projekter er lagt i vinterhi, og på mærkelig vis er der i løbet af dagen pustet en umiskendelig stemning af jul rundt i kroppen. Så meget at jeg måtte svinekøbe ind af småkager og juleslik, som de nok ikke har i Lissabon. Og nej, ikke en eneste klejne er blevet kogt i mit køkken, og ikke en eneste brunkage er kommet ud af ovnen. Men der er folk, der lever af den slags. Og jeg rødmer ikke det mindste over at betale mig fra det.
Jeg har flintret rundt på cykel for at nå det ene barn og det andet barn, inden jeg damper af i morgen med det tredje barn. De sidste julegaver blev flået ned i tasken. For jeg var blevet overhalet indenom og måtte ty til fysiske julebutikker. Jeg får almindeligvis tics og nervøse trækninger af dem ved juletid. Og jeg elsker internettet. Men pludselig var den over mig, den jul, og jeg måtte bide i det sure æble. Heldigt for mig, hva? At jeg kun skal holde jul med min søn. For i min familie er vi kun på gaver med dem, man holder jul sammen med. Og så småbørnene, selvfølgelig.
Og så fik jeg alligevel et lille bitte stik i mit moderhjerte, der på Hovedbanegården, da jeg mødte Sofie og en yderst veloplagt Vera i barnevogn på vej til Århus. Og der i stuen i Hvidovre, da to juleklare småpiger klæbede rundt om mine ben som sultne chimpanseunger. Jul uden mig? Hvar? Og så mærkede jeg et andet lille bitte stik. Som blev til en indre flod. Af stolthed. Jeg er jo bare skidehamrende stolt af min familie. Både den blodbeslægtede og den tilgiftede. Både biologiske børn og bonus. Jeg får en stor glad klump i maven over, at min familie er så……. ukompliceret? At vi allesammen godt kan lide at være sammen. At vi kan holde verdens bedste jul, og at vi kan give slip på hinanden og gøre noget andet. At mine unger har fundet kærester, der passer så fint til lige dem, og som gør dem lykkelige og tilfredse. Og at jeg kan forlade dem i sikker overbevisning om, at deres jul bliver rigtig fin.
Og det gør min også. Jeg tager afsted med en af mine yndlingsrejsekammerater. Min søn. Som jeg sidst rejste med for tre år siden, da vi rejste rundt i Argentina og Bolivia. Denne gang er vi mere beskedne, og jeg glæder mig til at gå på opdagelse i Lissabon sammen med ham. Og løbeskoene er selvfølgelig lagt i kufferten. Sammen med solcremen og de kortærmede.
This time of year
I dag er det præcist fem år siden, jeg sad i toget mellem Odder og Århus og mærkede mit liv skride. Og ingenting blev nogensinde det samme igen. Jeg havde været på røntgenklinikken på det nedlagte Odder Sygehus, hvor en ældre herre havde ultralydsscannet den lille bule, der var vokset frem i det bløde område nederst på min hals.
Den havde været der nogle uger, bulen. Lille, blød og rund var den. Nærmest uskyldig. Ikke noget der gjorde ondt eller generede. Den var der bare, og den blev langsomt større. Faktisk opdagede jeg den i starten af november, mens jeg var i Nepal. Men da var jeg langt ude i bjergene i Annapurnaområdet og blev ikke på nogen måde alarmeret af den. Glemte den faktisk. For så døde min rigtig gode ven, Jørn, pludselig. Mens jeg stadig var der ude i Nepal, og så fyldte hans død hele min verden.
Men den voksede, skiderikken, og jeg gik alligevel ned til min læge for at få hendes nik til, at den ikke betød noget. Og hun nikkede, men skulle vi nu ikke alligevel få den scannet, bare fordi, så var det gjort? Og derfor sad jeg i toget mellem Odder og Århus. Fordi sådan noget scanning blev lavet i Odder.
I Odder blev jeg modtaget af en ældre herre, som fnysende lod mig vide, at jeg var 1½ minut forsinket. Oh Lord. Det forfulgte mig resten af morgenen på røntgenklinikken i Odder. Han førte proben over bulen på min hals. Lige over det bløde område, som det ikke er rart at få trykket. Og han blev ved. Og ved. Og så sagde han, at han var nødt til at tage en biopsi. En BIOPSI??!! Med nål ind i det bløde?? Ja, og jeg måtte sætte mig ud og vente en halv time – fordi jeg var kommet for sent. Let rystet satte jeg mig ud på en slidt træstol.
En halv time senere kaldte han mig ind igen. Jeg ville gerne vide, hvorfor han måtte stikke i min hals. Det skulle jeg ikke spekulere på, mente han. Nej, det var nok muligt, men det gjorde jeg, og jeg ville vide, hvad han regnede med at finde i den vævspølse, der skulle suges ud af min runde bule. “Nej, altså, det kan jeg jo ikke sige noget om”, sagde han, “men lad mig nu lave den biopsi.”
“Nej”, sagde jeg, “det er min hals og min bule, og jeg vil ikke stikkes i, uden at vide hvorfor.” Basta. Han vævede videre om, at scanningen var lidt atypisk og bla bla bla. Okay, sagde jeg, så du tror, det kan være kræft? Nej, sådan ville han ikke sige det. Nu skulle man jo ikke male fanden på væggen.
Efter en rum tid halede jeg mistanken ud af ham. Og så måtte han selvfølgelig gerne stikke i min bule. Mens jeg lagde mig rystende på båren. Det var ikke rart, men hurtigt overstået. Og manden lagde ansigtet i farvelfolder og sagde, at jeg nok ville få svar i løbet af et par uger. Hvad??? Et par uger??? Næ nej, sagde jeg. Jeg skal ikke sidde og hyggegyse en hel jul over vævspølsen fra min bule. Det kan man gøre hurtigere. Nej, sagde manden, der ville gå en uge, før svaret kom til ham, og så ville han sende det med brev til min læge, som så ville……… Stop, stop, stop, sagde jeg. Jeg ved, at hvis der er kræft i det væv, så ved de det i morgen, og under alle omstændigheder behøver svaret ikke at komme omkring dig. Det udviklede sig, og jeg er sikker på, at han skumlede indvendigt over at have trukket mig som patient. Men jeg måtte gå med uforrettet sag.
Og derfor sad jeg i toget og mærkede min verden skride.
Og den skred, min verden. Min egen læge var enig. Jeg skulle ikke vente hele julen, så hun rykkede i nogen tråde. Og allerede dagen efter kunne jeg møde en venligt stemt læge med forstand på ondsindede buler på halsen. Otte dage senere vidste jeg det. Jeg havde lymfekræft. Non Hodgkins lymfom. Og to uger senere skyllede den første kemoterapi ind i mit blod.
Og julen er for evigt blandet med en lille sorg – midt i Luciaoptog og kravlenisser.
Julesmerte
Jeg kommer gående ad Nordre Fasanvej med to flasker vin, chokolade, rullepølse og fiskefileter i tasken. Det er den 23. december. Pludselig, uden varsel, strømmer tårerne ned ad mine kinder. Jeg er beamet tre år tilbage i tiden, hvor jeg også kom gående ad Nordre Fasanvej på vej fra Superbest til mine døtre. Dengang med en rund svulst nederst på halsen. Lige i det bløde område, der danner en lille fordybning. Et område på min hals, jeg altid godt har kunnet lide. Og et særligt sårbart område. Inde i den runde svulst vokser kræftceller. Kræftceller som vil kunne vokse vildt og eksplosivt og slå mig ihjel. For tre år siden var jeg ikke klar til at dø. Det er jeg heller ikke i dag, men nu har jeg en anderledes klar bevidsthed om, at det vil ske en dag. Tårerne strømmer helt uhæmmet, og min krop har fuldstændig taget over. Den kan huske tidligere ture ad Nordre Fasanvej i julestemning.
Det går over, og jeg kommer tilbage til mine døtre og pakker julesager sammen til vores Berlinertur næste dag. Og jeg går igen ad Nordre Fasanvej til Fuglebakken Station for at tage s-toget til Charlottenlund og lillejulemiddag hos min søster. På Hellerup Station står jeg af for skifte tog mod Klampenborg. Stationen er mørk og fyldt med mennesker, der er på vej til andre lillejulearrangementer. Med ét overmandes jeg af gråd. Denne gang ikke bare stille tårer, men gråd, som ryster hele kroppen. Det varer ganske kort og fortsætter måske lidt længere inde i mig. Mennesker ser nysgerrigt på mig og går videre. Det er fint, for jeg ønsker ikke at dele øjeblikket. Det er okay, at de ser mig og lader som ingenting. Det er en slags vanvidsøjeblikke, som kun jeg kan fatte dybden af. Andre behøver slet ikke forstå. Det er mit og jeg lærer langsomt at leve med, at sådan er julen også for altid fremover.
Men det er samtidig mærkelige og svært forståelige oplevelser. Jeg har ikke svært ved at tale om min sygdom. Jeg bliver ikke grådkvalt ved tanken om kræft og kemoterapi. Men dagene i den sidste del af december er lagret i min krop. Dagene fulde af usikkerhed, da den runde bule langsomt blev til en trussel. Da den voksede fra sin uskyld og blev til aggressive lymfomceller. Da jeg langsomt begyndte at rumme erkendelsen af en mulighed for at dø fra mine børn. Da jeg lidt efter lidt tog bevidstheden ind om at stå på tærsklen til at gennemleve den værste og mest voldsomme kemoterapi, jeg havde kendt i min sygeplejersketid. Da jeg langsomt gennemtænkte mit liv og langsomt erkendte en mulig afslutning. Det liv, som jeg har brugt ufattelige kræfter på at få tilbage og langsomt fatter, er tabt for altid. Nu bygger jeg nyt. Julen vil for altid rumme en komprimeret form for sorg over det tabte.
Alligevel bliver det jul. Alligevel er vi glade sammen og fejrer både jesusbarn, solhverv og mit genvundne liv. Vi fejrer Alma, som gav liv og håb til juletiden for tre år siden, da hun lod sig føde sammen med mine første kemobehandlinger. Julen vil bare altid være begge dele og alligevel er håbet og livet størst og vigtigst.
Seneste kommentarer