Posts Tagged Pakistan

Sommertanker en vinterdag

Med fare for at blive skreget ud som skrupskør fortæller jeg alligevel om min træning i dag. Som et oldgammelt træningsvrag er al denne sne langsomt ved at tage livet af mig. Jeg har abstinenser. jeg bevæger mig for lidt og for langsomt. Selv min cykel protesterer, som forleden da den ikke ville lade sig låse op. Det er bare en måde at gøre opmærksom på sig selv. Så i dag havde jeg taget en stålsat beslutning om at træne, når vores lange heldagsmøde var slut. Så, nej tak til tilbud om lift hjem, og mig ned i vores halvmørke, øde træningsrum. Jeg skal ikke trætte med detaljerne, men jeg løb 20 minutters tempoløb på løbebånd, som sluttede, da min telefon røg af i et sving og gik i flere stumper. Og gæt, hvem der ikke kunne huske pinkoden…?Dumme løbebånd. Jeg tog et kvarter i romaskinen, og måtte sprinte i noget tøj og ud i noget sne, der væltede ned, for at nå bussen.  Og så kommer det skøre. Vel hjemme i mit lune hus sprang jeg i løbeskoene og løb en halv time i en masse sne og blæst. Det var dejligt bagefter.

I går ville jeg have skrevet om mine sommertanker, men det blev så køleskabet. Jens Thranum Christensen er blevet ved med at spøge i mine tanker, siden jeg hørte interviewet en tidlig morgen efter hans redning i Tahiti. – Jeg kan noget, de har brug for; derfor bliver jeg, sagde han. Efter fem døgn under murbrokker. Og jeg kan jo noget, nogen har brug for. Og Rasmus Krath, som lavede den fantastiske film om Somalia på DR2 i aftes, sagde: der skal jo være mere i det, end bare et eventyr for mig. Så jeg har valgt mit eventyr til sommer. Eller næsten. Jeg kontaktede Læger uden Grænser, men de kunne ikke bruge mig i så kort tid. Derefter har jeg søgt efter små sundhedsprojekter i Nepal og Pakistan. Og lige nu står jeg med et konkret valg mellem en flygtningelejr i det sydlige Nepal eller en mobilklinik i Chitwan (Nepal) eller et sundhedscenter i Chitwan, hvor jeg skal undervise kvinder i sundhed og hygiejne. Samtidig er en bekendt i Nepal ved at arrangere en mulighed i en virkelig øde provins i Nepal, og min bekendt, Saadia, i Pakistan er ved at undersøge mulige sundhedsprojekter i Pakistan. Wow.  Hvis jeg gør det sidste, er det vist næsten en betingelse, at vi bestiger et lille bitte bjerg sammen. I Karakoram. Som jeg altid har drømt om. Sikke mange valgmuligheder.

Jeg vil afsted og arbejde frivilligt i et lille projekt, som er lokalt funderet. Jeg tror mest på små, nære projekter, som involverer og uddanner lokalbefolkningen. Et projekt, hvor man vil mere end at være godgørende. Et projekt, der har visioner for de menensker, det handler om. Nepal har behandlet mig så fint, når jeg har været der. Folk har øst af deres venlighed, gavmildhed og gæstfrihed. Så derfor er jeg også dybt i tvivl om, hvad jeg skal vælge. Jeg vil også virkelig gerne til Pakistan, og det er jo en fantastisk mulighed at kende nogen. Jeg venter lige og ser, hvad Saadia kommer op med. Og så vil jeg bare nyde at være så priviligeret.

, , , , , , ,

4 kommentarer

Sommerdrømme

Tog lidt spændt afsted på cyklen i morges. Vi fik mere sne i går og forgårs, og nu vil jeg ærligt talt godt sparke en protest ind. Bare stop nu. Jeg har fået sne og kulde nok. Det har været sjovt, men nu er det nok. Nu vil jeg gerne cykle hver dag igen og have ordentlig gang i min kvalitetstræning. Nu vil jeg gerne have mere lys og mere varme. Hvem mon an tage imod den? Der bliver i hvert fald ikke hørt efter, for nu er der snefnug på kortet over Nordsjælland igen. Okay så. Jeg cykler til stationen igen og prøver at lade være med at brokke mig for meget. I morges var det nu fint, og jeg cyklede hele vejen til Hillerød.

I stedet for at gå til i brok, har jeg kastet mig over sommerens muligheder. I løbet af de første januar-uger er der allerede løbet en lille uges afspadsering til flexregnskabet. Det bliver en god (tiltrængt) sommer. Vores bjergebestigningsprojekt i Pakistan er aflyst for denne sommer. Jeg har min skattegæld, og Michael er blevet forelsket. Men jeg kunne godt finde penge til et lille bitte eventyr. Verden er så stor, så stor, og jeg er stadig forelsket i tanken om at besøge Pakistan. Faktisk er det ikke dyrt at flyve til Lahore. Og jeg kender jo en kvinde i Lahore lidt. Og så kunne man jo måske besøge hende og opleve lidt af landet. Det kunne man jo nok godt få 4-6 uger til at gå med. Det er en tanke værd. Saadia, som jeg kender lidt, er en meget aktiv kvinde. Hun både klatrer og cykler, og vi kunne sikkert få en fin tid sammen.

Jeg kunne også rejse til Lissabon og udforske Portugal. Jeg har aldrig været i Portugal, og det kunne være en fin kombination af varme, spændende natur, vandremuligheder, strande,  fremmede byer og spændende mennesker. Portugal kunne udvides med at rejse rundt i det sydlige Spanien. Der er jo også dejlig varmt, vandre-muligheder, super natur, fantastisk mad og et par mennesker, jeg kender.

Eller jeg kunne bruge et par uger på en gammel drøm, – at vandre tværs over England fra kyst til kyst. Coast to Coast ruten går gennem North York Moores,  The Yorkshire Dales og The Lake District, og det er der min gamle drøm er forankret. Mine tidligere svigerforældre boede en del år i York, og jeg elskede vores ture ud i områderne i Yorkshire. Ruten starter i Robin Hood’s Bay, nord for Scarborough på østkysten, og slutter i St. Bees på vestkysten. Eller omvendt. Og så må man jo finde en eller anden måde at komme tilbage på. Jeg har ikke været i England i mange år, og det kunne jo være en fin lejlighed til at se min gamle svoger.

Drømmene vil aldrig tage ende. Og jeg kan hurtigt vende mine beklagelser til forventninger. Og jeg kan overstå både marathonløb, 24Run og sundhedsaftaler og holde sommer med fuldstændig ro i sind og krop. Det kan kun blive godt. For nu drømmer jeg om en snefri morgen, så jeg igen kan cykle hele vejen til Hilelrød.

, , , , , , , ,

2 kommentarer

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 47, der følger denne blog

%d bloggers like this: