Julen plejer at være en periode, hvor jeg får trænet igennem. Sådan blev denne jul bare ikke. Det må have anet mig, for jeg trodsede min ulyst til at begive mig ud i vejret, da jeg havde kørt med Jan hjem fra arbejde i snevejr den 22. december. Før jeg kunne få en chance for at tænke anderledes, trak jeg løbetøjet på og skyndte mig ud af døren. Det sneede afskyeligt, og fortovene var knoldede og glatte. Men jeg løb i lidt mere end en time og julepakkede med ren samvittighed.
Jeg havde forestillet mig at løbe en morgentur på lillejuleaften, for jeg vidste, at min årelange juletradition med en morgentur selve juleaftensmorgen ikke ville blive til noget. Der ville jeg nemlig sidde i et tidligt morgentog mod Berlin sammen med min Sofie. Men nej, – jeg lykkedes ikke med at vride mig fri af dynen og ud i morgenmørket. Okay, skoene røg i rygsækken sammen med julekjolen og gaverne, og jeg begav mig til stationen i Birkerød for at tage til brunch med mine piger. Men snydt – bussen kom ikke, og jeg måtte lave en hurtig ompakning og gå hele vejen. Lige til jeg nåede hovedgaden i Birkerød bycentrum, hvor jeg pludselig lavede en ren Bambi på et spejlglat fortov. Bande-bande-bande, og videre med en stille bøn om, at min computer ikke havde taget skade.
Men jeg nåede godt frem, spiste en hyggelig brunch på Frederiksberg og tog videre til Charlottenlund og spiste Lillejulemiddag hos min søster. Og så var det jul! Jeg vækkede næste morgen Sofie, som havde sovet over sig. I en fantastisk spurt nåede hun Hovedbanegården, assisteret af kæreste-Thomas, der havde klaret taxa og morgenkaffe på thermokanden. Vi landede i et morgen- og juleforvirret Berlintog, hvor vi inden længe blev opgraderet til 1. klasse. Det var okay. Selvom de serverede en kaffe, vi burde have betaling for at indtage.
Og Berlin var juleklædt. Hotellet var okay – med yngstedamen på julevagt. Hun kendte ingenting til noget som helst, så vi fandt selv ud af det. Julemiddagen blev nepalesisk i Kreutzberg. Hyggeligt og dejlig mad. Bagefter drak vi rødvin på værelset og pakkede gaver ud. Snakkede til vi ikke gad mere og sov til vi vågnede. Ingen ambitioner og ingen stress. og ingen morgenløbetur. Vi daskede ind til Alexanderplatz og gik på julemarkeder. Gik og gik og gik rundt i julebyen og gjorde præcist, hvad vi havde lyst til. Julemarked, Gendarmenmarkt, Fassbender-chokolade, frokost på Unter-den-Linden, Brandenburger Tor, Denk Mal, Cuben i Reichstag, mere julemarked, Glühwein til at få varmen med, mere julemarked og mexicansk juledagsmiddag med vin fra Fin del Mundo. Dejlige, dejlige dage med mit yngste yndlingsbarn. Jeg har tre yndlingsbørn, et ældste yndlingsbarn og en yndlingssøn.
Næste morgen gjorde vi så det, som kun Sofie og jeg kan. Vi kom for sent til vores tog hjem. Altså sådan: hej hej tog. Vi så bogstaveligt talt enden af det. Men med stor fælles erfaring i den slags, tog vi det roligt og fik selvfølgelig pladsbilletter til 3½ time senere. Og hvornår ville man ellers opleve McDonalds på Berlin Hovedbanegård i tre timer? Nej vel? Kaffen var ikke helt ringe, men dog så skidt, at vi måtte have to cafe latte med fra Starbucks. Og afsted mod København og Almas fødselsdag. Togturen gik over Rødby-Puttgarten, og fremover betaler jeg gerne lidt ekstra for en flybillet. Den færge er ubeskriveligt rædselsfuld. Jeg har aldrig elsket Molslinien, men dette overgår alt. Det bedste, man kan sige, er at overfarten blot varer 45 minutter.
Og i dag har jeg taget fat på træningen igen. Løb en lidt tung, men okay tusmørketur i skoven. Jeg nyder faktisk at kunne løbe uden fare for at lave en bambi hvert andet øjeblik. 45 minutter i dag, og så genoptager jeg kvalitetstræningen i den kommende uge. Og tager lidt revanche for den sidste uges dovenskab.
Helles Blog 