Min indre fartdjævel

Mens jeg cyklede afsted mod Hillerød i morges, funderede jeg over min hang til at udfordre mig selv. Jeg tror, jeg er født med det, og jeg tror aldrig det holder op. Det viser sig i små og store ting. Som at jeg lige skal cykle lidt hurtigere på arbejde end igår. Som at bestige et højt bjerg. Eller som at flytte fra et trygt job og en fin bolig i Århus – til et nyt job og en lettere ustabil boligsituation i hovedstaden.

I det daglige kommer mine udfordringer til at handle meget om min hang til fart og tempo. Jeg savner simpelthen at løbe stærkt. Jeg savner mine vilde træningsture fra før, da jeg løb sammen med “Hennings Hårde Hunde” i Århus 1900. Jeg var ene pige blandt en stor gruppe hurtige mænd. Og det var vildt sjovt. Jeg savner vores sommerture i skoven, hvor vi sjældent holdt os til stierne, og jeg savner vinterturene på villavejene gennem det sydlige Århus, hvor jeg måtte holde fast for ikke at fare vild. Jeg savner at løbe om kap, og jeg savner den rå humor. Det var selvfølgelig også en god fornemmelse at løbe gode placeringer ind i forskellige løb, men jeg savner mest den sociale leg i at løbe stærkt. Jeg elsker at knokle kroppen sønder og sammen, og jeg savner fornemmelsen af altid at kunne løbe 1½ time for fuldt skrald. I sig selv er det jo rimeligt ligegyldigt, om jeg kan løbe 5 km på 18, 20, 25 eller 30 minutter. Det ændrer ikke verden, og det gør mig ikke til et bedre eller værre menneske. På en eller anden måde er det bare sjovere at gøre det på 18 minutter. Og hver gang jeg løber dukker min indre fartdjævel frem bag mit højre øre. Hurtigere, hurtigere, hurtigere, hvisker den. Og gang på gang hopper jeg på den og stormer afsted. Mere end kroppen kan. Hverken den lille fartdjævel eller min ringe selverkendelse forstår, at kroppen bare ikke kan det der nu. Men jeg giver mig ikke helt. Faktisk synes jeg, det er sjovt at løbe intervaller og tempoture. Det var sjovere sammen med “hundene”, men det er oså helt okay alene. Og måske giver det bonus om lidt. Måske kan alligevel få den 5 km tid presset længere ned.

I går blev det til en rolig 8 km tur i mørket. I dag har jeg cyklet både den ene og den anden vej, omkring 35 km. På vejen hjem købte jeg ind, og mens jeg var i supermarkedet, skruede nogen ned for varmen udenfor. Det var bidende koldt, da jeg kom ud. Heldigvis ringede en god veninde, da jeg trådte ind ad døren hjemme, og så kunne jeg pludselig ikke nå at løbe i det kolde vejr. Dårlig undskyldning, men sådan blev det.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.