Min træning er stadig op ad bakke. En frembrusende influenza gør jo heller ikke underværker. Men influenzaen blev kulet ned på to døgn, så jeg var helt klar på at besøge mine forældre i Randers lørdag morgen. Og så måtte jeg også lige prøve, om jeg var klar til at løbe igen. Copenhagen Marathon tårner sig op forude og kradser mig hele tiden i nakken.
Det er så sjovt at løbe, når jeg er hjemme hos mine forældre, og det sender tankerne på langfart tilbage i tiden. Jeg boede ikke så mange år i det hus, de bor i. Hele familien flyttede fra Århus til Randers, da jeg var 14. Jeg var en pæn pige. Brugte al min tid på sport og skole. Og var god til det hele. Jeg svømmetrænede i eliteafdelingen i AGF, jeg dyrkede atletik, jeg spillede håndbold og en gang imellem lidt badminton. Så jeg var trimmet, for ikke at sige muskuløs. Og jeg var mærkværdigt vild med at gå i skole. Ankomsten til Randers var en balje iskoldt vand. Her dyrkede man det tynde modellook, snaps til skolefesterne, cigaretter bag cykelskuret og interne mesterskaber i pjækkeregnskabet. Men jeg fandt ad åre en slags ben at stå på. Opgav svømmekarrieren, men holdt fast i resten. Og jeg har løbet rigtig meget i området omkring mit gamle gymnasium. Tilknytningen til Randers varede lige til jeg blev skilt og flyttede til Århus. Men det er stadig sjovt at løbe i de områder, hvor jeg har tilbragt en stor del af min ungdom.
Jeg løb 9 km lørdag og 10 km søndag. Havde en dum fornemmelse af at være evigheder bagud med træningen. En fornemmelse af aldrig at kunne få lidt fart på igen. Jeg skal ind imellem arbejde ret koncentreret med at tøjle min løbske selvfølelse. Forsøger at lave mantraer: “Det er okay at løbe langsomt”, “Du skal ikke vinde noget”, Det gælder om at kunne” og den slags. Men når jeg er i det mood, virker det bare ikke. Jeg loggede mine løbeture, og tja, tempoet kravler faktisk lidt i den rigtige retning. Det virkede at se det på skærmen. Så nem er jeg. Og løbeskoene røg alligevel ikke i skraldebøtten denne gang.
I dag tog jeg halvtidligt fra arbejde, så jeg kunne nå den længere tur, som jeg ikke løb i weekenden. Jeg løb ud af Kongevejen for at undgå sne og løb til Allerødkrydset efter Blovstrød og tilbage. Forbi Katrines hjulspor fra forleden, da hun blev torpederet af et rådyr og tilbage til en rundtur i Birkerød. 17 km blev det til. En jævnt kedelig tur, som bare fik mig til igen at savne bløde skovstier og grønne træer.
Helles Blog 