Jeg læste et blogindlæg om at sige til og fra i morges, og det satte en tankerække igang. Det har været en slags mantra i flere år, at man skal lære at sige fra. Hvorfor ikke vende den om og lære at sige til. Jeg mener, man holder kun op med at sige som en dørmåtte, hvis man beslutter sig for at være noget andet, so to speak. Når man siger til, holder man det, man gerne ville sige fra overfor væk. Man kommer længere i sit liv med positive tilvalg. Tænk at sige fra, og så opleve et tomrum. For hvad skal man så? Man kan ikke være direktør i sit eget liv – og være dørmåtte for andre på samme tid.
Helt konkret gik jeg og tænkte over min aktuelle træningslede. Jeg har aldrig oplevet det før. Kan man sige fra overfor sådan en? Det er i hvert fald ikke gået helt godt for mig. Så jeg må tage andre julelege i brug. På bundlinjen kan jeg jo ikke forestille mig et liv uden træning. Jeg har løbet hele mit liv. Og det er lang tid. Hvorfor så det her surmuleri på grund af en smule sne og koldt vejr? Jeg vil jo gerne løbe hurtigere, og jeg vil jo gerne løbe det marathon. Jeg vil jo også gerne kunne gå nogenlunde ubesværet over høje bjergpas med min tunge rygsæk til sommer, når jeg tager til Nepal. Jeg måtte se mig selv dybt i øjnene og spørge helt seriøst, hvor meget jeg vil de her ting. Jooo altså, ret meget. Ikke godt nok, Helle. Hvor meget? Jeg vil. Jeg vil rigtig meget. Rigtig, rigtig meget. Jeg vil det bare. Jeg hader at løbe langsomt, det vil, hvor latterligt det end er, betyde rigtig meget for mig at blive hurtigere igen. Jeg vil rigtig gerne løbe det maratonløb i Købehavn. Jeg har løbet maraton i København fem gange, tror jeg. Jeg elsker at løbe igennem byen. Det vil betyde rigtig meget for mig at kunne det igen. Og at kunne gå et langt, svært trek med hård oppakning – det er slet ikke til diskussion, for det skal jeg for at nå til Humla. Der går altså ingen taxaer eller noget. Det er altså hele tre tilvalg.
Næste spørgsmål til finken i sofaen: hvor meget vil du så undgå sne og kulde. Vil du det mere end at løbe et maraton? Eller blive hurtigere? Eller gå over bjergene i Nepal? Nej okay. Det er jo et latterligt spørgsmål. Jamen så….. Så var det jo bare at springe i løbeskoene og komme ud af døren. Jeg var nødt til at løbe min lange tur i dag, for i morgen er der frokost med børnerne og det hele. Skoven? Nix – der er stadig alt for meget sne. Så jeg måtte bide i det runkne æble og starte ud på Kongevejen sydover. Det var egentlig ikke så galt. Da jeg kom til Holte drejede jeg fra Kongevejen og løb igennem mit gamle kvarter, ned ad Rudersdalvej til Øverødvej. Hyggeligt gensyn, og bedsteborgerne i Holte er om muligt endnu ringere til snerydning på fortovene end Birkerødderne. Men jeg løb på vejen. Og så skulle jeg være smart. Jeg smutter lige op ad Vangebovej og stikker igennem Geels Skov for at undgå lidt Kongevej, tænkte jeg. Geels Skov har altid i min optik været sådan en strimmel skov langs Kongevejen. Undskyld, Geels Skov. Det lykkedes mig at fare fuldstændig vild. Jeg mødte kælkende børn, og jeg mødte vikinger med skjolde og sværd, og måtte til sidst kapitulere og spørge en dame med fem små hunde om vej. Så fandt jeg Virum og løb hjem igen. Se det var jo ikke så slemt. Og turen blev på 20 km, som jeg løb i et jævnt tempo uden at komme i kriser undervejs.
Jeg hader stadig vintervejret, men jeg løb med noget, der nærmede sig et positivt sind. Og var glad, da jeg kom hjem. Tak for inspirationen.
Helles Blog 
Vel VIL du så! Herregud, den smule sne ;D.
Jamen jeg GJORDE det osse 🙂
så godt gået! (og det er altså ikke bare en smule sne, synes jeg…der må være gået hul på noget snelager deroppe et sted..)
Nemlig. Det ved de bare ikke i Århus. Sidst jeg var der, havde de overhovedet ingen sne 🙂
Desuden: Hvem ved, om der er sne i Kbh. den 23. maj – så er det godt at være i træning til at løbe nogle km i den slags!
Touché, Lene. Så er der virkelig basis for noget selv-coaching. Skrækkelig tanke. De MÅ have brugt det snelager op til den tid.
Hej Helle,
Godt du kom afsted. Og 20 km, sådan.
Jeg kender også det med den indre modstand.
Men jeg ved jeg ikke får fred indvendig, hvis jeg ikke kommer afsted og jeg ved jeg er glad og har det fysisk godt bagefter.
Jeg tror, denne lange vinter tærer mere på kræfterne end vi forestiller os. Det med at fryse hele tiden Øv altså.
Håber selv jeg kommer ud på en længere tur i dag.
God søndag og frokost
Karina
Hej Karina.
Problemet har været, at jeg efterhånden syntes, løbet var en pestilens. Jeg nød det ikke overhovedet, og det gav slet ikke den tilfredsstillelse, jeg ellers altid har oplevet. Sådan har jeg aldrig haft det før. Derfor mine indre regnestykker. Men jeg glæder mig virkelig til sneen er væk.
kh Helle
Hej Helle
Efter endt læsning af dit indlæg tænker jeg jo: Jeg er ikke alene….:-))) Ligesom Karina tror jeg efterhånden også, at vinteren og vejret tærer mere på humøret, end vi er vant til. Og når kroppen og hovedet ikke bare springer sammen ud af døren i iver over det spæde forårsvejr, tærer det på motivationen, der er bare ikke mere goodwill tilbage på den konto.
Men meget spændende at læse din kamp med dit indre selv. Den indre dialog er altid spændende at høre om i andre mennesker. Vi klikker så forskelligt.
Jeg synes, at det er for sejt, at du ender med en tur på 20 km. Jeg tænkte faktisk på dig i går, da jeg var ved at gå død omkring 11 km. Tænkte på dine lange ture, som lyder som en lille hyggetur “round the block” i hurtigt tempo. Så kan jeg f… også gøre mindre. Så du er inspirerende i de svære stunder…
Kh Katrine
Hej Katrine
Tak. Det er da skønt, hvis jeg kan bidrage med inspiration.. Mine lange ture er noget forskellige. Men humørbarometeret kan godt betyde rigtig meget. Lørdagsturen var fantastisk, hvorimod min tirsdagstur på 17 km sluttede med vildt trætte ben. Tempoet skal du endelig ikke overvurdere. Der har jeg meget at hente endnu.
kh Helle
Hej Helle
Kan på dit indlæg se jeg ikke er alene, og det er du heller ikke! Har måtte lave samme regnestykke..Vil jeg de mål jeg har sat og og Hvor meget vil jeg dem?
Og “vupti” to gode ture i weekenden 20km og 17km..
Men, ingen tvivl om at jeg skal holde fast i min motivation, for ellers ender jeg i sofaen i selvmelidenhed over vejret..
kh Tina
Kære Tina
Ja det er sjovt som de virker, de indre regnestykker. Je overvejer lidt at plastre mine vægge på kontoret endnu mere til med gamle billeder fra Nepal og målstregs-billeder fra gamle konkurrencer.
Og nu vælter sneen ned igen.
kh Helle