Frokost i børne’riet

Jeg elsker min store rodede, utraditionelle familie. Jeg elsker, at selvom vi ikke alle deler blod og gener, så deler vi noget, der er stærkere endnu. Jeg elsker, at der altid er nogen i flokken, der synes, det er for lang tid siden, vi har set hinanden. Jeg elsker, at der altid er nogen, der smider en mail rundt om at troppe op med noget mad eller drikke her eller der. Jeg elsker, at der altid er nogen, der lægger hus til. Og derfor elsker jeg også at være flyttet til hovedstaden. Ellers gik jeg jo glip af det meste. Og jeg er meget dårlig til at gå glip af noget. Øver mig konstant på at blæse, mens jeg har munden fuld af mel.

Det fantastiske ved vores spontane sammenkomster er, at det ukoordinerede altid ender i en helhed. Der kommer ikke fem bøtter tunsalat. Eller syv franskbrød. Der er ingen, der ikke kommer med noget. Det er lige okay at medbringe hasteindkøbt skoleost og Irmas leverpostej som at have brugt timer på at kreere en guderet med specialdyrkede italienske økoris. Det ender altid med et sprudlende bord med alting. Vi er nemlig bare gode til at være sammen. Og der er ikke noget mere guddommeligt, end at sidde og nyde samværet med alt det afkom, min ukonventionelle ungdom har haft del i at producere. Mere eller mindre. Det er stort.

Det klamper man jo gerne gennem sne og absurd frost for. Både ud og hjem.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s