Kilometerfræs

Min træningsrytme begynder at ligne noget gammelkendt fra en svunden tid. En halvlang tur midt på ugen, en lang i weekenden og nogle kortere kvalitetsture ind i mellem. Før i tiden havde jeg to-tre træningspas mere, men nu ligger jeg på fire, og det er okay for nu. Søndagen er blevet den dag, jeg får fræset kilometer ind på løbekontoen. Jeg startede ud i lidt overdrevet optimisme. Når nu sneen turbo-tør, så måtte jeg vel i skoven. Det varede kun tre minutter, så vendte jeg snuden den anden vej igen. Det er ikke fedt at løbe på Kongevejen, men det er decideret ufedt at løbe i ankeldyb smatvåd sne. Det blev Kongevejen med fuglefløjt på min vej og pivvåde løbesko fra min lille skovtur. Jeg løb omtrendt samme rute som sidste søndag. Ad Kongevejen, gennem mit gamle kvarter i Holte, Øverødvej, Vangebovej (og denne gang IKKE gennem Geels Skov), Virum og hjem ad Kongevejen. Det blev et par kilometer længere end sidste søndag, og de sidste af dem var lidt seje. De sidste to aftener med vin og lystigt selskab tog deres egen lumre hævn midt på Kongrevejen. Jeg skulle nok alligevel have taget en lille mundfuld vand med på turen. I hvert fald var jeg voldsomt tørstig, for ikke at sige nærmest lidt dehydreret. Men en god tur, hvor min indre autopilot tog over det meste af vejen. Det skal sgu nok gå, det der marathon. Jeg må bare begrænse festlighederne derhenne sidst i maj.

Mens jeg løb, lod jeg tankerne køre sit eget løb. De spurter afsted ad sine egne stier på mine lange ture. Og de tumlede videre omkring noget med løb og identitet. I aftes havde jeg besøg af en god ven, som også er bjergbestiger. Vi snakkede om, hvordan løb havde ændret sig for os gennem tiden. Hvordan vi i “gamle dage” trænede hårdt, hurtigt og meget; var ambitiøse og evigt konkurrerende. Det resulterede selvfølgelig i en masse skader og løbepauser, og på et tidspunkt har løbet så ændret sig fra at være en af de primære omdrejningspunkter i vores liv til at være en del af mange andre ting. Som f.eks. forberedelse til bjergbestigning. Jeg har altid trænet andet end løb. Har altid cyklet meget, og da jeg løb mange konkurrencer, lavede jeg hård styrketræning to gange om ugen. Og i perioder lykkedes det også at svømme en eller to gange om ugen oven i købet. Det er alt for skrøbeligt at begrænse sig til løb, hvis man træner meget. Kroppen opnår en bedre balance ved at kombinere forskellige træningsformer, og man bliver mindre sårbar, når skaderne uværgerligt melder sig. Jeg kan huske ensomheden i længere skadesperioder, hvor jeg med ét røg ud af mine løbesammenhænge. I de perioder var det godt at have andet i livet. Og når man nu er sådan en ild-i-røven person, der bare synes, det er fedt at tumle rundt i naturen…….

Og så fik jeg omkring 22 km ind på marathonkontoen.