Løbetur i foråret

Så har jeg igen været på en tur med ungdomsminder rundt i Randers. Eller – ikke så meget rundt i Randers, men lags Pramdragerstien, som løber langs Gudenåen. Stien er en ældgammel sti, som oprindeligt blev benyttet af pramdragerne, der trak deres lastede både fra stien og ind mod handelsbyen. Stien er blevet renoveret gennem de sidste par år, og er nu en fremragende løberute. Den er hævet over vådområderne, og her er et fugleliv ud over det sædvanlige. Jeg elsker at løbe og gå ture her. Så jeg løb hele vejen ind til midt i byen, hvor en stor bro krydser Gudenåen, hvor åen går over til at være fjord. Jeg har tilbragt utallige timer i min pure ungdom ved åens bredder. Der har jeg læst til eksamen, drukket øl, lavet lejrbål, spillet guitar og slikket sol. Jeg har padlet i kano og roet kajak, og jeg har cyklet området tyndt.

Men i dag løb jeg på tunge ben og beklagede mig indvendigt over min svigefulde form. Men jeg har faktisk været, eller er måske, lidt syg. Jeg har hostet de sidste tre uger og haft ondt i halsen, og jeg blev enig med min far om at tage en penicillinkur. Bare for alle tilfældes skyld for ikke at udsætte min mor for mere. Og måske skulle jeg alligevel have gjort det der med at gå til læge? I hvert fald har penicillinen virket på min hals, og jeg føler mig betydeligt bedre tilpas i dag. Så godt for det.

Min løbetur igennem forårseftermiddagen blev fin, selvom benene virkede tunge. Det var dejligt at gense Gudenåen, og jeg valgte så asfaltvejen hjem igen. Knapt 13 km blev det i dag. I morgen må jeg se at nå en længere tur.

Og min mor har det bedre, omend hun må blive på hospitalet lidt endnu.