Hvor jeg på den hårde måde pludselig huskede, hvorfor jeg i sin tid stoppede med at løbe konkurrencer i maj. Det har tre grunde: birkepollen, birkepollen og birkepollen. Jeg bliver træt som et væltefærdigt alderdomshjem af ikke at trække vejr nok, og mine muskler bliver gummiagtige af medicinen. Medicinen får også min puls til at ryge i vejret, så længe jeg tager multidoser. Men resten af mit liv er tudetosset i de her uger, så skulle jeg nå at træne noget, skulle det være i dag. I morgen skal jeg til møde inde i København, videre til noget udviklingsdag på Sjælsmark Kaserne og videre til lufthavnen for at komme til Ålborg. Hvor jeg holder foredrag om arbejdsglæde fredag.
Så jeg piskede min klagende krop afsted omkring klokken 18, da jeg endelig var hjemme. Så var det, jeg huskede. Lungerne hvæsede og peb. Øjnene kløede og løb om kap med næsen. Jeg eksploderede i hosteanfald. Fuck og skod. Men en anelse stædig er jeg jo, så jeg piskede videre, mens lårmusklerne klagede sig næsten højlydt. Havde egentlig bestemt mig for at løbe til Rungsted, men kunne alligevel mærke, at det var en skovdag. Så jeg drejede ned i skoven og løb syd på. Ned gennem Rude Skov, forbi Stubbe Sø, krydsede Hørsholm Kongevej, ind i skoven igen og forbi Løje Sø. Her havde jeg en alvorlig snak med mine lår. No mercy!! Videre!! Derfor fortsatte jeg ud af skoven, langs golfbanen. Min indre dialog blev skarpere, men jeg fortsatte. Ud af skoven og videre langs motorvejen til næste skovparti. Nu gik det egentlig lidt bedre. Men jeg måtte stadig piske mig videre. Endelig nåede jeg Nærum og Rundforbi Stadion. Ind i skoven på den anden side, og så var jeg faktisk på vej hjem. Og – ahem, der var faktisk længere, end jeg huskede. Men nu skulle jeg jo hjem. Og hjem kom jeg. Løbende. 18 kilometer var det alligevel. Altså egentlig ganske tilfreds, selvom turen i sig selv var en skodtur. Muligvis en skidt investering…. Det er skodture som regel, men det vil vise sig.
Astma og løb er sådan et tveægget sværd for mig i den periode, hvor birken eksploderer. Og græsset med, for den sags skyld. Det tager et par uger eller mere, før medicinen har fået lungerne til at falde til ro. Løb har også provokeret egentlige anfald. Men det var mest i et tidligere liv, hvor jeg løb for hurtigt. Faktisk udgik jeg engang af Copenhagen Marathon, fordi jeg ikke havde styr på min astma. Jeg havde en lille uge tidligere løbet sammen med mine løbe-buddies, hvor der blev lagt hårdt fra land i et hidsigt kapløb. Det provokerede et stort anfald, og jeg måtte spadsere stille tilbage. Efter sådan et anfald tager det lungerne et par uger at falde helt til ro, så jeg vidste, jeg skulle have ekstra astmamedicin ca halvvejs i løbet. Jeg havde udstyret min søn med astmasprayen og aftalt, at han skulle stå parat ved 25 km. Jeg kunne mærke astmaanfaldet så småt begynde at bygge op, men han var der ikke! Han havde fundet sig et eller andet andet sted, som var meget tæt på mål, den dumme dreng. Han var meget tæt på en fyring. Og jeg måtte selvfølgelig gå ud og finde min mobiltelefon. Og sønnen med astmasprayen.
Men så kan lytte lidt på hende her: Så ryger humør og lårmuskler lige til tops igen. Jeg lærte hende at kende engang på en bjergbestigningsekspedition i Sydamerika. Vi kom ned fra bjerget og slog teltene op for at overnatte i basislejren, inden vi gik helt ned. Der stod et enligt telt i nærheden. Pludselig blæste det voldsomt op, som det kan i bjergene, og vi sikrede vores telte grundigt. pludselig så jeg, at det enlige telt blafrede faretruende. Jeg gik derover. Teltet var tomt, så jeg pillede teltstængerne ud og lagde det ned med nogle store sten ovenpå. Nogle timer senere kom en fyr ned fra bjerget. Blæsten var taget af, og han rejste sit telt igen. Og så kom han over og sagde tak. Han ville gerne sige tak med en hjemmebrændt cd fra hans hjemland, Brasilien. Og det var Maria Rita.
Helles Blog 