Copenhagen Marathon – det må briste eller bære

Sidder på sengekanten og laver de sidste mentale øvelser. Så er det i morgen. Jeg glæder mig – og jeg er lidt bekymret. Fordi jeg stadig er så forfærdelig snottet. Hvis nogen spurgte mig, om jeg ville synes de skulle løbe i den forfatning, ville jeg sige klart nej. Men nu gør jeg det altså selv. Tror det er mere høfeber end forkølelse, og så må det briste eller  bære. Jeg kan ligge i sofaen og se dårlige film hele mandagen.

Jeg glæder mig, fordi mine unger vil stå på ruten og sende god karma efter mig. Og en god del venner og kolleger. Jeg glæder mig til stemningen. Det er flere år siden, jeg har været midt i den, marathonstemningen. Jeg glæder mig til at se, hvor hurtigt min svoger kan komme rundt. Han er en pænt hurtig løber, – som bare ikke gider træne. Og det hævner sig nogen gange på marathondistancen. Jeg glæder mig, fordi Jeppe også løber. Jeppe passede jeg for mange år siden, da jeg var sygeplejerske på børnekræftafdelingen i Århus. Jeppe var to år og havde leukæmi. Vi har haft kontakt med hinanden – mest de sidste tre år. Hans forældre har jeg mødtes med hvert eneste år til Skanderborg Festival. Og det er helt sikkert, at der skal tages billeder af os to i målområdet. Jeg vil ønske ham et fantastisk løb.

Jeg glæder mig til at møde Tracy og Tina – eller rettere, jeg håber, jeg får mulighed for at møde dem og ønsker dem begge det bedste løb. Også Birgitte sender jeg de beste løbeønsker efter. Birgitte var med mig på Kilimanjaro sidste sommer og løber sit første marathon.

Jeg glæder mig til at følges med Jesper og håber, han kan holde mine kriser ud undervejs. Ellers må han jo stikke af 🙂 Han sendte en sms, at han var på ej til 40 års fødselsdag, så mon ikke det kommer til at passe meget godt?

Og jeg glæder mig til at se alle de andre, jeg kender og har kendt gennem tiderne, som også tropper op i løbesko eller heppesko. Send god karma!