24Run i Rude Skov og Løbeklubben på Facebook

Jeg beklager radiotavsheden her på sendefladen. Jeg har været stærkt arbejdsramt, på den fraværende og mødeagtige måde. Men nu er jeg inde og vende i det, der hedder mit hjem, inden jeg tøffer ind i Rude Skov for at løbe i 24 timer. Ja, altså ikke alene. Det tror jeg alllgevel ikke, jeg kunne blive fristet af, – at løbe rundt og rundt og rundt på den samme korte strækning i samfulde 24 timer. Nej, vi er seks kvinder, der deler de 24 timer imellem os, og det skal såmænd blive fint rigeligt. Og superhyggeligt.

Jeg løb 24Run sidste år sammen med Løbeklubben på Facebook, og det gør jeg også i år. Sidste år var jeg nytilflyttet i Holte (ja-ja, jeg flytter lidt for meget rundt), kendte ikke mange (løbe)sjæle i omegnen, og derfor var Facebook-initiativet til 24Run perfekt. Jeg mødte op uden at kende de andre, og det viste sig at gælde for de fleste. Og så blev det en enorm succes. Vi oplevede et overraskende og intenst døgn sammen, hvor samarbejde og teamwork fungerede perfekt. Og nu kender jeg nogen! Som jeg har set igen, og som jeg har været til andre løb sammen med. Og jeg glæder mig til at være sammen igen. Selvom flokken er blevet mangedoblet, og den store lejr på mere end 50 mennesker også kan være en smule skræmmende. Mon der bliver ro nok til at sove de ganske få timer imellem vores ture? Mon den intense og intime stemning fra sidste år lader sig gøre i så stor en gruppe? Eller vil vi koncentrere os helt om vores lille kvindehold? Måske kan vi i virkeligheden ikke rumme meget mere.

Vi skal løbe fire timer hver, som vi fordeler ud over døgnet. Vi har delt os i to-mandshold, så vi har en fast makker i en – eller to-timersintervaller. Hen over natten og omkring aftensmadstid løber vi kun en time ad gangen. Det er meget specielt at blive vækket og stå ud af soveposen, trække i løbeskoene og løbe ud på ruten midt om natten. Ved midnat slukkes alt lys og lyd, og der er bare løberne på ruten med pandelamper. Alle samtaler bliver helt af sig selv dæmpede, og stemningen helt særlig.

Det er en kunst at få måltiderne passet ind. Jeg har en temmelig følsom mave, som vist har haft for mange sære indvortes kræ med hjem fra eksotiske rejser. Jeg skal virkelig passe på ikke at spise for tæt på løb. Så skal jeg nemlig på toilet. Hurtigt. Og pludseligt. Det er blevet bedre. Sikkert i sammenhæng med at jeg ikke løber så hurtigt mere. Før i tiden gik det bare ikke an at spise senere end tre timer inden løb.

Jeg er makker med Helle, som jeg lærte at kende til sidste års løb, og vi skal nok være et supergodt makkerpar. Helle er sej og stædig, og jeg har lidt oprejsning til gode fra pinsen. Mine nyindkøbte trailsko, Salomon XT Wings,  kom med posten i dag. Dem vil jeg teste på nogle af mine ture i weekenden. Og ellers bare pakke godt med solcreme og myggespray.