24Run – en særlig oplevelse

Jeg er stadig høj. 24Run blev et fantastisk døgn sammen med fem seje kvinder (og alle de andre), som knoklede døgnet igennem for at løbe så mange kilometer ind som muligt. Og lad det være sagt med det samme: Jeg fik min stolthed poleret og genoprejst. Vi løb os igennem langt mere end et marathon hver uden seriøse kriser, og vi fik en andenplads i vores gruppe. At der så kun var tre hold repræsenteret, gjorde ikke vores oplevelse mindre. Faktisk kæmpede vi hårdt mod Fredensborg AK, som alligevel løb os alvorligt bagud til sidst.

Løbet startede lørdag klokken 12, og vi mødte ind et par timer før for at blive rigtig klar. Bortset fra stakkels Helle W, der kom med en forsinket bus fra Århus og lige nåede ind til start. Det lod hun sig ikke påvirke det mindste af, men kørte stabilt og hårdt på. Vi delte os i tre makkerpar og fordelte døgnet imellem os. Først med to-timers intervaller, som vi senere ændrede til 1½ time, fordi to timer sled for hårdt og gjorde os langsommere. Ruten på 2,7 km er ret bakket på de første 2/3, derefter løber man ind på stadionog målområdet, som er næsten plant. Jeg dannede makkerpar med Helle A, som jeg lærte at kende til sidste års løb, og vi fungerede upåklageligt sammen. Faktisk var vi tre “Helle’r”, så der er grund til forvirring. Vi planlagde fra starten at løbe en omgang ad gangen. På den måde ville vi kunne løbe flest kilometer ind, fordi vi ville kunne holde en bedre fart på vores omgange. Det hele blev jo én lang interval-sekvens á 2,7 km.

Vejret var absolut strålende. Man kunne måske klage over lidt rigelig varme og en heftig sol. Men det gør vi ikke. Tænk, hvis det havde set ud som i dag? Et 24 timers stafetløb er både et krævende teamwork og en enormt hyggelig social begivenhed. Alle har det lige hårdt. Alle lider på natterunderne. Alle er ved at kaste middagsmad og morgenmad op. Alle har ufatteligt slidte lårbasser, når man når til søndag morgen. Og alle klør på. Fordi vi gerne ville konkurrere både med os selv og med vores konkurrent fra Fredensborg.

Løbeklubben på Facebook stillede med mere end 50 deltagere, og det var utroligt flot. Vores lille hold var nok en smule indadvendt, fordi der var forventninger til os fra både klubben, sponsor (Kaiser Sport) og os selv. Vi havde ikke lange pauser mellem vores løb og måtte udnytte dem optimalt. Men det var skønt at have opbakning og samvær i målområdet med alle de røde trøjer.

Jeg prioriterede at få en smule søvn mellem natteintervallerne. Jeg er dårlig til at fungere uden, og mine forældre havde meldt deres ankomst søndag eftermiddag. Og jeg faldt i dyb søvn en time eller to mellem de to natteseancer. Det gjorde nok en verden til forskel for mig.

Der kommer forskellige strategier op i løbet af sådan et døgn. Både hold-strategier, som at ændre vores makker-intervaller fra 2 til 1½ time. Og de indre strategier for at tæske sig igennem endnu en omgang på ruten, selvom hele kroppen skriger nej. Jeg inddeler ruten i bidder. “How to eat an elephant? In small bites”. Selvom ruten er kort, virker strategien. Jeg tæller ultraløbere. For de går næsten allesammen det meste af tiden, og jeg tæller, hvor mange jeg løber forbi på en runde. Pjattet, men det afleder, hvor ondt det gør i lårbasserne at springe op ad bakkerne. Jeg løber på én måde i bakkerne og på en anden på stadion og glæder mig på hver runde, til bakkerne er overstået. Og så begyndte jeg at tælle ned, da jeg stod op tidligt søndag morgen. Mit konstante mantra var, at 2,7 km kan man ALTID løbe. Det hjalp også, at man på vejen ind til stadion løb forbi Facebook lejren, hvor der altid var tilråb og klap.

Jeg fik ikke meget mad i løbet af døgnert. Aftensmaden var fin, men den hoppede alligevel lystigt rundt i min mave, da jeg løb afsted et par timer senere. Morgenmaden blev et par stykker knækbrød meget tidligt om morgenen, fordi jeg prioriterede lidt søvn frem for at vente på den officielle morgenmad. Og så kørte jeg på energidrik for resten. Det fungerede egentlig fint nok. Men jeg var glubende sulten, da jeg vendte hjem søndag eftermiddag. Min pose med snacks og sager kom med hjem igen, på nær et par skiver knækbrød.

Vi måtte se os slået af Fredensborg AK. Helt fair. De havde et par superhurtige kvinder med på holdet, men det var sjovt at have konkurrencen. Som nummer tre lå et hold af kvindelige ultraløbere, som vi egentlig havde været mere bekymrede over, men de var reduceret til fem kvinder og lå næsten hele konkurrencen efter os. Men på podiet kom vi, og vi vandt et gavekort til Puma på 400 kr. Og det er jo ikke skidt. Og vi var superstolte. Der skal nok komme billeder senere.

Endelig pakkede vi sammen, og jeg trak min cykel en sidste gang ad den bakkede rute ud til skovstien, der fører hjem. Mine ben jamrede, men de skulle også bære den tunge rygsæk. Hjemme sad mine forældre og nød solen i haven. Jeg havde frygtet lidt, at jeg ville være for træt og smadret, men efter frokosten lagde min mor sig ovenpå, min far faldt i søvn i lænestolen, og jeg fik en tiltrængt lille lur. Og der må være noget helt rigtigt i konceptet med en god oksebøf og spansk rødvin, for i dag har mine ben det fortrinligt og cyklede uden jammer hele vejen til Hillerød i regnen.

Stor tak til mine løbe-buddies for samarbejde og dejligt samvær, og stor tak til Jakob fra Løbeklubben på Facebook for det store arbejde med at arrangere. Og en stor tak til alle andre Facebook-løbere for at gøre det til en fest. Tænk endnu en gang at tilbringe et døgn med så mange helt ukendte mennesker.