Løst og fast fra Kathmandu

I nat sov jeg, som havde jeg oceaner af søvn at indhente. Og det har jeg måske. Det har været et par hektiske uger, de sidste her, og NU går jeg i feriemode. Og så bliver jeg søvnig. Kathmandu overmander også med indtryk. Byen er fuld af lyde, fart og farver. Og alligevel er den totalt laid back og fuld af gamle hippier. Jeg elsker at komme her. Byen er et kludetæppe af forskellig kultur. Her levet hinduer, buddhister, muslimer og kristne side om side, og selvom der har været masser af intern uro i Nepal, handler det meget sjældent om religion. Her er gamle templer, hvor både hinduisme og buddhisme lever et aktivt liv, her er internet og forretningsliv. Kathmandu er en summende storby, hvor folk holder geder ved ders boliger også i centrum. Her stinker af bilos og affald blandet med duften af røgelse, krydderier, parfume og menneskesved. Måske er det årstiden, men det forekommer mig, at her er mindre affald i gaderne. Bagsiden er gadebørn, der sniffer lim på gadehjørnerne, som ikke går i skole, og som ikke har muligheder for ordentlig ernæring. Her er hustlere, der vil sælge alt fra tigerbalsam til udskårne træsager,  men de er afviselige. De er ikke aggressive og vedholdende som i Indien. Og derfor er de også til at holde ud. Trafikken er ubeskrivelig. Jeg havde fornøjelsen af at krydse gennem byen bag på motorcykel i morges. Og jeg kaster håndklædet i ringen. Jeg fatter ikke trafikkens mønstre. Men frem kom vi.

Jeg spiste middag med Jeroen i aftes og fik en lang snak om Humla, hjælpearbejde, Nepal, projekter og meget andet. Han er fuld af skrupskøre ideer, og det er én af grundene til, at jeg valgte det her projekt. Når jeg kommer tilbage fra Humla, skal jeg møde en ekstremsportsmand, som jeg lige har glemt navnet på. Han er sådan en, som sætter speed records på bjerge og trails. Han skal lave det 700 km lange Trans-Himalayan trek på 60 dage, go det vil være ny rekord. Meningen er at skaffe sponsorpenge til The Nepaltrust og deres projekter i Humla. Og så har Jeroen arrangeret sig med to af mine store britiske bjerghelte som støtter, Doug Scott og Chris Bonnington, og havde jeg nu ikke haft så travlt med at komme hjem fra England i september, kunne jeg måske have mødt dem begge to in person. Wow.

Efter min monstersøvn tog jeg til Nepaltrust -kontoret i den anden ende af Kathmandu og brugte det meste af dagen der til at forberede, snakke og at få styr på satellittelefonen. Og DET LYKKEDES! Nu kan jeg få internetforbindelse med telefonen, og jeg kan sende fra Humla. Nepaltrust har også gang i flere projekter om vandprojekter, der kan lave strøm til de små landsbyer, og faktisk er der et projekt i den ene af de byer, jeg skal være i. Så I skal helt sikkert nok høre mere derude fra. Jeroen viste mig en lille film om projekterne, og der ser bare fantastisk ud. Jeg kommer også til et relativt uforstyrret område, forstået på den måde, at befolkningen stadig dyrker deres buddhistiske tro efter de helt gamle forskrifter. Når jeg siger relativt uforstyrret, er det fordi området har været gennem voldsomme forstyrrelser forårsaget af politiske rumlerier. De har traditionelt levet af handel ad de ældgamle saltveje gennem Nepal og Tibet. Området ligger så højt og er så stejlt, at der ikke kan dyrkes meget afgrøde. Derfor er handlen vældig vigtig. Men kinesernes besættelse og lukning af grænserne til Tibet har sat en stopper for næsten al grænsehandel. Oven i købet siger rygter, at kineserne forsyner grænsefolkene med alkohol, og dermed er med til at ødelægge den produktion, der ellers er foregået i grænseområderne. I stedet bliver de nu oversvømmet med billige og dårlige kinesiske produkter. Det var også i det vestlige Nepal, maoisterne startede deres oprør og militære virke. Maoisterne forbød de isolerede landsbyfolk at vandre til de større byer for at handel og medicinsk hjælp. Og det har efterladt befolkningen i stort armod. Derfor betyder selv dette lille projekt enormt meget.

Jeg har været på indkøb og fundet en tibetansk ordbog/undervisningsbog, for folkene derude taler slet ikke Nepali, men gammelt tibetansk. Jeg fandt den i den store boghandel i Thamel, Pilgrim, som er et eldorado for bjergelskere. Her bugner af bjergbøger, og jeg kommer altid til at købe billedbøger med hjem. Bagefter gik med et stik af skidt samvittighed på besøg i den lille Glory Book Shop. Det er en lille boghandel, ejet af det sødeste ægtepar. Og jeg går altid forbi og hilser på. Jeg fik skidt samvittighed, fordi jeg kunne se, at butikken var blevet endnu mindre. Og da jeg fortalte, hvad jeg skulle, fandt han straks en lille tibetansk parlør og forærede mig.

Nu vil jeg spise et tidligt aftensmåltid. Jeg er fire timer foran jer derhjemme. Og så vil jeg gå tidligt i seng med en bog og pleje min feriesøvn.