Turist ved et tilfælde…

I dag vågnede jeg temmelig modstræbende ved otte-tiden. Efter en nat med heftige og livagtige drømme, som jeg ofte har, når jeg rejser langt væk. Måske bare fordi jeg sover lidt lettere? Eller måske fordi min underbevidsthed alligevel arbejder på højtryk? Jeg vågnede til en dybblå himmel og en strålende sol. Bad og morgenmad lidt kvikt og så afsted. I dag ville jeg være turist. Og for en gangs skyld helt for mig selv, uden at være ansvalig for andre. Nå ja, – helt almindelig turist er jeg nok alligevel ikke, fordi jeg bestemte mig for at gå på mine ben, vel vidende at det ville blive en lang tur. I klip-klapper. På noget fortovsagtigt, der mest minder om tiltrampede markveje.

Jeg drog glad afsted gennem byen. Og blev kontaktet igen og igen af uforstående taxachauffører, som ikke fattede ideen med sådan at vandre afsted, når nu man kunne køre. Jeg havde to mål for dagen. Altså ud over bare at opleve forskellige områder af Kathmandu langsomt og tæt på. Jeg ville ud til et stort tempelkompleks, Pashnupati Nath, som rummer et stort hindutempel samt mange buddhistiske helligdomme. Faktisk nok det helligste sted for Kathmandus hinduer, men mere om det senere. Mit andet mål var den store buddhistiske stupa, Bodhnath.

Jeg forvildede mig ind ad en indgang til Pashnupati Nath, som jeg ikke havde set før. Det koster ca. 45 kr at komme inde, og billetten gælder hele dagen. Det store hinuistiske tempel er lukket for andre end hinduer. Når jeg siger, at det nok er det helligste sted for hinduer i Kathmandu, er det fordi det er placeret ved bredden af Bagmatifloden, som er en udløber af Ganges i Indien. Her brænder de deres døde, og det er en fascinerende proces at følge på afstand. Det betyder meget for en hindu at blive brændt det rigtige sted, ved en hellig flod. Endnu bedre er det, hvis man også kan dø ved floden. Floden betragtes som rensende. Det kan forekomme sådan nogen som mig fuldstændigt bizart, at en flod, som i den grad er møghamrende beskidt, hvor det flyder med affald og menneskeligt udskillelser, betragtes som ren. Det kan også forekomme os bizart, at dødsprocessen er så offentlig. I samme flod, ved den modsatte bred, bader børn og voksne. I samme vand, you know. I dag fik jeg lejlighed til at følge rensningen (purification) af to døde mennesker. Liget placeres på et leje, der er støbt ind i flodbredden, med fødderne i flodvandet. Fødderne vaskes, og de pårørerende kommer på skift og vasker ligets ansigt med vand fra floden. Den ene scene var hjerteskærende, idet det var en ung dreng, som var død. Drengens far blev hjulpet hen til liget, støttet af to mænd, og måtte hjælpes med at foretage afvaskningen, fordi han brød sammen i sorg. Liget er svøbt i orangegule klæder, og til sidst dækkes ansigtet og hele kroppen stænkes med vand fra floden. Herefter bæres liget til en støbt platform, en ghat, hvor der er bygget brænde op, som liget placeres på. Herefter føres kvinderne bort, fordi de vil græde upassende, og en mand i familien foretager afbrændingen sammen med en præst, mens den mandlige del af familien ser til. Det er næsten altid den ældste søn, der foretager ligbrændingen. Han er klædt i hvide klæder og skal være i sorg i flere måneder. Jeg vil tro, faderen til den døde dreng, ville foretage afbrændingen. Det er dybt rørende at overvære en hinduistisk begravelse, og der bliver selvsagt ikke taget billeder. For selvom processen forekommer meget offentlig, er det også en meget privat og traumatisk proces for familien.

Bodhnath er en kæmpestor stupa, som de karakterisktiske tibetanske buddhistiske helligedomme hedder.

Bodhnath

Den ligger i udkanten af Kathmandu, og på vejen fra Pashnupati Nath kommer man gennem landsbyagtige scenarier. Og pludselig er alt tibetansk. Der vajer bedeflag fra tagene, og kvindernes klædedragt har markant skiftet karakter.

På vej mod Bodhnath

To smådrenge stikker en lab ud og spørger efter chokolade. Jeg ryster på hovedet og griner til dem. Jeg giver altså aldrig de børn noget, for så er det, at de ender med at ståog sniffe lim på gadehjørnerne. Men de to purke følger grinende med. Lidt efter får vi følgeskab af to lidt større piger, og jeg tænker, åh nej, nu har jeg dem i halen hele vejen til Bodhnath. Pigerne begynder fnisende at spørge lidt på engelsk, og jeg spørger dem tilbage. Efter ti minutter på den måde, siger de pludselig, I live here, og så smutter de alle fire ind til venstre. Hmmmm, jeg har vist været for meget på steder, hvor børn tigger. Og har glemt, at så vedholdende er de slet ikke i Kathmandu. Jeg når frem og sætter mig på en tagrestaurant og får frokost med udsigt til stupaen. Rundt om stupaen er bedemøller, som munke går og drejer på. Det er en af de rigtig charmerende ting ved den tibetanske buddhisme. Bedemøller og bedeflag, som sender bønner ud i verdensrummet for fred og kærlighed. Jeg har sågar set bedemøller drevet af vand, så man ikke behøver selv at dreje dem. Her går rødklædte munke i alle aldre. Engang syntes jeg, det var synd for de små drenge, der skulle være munke. Lige til jeg besøgte et kloster og overværede, hvor herlig en tilværelse, de har. De får mad og drikke, de har altid selskab, og der er masser af tid til leg og spas.

Og nu er jeg tilbage på mit hotel og venter på Jeroen, som jeg skal ud og spise med igen.