Nepals røvhul

Pardon my french. Udtrykket er ikke mit, men Candy’s, som ejer det hotel, jeg bor på i Nepalgunj. Og det er ret dækkende. Her er alt for varmt og fugtigt, og man er her kun for at komme ud igen. Her er ikke meget, man kan tage sig til. En løbetur? Glem det. Candy har boet her de sidste 18 år og før det 16 år i Kathmandu. Hun er oprindeligt amerikaner, men har optaget nepalesisk statsborgerskab. Nepalgunj er kun fordi ’business is good here’. Hvordan man kan få sig selv til at slå sig ned her, selvom business is godd, går over min forstand. Hun har et sødt lille hotel med bare 12 værelser, som hun næsten udelukkende lejer ud til regeringsfolk, FN, NGO’er og andre lignende. Hun gider ikke trekkinggrupper, og andre turister kommer ikke i Nepalgunj. Trekkinggrupperne er også ustabile, for de kommer kun for attage videre til Simikot ad den vej til Mount Kailash i Tibet. Men her er fint, når man nu skal være i Nepalgunj.

Og det skal jeg, for mit fly til Simikot i morges blev aflyst, fordi vejret var skidt derude. Man flyver derud i små Twin Otters, der stort set navigerer on-sight. Og derfor kræver klart vejr. Og jeg undrer mig til stadighed over, at jeg gør det. Flyver frivilligt med de små metalbokse. Jeg dør lidt af skræk hver gang. Det larmer, så man må have vat i ørerne. Men alternativet er at gå i 10-12 dage for bare at komme til Simikot.

Nepalgunj ligger sydligt på grænsen til Indien, og byen er meget indisk at se til. Flade marker, én lang vej, hvor byen folder sig ud på begge sider. Køer, geder og grise går omkring og græsser mellem det hele. Befolkningen er oprindeligt indvandret fra Indien og er hinduer. Her er fredeligt og stille. Stilheden brydes af eksotiske fuglelyde og indiske bilhorn.

Min feber forsvandt i løbet af natten i Nepalgunj. Måske blæst væk af aircondition. Men væk er den, og jeg er helt frisk igen. Helt efter bogen. Det tager næsten altid et døgn. Jeg hørte lidt sære lyde i nattens mulm og mørke, men tog ikke rigtigt notits af dem. Om morgenen var papirkurven væltet, og jeg spekulerede lidt på, hvilke gæster jeg mon havde haft?

Varmen gør luften tyk og tung. Aircondition-temperaturen i mit værelse på 20 grader føles isnende, og jeg går lidt ind og ud. Prøver at overgive mig til roen ved ikke at skulle noget og bare læse min bog. Utålmodighed flytter ikke noget her. Selvom jeg hellere ville være i bjergene. Sveden løber stille af mig og får fingrene til at klistre fast til bogens sider. Og det gør det jo ikke nemmere at sidde stille og læse. Selv min lille computer stønner lidt i varmen, og den har dog været med til lidt af hvert i sit korte liv.

Min bagage er stadig i lufthavnen. Det er en langsommelig proces med mange stempler og ekstra betaling at få sin oversize rygsæk checket ind. Så på forespørgsel om det var vigtigt at få den med tilbage til hotellet, måtte det blive nej. Tandpasta og rent tøj var en ringe pris at betale for at slippe for en gentagelse af den proces. Der er alligevel ingen, der lugter til mig.

Vi håber det bedste for et fly i morgen tidlig.