Længsler

Nu har jeg været så længe væk, at længsler og savn begynder at
manifestere sig. Jeg oplever stadig og fyldes med nysgerrighed hver
eneste dag. Og glæder mig også over det meste. Men længslerne begynder
at titte frem i mine drømme. Og det er ikke så skidt at have så meget
at glæde sig til at komme hjem til. Alt i uprioriteret rækkefølge, for
den kan skifte mange gange i løbet af døgnet.

Den lige nu mest altoverskyggende og meget konkrete længsel er et tykt
stykke fuldkornsrugbrød med en skive 45% Danbo på. Det kan få mit
mundvand til at gå amok. Jeg glæder mig også til, at Sofie og Thomas
laver en fantastisk kop kaffe til mig.

Jeg længes efter at sidde uforstyrret med min morgente en time, mens
jeg vågner op til verden.

Jeg drømmer om at sidde sammen med mine unger omkring bordet med en
flaske rødvin. Jeg længes efter at føre mere åndrige samtaler, end
mine hårdt tilkæmpede tibetanske brokker tillader. Eller mine nye
venners lige så hårdt tilkæmpede engelske brokker tillader. Det er
fint at have computeren og min næsten udfyldte notesbog. Men det er en
ensidig kommunikation. Ingen svarer igen eller argumenterer imod eller
supplerer. Det har på den anden side været en fordel i mit arbejde med
at skabe mig viden og forståelse for det samfund, jeg har levet i.

Bare at sidde omkring et måltid ved et bord med stole uden nogen, der
bøvser og prutter uhæmmet, bliver en udsøgt fornøjelse. At nyde at
spise med kniv og gaffel, og ikke fingrene, og nyde at ingen slikker
tallerkenen ren, men putter den stille og roligt i opvaskemaskinen
eller baljen. Almindelig bordskik får nye betydninger efter mit ophold
her. Det er fint med forskellige skikke, men min indre Tante Sofie
springer frem som en trold af en æske. Og heldigvis kan ingen se, hvad
jeg ind imellem tænker.

Jeg er blevet bedre til at sidde længe i skrædderstilling, men jeg er
ikke skabt til det. Min krop er skabt til stole. Tror jeg.

Jeg længes efter en kold øl i Nyhavn eller måske bare på terrassen med
min nabo. Jeg længes efter frisk frugt og iskoldt vand fra vandhanen.

Jeg vil næsten give mit kongerige for et træk-og-slip toilet. Med
vaskekumme og sæbe ved siden af. Og en dør der kan lukkes og låses.

Jeg længes forfærdeligt efter min seng. Som er uden mærkelige
insekter. Og som er blød og helt tilpas varm. Jeg længes efter at sove
for åbent vindue uden risiko for ubudne nattegæster.

Jeg glæder mig til at høre mine ungers stemmer. Alle de små og store.
Jeg håber, småpigerne stadig har deres begejstrede grin, når vi ses
igen. At jeg ikke har været for længe væk. Jeg glæder mig til at tage
ud i byen og høre musik. Jeg glæder mig til at arbejde igen, og jeg
glæder mig over at arbejde i et sundhedsvæsen, som vi godt kan være
lidt stolte af. Jeg glæder mig til at se alle vennerne, hele familien,
mit lille hus i Birkerød, skoven, søerne, ja selv Brugsen, hvor jeg
sikkert bliver svimmel af valgmuligheder.

Og mand, hvor jeg savner min cykel. At suse ud af landevejen med
solskin om ørerne.

Jeg kan næsten ikke klare mere buttertea, og tsampaen vokser i munden
hver morgen. Hvor er vi ufatteligt privilegerede, at vi har så mange
valgmuligheder. Jeg mener, hvis ikke vi har lyst til tsampa om
morgenen, så tager vi bare müesli eller en ostemad. For os er varieret
kost at spise noget forskelligt hver dag. I Humla eksisterer
overvejelser om at kunne lide eller ikke lide noget ikke. Man spiser
tsampa om morgenen. Punktum. Man spiser dal bhat (ris med sovs og
grøntsager) hver dag. Formiddag og aften. Og de samme grøntsager dag
efter dag. Og sådan er det. Jeg kan her i mit priviligerede højsæde
sidde og glæde mig til helt andre spiser. Men det kan man ikke i
Humla. Der er ikke valgmuligheder eller alternativer. Og det har jeg
ikke hørt nogen sætte spørgsmålstegn ved. At være kræsen og spise af
lyst er et velfærdsfænomen.

Og du godeste, hvor jeg glæder mig til lidt velfærd.