Skolefest og syge børn

Sidder og venter på, at undervise børnene i hygiejne på The Little Doctor’s Programme i Yalbang. Tidspunkter er temmelig flydende. Først var det klokken 11, senere klokken 13, så klokken 15. Og nu ved jeg ikke. Jeg ville gerne nå at løbe en tur, for i går regnede løbeturen væk. Men det må heller ikke blive for sent, for så når det at blive mørkt. Og nu regner det igen. Det er ikke, fordi jeg ellers har noget imod en regnvejrstur, men her gambler man med jord og sten, der pludseligt kan sætte sig i bevægelse over eller under stien. Derfor løber jeg ingen steder, hvis regnen vælter ned. Og derfor får jeg slet ikke løbet så meget, som jeg gerne ville.

Børnene har haft fri i dag. De er allesammen blevet vasket og har vasket deres tøj. Fredag er det nemlig forældredag og en slags festival. Alle børnene har øvet sig i musik og dans, og de skal optræde for forældre og indbudte gæster. Jeg er også indbudt. Der er blevet lavet særligt overdækkede siddepladser til de indbudte gæster, og skolen er skinnende ren.

Det betød, at min lille græsplæne var fyldt med børn i morges. Jeg har stadig ikke helt vænnet mig til den enormt påtrængende nysgerrighed, en del af børnene har. Og vedholdende. Jeg mærker min danske privathed næsten ligeså påtrængende. Jeg er ikke vant til, at folk træder helt tæt på og stirrer. Og bliver ved. Jeg er heller ikke vant til, at både børn og voksne hænger ind ad mine vinduer, hvis de står åbne. Og bliver hængende. Og jeg er i særdeleshed ikke vant til, at folk følger efter mig på toilet. Og de vil gerne øve sig i engelsk og spørger igen og igen om de samme ting

Det myldrede også ind med børn på klinikken idag. Mange, mange børn kom med inficerede insektbid. Jeg har introduceret Sita og folk til sæbebade i stedet for skrappe desinficeringsmidler og antibiotika. Og jeg har allieret mig med en af lærerne på skolen, der hjælper børnene med fod- og håndbade. Et par børn kom med luse-eksem, men vi er løbet tør for lusemiddel, så de må kæmme hinanden i stedet. En lille dreng havde en enorm hævelse med pus på det ene øre. Vi har desværre heller ikke noget otoskop, så vi kan ikke se, hvor langt ind infektionen rækker. Men antibiotika skulle han da have, fyren. Børnene er meget vant til selv at gå til læge, og jeg har haft mine tvivl, om de overhovedet kunne forstå og administrere, den behandling de eventuelt fik med. Så jeg er begyndt at insistere på, at en lærer skal hjælpe de børn, som får behandling. Det er sværere med de børn, som ikke bor på skolen. Det er ikke altid let at få deres forældre til at komme. Og så er det, at jeg kan komme i alvorlige tvivl, om vi ikke let kommer til at anrette skade med den medicin, der udleveres til børnene? Hvad hvis de ikke drikker vand nok til medicinen? Hvad hvis de ikke kender klokken og ved, hvornår medicinen skal tages? Hvad hvis de kommer til at tage det hele på én gang, fordi de har glemt en aftendosis? Hvad hvis de blander med noget andet medicin?

Jeg er nemlig foruroliget over, hvor meget medicin folk ser ud til at tage. Alle har blisterpakninger med forskellig slags medicin på sig.
Og det er kommet noget bag på mig. Jeg hører også, at der foregår en livlig udveksling af medicin, og at folk for en sikkerheds skyld besøger flere klinikker og får flere slags medicin.

Og klokken blev 16, før undervisningen kom igang. Alting er forstyrret af dansetræningen. Klokken 17 var regnen stilnet af, og jeg tog chancen og løb afsted en times tid på min næsten faste rute. Jeg skal nok tage kamera med og vise lidt af de udfordringer, ruten byder på.
Men det er en rute, hvor jeg næsten altid har det meste for mig selv.
Den er nemlig afspærret, fordi broen over floden er brudt sammen, så al trafik til og fra Tibet foregår ad en anden rute. Ved afspærringen har jeg fundet en mindre sti op i skoven, hvor jeg efter nogen tid kommer til en lille træbro. Det passer med en times tid. Og samtidig kan jeg drømme om små bløde bakker i de danske skove.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s