En vaskeægte guru

Nedtællingen er i gang på tsampafronten, og denne morgen var tredje
sidste portion, hvis alt ville gå som planlagt. Jeg havde haft en
dårlig nat. Store karavaner overnattede på skråningen ved skolen og
klinikken, og jeg ved ikke, hvad det er med tibetanske kvinder. De
råber og skriger. Og det gjorde de altså også i løbet af natten. Men
jeg stod op og klemte den tredjesidste portion tsampa ned og begav mig
til klosteret for at møde Pema’s mor. Hun ville gerne tale med mig og
invitere mig til frokost.

Jeg blev vist ind i det store køkkenog budt på buttertea, mens jeg
ventede. Udenfor stod fire kvinder i deres stiveste puds med hvide
silketørlæder og skåle med ris i hænderne. Der var ingen spor af
Pema’s mor, men tre kvinder gik ind og ud af køkkenet og kogte vand og
lavede te. Efter en times tid nærmede et lille følge sig
køkkenområdet. Der blev sådan lidt opstandelse i luften, og kvinderne
skyndte sig at tage opstilling med deres skåle. En lidt ældre lille og
buttet mand (på den buddha-agtige måde) lagde en hånd på kvindernes
hoved, idet han passerede dem og tog lidt ris mellem fingrene og
kastede ud i luften. Her var noget særligt på færde, kunne jeg godt
mærke. Den runde mand kom ind i køkkenet, hilste på mig og bad mig tage
plads ved siden af ham. Det var den yngre Rinpoche, den store guru.

Han forklarede mig, at fem var et særligt betydningsfuldt antal i
buddhismen. Der er fem energier, og buddhismen har fem forskrifter: du
må ikke forvolde ondt; du må ikke sove med andre kvinder end din
hustru; du skal holde bevidstheden klar og må derfor ikke ryge, drikke
alkohol eller tage stoffer; du må ikke lyve, og du må ikke stjæle. Og
da han kom, forklarede han, var der fem engle, der ventede ham, – fire
udenfor og en lys indenfor. Han bad mig blive og tale med ham. Og med
ham kom et større følge af munke og lægpersoner, som alle ville vise
ham deres respekt og modtage hans velsignelse. Han præsenterede mig
for flere af de mænd, som satte sig rundt om i køkkenet. Så begyndte
en bøn, og han gav mig et hæfte med engelske oversættelser af bønnen,
så jeg kunne følge med. Bagefter kom endnu flere mennesker. Nogle fik
håndspålæggelse, og andre mødte han pande mod pande. Det gik ikke op
for mig, hvori forskellen bestod. Nogle fik et silketørlæde om halsen,
andre fik en bedekrans. Alle fik te, og der blev budt rundt mange
gange. En mand, som var praktikant hos guruen, ville gerne fortælle
mig sjove historier. Han fortalte på tibetansk, og guruen oversatte
til engelsk. Alt det tog jo lang tid, og det ville være frygtelig
uhøfligt at gå. Jeg mener, en guru er noget helt særligt, og denne
guru var en inkarnation af tidligere guruer.

Men til sidst dukkede Pema’s mor op i køkkenet og tog fat på at byde
endnu mere te rundt. Efter nogen tid blev der givet tegn til guruen,
som undskyldte og sagde, at han nu skulle gå for at hvile sig. Jeg gik
sammen med Pema’s mor til hendes lille bitte hus, der bestod af ét
rum. Hun boede et godt stykke fra klosteret højt over byen. Med os
havde vi en munk, Chagga, jeg havde talt lidt med og som kunne lidt
engelsk. Det myldrede med rynkede gamle damer deroppe, og jeg fik
indtryk af, at det var en slags aftægtsboliger. Vi fik mere buttertea,
og så begyndte Pema’s mor at skrælle kartofler! Jeg jublede
indvendigt. Det var så længe siden, jeg havde haft en kartoffel i min
mund. Jeg blev fyrsteligt beværtet, mens hun undskyldte den dårlige
mad. Sandheden var, at det var det bedste måltid, jeg havde fået
længe.

Jeg gik tilbage til klosteret og fandt min ven, munke-doktoren, som
gerne ville vise mig klosteret, templet og skolen. Han fortalte mig
også om ritualerne i forbindelse med fødsel og død. Moderen bringer
det lille barn til Rinpochen, som bestemmer et navn og giver barnet en
velsignet amulet i en tynd snor om halsen. Denne amulet bærer barnet
resten af sit liv, og alle buddhister har en sådan. Når et menneske
dør, bliver den døde krop brændt. Muligvis praktiserer de
himmelbegravelse i den allernordligste del af Humla, hvor kroppen
bliver parteret og lagt på et højtliggende plateau til fuglene. For
buddhister er det vigtigt ikke at efterlade noget af kroppen. Efter
døden er der en sørgeperiode på 49 dage, hvor der afholdes puja en
gang om ugen. Det er den periode, det tager sjælen at blive parat til
at tage plads i en anden krop.

Tilbage i mit lille hjem i klinikken, mens jeg sad og skrev, kom to
klamme fætre og stak hovederne ind ad mit åbne vindue. De ville gerne
have medicin. Den ene havde ondt i maven, og den anden i tisseværket.
Men jeg rejser med så forsvindende lidt medicin, at jeg ikke har noget
at give væk. Jeg har vel to Ciproxin og fire Paracetamol og lidt
plaster og forbindsstof. Så det kunne jeg ikke give dem. Jeg henviste
dem til klinikken i klosteret. Men de ville ikke i klosteret og
testes, sagde de. De blev hængende i mit vindue og begyndte at spørge,
om jeg var gift og havde børn og sådan. Og det var jeg jo. Gift. Det
bliver jeg lige pludselig, når det virker passende. Og de to
klammerter behøvede ikke at vide andet. Heldigvis forsvandt de efter
nogen tid, og jeg glædede mig igen over at skulle tilbage til
civilisationen.