Træk-og-slip og kylling

Jeg er tilbage på bloggen – in person. Og har sendt sønnen min på velfortjent sommerferie, efter han har holdt liv i bloggen de sidste uger. Stort kæmpe tak for det. Jeg beklager, at de næste indlæg kommer sådan lidt hulter til bulter, men jeg kan ikke lade være med at give lyd, – her så tæt på noget civilisationsagtigt. Og tusind tak for alle kommentarer undervejs. Dem vil jeg sidde i min bløde seng og hygge mig over i aften, når jeg har spist K Y L L I N G. Butter chicken masala for at være helt præcis.

Men dagen i dag fortjener et par ord med på vejen. Den har været helt atypisk, – og så måske alligevel en smule typisk for mig. Jeg vågnede klokken 04 i Simikot. Som et barn på sin fødselsdagsmorgen. Øjnene var pling-vågne. Det regner ikke, det regner ikke, det regner ikke. Tænkte jeg, mens jeg puttede mig i tæpperne, og et lille fromt håb steg op i mig. Mon det skulle lykkes at flyve fra Humla i dag? Klokken 5 stod jeg op og klokken 6 var jeg klar. Og jeg kunne spotte en stribe blå himmel et sted ude i verdensrummet. Det er svært, det her. At være SÅ klar til at tage afsted, og så ikke vide om det bliver muligt. Jeg måtte bruge alle de buddhistiske talenter, jeg har tilegnet mig. Og alligevel flagrede tusind sommerfugle rundt i kroppen.

Jeg fik morgenmad. Den sidste skål buttertea. Og, kære Henrik, nej jeg vil ikke savne den. Men buttertea har været et vigtigt lille ritual at deltage i for at blive en smule medlem i et fællesskab. Solen kom og gik, og vi gik ned til landingsbanen og tilbage flere gange. Landingsbanen var drivende våd og blød af alt det vand, der væltede ned i går. Jeg prøvede ikke at håbe for meget. På den anden side var der vel heller ingen grund til at synke hen i depression. Jeg mener, David var dejligt selskab, og vi kunne tale sammen i timer.

Frokost fik jeg også, og Pema kom for at se, om jeg kom afsted. Hun havde sin lille toddler på 1½ år med, som i forgårs havde taget turen på hovedet ned af alle trapperne op til min balkon. Og når børn i Nepal falder, så falder de hårdt, fordi der er sten under dem. Men han er godt polstret og har bløde knogler, så han klarede faldet mirakuløst.

Og så kom beskeden: flyet var aflyst. Øv og bøv. Med min viden om, at der ikke havde været fly i flere uger, blev jeg en anelse bekymret. Sæt nu jeg regnede inde derude. Og ikke nåede mit fly hjem??? Anyway, jeg nåede at tænke okay, vi tager det som det kommer. Så fik jeg en besked fra en kaptajn på en helikopter, at jeg kunne få en plads om lidt. Ikke til Nepalgunj, hvorfra jeg skulle flyve til Kathmandu. Men til Surket, der ligger nordligere. Og ikke har fly til Kathmandu. Men jeg tog en hurtig belsutning. Det kunne jo være min eneste mulighed for at komme derfra den næste uge. Og jeg har aldrig fløjet i helikopter før.

Så afsted sprang vi. Med mine rygsække og kvinderne halsende efter mig. David fik et stort knus og løfter om at ses igen. Og så stod helikopteren klar. Den blev læsset med varer, der skulle ud af Humla, og vi var fem, der fik plads. Og nogen gange bliver jeg sådan lidt forkælet. Piloterne slogdøren op til cockpittet og spurgte, om ikke jeg ville derind og sidde. OM jeg ville. Og sikke en fantastisk tur. Igennem dale, over bjerge, langs floder, hen over små huse. Det var SÅ flot. Jeg sad helt benovet i den lille time, det tog at flyve til Surket. Med i flyet var en læge fra det statslige hospital i Simikot, og han skulle også til Nepalgunj. Så skete der det, der nogen gange tager mig. Jeg blev nærig. i fin rytme med lægen. Vi ville ikke betale de 300 kr, en taxa ville koste. Så vi masede os ind i “micro” sammen med 15 andre nepalesere for 25 kroner. Og hvad tror I mon, der sker, når man betaler 25 kr for at køre i 3½ time? Man kommer selvfølgelig for sent til sit fly, ik?

Så nu sidder jeg igen på Hotel Traveller’s Village i Nepalgunj. Og flyver i morgen formiddag. Her er stadig varmt og fugtigt. Men her er træk-og-slip toilet. Med dør. Og her er varmt brusebad og internet og kylling og en blød seng. Så jeg holder det ud. Når jeg er færdig med at smovse kylling og sovs og drikke iskoldt vand, vil jeg simpelthen gå internet-amok. Læse nyheder, gennemtrawle Facebook. Læse blogindlæg fra alle jer, jeg ikke har fulgt med i hele sommeren. Skrive et par mails. Klare mine bankproblemer. Und alles. Mens airconditionen snurrer på mit værelse. Og så kommer der beretninger fra de sidste dage i løbet af de næste dage.