90 års fødselsdagen

Og det blev ikke tilnærmelsesvist af den slags 90 års fødselsdage, som vi kender fra nytårsaften. Men en stor , stor oplevelse. Jeg blev endelig introduceret for speed guy, mr. Sean Burch, som til min overraskelse (hørte jeg nogen sige om fordomme?) viste sig at være sympatisk. Vi startede med en frokost sammen med en del af det nepalesiske Rotary. Den lader vi bare stå. Og haster videre til Nirmalas bedstemor i Patan.

Vi ankom for sent til puja’en, som netop var afsluttet. Bedste’s hus var fyldt med festklædte mennesker, og jeg priste mig lykkelig for min festlige kjole med pailetter og alting. Kun mine udslidte klip-klapper vidnede om en snært af nærighed og primitivt liv. Dette var den nepalesiske middelklasse af den slags, der har råd til laseroperationer af gamle øjne og store fester. Man fejrer ikke fødselsdag i samme forstand, som vi gør. Man fejrer, når man bliver gammel. Den første fest er, når man passerer 77 år 7 måneder og 7 dage, og Nirmalas bedste fejrede nu sin tredje fest for sin alderdom. Hun sad klædt i sit stiveste pids med guldsjal i et værelse i stueetagen. I værelset var tydelige spor efter puja med et væld af farvestrålende bånd og papir samt spiselige offergaver. Vi blev taget varmt imod. Jeg var glad for at se Nirmala igen. Hun er lige akkurat vendt hjem efter ti måneders uddannelse i Schweiz, og vi har ikke set hinanden et par år. Desværre sluttede hun sit Europa ophold af med et besøg i Danmark, mens jeg var i Humla. Det har vi grinet meget af.

Udenfor var familien samlet, og den var stor. Nirmala tog mig med ud, hvor jeg fik tikkas i panden (en rød klat farve og en sort, der repræsenterer hjemmet) sammen med et mantra. Det er en velsignelse, som jeg kan tage med mig videre. Jeg fik også halskæder, lavet af snor og stof i bedeflagenes farver om halsen sammen med endnu en velsignelse. Bedstes sønner havde bygget en farvestrålende trone på hjul, som bedste nu blev hjulpet ud i. Nu skulle hun trækkes i procession gennem byen af de mandlige børnebørn, mens vi andre gik bagved og foran, først an af et orkester med trommer og blæseinstrumenter. Hjulene på tronen var meget små og vejene fyldt med store huller, så ind imellem måtte bedste med trone bæres over forhindringer. Optoget vakte opsigt både blandt lokale og turister. Det er ikke ofte, at nepalesere kan fejre 90 år. Vi blev ledt til et par af byens templer (og jeg klarede dem helt uden at gå kold idag). Kvinderne var klædt i sarier og i farver efter hvilken generation, de tilhørte. De bar alle tallerkener med ris og blomster, som de spredte til de stupaer, templer og andre helligdomme, vi passerede. Nu kan du se, hvorfor der er så mange templer, hviskede Nirmala. Og hun har ret. Religion er noget meget levende i Nepal. Det religiøse lever i hverdagen, hvor folk arbejder og bevæger sig. Det er ikke reserveret til jul og barnedåb, som i vores del af verden. Religion er også noget meget åbent, selvom der er stramme ritualer. Hinuisme og buddhisme blandes og lever i en skøn forening, så der på sådan en dag i en buddhistisk familieog så udføres hinduistiske ritualer. Jeg gik blandt kvinderne i processionen og kunne mærke helt ind i min sjæl (som pludselig var vendt tilbage), hvor stor en dag dette var. Det var festligt og farverigt, og alle kvinderne trippede afsted i de hullede våde gader i høje stilethæle. Tænk at blive fejret sådan af sin familie, når man bliver så gammel?

Tilbage i huset var der bygget en rampe med rødt stof op til et vindue i det værelse, bedste havde siddet i. Hun skulle nu hjælpes ind gennem vinduet, som et symbol på at blive genfødt. Nirmala forklarede, at man betragter alderdommen, når man altså bliver rigtig gammel, som en slags afslutning på livets cirkel. Man bliver som en baby igen, som har mere og mere brug for familiens omsorg. 90 års fødselsdagen er en slags markering af en ny fødsel. Og alle klappede og hujede, da bedste blev halet ind gennem vinduet.

Og så var det gavetid. Da først ritualerne omkring at give bedste lidt symbolsk mad var overstået. Dagen var fuld af omstændelige betydningsfulde ritualer. Nirmala instruerede. Først skulle jeg give bedste et hvidt tørklæde om halsen, som et tegn på respekt og lykke. Så skulle jeg pakke gaven ud og give hende den med begge hænder. Det var enormt vigtigt for familien at se, at vi som gæster havde en gave med. Af mig fik hun et par fine røde veloursko. Bagefter linede hele familien op til gavegivning, og vi gjorde klar til at forlade selskabet. Sean havde travlt med at komme tilbage til Kathmandu, og vi overtrådte derfor alle regler og ritualer og fik vores mad længe inden det hele var klar. Det havde jeg det ikke helt godt med. Vi var jo gæster, og vi trådte helt tydeligt på nogle betydningsfulde ritualer. Men sådan blev det. Der var gjort klar til fest i byens forsamlingshus. Men ældsterådet skulle først gennemgå nogle ritualer og bespises, før resten af det store selskab kunne få mad. Vi blev derfor placeret i et rum, hvor ingen kunne se os og fik maden serveret. Dal Bhat med forskelligt tilbehør, som var utroligt lækkert.

Så tog vi afsked med familien og med Nirmala og ilede tilbage til Kathmandu. Og for første gang fik jeg lejlighed til at diskutere nogle af mine kritikpunkter mod arbejdet i Humla med Jeroen. Og han syntes at lytte. Han tav i hvert fald stille, mens jeg talte og spurgte bagefter, om jeg ville hjælpe med at udvikle et program for undervisning af kvinderne i landsbyerne. Og selvfølgelig da.

Nu sidder jeg i min dobbeltseng og overvejer, hvordan jeg bedst speeder netop denne formiddag op, så jeg kan blive beamet tilbage til basen i raketfart. Jeg kan selvfølgelig pakke om. Købe et par ekstra gaver. drikke endnu en kande te. Men det eneste, der gælder, er at se de der hoveder i lufthavnen i morgen (husk kleenex). Jeg flyver fra Kathmandu i eftermiddag, og så kan jeg ellers sidde i lufthavnen i Delhi og gøre mig interessant i TI TIMER! Jeg håber inderligt, som nogen har påstået, at de er færdige med at ombygge transitområdet, og at der er en lounge, jeg kan betale mig ind i. Så kan jeg i hvert fald slå et par timer ihjel med surfe på internettet eller noget. Men ti timer går jo også. Det svære er, at jeg efter min nuværende tidsregning flyver klokken 3.30. Og DET skulle simpelthen ikke være tilladt, vel? Vi ses i DK – og gem lidt af det solskin, jeg har set, de reklamerer med i vejrudsigten. Over and out fra Nepal. Denne gang.

3 thoughts on “90 års fødselsdagen

  1. Hej Helle,

    God tur hjem. Håber opholdet i lufthavnen bliver nogenlunde behageligt.

    Og tak for alle dine spændende indlæg fra dit ophold. Det har været meget interessant at læse om.

    Hmm her står den godt nok på regne og regn, men måske vejrguderne ombestemmer sig…. I morgen skulle det blive helt vildt igen. Det er ikke så godt, for jeg skulle gerne cykle en lang tur- Øv.

    Kh karina

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s