Blodbad i Birkerød

Alma var krøbet op på mit skød, mens vi nød vores lakrids-is efter middagen. Eller elekrids, som det hedder i Almas univers. Sengetiden nærmede sig, og inden længe skulle Alma puttes i mit soveværelse. Hun er nemlig i skovbørnehave i Birkerød i denne uge, og børnehaven ligger kun omkring 200 meter fra mit hus. Derfor havde jeg grebet chancen og hentet hende, mens jeg endnu havde fri. Og vi havde nullet rundt og hygget os med tusser, modellervoks og græsplænen. Nu åndede alt fred. Fred før dynetimen.

Alma tussede hen og hentede en plastikskål, så resten af isen kunne smelte og blive til en lækker ’elekrids-suppe’. Og jeg rejste mig for at rydde bordet og fylde opvaskemaskinen. Jeg skulle bare have ladet det hele stå, skulle jeg. Pludselig smuttede min store kokkekniv ud af hænderne og styrtede lodret ned og ramte min lilletå. Jeg hylede lidt op, for det gjorde ondt, ondt. Alma kiggede lidt overrasket på mig og begyndte at grine. Jeg grinede også, fordi det var så åndssvagt. Og samlede kniven op og lagde den på plads i opvaskemaskinen. Og opdagede, at blodet piftede ud af min fod. Jeg humpede tilbage til spisebordet for at fange min serviet til at tørre noget blod af. Og Alma råbte op. Der var et stort blodspor efter mig. Ikke bare små stænk, men en motorvej. Jeg fik tjekket foden og så, at jeg havde lavet et rent, tværgående snit i min lilletå. Og selvom den er lille, pumpede blodet ud. Jeg sad et øjeblik på gulvet, og der bredte sig en blodpøl omkring mig. Godt der var en knogle til at standse kniven, ellers var tåen da snittet rent af.

Nå da. Jeg samlede servietten stramt om tåen og komprimerede i håb om at standse blødningen. Nu var Alma blevet lidt forskrækket over alt det blod. Når jeg lettede trykket på tåen, fossede det igen ud. Så jeg blev siddende med tiltagende kramper i tommeltotten. Efter et kvarter var situationen helt uændret, og Alma var ved at være rigtig træt. Plaster og forbindingssager lå ovenpå. Og det er ikke holdbart at hoppe på et ben op ad sin lyse, ubehandlede trætrappe, mens man holder krampagtigt på sin højre lilletå. Så jeg måtte ringe til mor’en. Og så forsvandt Alma ind på sofaen. Jeg hoppede på et ben derind, og hun lå og gemte sig under sin pude. Nu var hun rigtig forskrækket og ked af det. Men vi fik os snakket igennem det, og blev enige om, at trods alt var godt, at det min tå, og ikke hendes.

Det lykkedes at komprimere. Efter mere end en time og en krampe i tommelfingeren, der stadig kan føles idag, stilnede det af. Og jeg undlod det med skadestuen. Det blev også for uoverskueligt. Men Alma og jeg må finde os en ny dag sammen, og Alma lærte, hvorfor det er godt at bruge hjemmesko. Gjorde jeg? Don’t think so. Jeg går altid i bare tæer. Som en af mine gode venner skrev, – ikke meget street credit i den historie, når man lige er vendt hjem efter to måneder i noget ødemark. Og sikke et spild af en god tirsdag aften i godt selskab.

4 thoughts on “Blodbad i Birkerød

  1. Godt det ikke skete i Nepal……Men de har måske slet ikke så store knive.

    Sikke en vekomst hjem, du skal nok lige holde lidt øje med den tå. Når du sådan skal løbe……

    Det er så dejligt at komme hjem til sit eget, sjovt at vi nogen gange er nødt til at rejse langt væk for at sætte lidt mere pris på hverdagen.

    Knus Kirsten

    • Hej Kirsten

      I Nepal havde jeg bare min lille lommekniv med, så det var aldrig gået så galt (men det var selvfølgelig alt muligt andet der kunne)

      Jeg løb en halvlang tur i skoven i eftermiddag, og tåen ømmede sig en lille smule. Men det har næsten ikke blødt 🙂

      Du kan tro, jeg også sætter pris på mine unger resten af året. Derfor glæder jeg mig altid helt intenst til at være sammen med dem igen, når jeg har været væk i længere tid. Og mit job er valgt med omhu. Så jeg har det egentlig ikke sådan, at jeg er nødt til at tage væk for at sætte pris på det.

      Men jeg lever osse en slags luksusliv

      KH Helle

  2. Hold da kæft…. du har lige overlevet to måneder på kanten (eller ude over kanten) til civilisationen uden en skramme. Så kommer du hjem og snitter dig selv til et blodbad! Hold op – hvor heldig har du lov at være. Eller der er en, som holder hånden over dig. Så det først skete herhjemme.
    Og godt at det ikke går ud over løbet. Du har jo et alvorligt løb forude….ikke for tudekikse. Pas på dig.
    Knus Katrine 🙂

    • Hej Katrine
      Ja hvis ikke det bare er typisk mig…… Der var mange ting, der var heldige den aften. Tænk hvis jeg allerede havde puttet Alma i seng – og ikke kunne komme op til hende. Tænk hvis….? Summa Summarum – jeg led ikke nævneværdig overlast, og tåen skal nok holde (bare resten af mig osse gør). Jeg tror – virkelig – at noget holder en hånd over mig up there. Aner bare ikke hvad det er. Og det behøver jeg tilsyneladende heller ikke vide.
      Knus Helle

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s