Blodbad i Birkerød

Alma var krøbet op på mit skød, mens vi nød vores lakrids-is efter middagen. Eller elekrids, som det hedder i Almas univers. Sengetiden nærmede sig, og inden længe skulle Alma puttes i mit soveværelse. Hun er nemlig i skovbørnehave i Birkerød i denne uge, og børnehaven ligger kun omkring 200 meter fra mit hus. Derfor havde jeg grebet chancen og hentet hende, mens jeg endnu havde fri. Og vi havde nullet rundt og hygget os med tusser, modellervoks og græsplænen. Nu åndede alt fred. Fred før dynetimen.

Alma tussede hen og hentede en plastikskål, så resten af isen kunne smelte og blive til en lækker ’elekrids-suppe’. Og jeg rejste mig for at rydde bordet og fylde opvaskemaskinen. Jeg skulle bare have ladet det hele stå, skulle jeg. Pludselig smuttede min store kokkekniv ud af hænderne og styrtede lodret ned og ramte min lilletå. Jeg hylede lidt op, for det gjorde ondt, ondt. Alma kiggede lidt overrasket på mig og begyndte at grine. Jeg grinede også, fordi det var så åndssvagt. Og samlede kniven op og lagde den på plads i opvaskemaskinen. Og opdagede, at blodet piftede ud af min fod. Jeg humpede tilbage til spisebordet for at fange min serviet til at tørre noget blod af. Og Alma råbte op. Der var et stort blodspor efter mig. Ikke bare små stænk, men en motorvej. Jeg fik tjekket foden og så, at jeg havde lavet et rent, tværgående snit i min lilletå. Og selvom den er lille, pumpede blodet ud. Jeg sad et øjeblik på gulvet, og der bredte sig en blodpøl omkring mig. Godt der var en knogle til at standse kniven, ellers var tåen da snittet rent af.

Nå da. Jeg samlede servietten stramt om tåen og komprimerede i håb om at standse blødningen. Nu var Alma blevet lidt forskrækket over alt det blod. Når jeg lettede trykket på tåen, fossede det igen ud. Så jeg blev siddende med tiltagende kramper i tommeltotten. Efter et kvarter var situationen helt uændret, og Alma var ved at være rigtig træt. Plaster og forbindingssager lå ovenpå. Og det er ikke holdbart at hoppe på et ben op ad sin lyse, ubehandlede trætrappe, mens man holder krampagtigt på sin højre lilletå. Så jeg måtte ringe til mor’en. Og så forsvandt Alma ind på sofaen. Jeg hoppede på et ben derind, og hun lå og gemte sig under sin pude. Nu var hun rigtig forskrækket og ked af det. Men vi fik os snakket igennem det, og blev enige om, at trods alt var godt, at det min tå, og ikke hendes.

Det lykkedes at komprimere. Efter mere end en time og en krampe i tommelfingeren, der stadig kan føles idag, stilnede det af. Og jeg undlod det med skadestuen. Det blev også for uoverskueligt. Men Alma og jeg må finde os en ny dag sammen, og Alma lærte, hvorfor det er godt at bruge hjemmesko. Gjorde jeg? Don’t think so. Jeg går altid i bare tæer. Som en af mine gode venner skrev, – ikke meget street credit i den historie, når man lige er vendt hjem efter to måneder i noget ødemark. Og sikke et spild af en god tirsdag aften i godt selskab.