The Cleveland Way – part two

Jeg er dybt forbløffet. I dag var alle mine cykler kaput, og jeg løb til stationen, hoppede på togbussen og løb fra Hillerød station til arbejde. Det burde jeg vel strengt taget have bare lidt problemer med efter weekendens lange løbetur? Men – tralalulalaj – det havde jeg altså bare slet ikke. Men tilbage til Yorkshire…

Vi vågnede tidligt på Wharton Arms og trissede nedenunder til den store engelske morgenmad. Mine ben føltes som bly, og skuldrene værkede efter rygsækken. Wharton Arms er et af de mest kitchede steder, jeg længe har set. Gertrud Sand kunne have lært et og andet her. Vi var meget i tvivl, om det var porcelænsfigurer af hunde eller af grise, der var i højsædet, men mange var der. Allevegne. Som i all over the place. Den omfangsrige kroejer var vældig optaget af vores nationalitet, fordi hun aldrig tidligere havde haft danske gæster. Vi indtog vores solide morgenmad og drog af.

Jeg tænkte i mit meget stille, allerinderste hemmelige sind, at man måske godt kunne gå 50 km, som var dagens mål. Men løbe? Det var en af den slags morgener, hvor alt føles forkert. Fødderne var ømme, lægmusklerne var fyldt med bly, en ny lille ukendt muskel havde sneget sig ind i min højre balle, rygsækken gnavede, jeg var træt. Men vejret var aldeles pragtfuldt, og Jesper den mest positive, støttende buddy. Så med solen bankende ned fra en blå, blå himmel lagde vi blidt fra land.

The Cleveland Way marks

Og så nåede vi havet. Vi klatrede op på de høje skrænter. Og så løb vi. Det gjorde jeg virkelig. Mine ben accepterede. Ja de gjorde det faktisk fascinerende godt. Det var en sjov følelse at løbe afsted på fuldstændigt balrede ben og opleve, at de bare godt kunne bære. Langsomt mærkede jeg, at det ikke gjorde mere ondt at løbe end at gå. At løbet faktisk lettede benene. Okay, vi løb ikke hurtigt, men hurtigere end gang.

Jesper

Vi havde haft en forestilling om et mere jævnt terræn, men vi blev klogere. Det gik ned og op og ned og op. Mest op føltes det. Jeg nød at være tæt på havet, og luften var krystalklar. Min hoste, forresten, forsvandt gradvist. Om det var den nye mirakelmedicin eller den massive friske luft, aner jeg ikke. Men væk var den, og med den fornemmelsen af at trække mit vejr gennem skumgummi.

Opad igen

Vi bevægede os gennem landbrugsland med idylliske gårde.

Og gennem fantastiske udsyn til havet

Forbi små fiskerbyer

Indtil vi slog os ned i Robin Hoods Bay for natten efter 50 km i løbeskoene

Robin Hoods Bay

Resten af historien må vente til i morgen, for selvom benene har det fint, er resten af mig træt og søvnig.