Jeg er rasende. Besat og invaderet af et raseri, jeg ikke rigtigt ved, hvorhen jeg skal vende. Så nu får I det, og jeg låner en tradition henne fra Dines.
En kvinde i min families cirkler blev for to uger siden opereret for brystkræft. Hun fik fjernet næsten alle lymfeknuder samt knuden i brystet. I dag fik hun svar på undersøgelserne af vævet fra operationen. Hun skal opereres igen. Det har bredt sig. Der er metastaser. Bagefter skal hun have kemoterapi og stråler. Kræften betegner de som aggressiv. Det kan være en fordel, fordi den så nemmere kan rammes af kemoterapien og strålerne. Men det betyder også, at den vokser hurtigere.
For to år siden mærkede kvinden en knude i sit bryst. Der var ventetid på mammografi, så fordi regereringen havde indført ventetidsgaranti, blev hun henvist til et privathospital, som kunne lave mammografien hurtigt. Det gjorde de. Og de kunne berolige kvinden, som lettet tog hjem og slappede helt af. Der var ingen mistænkelige knuder i hendes bryst. Sagde de.
Da lægerne på Rigshospitalet undersøgte de gamle billeder, blegnede de. For der var helt tydeligt “noget”, som skulle have været undersøgt. For to år siden.
Vi la’r historien stå lidt.
Nu begynder nogen helt forkerte mennesker at betale prisen for den politik, som regeringen har ført i alle de år, de har siddet for bordenden. Der har været en helt klar strategi om at flytte mere og mere fra de offentlige hospitaler ud på de private. Det var kun godt og sundt med noget konkurrence, var filosofien. Man har været hektisk medieoptaget af ventetider. Ventetidsgarantierne har betydet, at radiografer og læger uden de nødvendige kompetencer har taget sig af opgaver, som kræver specialister. For at overholde ventetidsreglerne.
Forestil dig et scenarie: at der var lavet ventetidsregler for den nye iPhone4. Hvis ikke du kunne modtage en iPhone4 indenfor to uger, så skulle du tage imod en iPhone3. Eller endnu måske – en android. Hvilket ramaskrig ville det ikke vække blandt den danske befolkning. Men når det drejer sig om komplicerede røntgenundersøgelser, som kræver specialistvurdering, forbigår man i tavshed, at adskillige kvinder er blevet spist af med dårlige undersøgelser og vurderinger ved ikke-specialister. At adskillige kvinder har levet i en helt falsk tryghed med en voksende kræftknude i bystet. Overset og fejlvurderet af de læger på det private hospital, som vurderede billederne. Et kort indslag i en søndags-tv-avis kunne det blive til. Og en kort bemærkning fra et regeringsmedlem om, at man måske ikke havde været helt opmærksom på, at det krævede specialistuddannelse. Og nu betaler de kvinder den højeste pris for den uopmærksomhed.
Imens samler man specialisterne på de offentlige hospitaler. Så kvinder med brystkræft eller underlivskræft altid bliver vurderet af eksperter, der ved hvad de snakker om. Så ved man nemlig fra undersøgelser fra hele verden, at de får bedre chancer for at overleve deres sygdom. Men når sygdom og behandling bliver gjort til forretning, så går det altså helt galt. Det gælder jo for helvede ikke om at lave så mange mammografier som muligt. Det gælder om at lave dem rigtigt og grundigt. Og om at have de helt rigtige mennesker til at analysere billederne. Så kvinderne kan få behandlet deres sygdom så hurtigt som overhovedet muligt. I stedet har den ulige konkurrence mellem privathospitaler og de offentlige udsultet de sidste. Så i stedet for at udvikle verdens bedste sundhedsvæsen, er vi i risiko for at lave det hele mellemgodt. Eller halvskidt. Det gik endda med iPhonen, men det går fandme ikke med levende kvinder.
Helles Blog 
Hørt!!
Hej Helle,
Jeg vil ikke forsvare privathospitaler, men vil alligevel sige er par ting.
Jeg tror ikke, der er grund til at tro, at radiologerne på privathospitalerne er dårligere end i det offentlige. De fleste (alle?) radiologerne i det private arbejder jo samtidig i det offentlige.
Man kunne undre sig over, om hvorfor der ikke samtidig blev lavet en ultralyd og en klinisk undersøgelse, som ellers er standard. Det lyder ikke som om det var tilfældet, men om det var en privat/offentlig ting er nok svært at vurdere.
En lille pointe: Der er ingen privat kræftbehandling (onkologi eller hæmatologi) i Danmark; kun diagnostik. Behandlingen anses for at være rimelig homogen i hele Danmark, så alle danskere får behandlet kræft på næsten samme måde.
Historien om at en kræftdiagnose forsinkes med mange måneder på grund af en læge- eller system-fejl genfindes igen og igen i både det private og det offentlige. Problemet er, at der ikke er penge nok. Kræftafdelingerne, mener jeg, har penge nok, men de diagnostiske afdelinger (medicinske og kirurgiske afdelinger) er så fortravlede, at ting glemmes og overses.
Jeg så en patient, som jeg har haft svært ved at lægge fra mig forleden. Hun har mistet førligheden i benene fordi hun gik til sin egen læge med begyndende lammelser i benene og blev sendt til … kiropraktor! Kiropraktoren tog et røntgenbillede og så heller ikke den store tumor, der gnavede sig ind i rygmarven.
Næste dag kunne hun ikke holde på urin og afføring og hun tog på skadestuen. Hun fik akut kemo og har bedret sig lidt, men jeg er bange for at hun aldrig kommer til at gå igen.
Jeg må ærligt sige, at problemet oftest er de praktiserende læger, der sidder alene ude i verden med få diagnostiske muligheder og dårlig kontakt med hospitalerne.
Svaret er at oprette akutmedicin som et speciale, ligesom i USA og de fleste andre vestlige lande. I stedet for at gå til sin praktiserende læge skal folk kunne henvende sig til et sted (skadestuen), hvor de hurtigt kan blive skannet of få taget blodprøver, så man finder en hurtig diagnose.
Der fik du et par kæpheste fra en kræftlæge, men det håber jeg er okay.
Hej Rasmus
Tak for dit bidrag. Som jeg i det store hele er meget enig i. I denne historie blev det desværre efterfølgende klart, at privathospitalerne slet, slet ikke var kompetente nok til diagnosticering. Det var, da brystkræftscreeningen startede, og en stor del af kvinderne måtte screenes på privathospitaler. Screeningsbillederne skulle vurderes af kræftlægerne og ikke af lægerne på privathospitalerne, og her måtte man konstatere, at et uhyggeligt stort antal billeder var af så dårlig kvalitet, at de måtte tages om. Derfor ved man også, at radiograferne heller ikke var dygtige nok til den slags billeder. Radiografer specialiserer sig, ligesom læger og sygeplejersker, og mammografi kræver noget andet end et røntgenbillede af lungerne.
I den aktuelle historie er der mange ting, der kan undre. Men diagnostikken blev varetaget af lægerne på privathospitalet. Og kvinden, jeg kender, er desværre langt fra den eneste.
Situationen med de praktiserende læger kunne måske også bedres, hvis en lægepraksis ikke fortsat skulle være en forretning? Og med en bedre sammenhæng til hospitalerne.
Mange hilsner Helle
Gad vide hvordan dækningen i medierne havde været, hvis det var testikelkræft der var overset?
Måske er jeg langt ude, vi er alle mennesker. Men det slog mig bare…..
Det er hasard med menneskeliv regeringen spiller med.
Kh Karina
Jeg raser med – græder lidt og raser endnu mere…
Kræft i sig selv er en uretfærdig sygdom -men det bliver endnu mere uretfærdigt, når det nu kunne ha været opdaget i langt bedre tid og forløbet kunne ha været så meget mindre kompliceret!
Det gør mig så inderligt vred på hendes vegne…
Sødeste. Ja. Og jeg passer selvfølgelig gerne alle de små tøsepiger, der er brug for. Og snak og mad og alt det, I kan bruge.
@Karina: Desværre nej, jeg tror ikke der er noget som helst kønsforskel på det her felt. Eller jo – mænd har det faktisk sværere end kvinder. Bliver senere diagnosticeret, får mindre støtte og har svære rehabiliteringsforløb.
Hej igen.
Helle, jeg må lige sige, at den røntgenlæge, der har set på mammografien højst sandsynligt sidder og ser på mammografier til daglig i det offentlige. Det er ikke kræftlæger, der ser på billederne; heller ikke i det offentlige (så tror jeg først, der ville blive lavet fejl!) Du har muligivs ret mht. radiograferne og billedkvaliteten. Jeg er fuldstændig enig i at profit-aspektet på privathospitalerne er ækelt og motiverer til at skære hjørner af.
Men summa summarum er at, hvis der er begået en så grov fejl som onkologen har antydet, så skal der klages og lægen vil få en påtale og din bekendte vil få en (nok for lille) erstatning.
Men lad mig alligevel igen komme med min kæphest om de praktiserende læger i Danmark. Sendte lægen hende virkelig til en screeningsmammografi, hvis hun havde en tumor i brystet, som hun og lægen kunne mærke? Hvorfor kun en mammografi? De fleste ville sende til ultralyd og klinisk undersøgelse. Mammografier bruges til screening, ikke diagnostik.
Og da mammografien så var negativ, hvorfor skete der ikke mere i sagen? En normal mammografi er ikke nok til at sige, at en patient kan gå i to år uden nogen opfølgning. Blev hun kaldt ind igen for at få knuden vurderet af lægen? Voksede den? Hvor længe havde lægen tænkt sig at vente, før han mente, at der skulle laves en biopsi? Husk, at den røntgenlæge, der ser på billederne, kun er involveret et kort øjeblik. Han så skkert på billederne i under et minut.
Den praktiserende læge har haft en dårlig medspiller i røntgenlægen, men det er stadig ham/hende, der står med overblikket – og ansvaret. Der må selvfølgelig ikke gå to år uden at der reageres på en knude i brystet (der måske endda vokser?)
Men det er altid let at være bagklog, og jeg kender ikke detaljerne. Din bekendte kan klage, men hun bør gøre det ud fra en motivation om at det ikke må ske for andre patienter. Jeg synes, at de “vrede” klagere bruger for meget negativ energi på deres sag. Jeg kender enkelte patienter, der blev så bitre over de fejl, der var begået, og blev så ophængte i at alt nu også blev gjort 100% efter bogen, at nogle af sygeplejerskerne nægtede at give dem kemoterapi. En undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse sidste år viste, at 95% af kræftpatienterne i Danmark er tilfredse med deres behandling. Så det går altså ret godt. Det sælger ikke så godt som overskrift, som “Læge lod kvinde gå to år med tumor i brystet”, men det er faktisk sandt.
Og så er jeg 100% enig i kønskommentaren. Helle ved mere om det end mig, men kvinder er på en eller anden måde meget bedre “lobbyister” for deres sygdomme end mændene.
Hej Rasmus. Jeg tror ikke vi er spor uenige. Men jeg tror faktisk, at for to år siden blev mange kvinder kun mammograferet og ikke fulgt op, hvis denne var negativ. Med mindre de blev henvist til kræftafdelinger. I hvert fald kunne TV avisen søndag berette om flere kvinder i lignende situationer. Billederne bliver jo på Herlev og Rigshospitalet vurderet af røntgenlæger sammen med kræftlæger til fælles konferencer. Dette har ikke været tilfældet på pågældende privathospital.
Selvfølgelig burde den praktiserende læge også have fulgt op på det, men jeg kender ikke forløbet godt nok til vurdere det.
Jeg ved ikke, om hun vil klage. Jeg tror det. Men dit perspektiv er meget vigtigt. Jeg har også oplevet klagesager, som bliver en alvorlig barriere for overhovedet at komme videre med sit liv. Og det sidste er jo vigtigere i den sidste ende.
Og så er jeg frygtelig ked af at være bærer af dårlige historier om vores sundhedsvæsen. Der er et helt uretfærdigt fokus på alt det, der går galt. Jeg ved jo, om nogen, hvor mange dybt dedikerede, enormt dygtige, hårdtarbejdende læger og sygeplejersker (og radiografer), som gør deres alleryderste og næsten altid til patienternes tilfredshed. Men, som du skriver, er det ikke en god forsidehistorie. Men med den kedelige bivirkning, at mange af de hårdarbejdende, dedikerede, dygtige klinikere brænder ud.
Jeg er skidehamrende stolt af at arbejde i vores offentlige sundhedsvæsen. Jeg har gjort det hele mit voksenliv, og det får også mit hjerteblod resten af mit arbejdsliv, vil jeg tro. Men jeg er dybt betænkelig ved den private sektor. Fik lige sendt et link, som bragte suk frem igen http://www.sst.dk/Nyhedscenter/Nyheder/2010/MammografiStop.aspx
kh Helle