Vores tur til The Cleveland Way i England har flyttet lidt på min opfattelse af træning. For nogle år siden så jeg på løb til og fra arbejde som ‘dårlig træning’. Jeg ville mangle intensitet og kvalitet i den træning. Dengang. Senere er jeg så alligevel begyndt at løbe til og fra arbejde. Sådan har man jo standpunkter, til man ændrer dem. Det er da skidego’ træning – til det, jeg skal bruge den til i dag. Og jeg skal jo alligevel frem og tilbage. Turen i England har flyttet mit perspektiv endnu mere. Nu bruger jeg i stigende grad løbeskoene som transportmedium. Som et helt frigørende alternativ til s-toget. På en eller anden måde giver det mig en forrygende følelse af frihed og uafhængighed.
Og det giver mig en fornemmelse af at kunne få enderne til at nå sammen. Det der arbejde sluger en (alt for) stor bid af min tid. Det kunne fremkalde stress og frustrationer. Og jeg bliver nødt til at tænke kreativt for at kunne træne det, jeg gerne vil. Men får jeg trænet godt nok – og nok, forsvinder de vage tegn på, at jeg er for presset. Træningen bringer noget balance ind i mit liv og hjælper mig til at finde mine ben. Sådan ret bogstaveligt. Og det hjælper mig til at holde både balancen og tungen lige i munden midt i den storm af opgaver, der flyver ind over mit skrivebord i en konstant hvirvelvind.
Anyways – i dag havde min Sofie inviteret til fødselsdag med frokost og kager. Og jeg ville gerne lave en lang træningstur. Så jeg pakkede da løberygsækken med festligt tøj og fødselsdagsgave, snørede skoene og tøffede afsted gennem skoven sydpå. Og sikke et vejr at løbe afsted i. Solen har givet røde kinder, og den strålede fra en skyfri himmel hele turen. Jeg mødte nogle løbe-bekendte fra Birkerødderne i skoven og standsede for at sludre lidt med dem. Jeg får aldrig trænet i den klub. Fordi jeg stort set aldrig er hjemme fra arbejde tidsnok.
Fra skoven fortsatte jeg ganske kort ad Kongevejen, men blev hurtigt træt af trafiklarmen. Så jeg trak væk fra vejen og løb bagom gennem Virum og forbi Lyngby Sø. Og så var det slut med freden. Herfra var der trafik, og jeg fyldte ørerne med musik i stedet. Jeg skal have købt en væskeblære. Det lovede jeg Jesper, da vi løb i England, og det vil være en god idé til mine “transportture”. I stedet for at standse for at drikke.
Efter lige godt to timer trykkede jeg på ringeklokken på Frederiksberg og steppede i brusebad. Og var klar på noget fødselsdagsfest.
Helles Blog 