Torsdag eftermiddag fik jeg fint besøg. Ella og Alma signede ind til pasta og kødsovs med overnatning. Og jeg tog fri om fredagen. Øh, næsten fri, blev det, men det er en anden historie. Og så blev jeg gang på gang sendt på rejse tilbage. Børnestemmer og små børnekroppe kalder historier og følelser frem.
Fornemmelsen af en et-årigs næsten udmattede tillid, når dagen er slut, og hun putter sig med sut og suttekanin helt ind i favnen. Jeg kunne pludselig mærke hendes mor sidde på samme måde i mine arme, med sut og sutte-tshirt. Tidspunktet hvor ulvetimen er glemt og tilgivet, og som gør det hele “worth it”.
Når den et-årige omhygeligt piller alle gulerødder ud af kødsovsen for at spise dem med nydelsen printet i hele det lille fjæs, og den treårige gør det samme for at lægge de orange småstykker over på søsterens tallerken. Det er i sådanne øjeblikke, at madplanen går op i en højere enhed. Og jeg var sendt tilbage til tidligere tiders middagsborde, hvor jeg var vegetar. Nogen børn spiste ærter andre ikke. Nogen børn spiste kød, andre børn gjorde det kun, hvis kødet var hakket til ukendelighed. Nogen børn skulle have sovs ved siden af, andre børn gik i kramper, hvis ikke sovsen landede præcist midt på pastaen.
Huskede pludselig nætter med et halvvågent barn, som nænsomt blev vugget i søvn i min favn, mens jeg var ved at sprænges af tissetrang. Og huskede natlige toiletbesøg med halvsovende barn i armene.
Drømte hele natten livagtigt om tidligere tiders faste rolle som sandwichfyld mellem to nattevarme børn. Og var tredve år tilbage, da den treårige med et smil, der flækkede helt af begejstring, rystede min skulder og fortalte, at det er dag. Morgener var i høj kurs hjemme hos os. Enhver morgen vakte udelt begejstring, og begejstringen i min seng fredag morgen boblede ud over hele rummet, da også den etårige slog øjnene op og opdagede morgenmiraklerne. Krummerne fra riskiksene på mit lagen, var det vist kun mig, der bemærkede.
På tur i skoven, hvor den treårige med forbavsende energi sprintede i forvejen op ad St. Maglebjerg, og jeg kæmpede bagude med klapvogn og etårig på noget stiagtigt udenfor kategori. Senere på legepladsen udviste hun uomtvistelige talenter for klatring. Vi byggede huler og flyttede rundt på trækævler, mens hun dirigerede slaget. Og med ét var hun træt og skulle tisse, så vi ræsede hjem og nåede det.
Samlede en million kastanjer og arrangerede dem i bunder efter størrelse. Først skal de store på tur, sagde den treårige, og samlede de store kastanjer i en skål. Senere tømte de begge to træet for paradisæbler og pladrede i vand, selvom det var for koldt. Mens jeg sad og kiggede på og blev helt henrevet over, hvordan kastanjer eller paradisæbler i en spand kan få personligheder.
Vi tegnede og klippede og hængte på køleskabet. Og stuen er fyldt med klippesnuld, æblebidder og farver. Kastanjerne kom jo med hjem. De fleste af dem.
Og jeg er en grænseløs mormor. Man må næsten alt hos mig. Jeg mærker en gammelkendt refleks fra mit morliv, som omgående bliver aflivet. Jeg er den priviligerede. Vi har noget priviligeret sammen, har vi. De må spise tyggegummi til morgenmad, de må lege med vand, de må spise inden aftensmaden. De må falde i søvn på sofaen, de må sove i min seng, de må sove så længe, de kan. Fordi jeg skal ikke have noget hverdag til at hænge sammen. Vi kan lave vores frirum sammen, kan vi. Og vi skal ikke andet end at være sammen, når vi er det.
Helles Blog 