Maratonfarcer i mit løberliv

Mit første maraton var i København. Det var sådan et ’nå-ska-jeg-ik-lige-løbe-et-maraton’ løb. Og det gik da helt derefter. For at sige det, som det var, anede jeg ikke, hvad jeg kastede mig ud i. Jeg var ret habil på fem km, og hvor svært kunne det så være? Svært, skal jeg hilse og sige. Det var før internettet, og før man kunne finde et maratonprogram for amatører på under fem klik. Der var ikke mange kvinder med. Så jeg lavede bare lidt mere af den træning, jeg ellers lavede. HAHAHAHAHA. Kort fortalt var den eneste grund til, at jeg ikke gik ud, at min søster ikke stod ved 30 kilometermærket som aftalt. Og jeg havde hverken penge eller telefonnumre med. Ja, det var også før mobiltelefonen. Altså var jeg nødt til at vakle de sidste 12 km til målet. Det tog 4 ½ time, og jeg svor, at nu var det så prøvet. Med ben tungere end bly krydsede jeg mållinjen ved Christiansborg. Og i dagene efter var det en farce at bo på 4. sal.

Jeg havde alligevel krydset den mållinje med våde øjne og en klump i halsen. Og efter nogle uger spøgte tanken om at gøre det bedre. Og jeg kom så meget til fornuft, at jeg tog kontakt til nogen i klubben, som havde erfaring med det der marathon. Og så ændrede jeg min træning fundamentalt og løb mit næste maraton langt over en time hurtigere året efter. Uden at have sjove ben bagefter. Så var jeg bidt. Det kolliderede med en hel del andre planer i truppen, men jeg var hooked. Så jeg fandt mig en træner, som ville fokusere på marathonløb, og jeg trappede træningsmængden betydeligt op. Det gav også resultater på de kortere distancer, hvor jeg endelig begyndte at bryde fire minutters barrieren pr kilometer. Det var sjovt, og det var en hårfin balance. Som ofte balancerede den forkerte retning, fordi træningen var benhård.

Mine første år med maraton var nok som de flestes. Forstået på den måde, at når man bliver hooked, bliver man ulidelig for sine omgivelser. Man får en snert af mani og besættelse og taler alt for meget om det. Løb og træning får en alt for fremtrædende plads i opmærksomhed og fokus. Det koster skader og infektioner, fordi man bliver så sart af at træne så hårdt så længe.

Lad det være sagt: jeg kom aldrig under tre timer på et maraton. To gange var jeg parat til at knække kurven i København, og så fik jeg tårnhøj feber to dage før. Phew – altså, DET var en streg i regningen efter måneders målrettet træning. Okay, tænkte jeg, så må jeg også lave nogen succes’er undervejs. Jeg trænede på det tidspunkt med kapgængerlandsholdet. Ja de kan gå næsten lige så hurtigt, som vi andre kan løbe. Og, ja, det ser åndssvagt ud, men det vænner man sig til. De havde nogen sindssygt gode træningsprogrammer. Jeg løb den ene konkurrence efter den anden. Det gik fløjtende godt. Indtil jeg en dag mærkede en lille smerte over den ene ankel. Pyt, tænkte jeg, og stillede alligevel op i et halvmaraton. Og knækkede. Med et træthedsbrud nederst i skinnebenet. Som så kostede et par måneder med kedelig vandtræning og en hel del eftertanke. Men jeg blev nr. to i det løb.

Jeg holdt op med de mange konkurrencer og stilede målrettet mod to maraton om året. Jeg trænede igen meget. Intervaller tirsdag, torsdag og lørdag, rolige ture mandag og onsdag og en lang tur om søndagen. Var helt klar en forårsdag i Hamburg, selvom jeg vågnede med en svag fornemmelse af noget lidt galt i kroppen. Jeg lagde fornuftigt ud og løb klart efter sub tre timer. Det gik forrygende. Lige til omkring 20 km, hvor jeg pludselig måtte på toilet. I en fart. Okay – det gjorde jeg så. Videre gik det stadig godt. Indtil jeg pludselig skulle igen. Og så kastede jeg op. Jeg satte farten ned og løb videre. Men jeg var ramt. Jeg fortsatte med at kaste op og løbe på toilet. Da jeg havde løbet 35 km kunne jeg ikke længere. Jeg kunne ikke GÅ de sidste 7 km. Så jeg kravlede ud til en samariterstation, blev rystende pakket ind i tæpper og kørt tilbage til målområdet, hvor jeg stortudende lod være med at tage på hospitalet. Og var syg i to uger efter.

Et par år senere på Island var jeg klar igen. Toptunet efter en perfekt træning. Indtil en uge inden løbet. Så styrtede jeg på min racer. Og min sko sad fast. Så jeg landede hårdt på venstre hofte, som lynhurtigt fik den største blåsorte blodansamling. Cirka 25 cm i omkreds. Merde! Men jeg stillede op. Og løb ud i en førerposition, blev overhalet og havde for ondt til at skrue mere tempo på. Efter 27 km stoppede jeg. Jeg var begyndt at trække på det andet ben, som for at kompensere. Og jeg blev kørt tilbage i en Røde Kors 4WD. Og fik bagefter konstateret en revne i hoftebenet.

Jeg tror, det var der på Island, jeg droppede det. At komme under tre timer. Ikke at løbe hurtigt, men sub 3 kostede bare for meget på alle andre fronter. Jeg ville gerne mere på bjergbestigning. Lave nogle store ekspeditioner. Og det kan man bare ikke kombinere. jeg ville gerne blive færdig som antropolog, gøre noget andet på jobfronten og alt muligt andet, som den intensive træning afskar mig fra. Og jeg ville i særlig grad gerne hygge mig med at løbe.

Der har været andre forsøg. Seriøse og forkølede, og de mislykkede forsøg, hvor astmaen forhindrede mig i København. Men det afholdt mig ikke fra at løbe stærkt og træne hårdt. Det kan jeg jo godt lide, og i Århus havde jeg min ”hårde hunde”, som jeg løb med 3, 4 eller 5 gange om ugen. Nu kan jeg ikke følge med på deres opvarmning.
Jeg elsker at løbe, og jeg elsker stadig at træne hårdt. Men maraton sidder som en lille gnaver, og jeg forsøger meget hårdt at lade det være okay at vare mere end fire timer. Også for mig.