Mig og min indkøbskurv

Jeg hader at købe ind. Jeg får svedeture og angstanfald af store supermarkeder, og jeg synes, det er så meget spild af min tid at knokle rundt med tunge bæreposer på min cykel. Jeg hadede det endnu mere, dengang mine børn var små og uskyldige. Og en af grundene var, at netop deres uskyldighed med sikkerhed fik dem til at forsvinde fra jordens overflade, mens vi var i gang med at proviantere. Fordi de bare bevægede sig rundt i verden med en urystelig indre tillid til verden. Jeg har ikke tal på de gange, hvor det er gjaldet i højtaleren: Vi efterlyser moderen til lille Mia/Morten/Sofie, som står i Informationen og savner hende. Som om. Vel gjorde de ej. De var bare sådan nogle børn, som blev væk. Hele tiden.

Anyway, – de kom ikke med. Jeg, onde egoistiske mor, lod dem gladeligt blive en halv eller en hel time længere i børnehaven og vuggestuen, så jeg kunne gennemleve supermarkedernes udfordringer alene. For selv om de blev væk hele tiden, fik jeg et lille hjertestop hver gang. Oven i svedeturene.

Min redning, dengang i gamle dage før internettet var opfundet, blev faktisk to ting. En økologisk landmand, som hver anden uge satte en gigastor sæk med frugt og grøntsager udenfor min dør. Altid hjemmeavl. Det var dengang, jeg virkelig lærte forskellen på en gulerod og en økologisk gulerod at kende. Og aldrig siden har købt en gulerod. Altså en ikke-økologisk.

Min anden redning var noget, der hed Dansk Fryseøkonomi. De kom en gang om måneden, og man kunne bestille kød, fisk, frosne grøntsager, is og meget andet. Vupti! Så behøvede jeg bare at købe mel og mælk, og familien var kørende og jeg var glad.

Men det var ikke bare de überaktive småbørn, der gjorde det. Jeg hader stadig at købe ind, og jeg gider ikke bruge tid på det. Jeg er vild med internettet. Efterhånden kommer jeg sjældnere og sjældnere i et supermarked. Nu skal det her jo ikke være en reklameblog, men mine cyber-leveringer er ren investering i livskvalitet. For mig. Hver uge afleverer Årstiderne en kasse frugt og en kasse grøntsager på trappen. Økologiske og friske. Og med ideer til opskrifter, så man ikke fuldstændig sygner hen i kedelig hurtigmad. Bare fordi det bliver lidt trivielt med den ensidige ros for de kulinariske udfoldelser. Eller – det er sjovere, når man har nogen at lave mad til. Men derfor behøver måltiderne jo ikke blive kedelige. Resten af ugens proviant sidder jeg i ro og mag og køber ind mandag morgen ved min computer hos Nemlig.com. Og her vil jeg altså godt udbringe en særlig ros. Da jeg modtog mine indkøb i aftes, var der røget tre store Faxe Kondi i posen i stedet for de 2-liters dansk vand, jeg havde bestilt. I den anden pose var en del af æggene knust og lå som et tykt lag ud over alle varer. Som en prik over i-et havde jeg selv sat et kryds ved en ost med kommen. Bvadr.

Nåmn jeg skrev en mail om de der sodavand og æg, og ved I hvad? I aften kommer de og bytter sodavandene, giver mig en ny bakke æg og forærer mig en ost uden kommen. Wow, service i verdensklasse og stadig uden at bevæge mig ud i noget supermarked. Jeg elsker internettet.