Hvad vi taler om, når vi taler om kræft……..

Vi bliver lidt i det der sygdom. Det lyserøde inferno er overstået for i år, og vi kan igen købe rugbrød og hygiejnebind uden at få brystkræft slasket i hovedet. Misforstå mig ikke, jeg synes bestemt, der skal forskes i brystkræft. Jeg kan bare ikke holde ud, at verden skal tværes i lyserødt over én kræftsygdom. At vi alle får påtvunget et fokus, der handler om stakkels kvinder. Fordi det sælger. Jeg kan ikke holde den der kræftunderholdning ud. Og hvad er der nu galt med at have lungekræft? Eller kræft i æggestokkene? Eller lymfekræft? Eller tarmkræft? Hvorfor holder vi ikke en tarmuge? Øh nå – måske er farven ikke charmerende, eller lugten i bageriet bliver for intim? Hvad med et lungekræft-gallashow? Nå nej – de hoster for meget og er selv ude om det. Eller hvad er der gang i? Hvorfor vælge så markant fokus på én kræftsygdom, fremfor et fokus der retter sig ligeværdigt mod alle former for kræft. Skal der forskes mere i brystkræft end i tarmkræft?

Jeg så ikke gallashowet for brystkræft (eller er det mod brystkræft?) i fjernsynet, og jeg har ikke gået rundt med en lyserød sløjfe. Jeg har fået nok. Mine gode venner Julie og Morten skrev en kronik i Berlingske i søndags om, at Kræftoverlevelse er et fælles ansvar. Jeg vil gerne citere:

Populært sagt stiger antallet af personer, som dør med kræft i forhold til tidligere, hvor et flertal døde af deres kræftsygdom. Når færre dør, skabes flere overlevere, og vi forpligtes til at forholde os til, hvad det vil sige at være overlever, og hvilket potentiale, der antagelig skjuler sig heri.

Pointen i kronikken er, at vi med den stigende overlevelse med og uden sygdom må tage et fælles ansvar for at “flytte fokus i kommunikationen om kræft fra historier, der kalder på medlidenhed til historier, der kalder på beundring”. Beundring ikke forstået i sådan gængs helteagtig forstand, men beundring for de styrker, som mødet med en kræftsygdom og sin egen dødelighed kalder frem i mennesker. Da jeg selv var i behandling tænkte jeg meget over, hvor meget fokus der var på sygdom, behandling, sorg og død. Og jeg tænkte, at når nu de postede så meget kemo i mig, så måtte det vel være med tanke på noget fortsat liv? Men det liv hørte jeg ikke meget om, mens det stod på.

Jeg har kendt adskillige, som døde af deres sygdom. Men alle har de haft behov og ønsker, der gik langt ud over deres sørgelige situation. Vel er det synd for os, når vi får kræft, men ingen vinder noget ved at opholde sig i det der medlidenhedsrum for længe. Mennesker bryder ud af det. Også selvom de er døende.

Da vi i går cyklede på næste års VM-rute sammen med Mark Cavendish og Brian Holm var det ikke en cykeltur for at samle penge til en gruppe stakkels kræftpatienter. Det var 20-30 glade mennesker, som havde eller havde haft kræft, som cyklede en tur i efterårssolen. De var glade og ret stolte over, at Mark Cavendish havde valgt netop dem som sit følgeskab på den første tur rundt på ruten. De var glade og stolte, fordi de så fik cyklet en tur den søndag. Og flere fik cyklet meget længere, end de overhovedet havde forestillet sig. Det var et rent, jordnært projekt, som skabte glæde og mod og følelser af fællesskab. Her var ingen tårevædede statements, ingen medlidenhed på bakkerne, – bare råt muskelarbejde og sved på panden. Frem sprang ønsker om mere. Flere cykelløb. Med og uden berømtheder. Flere fælles aktiviteter. Mere træning. Og det er ikke nødvendigt at flashe sin kræft.

Julie og Morten slutter deres kronik med et spørgsmål:

Har vi tiltro til, at den danske befolkning vil have forståelse for vigtigheden af at engagere sig frivilligt og bidrage økonomisk til bekæmpelse af kræftsygdom, selvom fokus i kommunikationen om kræft flyttes fra historier, der kalder på medlidenhed til historier, der kalder på beundring? Er svaret ja, er tiden inde til at tiltag, der understøtter og tillader, at kræftpatienter kan opfatte sig selv og opfattes af andre, som overlevere frem for ofre. Hvis danskerne vil og er klar ligger mulighederne åbne for fælles investering i overlevelse – ikke kun målt i antal leveår, men i kvaliteten af disse leveår med eller uden sygdommen som ledsager.

I går ik’? Der cyklede jeg ind til København efter vores to runder sammen med et par unge fyre, som lige var færdige med deres kemoterapi. De var trætte var de. Men de cyklede hele vejen, gjorde de. Og de var helt klar på noget mere.