Kære, søde vejrgud

Jeg ved, at jeg har opført mig både barnligt og utidigt. Jeg har råbt, brølet og hvæset af dig igen og igen de sidste to måneder. Jeg har skumlet fælt, når jeg forcerede snemængderne her på landet for at komme af sted til dagens dont. Og jeg har udsat turen til skraldespanden med mine fyldte poser, til det næsten var pinligt.

Jeg ved, at jeg har sat for lidt pris på den skønhed, du spredte omkring mig. Jeg har ikke nydt nok, hvordan skoven var pudret med is og sne.

Men jeg har, trods alt, syntes det var sjovt at løbe i den natsorte skov med pandelygte. Jeg har ind i mellem næsten moret mig over at løbe i høj sne.

Og jeg har affundet mig. Jeg holdt (næsten) op med at hvæse. Jeg har hygget mig med naboen med skovl og sneskraber. Jeg har fundet skiene frem og kælket med ungerne. Jeg har endda kapituleret og ladet cyklen stå, næsten uden at græde. Og jeg har næsten ligget på knæ hver aften i taknemmelighed over det tiltagende tøvejr.

Så måske har jeg fortjent det? Måske har jeg fortjent, at der nu om lidt vælter sne ned om ørerne på mig igen?

Men kære, kære vejrgud. Vil du ikke nok give mig tø i weekenden og mandag? Ellers kan flyttebilen ikke bakke ind til mit hus, og flyttemændene må slæbe mine ting alt for langt gennem sne og is. De skal nok klare det, siger de. Men det koster ekstra, jo. Og tager meget længere tid.

Jeg lover, at jeg ikke vil skælde ud mere i denne vinter. Hvis bare du giver mig tø.