Træningsplaner og bjergdrømme

Der er ikke skrevet mange sammenhængende ord om træning i lang tid her på bloggen. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke løber. Lidt neddroslet de sidste uger med pak og flyt har det selvfølgelig været, men helt i stå – nej. Nu er cyklen også på banen igen, og jeg begynder at føle mig lidt mere hel.

Men lad os da få noget træning på programmet. Jeg går meget lidt op i hastighed og distancer, og jeg har ikke det, der ligner et program. Jeg løber, fordi jeg elsker det. Og fordi jeg ikke kan lade være. Fordi jeg bare har det bedst med at være i god form. Der vil altså aldrig optræde matematiske formler over pulsværdier, iltoptagelse og tempo. Fordi det keder mig til døde og er uendeligt ligegyldigt. Jeg er alligevel ude over den alder, hvor jeg styrtede først over målstregen, – og jeg har altid villet have det sjovt med at løbe.

Så når nu jeg ikke træner for at løbe hurtigst, laver jeg jo bare en helt anden slags planer. Til sommer skal vi nemlig på den vildeste løbetur. Haute Route fra Chamonix til Zermatt. Og den slags gør man ikke uden træning i den halvseriøse afdeling. Vi kommer nemlig til at løbe meget længere, end vi gjorde i England. Og i et rigtig svært terræn. Så jeg har jo en plan.  Jeg skal ud på længere og længere distancer, og jeg skal træne bakker. Eller trapper. Senere. Først grundtræningen med lange ture og intervaltræning. Intervaltræning, siger du? Ja det er rigtigt. Intervaltræning er den allerbedste måde at træne iltoptagelse og udholdenhed, og iltoptagelse betyder noget, når vi kommer til at bevæge os rundt i højderne.

Min plan er enkel. Jeg trapper stille og roligt op i løbet af foråret og supplerer med nogle ture i Skodsborg Marathon. Fordi det er hyggeligt, og fordi jeg ikke nødvendigvis behøver at løbe hele distancen. Måske løber jeg hele distancen et par gange. Bare for at træne de lange løb.

Og så skal jeg have gang i noget styrketræning. I bjergene er det ikke kun benene, der kommer på arbejde. Vi løber selvfølgelig med rygsæk, og terrænnet i sig selv stiller krav til hele kroppen. Man er nødt til at have styrke i hele kroppen, når der arbejdes op og ned, og når vi skal holde balancen hen over stok og sten og ad smalle passager. Jeg har trænet masser af gange til lange ekspeditioner og bjergbestigninger, og jeg tror, træningen til bjergløb vil komme til at ligne meget. Jeg kommer til at savne mit gamle hood, hvor jeg havde trapper og skrænter og strand, som var supergod træning til til hårdt og besværligt terræn. Men nu får Amager sin egen arkitekttegnede bakke:

Amager forbrænding med skibakke


Det er ikke blevet til ret meget styrketræning, siden jeg flyttede. Og det er ikke godt. Jeg plejede at træne to gange om ugen. Og jeg var velsignet med en veninde, som også godt gad at træne så meget. Det gjorde det lidt hyggeligt og sparkede et lille konkurrencemoment ind. Hende har jeg savnet, fordi styrketræning er så uendeligt kedeligt. Når jeg får min havkajak, bliver det lidt nemmere. Roning er nok den bedste allround træning, man overhovedet kan kaste sig ud i. Men indtil da må jeg bide i det sure æble og melde mig i Fitness.dk.

Og man kunne nok godt forestille sig, at jeg fyldte rygsækken med bjergudstyr til sommer og klatrede op på en top eller to. Når man nu alligevel er dernede. Og det er længe siden. Og de lokker.

Og lige nu ser der sådan ud lige udenfor mit vindue:

Udsigt fra stuen

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

2 thoughts on “Træningsplaner og bjergdrømme

  1. Turen er da stort set samme længe – men ok, der er lige 11 små pas under vejs 🙂

    Og tak fordi du ikke nævner vores snak i en skov i England om at man burde tage sig sammen mht. styrketræning hvor du var frisk på at give hånd på at komme i gang. Det er lige ved jeg får dårlig samvittighed over ikke at være kommet rigtigt i gang endnu, men det er jo ikke så længe siden… eller noget…

    • Sådan er jeg jo. Jeg hænger kun folk ud på nettet, hvis de virkelig fortjener det … Eller hvis jeg ikke samtidig kommer til at hænge mig selv til tørre 🙂 Men vi kunne jo tage hinanden i hånden og følges i Fitness.dk?
      Og i går fandt jeg forresten den der sti langs vandet – fed tur!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.