What’s up Honey…… øhhh SKAT?

Eller – The Never Ending Story

Jeg levede engang et relativt anonymt skatteliv. Jeg havde min faste indtægt, ejede ikke en skid og betalte pænt og nydeligt B-skat af honorarer for foredrag, workshops og skriverier. No big deal. Og jeg betalte faktisk helt uden brok og rejste børster. Jeg elsker, at vi kan give gratis lægehjælp og behandling til alle. Også de hjemløse. Og dem der lugter. Og dem der ingen familie har. Jeg elsker, at jeg kan gå på biblioteket eller Nationalmuseet, og at alle unger kan gå i skole og blive kloge. På skolemåden.

Så blev jeg syg, og min økonomi blev helt triviel. Jeg mener, helt uden foredrag eller nogen ekstra håndører. Det var helt okay. Jeg kunne alligevel ikke gå nogen steder og bruge penge. Skæbnen ville, at jeg netop var flyttet ind i en 1½ værelses lejlighed på samme hospital, som leverede kemoterapien. Talk about destiny…..

Men så blev jeg rask og fik et stort sponsorat til noget bjergbestigning for at hjælpe nogen med at se, at kræft ikke nødvendigvis behøvede at betyde død og tænders gnidsel. For alle. At man kunne rejse sig igen og bringe noget liv og optimisme ind i billedet. Men DET skulle jeg aldrig have gjort. Du mildeste moster. For SÅ var det, at SKAT spottede mig ud. Og indledte et forhold. Som på sin vis kunne betegnes som voldtægt. Serievoldtægt, nærmest. Man skal aldrig træde ved siden af gamle økonomiske vaner. For når SKAT først indleder en relation, er det for evigt. Nu får I simpelthen historien. Til skræk og advarsel.

Jeg og min kammerat Ole fik rigtig meget støtte til at lave den der ekspedition, som skulle gå til Tibet og et meget højt bjerg. Vi stiftede en forening til at modtage pengene efter råd fra banken, og alt skulle være i den skønneste orden. Foreningen fik sin egen bankkonto. Vi knoklede, trænede, forberedte os, gav interviews, holdt foredrag – og nå ja, arbejdede på fuld tid. Indtil vi fløj til Nepal i april 2008. Der var ikke meget, der gik som planlagt, men vi besteg en masse bjerge, og jeg fik egentlig vist det, jeg gerne ville. Og jeg fik vendt tilbage til til bjergene. Så kom vi tilbage til en masse presse og endnu flere foredrag, og alting var egentlig fint. Livet kunne tøffe videre i sin nye udgave.

Og det var der, at SKAT fik øje på mig. Igen og igen og igen. Måske kunne lidt undskyldes med kommunalreformen. SKAT var flyttet til Ringkøbing i Vestjylland eller sådan noget. Ingen kunne finde ud af noget. Jeg blev over de næste par år dømt til at betale mere end 100.000 kr til SKAT for det eventyr (oven i de to måneder uden løn, som det også kostede mig). Jeg klagede desperat og ankede og klagede igen. Jeg skrev med hjælp fra skattekyndige gutter i familien og kollegakredsen 12 siders argumentation for ikke at beskatte mig personligt for det. Og endte i et sammenfiltret net af skatte-sammenhold og en argumentation, som jeg fattede nada af. Jeg kunne ikke komme igennem. Ingen ville tale imod noget, en kollega engang havde sagt eller skrevet.

Jeg gav op. Jo, det gjorde jeg. Jeg var træt langt ind i sjælen. Tænkte, okay, det er sgu da bare penge. Ikke værd at få højt blodtryk eller stress over. Så jeg gav op.

Men det er endeløst. Hvert eneste år bliver jeg flået for 30-40.000 kroner. Ud over den almindelige skat på min indtægt. Det ville være til at forstå, hvis jeg virkelig tjente 100.000 ekstra på foredrag, ikke? Men det gør jeg ikke. Jeg tjener måske mellem 30.000 og 50.000 nogle år. Jeg forstår ikke regnestykket. Og ingen – jeg gentager ingen hos SKAT har villet sætte sig ned og forklare mig det. Er det SKAT eller mig, der skal have honorar for mine foredrag, kunne man tænke lidt over?

Nåmn nu har de fundet en helt ny strategi. I dag lærte jeg – på den direkte måde, at det ikke er rigtigt, hvad Helle Thorning siger. Skattelettelserne ER finansierede. Og jeg er med til at betale. Jeg håber inderligt, at nogen, som fortjener det, får glæde af de 2000 kroners fradrag, der er forsvundet fra min lønseddel. Og i mellemtiden går jeg på jagt efter fradrag. Den her finte havde jeg ikke set komme. Og den næste monsterregning er allerede på vej.

Jeg er stadig glad for vores skattefinansierede velfærd. Jeg vil gerne betale. Men jeg ville så gerne beholde lidt. Ellers går jeg sgu på efterløn.

8 thoughts on “What’s up Honey…… øhhh SKAT?

  1. Hej Helle
    Det lyder absolut ikke retfærdigt – men desværre må man sige at SKAT har set sig meget varm på den lille mand her de senere år. Det er absolut på sin plads at snydere hapses i nettet, men når man rammes af fuldstændigt mærkelig regler sååå er det altså bare ikke ok.
    Jeg er også meget glad for vores skattefinansierede velfærd, selvom det er blevet pokkers udhulet de sidste år og kanaliseres mange forkerte steder hen – men SKAT skal da ikke til at opfattes som en tyveknægt der ikke følger fornuftige regler??
    Nå nok om det… Håber de retter deres øjne et andet sted hen eller i det mindste kan forklare hvorfor pokker du skal flåes når du holder foredrag.
    Mange hilsner Gitte

  2. Puh ha, sikke en mølle du er havnet i – har du haft en revisor til at hjælpe dig (dumt spørgsmål sikkert!)? Jeg – uden sammenligning i øvrigt, har også mistet et par tusinde i fradrag på denne lønseddel! Hvorfor ???
    Håber for dig, at de indser, at der er noget galt.

    • Har du virkelig også et par forsvundne tusindekronesedler? Jeg kan ikke overskue, om det er skattereformen, der blanker mig af, eller om det er en fejl. Jeg håber det sidste. Ellers må jeg vist overveje et telefonjob/gadesælger/rengøring….

      Jeg har været sådan rigtigt tøsedum og kun haft økonomivenner med på en kigger. Overvejer lidt, om der ikke findes noget revisor-dating?

      Forsøger at slå kløerne i en konsulent hos Skat – nu er vi jo sådan blevet naboer.

  3. Det lyder sådan lidt over i Kafka……Du skal da både have revisorhjælp og sagførerhjælp – Jeg tror der findes noget gratis hjælp rundt omkring for bare lige at se om der er grund til at investere i det helt store revisons arbejde og give den lede skat én på frakken.

    Puuuha, jeg håber da ikke at det helt slår bunden ud af budgettet for den nye lejlighed og alt det gode der foregår!!!

  4. Helle, jeg tror at hvis man har indtægter flere forskellige steder fra, så er man nødt til at have en revisor til at ordne alt, det er simpelthen blevet for kompliceret. Ja, jeg har mistet ca. 2000 kr – øv.

    • Hmmm – men det er så lidt, jeg tjener ved siden af, så en revisor ville æde det hele op. Alternativt må jeg til at holde MANGE flere foredrag.
      Jeg stikker over til SKAT en af dagene og slår kløerne i en skattekonsulent. Jeg kan nemlig dårligt tåle at miste 2000 om måneden lige nu.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.