Fridage holder! Hvor er det godt at trække stikket en gang imellem. Når kalenderen er tom for møder. Når projektet er sendt på jomfrurejse i det ganske land. Når flexregnskabet står og blinker om kap med ferieregnskabet.
Der er fridage og der er fridage. Lørdage og søndage er ugentlige oaser. De dage hvor vennerne bliver inviteret, støvet bliver flyttet, og køleskabet bliver fyldt op. Det er de dage, hvor de lange løbeture ligger, og hvor avisen bliver læst med en særlig grundighed. Det er også de fridage, hvor arbejdet gang på gang kommer snigende i rene bagholdsangreb.
Uplanlagte torsdag-fredagsfridage er noget helt andet. At vågne sådan en torsdag morgen med en klar beslutning om, at dette er en fridag, får den mindste lille stresscelle til at klappe sammen på et øjeblik. Mens jeg langsomt vågner. På den omhyggelige måde. Og aftaler frokost med Vera-babyen og hendes mor. Og lader dagen langsomt tøffe afsted.
Sådan en dag kan man også hente nogen små piger i børnehave og vuggestue og bagefter sætte sig på gulvet i deres værelse og lege med teletubbies og Hello Kitty i en time. Og lege gemmeleg, selvom en to-årig ikke helt har fattet konceptet. Og det er sådan en dag, hvor den fire-årige inviterer sig selv på fredags-overnatning med risengrød. Og så kan jeg godte mig over at have været smart nok til at tage løbetøj med til Frederiksberg og løbe hele vejen hjem med vinden.
Og så kan man alligevel være stor nok til lige at klare en smule arbejde inden sengetid. Fordi fredagen også er en fridag. I den her uge. Og sådan en fredag kan gå med ingen-verdens-ting. At holde øje med skumtoppede bølger i kanalan udenfor min stue. Hvor ænderne kun kan svømme én vej. Stride mig igennem stormen med et fast tag i Almas hånd for at vælge slik i Irma. Se Disney-sjov og finde åndssvage små børnespil på telefonen. Synge 25 godnatsange og pakke dynen tæt om en lille krop. Som søvnigt mumler, at hun glæder sig til at spise morgenmad. Sammen med mig.
Og så er man på en eller anden måde klar på at holde weekend.
Det er da lige det der er noget ved 🙂 – god søndag til dig.
Tak i lige måde