Vejr og vægelsind

Er der noget, vi kan, når vi nu holder en pause i at tale sammen om tragedien i Norge, er det at tale om vejret. Det er godt at have noget smertefrit at tale om, og det har også givet os rig anledning, det vejr. Først sukkede vi over, at det var for varmt. Jo, det gjorde vi. I har muligvis glemt det, men jeg husker. Så blev det den 2. juli, og København druknede, mens Sydhavnen for en tid var fysisk afskåret fra omverdenen. Nu regner det bare. Mere eller mindre hele tiden.

På sådan en søndag, hvor højskolen er slut, og jeg kunne sidde længe og uforstyrret med min morgenavis, følte jeg mig ikke helt fristet til udendørs aktivitet. Det silede jo ned. Og jeg er tæskegod til at finde grunde til at blive inde. Oprydning, rengøring, tøj der skal vaskes, børn der skal snakkes i telefon med, ogsåvidere, ogsåvidere. Men når nu det står i reglerne, at der skal løbes minimum to timer sådan en søndag, så er det jo sådan, det er. Selv om tidspunktet bliver udskudt i det næsten uendelige. Og pludselig er dagen nærmest gået (eller druknet), og der er ikke længere noget at gøre.

Langsomt, i slowmotion bevægelser, kryber jeg ned i noget løbetøj. Gyser ved tanken om alt det vand, der vil vælte ned over mig. Finder skoene, der næsten er tørre fra lørdagens morgentur, og snører dem modvilligt. Men regler er regler, ikke? Pakker noget vand og kommer endelig ud af døren. Og vandet vælter ned.

Men lige på den anden side af Slusebroen er verdens største vandpyt. Og pludselig vender det hele. Pludselig husker jeg, hvor sjovt det er at løbe i regnen. Mit indre barn spurter igennem vandpytterne. Efter fem minutter er det helt ligegyldigt, at fødderne skvulper rundt inde i løbeskoene. Håret driver af vand, og jeg ved bare, at jeg aldrig får redt den fletning ud igen. Men det betyder ikke noget. Og efter 2½ time rundt på Kalvebod og Amager Fælled i noget oktobervejr med efterårsstorme og det hele, ser min bagside sådan ud:

Det er ikke helt let at fotografere mine ben bag fra. Slip selv fantasien løs over de krumspring.

Oktoberfornemmelserne varer ved, og sådan en løbetur må nødvendigvis slutte i sofaen med et lunt håndklæde omkring om med en kop rygende varm chokolade i hånden. Så, selvom jeg elsker sol og varme, er det her vejr sgu meget sjovt. Man glemmer det bare. Og kan man ikke mærke sin indre barneunge, kan man jo lade sig inspirere af dem, der ikke kun har det indeni.