Om at rejse med manér

Der er tavshed på bloggen. Jeg er lidt overvældet over den positive respons, I har givet mig på de sidste to indlæg. Tak for det. Og tak fordi jeg får lov at vælte lidt raseri ud på bloggen i ny og næ. Det gør mig sikkert mere omgængelig ude i virkeligheden.

Men jeg er også lidt travl. Fordi jeg på lørdag igen stikker hen til udlandet. Det er hårdt, jeg ved det, men nogen må jo gøre det. Jeg har fået et kursus i San Francisco simpelthen. Og når jeg nu alligevel flyver så langt og brænder alle co2-kvoter op, så kompenserer jeg ved at blive en uge ekstra. Jeg har nemlig aldrig været i San Francisco, og der er en million ting, jeg gerne vil opleve.

Men det koster at være flyvsk og på opdagelse. Det er bare en måned siden, jeg kom hjem fra Marokko, og i den måned har jeg samlet op fra de to uger, jeg var væk. Samtidig med at jeg forbereder min lille verden på, at jeg forsvinder to uger igen. Det kunne måske blive en vane? Altså den der rytme med to uger ude, fire uger hjemme og to uger ude igen? Jeg pipper meget, meget stille om travlhed. For ikke at tirre misundelsesbjørne unødigt. Og jeg kan jo lide det, kan jeg.

Og jeg ser det for mit indre blik. Mig komme løbende over Golden Gate Bridge. I solskin. Eller løbeture i morgensolen langs havnefronten. Hvor vores temmelig upper-class kursushotel ligger. Og jeg fantaserer videre om Alcatraz og om stejle gader med stor udsigt. Jeg ser mig på besøg i Berkeley, hvor jeg har fået råd om at medbringe en stor pung til nyt tøj. Og på ture til Yosemite og Redwood. Og selvfølgelig en tur langs Big Sur. Nå ja, jeg har jo kun en god uge efter mit kursus…..

Og så løber jeg ind i et helt nyt problem. Jeg har kun en lille kuffert. Og en stor rygsæk. Og den slags hotel er ikke i vane med gamle rygsække. Det går bare ikke med den rygsæk. Jeg er jo for pokker vant til at rejse ret primitivt. Jeg bor enten i telt, i hytter eller på hostel. Jeg kan til nød booke ind på et billigt hotel, hvis jeg trænger til at være alene. Men sådan et, som de selv kalder luxurious? Sådan har jeg kun boet få gange. Det går slet ikke. De fine kjoler bliver jo krøllede i rygsækken, og stilletterne vil prikke hul. Og hvad vil de pæne mennesker, som jeg skal indkvarteres sammen med ikke sige? Det går ikke. Jeg må på Fisketorvet i morgen og investere i en kuffert. En damekuffert med hjul. En motherfucker af en kuffert, hvor alt det, jeg kommer til at købe, kan være i. Så jeg kan ankomme til San Francisco med manér.

Det er store problemer, der tumles med her i Sydhavnen. Men det er hvad der sker, når man skriver blogindlæg efter klokken 23.