Mad, mad, mad

Jeg har efterhånden lært mig at lave ordentlig mad til mig selv. Because I’m worth it. Og fordi livet er for kort til dårlig mad. Men det er en svær læreproces. Jeg er vokset op med selskab i køkkenet og omkring spisebordet. Min familie bestod af far, mor og fem børn. Og selv om min mor af og til bad os skrubbe ud af køkkenet, så hun kunne lave mad i fred og ro, var køkkenet gennem hele min barndom et sted, vi mødtes og gjorde noget sammen. Spisebordet var tegnebord, lektiebord, spillebord, sybord og det sted, familien var sammen. Jeg kan faktisk ikke huske, at vi sad meget i sofa, og fjernsyn var ikke noget, der fyldte. Det gjorde spisebordet.

Jeg har boet i kollektiv med maddage og fællesspisning, og da jeg flyttede for mig selv, var jeg ikke længe om at etablere noget madklub, så der fortsat var larm og fællesskab omkring maden. Nå ja, så fik jeg jo på rekordtid min egen storfamilie med børn på køkkenbordet og kærlig gourmethygge. Selv midt i storfamilien fik vi etableret madfællesskab med andre familier. Med børnene myldrende om haserne, og os med storfamilien kunne rånyde at få maden serveret og tiltuske os noget voksenselskab over kartoflerne. En søndags-frokost-madklub kombineret med to timers badminton varede i flere år. Min eksmand kunne låne to sammenhængende idrætssale på det gymnasium, han underviste på, og voila: alle redskaber ude til ungerne i den ene sal, og indædte par-badmintonkampe mellem de voksne i den anden.

Efter idyllen krakelerede og jeg indtog livet som single og alenemor til tre, etablerede vi på mit nye arbejde en gourmet madklub for dem uden kærester. Gentagne dates med samme person diskvalificerede for medlemskab uden nåde. Konceptet var gourmet oplevelser. Finere middage med flere retter. Vi skulle kort sagt kræse for hinanden, når der nu ikke var andre, der gjorde det. Klubben døde en slags naturlig død, fordi folk ikke kunne overholde grundreglen om ikke at gentage dates. Men jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der er tilbage i udgangspunktet. Nu bor vi bare for spredt i landet.

Senere fandt vi sammen i andre singlemadfællesskaber, som jo let kom til at hænge sammen med noget forlænget dansetur i byen. Og havde det venindesjovt på den fedeste måde, der som regel handlede om at drukne i rødvin eller spændende drinks.

Men nu jeg har rykket mit singleliv til hovedstaden, savner jeg noget madfællesskab. For Guds skyld ikke noget stramt sundhedskoncept, men bare almindelig sund og lækker mad. Kunne sagtens være på hverdagsaftner. I weekenderne udnytter jeg jo mine venner og mine unger. Så kom frit frem. Kender I en københavnermadklub, der mangler et medlem? Eller er der nogen derude, der vil være med?